Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

29Likes
22Kommentarer
100716Visninger
AA

33. Værste beslutning...

Du kom træt ind i din lejlighed, du havde lige været på arbejde. Klokken var allerede 17:00 og du havde mest lyst til at sove. Du skiftede hurtigt tøj og smed dig i din sofa i stuen. Du havde det rigtig hårdt her for tiden, for Niall var på turne og der var stadig nogle måneder tilbage. Du fik ikke snakket med ham hver dag, for når de ikke optrådte, lavede interview eller indspillede sange, så sov de. Du bebrejdede ham ikke for det var 24/7 han var på, men det betød ikke at du ikke savnede ham.

Lige siden han var taget afsted, havde du gået med en halskede med et billede af ham i, hver dag. Du sad og kiggede ud af vinduet imens du knurrede halskæden indtil dig.

Den aften faldt du stille og lidt skuffet i søvn, på sofaen. Du var lidt skuffet over at Niall ikke havde haft tid til at ringe.

Du vågnede langsomt næstedag. Du lå nu meget godt i sofaen. Du smed din dyne over dig og traskede ud i køkkenet. Du stod og kiggede i dine skuffer og køleskabet, men du havde ikke lyst til noget lige nu, så du smuttede ind og satte dig i sofaen, igen. Du satte din Ed Sheeran CD på og sad bare og kiggede ud i regnen.

Du følte dig meget tom og alene når Niall ikke var hjemme. Du havde heller ikke rigtig grinet i lang tid, udover når du snakkede med Niall over telefonen. Du kunne mærke at du blev trist og ked af det når du tænkte på ham, du vidste ikke om du kunne klare det her meget længere.

Hele dagen lå du på sofaen og lyttede til musik. Du var næsten faldet i søvn da din mobil ringede, du satte dig op i et sæt og kiggede kort på din mobil. Du tog den og hviskede med en lille stemme.

Dig: ”Hallo?”

Niall: ”Heeey søde!”

Du smilte, men du fik tåre i øjne af at høre hans stemme.”

Niall: ”Jeg ked af jeg ikke har fået ringet, men vi ….”

Han kørte ud i en lang smøre om hvad de havde lavet, og det gjorde dig glad at høre ham være glad, men du kunne ikke klare det mere så du begyndte at græde.

Han stoppede med at snakke og der blev stille i 2 sekunder.

Niall: ”Hvad er der galt smukke?”

Du snøftede.

Dig: ”Niall… jeg elsker dig så meget, og jeg savner dig som en sindssyg. Jeg har følt mig meget ved siden af mig selv her for tiden og det eneste jeg laver er at vente på dine opkald… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.”

Niall blev lidt stille i den anden ende af røret.

Niall: ”Jeg savner også dig, men der går kun nogle måneder endnu også er jeg hjemme igen…”

Dig: ”Jeg ved ikke om jeg kan vente så længe Niall… ”

Niall: ”Please lad være med at sig det…”

Du begyndte at græde endnu mere efter det han sagde.

Dig: ”Jeg tror… at det er bedst vi holder en pause. Bare indtil du er hjemme også må vi… tage den derfra…”

Du snøftede igen.

Der gik noget tid før Niall sagde noget.

Niall: ”Men jeg elsker dig…

Hans stemme var meget svag og du kunne høre at han også græd lidt.

Dig: ”Jeg elsker også dig, så sindssygt højt, og det er derfor jeg må gøre det her…”

Du holdt en lille pause.

Dig: ”Jeg elsker dig, så ufattelig højt.”

Du lagde stille på og begyndte at græde, med mere lyd på nu.

Hele aften lå du og græd og måtte ignorere Nialls MANGE opkald. Det var svært, meget svært.

 

Der var nu gået et par dage og du havde det som om du var blevet banket indvendig. Og det værste ved det hele var at du havde såret Niall, men du blev også nød til at tænke lidt på dig. Det var jo ikke fordi du havde det forfærdeligt samme med Niall (forhold), det var jo det modsatte der gjorde det svært at være væk fra ham.

Senere på dagen ringede din mobil og det var et ukendt nummer. Du tog den stille op til dit øre.

Dig: ”Hallo?”

Louis: ”(D/N)? Det er mig Louis.”

Dig: ”Hej.”

Louis: ”Hvad er der sket med Niall? De sidste par dage har han ikke snakket, han har låste sig inde i bussen, flere gange og nu kan vi ikke finde ham.”

Du fik en knude i maven. Du fortalte Louis det hele, lige fra da han tog afsted til du ’slog op’ med ham.

Du vidste ikke helt hvor alt det kom fra, det var som om at lige så snart du begyndte, så kunne du ikke stoppe.

Louis: ”Jeg forstår dig godt, det gør jeg virkelig! Men har du nogen anelse om hvor han er? Vi har ringet og ledt over alt.”

Dig: ”Det ved jeg ikke Louis. Det er jeg meget ked af… Hvornår så i ham sidst?”

Louis: ”Det er en dag siden…”

Dig: ”Det ved jeg virkelig ikke…”

Louis: ”Tak for hjælpen og du må hellere end gerne ringe til mig hvis du har brug for at snakke eller hvis du høre fra ham, okay?”

Dig: ”Tak Louis, det skal jeg nok! Og vil du ikke lige ringe til mig hvis i høre fra ham?”

Louis: ”Jo selvfølgelig!”

Du rejste dig og gik ud i køkkenet, og lavede en kop te. Du var meget bekymret for Niall. Du bed dig i læben og vendte din telefon rundt i dine hænder. Du tastede Nialls nummer ind og ringede. Du havde ikke snakket med ham siden du ’slog op’, ikke fordi du ikke savnede ham, men fordi det ville blive for svært.

Dig: ”Arrgh… telefonsvare…”

Du blev endnu mere bekymret. Du tjekkede twitter og instagram for at se om han havde slået noget op der, men der var ingenting…

Klokken blev 18:00 og du havde bestilt pizza. Det var det eneste du havde løst til. Det blev banket på døren og du traskede med tunge skridt derud, du lignede lort, fordi du havde grædt så meget de sidste par dage.

Men da du åbnede døren fik du et chok, det var Niall. Han stod med fladt og livløst hår, poser under øjne og tåre i øjne. Det føltes som om at få en kæmpe mavepuster da du så ham.

Dig: ”Hvad laver du her?”

Din stemme lød mere svag og skrøbelig, end du havde forventet.

Niall stod bare og kiggede på dig, uden at sige noget. Der løb en tåre ned ad hans kind.

Niall: ”Please…”

Hans stemme var svag og knækkede meget.

Du kiggede med sår, i øjne på ham.

Niall: ”Please, lad være med at sig det er forbi…”

Dig: ”Niall… Je…”

Du tog en dyb indånding for ikke at knække sammen. For du havde aldrig set ham så sårbar før.

Dig: ”Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig, men jeg kan ikke leve sådan her mere.”

Han kiggede ned på sine fødder.

Dig: ”Jeg føler mig alene og deprimeret… når du ikke er her.”

Dig: ”Jeg vil virkelig gerne være sammen med dig, men jeg kan ikke gå rundt her i London i flere måneder i streg uden dig. Og jeg vil ikke bede dig om at vælge, for det betyder alt for dig at kunne rejse rundt med drengene og optræde.”

Niall sank en klump og der røg flere tåre ned ad hans kind.

Niall: ”Så tag med mig..?”

Han tog et skridt tættere på dig, og du havde sådan lyst til bare at hive ham indtil dig.

Dig: ”Det kan jeg ikke Niall, jeg har arbejde og…”

Niall: ”Du er for ung til at have sådan et ’stramt’ arbejde. Tag med mig rundt på turneen. Please? Jeg kan ikke klare hvi…”

Han stoppede med at snakke og kiggede ned på gulvet. Han tog din hånd og kiggede dig i øjne.

Du fjernede den ene tåre som var på vej ned ad hans kind. Du stilede dig på tær og kyssede ham inderligt. Han tog sine hænder om på din ryg og trak dig så langt indtil ham som muligt.

Du trak dig.

Dig: ”Okay, jeg tager med. Jeg kan alligevel altid finde mig et ande…”

Mere noget du ikke at sige før han kyssede dig igen.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...