In Love With Twins Part 2 - (Bliver færdigskrevet lidt efter lidt)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2015
  • Status: Igang
Efter en del dage med forvirring i hendes hjerte, havde Lily havde endelig taget sit valg på Justin. De havde endelig fundet sammen og taget endnu et skridt i deres forhold, men en pludselig trafikulykke knuste Lilys drøm med Justin, da Justin til al skræk var indblandet i den ulykke og ligger nu i koma svævende mellem liv og død på hospitalet. Årsagen til ulykken er uvis og om det overhovedet var en skæbnesvanger ulykke eller om det var en aftale, er stadig uvist. Lily er langt nede og i sorg ligesom resten af Justins familie, ja selv Jason, der var blevet så pokkers jaloux over at Lily valgte Justin frem for ham, er selv knust over sin tvillingebrors livstruende fremtid. Men nu hvor Justin ligger næsten i livløs koma, hvad så med Lily? Hvad med Jason? Vil de bygge et venskab op igen, eller hvordan vil det komme til at gå? Hvad med Justin? Er han det sidste vi ser til ham? Er han så ilde tilredt at respiratorerne ville være det eneste, der ville kunne holde ham i live? Svaret findes!

140Likes
273Kommentarer
57725Visninger
AA

17. A moms wise word!


Justins synsvinkel:

"Dette er din morfar Bruce...", forklarede min mor med et lille smil, mens hun pegede på billedet, som jeg sad med.

Jeg nikkede med et lille smil og følte mig fuldkommen tom. Den mand sagde mig intet. Det var en underlig følelse. Jeg sukkede hårdt og bladrede videre til et billede, der tydeligvis var af ældre dato, da jeg så to identiske drenge, der ikke virkede vildt gamle og sammen med en smilende dame i midten med langt lysebrunt glat pagehår. Min mor smilede.

"Og det er..."

"Min mormor Diane...", afbrød jeg stille med et smil. Min mor så målløs på mig.

"Jamen Justin - Du husker jo? - Det er mirakel!", udbrød min mor.

Jeg sukkede med et meget svagt smil og rystede på hovedet.

"Nej mor, jeg husker kun mormor, som den eneste... Jeg beklager...", sukkede jeg, og så igen på billedet.

"Javel... Det skal du ikke undskylde...", svarede min mor, selv om jeg ikke så på hende.

"De to drenge på billedet... Er det Jason og mig?", spurgte jeg stille og så op på hende igen.

Min mor smilede og nikkede.

"I var kun 13 år dengang - I var så ens nærmest med jeres væremåde og udseende. Intet skilte jer ud fra hinanden. Ofte kunne i narre os andre ved at udgive jer for at være hinanden, fordi i var så svære at kende forskel på. Den eneste forskel du og Jason havde på det tidspunkt, var Jasons lille modermærke på hans ene balde, mens du ikke har...", forklarede hun med et lille smil. jeg grinte svagt.

"Tja, den var jeg sikker klar over, men jeg husker intet af det. Det er som om jeg er et omvandrende sort hul? Det er virkelig ikke fedt, mor...", svarede jeg stille og bare det at kalde "den fremmede dame" for min mor, var akavet nok i sig selv, men jeg gjorde det, fordi jeg vidste, at hun satte pris på det. Min mor nikkede.

"Ja, den dag i dag, har i ret mange forskelle - Særligt jeres tattoos og væremåder... I har virkelig gjort jeres hver især for ikke at være identiske med hinanden...", forklarede hun med et lille smil.

Jeg nikkede og bladrede videre mellem billederne. Jeg nåede til et billede med to børn - En dreng og en pige. Jeg smilte svagt og så op på min mor.

"Er det Jazmyn og Jaxon?", spurgte jeg stille. Min mor nikkede.

"Ja, det er det og du skal nok få lov til at møde dem, men de har ikke villet besøge dig, eftersom det skræmmer dem, at du slet ikke kan huske dem... Du var faktisk deres yndlingsstorebror, selv om de selvfølgelig også elsker Jason - Men for at være helt ærlig, så har de altid foretrukket dig...", forklarede min mor med et smil.

Jeg så undrende på hende.

"Hvorfor siger du det? Jason er en fantastisk bror - Ja, jeg er faktisk lykkelig for, at han er min bror... Selv om jeg ikke kan huske ham, så har han ikke givet mig andet end tryghed og venlighed... Han virker til at være reel og til at stole på... Ja, trods jeg ikke husker ham, så holder jeg allerede meget af ham. Han er som mit modstykke, den styrke jeg mangler selv... Jeg ser virkelig op til ham, så det undrer mig, at du ligefrem er min mor og sidder og favorisere mig før Jason? Ja, undskyld mor, men der er du slet ikke fair - Jason er et skønt menneske...", forklarede jeg stille med et bedrøvet smil.

Min mor så målløs på mig og jeg forstod intet af det. Hun rystede som en forvirret på hovedet.

"Du godeste Justin? - Du er virkelig et helt nyt menneske - Du kan intet huske af dit liv og jeg kan høre på dig, at du danner dig et nyt liv selv ved alle førstehåndsindtrykkende... Jason er din bror, ja, men selv om vi virkelig elsker ham alle sammen betingelsesløst, så er han faktisk også familiens sorte får! Han har lavet så meget ballade, særligt de sidste fem år har han været i ungdomsfængsel for tyveri og din far og jeg har taget ham flere gange i at tage stoffer i det skjulte og meget mod min tro på gud og imod min vilje, så ved jeg, at Jason har været i seng med så mange piger og han bander værre end en havnearbejder og har været bortvist fra skolen op til et par gange og...."

Jeg var i chok!

"Mor! - Hvad i alverden er det du sidder og siger? Sådan er Jason ikke - Slet ikke! - Hvordan kan d...."

"Ja tak Justin! Dan du bare dine egne glansbilleder om Jason, for du vil jo ikke tro alt det om din egen mor!", afbrød hun mig igen. Jeg måbede.

"Hvorfor blander du glansbilleder ind i samtalen?", spurgte jeg undrende.

Min mor sukkede hårdt og tog sig til ansigtet.

"Undskyld skat... Det er bare et udtryk...", svarede hun stille og så op igen på mig. Hun lagde sin ene hånd over min.

"Undskyld skat... Selvfølgelig skal du have lov til at danne dine egne billeder af alle og hvis du virkelig synes Jason er et fantastisk menneske og en bror der står dig nært, så skal du have lov til at synes det... Det er mig, der er galt afmarcheret - For jeg kan slet ikke forestille mig, hvor tomt det må være for dig, at du slet ikke ved hvem du er eller hvem vi andre er? Det må virkelig være en grusom affære...", begyndte min mor at græde stille.

Jeg begyndte selv at græde stille, for det virkede endelig til, at den fremmede kvinde, som var min mor, endelig kunne se, hvad jeg måtte gennemgå. Jeg nikkede og rakte mine arme mod hende og hun rejste sig fra bænken og bukkede sig forover mig og vi gav hinanden et inderligt knus. Uanset hvordan min hukommelse var, så fjernede det ikke konklusionen, at jeg faktisk følte det dejligt, at denne "mor" gav mig så meget kærlighed gennem sit inderlige knus.

Hun slap knuset igen med et bedrøvet smil.

"Skal vi begive os indenfor igen, skat? - Det er ved at blive lidt køligt...", forklarede hun med et svagt smil.

Jeg nikkede med et skævt smil.

"Selvfølgelig mor...", svarede jeg med et smil og kæmpede for at rejse mig op ad talerstolen med hjul under.

Min mor skulle til at hjælpe mig.

"Nej mor! Jeg vil selv! Jeg skal ligesom træne mig selv, for jeg ønsker virkelig ikke at skulle sidde i kørestol igen...", udbrød jeg bestemt.

Hun sukkede og nikkede og rettede sig op igen og jeg følte hendes blik på mig, da jeg kæmpede mere eller mindre med at at rejse mig op ad talerstolen. Måske et lidt funny navn til sådan en høj tingest med hjul under. Ja, mange andre ville nok kalde det et meget høj gangstativ med hjul under og det var udelukkende gangbesværede ældre mennesker eller mennesker, der havde fået opereret benene eller noget, der brugte den slags, men det måtte jeg også gøre, for jeg havde ikke helt genfundet alle benkræfterne endnu, men det gik da støt frem ad og når jeg følte at jeg kunne magte det, så støttede jeg ikke så meget til talerstolen, andet end at skubbe på den, men jeg havde ikke sluppet den endnu, eftersom jeg stadigt følte mig mindre usikker på benene. I morgen mente min fysioterapeut, at jeg skulle gå hen til krykkerne et par dage frem og så burde jeg have dannet det meste at muskulaturen i mine ben igen. Jeg glædede mig bare til, at jeg kunne få lov til at gå rundt igen uden nogen form for støtte.

"Mor, må jeg spørge dig om noget?", spurgte jeg lidt efter, vi var kommet ind i den store hospitalshall. Hun smilte til mig og nikkede.

"Ja selvfølgelig, skat... Hvad vil du gerne vide?", svarede hun med et spørgsmål, mens vi gik stille og roligt. Jeg smilte svagt.

"Var jeg meget forelsket i Lily før ulykken?", spurgte jeg ligeud.

Min mor standsede op og vendte fronten mod mig og jeg stoppede selv og så lettere ned på hende, for hun var ikke så høj ligesom jeg. En lille mor, yup! Hun smilte svagt og nikkede.

"Ja, i var nærmest uadskillelige og jeg som troede, at du aldrig interesserede dig for piger, så dukkede du pludseligt op med denne pige, som havde slået benene væk under dig på alle måder. Du brugte meget tid sammen med hende og både din far og jeg holder virkelig meget af hende. Jeg skal dog ikke kunne sige om det er sandt, men jeg har lagt mærke til, at Jason holder sig meget for sig selv, når Lily er i nærheden - Jeg ved ikke, om han gør det af skyld, men jeg kender til Jasons uimodståelige charme, særligt når det angår kønne piger og hvis jeg kender ham ret, så har han sikkert et godt øje til Lily, men det er kun noget jeg tror og det er slet ikke sikkert, om det er rigtigt?", forklarede min mor med et svagt smil.

Jeg så ned i gulvet, inden jeg så op på hende igen.

"Har jeg en grund til at frygte at der er noget mellem Jason og Lily?", spurgte jeg ligeud. Min mor smilte med et svagt suk og rystede på hovedet.

"Jeg ved det ikke skat? Føler du noget for hende?", svarede hun med et spørgsmål.

Jeg sukkede hårdt og rystede på hovedet.

"Jeg kan desværre ikke huske hende, men der i går, hvor hun besøgte mig, inden Jason også dukkede op, så følte jeg en form for flirt mellem os, men jeg ved som sagt ikke? Hun er utrolig sød, smuk og pokkers følsom anlagt, for da Jason dukkede op, så sad vi og spillede kort alle tre og snakkede om lidt af hvert og pludseligt skred hun bare uden at vende tilbage? Jason lovede at ville tale med hende, men da han vendte tilbage, var det uden hende og han virkede utrolig trist, selv om han livede lidt op senere på dagen. Vi hyggede os gevaldigt, men jeg kunne mærke på Jason, at noget gik ham på og jeg er bange for, at Lily er problemet?", forklarede jeg med et suk.

Min mor smilte meget svagt og lagde sin hånd på min skulder.

"Det kan være svært at finde følelser frem, særligt hvis man som dig intet husker hvordan det var... Lily er helt sikkert ret følsom anlagt og det kan være, at hun har visse ting hun kæmper med, men hun har intet sagt til nogen af os... Måske, du bare skulle lære at være påpasselig med, når hun besøger dig - Så vær åben over for hende, om hvordan du føler dig helt ærligt og fortæl hende, at det bekymrer dig en del, når hun bare smutter uden at forklare hvorfor? - Hvad sagde du, siden hun bare gik sin vej?", kom det fra min mor. Jeg sukkede svagt.

"Jeg ved ikke hvad jeg ligefrem gjorde, men jeg fik vidst snakket om Anya, min sygeplejerske på en måde, der måske kunne misforstås, men jeg mener ikke, at det er problemet, mor, for jeg husker ikke Lily, og derfor burde det ikke være mig, der skal træde varsomt over for visse emner, som jeg alligevel intet husker af - Er det ikke vigtigere, at jeg lærer noget og i alle støtter mig til at huske?", svarede jeg i spørgsmål. Min mor nikkede med et smil.

"Lily elsker dig meget højt, det ved jeg og derfor er det ikke okay, at du taler om andre piger, som sagtens kan misforstås...", forklarede min mor med et lille smil. Jeg så forundret på hende.

"Men jeg ved jo ikke hvad der er rigtigt eller forkert, vel?", svarede jeg lettere opgivende. Min mor rystede på hovedet.

"Nej, du har ret, skat - Kom, lad os gå tilbage til din afdeling, jeg tror der er ved at være aftensmad til jer og så må jeg også hjem til de andre, men din far vil komme forbi i morgen efter sit arbejde...", forklarede min mor. Jeg nikkede med et smil.

"Tja, jeg kender jer desværre ikke så godt, men jeg er utrolig glad for, at i alle vil besøge mig...", svarede jeg med et lille smil.

Min mor grinte på en hjertelig måde med stort tandsmil og hendes øjne glimtede på en behagelig og køn måde, så det smittede af på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det.

"Selvfølgelig vil vi besøge dig skat - Du er vores alle sammen Justin...", grinte hun hjerteligt og trak mig ind i et varmt knus.

Jeg følte mig helt sikkert betydningsfuld - Særligt for min mor og Jason - Det var vidst nok dem, der havde kommet mest under huden på mig.....

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...