Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100542Visninger
AA

50. Slag i ansigtet.

 

Du havde aldrig rigtig lagt mærke til Niall før den aften. Han havde været ikke -eksisterende, og pludselig var han alle vegne.

***

Klokken var halv to om natten og du gik på fortovet langs vejen. Du var ikke i humør til halloween fest og sms ‘ed så til din roommate, mens du var på vej hjem til kollegiumet. Det var en lun og smuk aften – typisk for en sommeraften sydpå. Fra kollegiets vidt åbne vinduer kunne du stadig høre den høje musik, latter, fulde råb og kravende på flere shots. Du regnede med at Alberte ville komme sent hjem, for da du gik, stod hun og dansede tæt med hendes kæreste, Chaz.

Du trykkede send på din mobil og rodede i din taske for at finde dine nøgler. Månen var gemt bag nogle skyer og stjernerne glimtede fint og klart. I de første få sekunder var du for desorienteret til at fatte, hvad der var ved at ske. I det ene øjeblik gik du roligt hen af fortovet, og i det næste lå du med ansigtet mast ned i jorden, ubevægelig og uden at kunne få vejret. Du kæmpede for at komme op, men det var umuligt med den tunge vægt, der lå oven på dig.

”Den lille djævledragt klæder dig, (D/N).”

Stemmen var sløret, men du kendte den. Du mærkede en hånd skubbe din lårkorte kjole endnu højre op. Din højre arm var sat ud af spillet, klemt fast mellem din krop og jorden. Du greb fat i jorden ud for dit ansigt i et forsøg på at skubbe dig selv op, men den hånd, der havde haft fat i den bare hud på dit lår, fløj op og fik fat om dit håndled. Du skreg op, da han vred din arm om bag din ryg og fik fast greb om den med sin anden hånd. Hans arm pressede det øverste af din ryg ned. Du kunne ikke røre dig.

Dig: ”Buck, lad mig være. Slip mig.”

Din stemme skælvede, men prøvede at få dine ord til at lyde så bestemt som muligt. Hans ånde stank af øl og hans sved af noget stærkere, en bølge af kvalme skvulpede rundt i maven på dig.

Hans frie hånd var tilbage på dit lår, hans vægt lå inde over din højre side og dækkede dig. Du forsøgte at trække dit knæ op under dig, men han grinede bare af dit ynkelige forsøg. Da han stak hånden op mellem dine spredte ben, skreg du, men fik samlet benene igen for sent. Du kastede dig til side og vred dig rundt i den tro, at du kunne få ham væltet væk, men måtte sande, at du umuligt kunne klare en på hans størrelse. I stedet gav du dig til at tigge og bede.

Dig: ”Buck, stop. Vil du ikke nok – du er jo fuld. Du fortryder det i morgen. Åh gud nej…”

Han pressede sit knæ ind mellem dine ben, og du mærkede luften mod din nøgne hofte. Lyden af lynlåsen var ikke til at tage fejl af, og han grinede i dit øre, da din rationelle bønfaldelse forvandlede sig til gråd.

Dig: ”Nej – Nej – Nej- Nej…”

Under hans vægt kunne du ikke få tilstrækkelig nok luft til at skrige, og din mund var mast ned i jorden, som dæmpede enhver protest. Du kæmpede forgæves og kunne ikke fatte, at den her fyr, som du havde kendt i over et år, og som aldrig nogensinde havde behandlet dig nedladende i al den tid, du havde været kærester med Kennedy, nu overfaldt dig lige foran kollegiet.

Han trak hårdt i dine trusser for at få dem ned om dine knæ, og mens han kæmpede med det, og du endnu en gang prøvede at komme fri, hørte du det sarte stof blive revet i stykker.

Buck: ”Hold da kæft, (D/N), jeg var godt klar over, at du havde en fantastisk røv, men shit, mand.”

Hans hånd røg op mellem benene på dig igen, og vægten forsvandt et øjeblik – akkurat længe nok til, at du fik luft nok i lungerne til at skrige. Han slap dit håndled, jog hånden ned på dit baghoved og fik drejet dit ansigt ned i jorden, til du tav og næsten ikke kunne få luft.

Selvom du venstre arm var fri, var den ikke til nogen hjælp. Du støttede hånden mod jorden og prøvede at skubbe fra, men dine forvredet og ømme muskler lystrede ikke. Du hulkede ned i jorden, tårer og spyt blandede sig på din kind.

Dig: ”Du må ikke, nej – nej, lad nu være, vil du ikke nok, stop, stop…”

Du kunne ikke udstå din tynde lille magtesløse stemme.

Hans vægt flyttede sig fra dig et øjeblik – han havde skiftet mening eller var ved at skifte stilling – du havde ikke tid til at finde ud af hvorfor. I det du vred dig rundt og trak benene op under dig, kunne du mærke dine spidse hæle få fat i jorden igen. Du kastede dig frem og prøvede at komme op at stå igen. Blodet susede i dine øre, mens kroppen gjorde sig klar til at kæmpe med alle midler eller frygt. Men så stoppede jeg op, for Buck var slet ikke foran dig længere. Først kunne du ikke forstå hvorfor han stod med ryggen til dig, 10 meter væk. Men så røg hans hoved bagover. To gange. Han slog brutalt ud efter noget, men hans næver ramte ikke. Det var først, da han tumlede ind mod et træ, at du så, hvad – eller hvem – han sloges imod.

Fyren fjernede ikke blikket fra Buck, da han gav ham to stød mere i ansigtet og sprang til side igen. Så kredsede de om hinanden, og Buck slog med blodet silende fra næsen ud efter ham uden at ramme. Til sidst sænkede Buck hovedet og kastede sig frem som en tyr, men det blev hans endeligt, for den fremmede fik let sat en lige højre ind mod hans kæbe. Idet Bucks hoved røg opad, knaldede en albue ind i tindingen på ham med et kvalmende paf. Han stødte ind i siden på træet igen, skubbede sig frem og kastede sig over mod den fremmede endnu en gang. Som var kampen koreograferet, fik han fat i Bucks skuldre, rev ham til sig og fik et knæ op i hagen på ham. Buck krøllede sig stønnende sammen på jorden.

Den fremmede gloede ned på ham med knyttede næver, let bøjede albuer, parat til at slå, hvis det var påkrævet. Det var det ikke. Buck var stort set bevidstløs.

Du krøb op mod lygtepælen, gispende og krøllet sammen til en kugle, mens chokket tog over i stedet for panikken. Du må have klynket for hans blik fløj op og fandt dit. Han trillede Buck til side med hans fod, og trådte over i mod dig.

”Er du okay?”

Tonefaldet var lavmælet og forsigtigt. Du ville gerne sige ja. Du ville gerne nikke. Men du kunne ikke. Du var i den grad ikke okay.

”Jeg ringer 112. Har du brug for en læge, eller skal det bare være politiet?”

For dit indre blik så du politiet dukke op på scenen, så festdeltagerne strømme ud fra kollegiet, når de høresirenerne. Alberte og Chaz var bare blandt to af mange venner du havde derinde, over halvdelen af dem var slet ikke gamle nok til at drikke alkohol. Du ville få skylden, hvis politiet så nærmere på festen. Du ville blive udstødt. Du rystede på hovedet.

Dig: ”Du må ikke ringe.”

Din stemme lød ru.

”Skal jeg ikke ringe efter en ambulance?”

Du rømmede dig og rystede på hovedet.

Dig: ”Du skal ikke ringe til nogen, heller ikke politiet.”

Han så måbende på dig.

”Undskyld mig, men prøvede den fyr ikke at voldtage dig…”

Det hæslige ord fik dig til at krympe sig i dig.

”Og du siger at jeg ikke skal ringe til politiet?”

Han tav brat, rystede på hovedet og spejdede ind til dig igen.

”Eller afbrød jeg måske noget jeg skulle have holdt mig fra?”

Du gispede og mærkede tårerne i dine øjne.

Dig: ”N-nej. Jeg vil bare gerne hjem.”

Buck rullede rundt på ryggen.

Buck: ”Fuuuuuuuuuck.”

Sagde han uden at åbne øjne, det ene var alligevel for hævet til at kunne blive lukket op. Din redningsmand kastede et blik på ham, det spændte i hans kæbemuskler. Han gjorde en sidelæns bevægelse med nakken og løsnede skuldrende.

”Fint, jeg skal nok følge dig hjem.”

Du rystede på hovedet. Du var ikke undsluppet et overfald for så at gøre noget så tåbeligt som at gå alene hjem med en fremmede hjem.

Dig: ”Jeg kan godt selv gå.”

Dit blik flakkede ned mod din taske, der lå ed indholdet spredt ud over fliserne. Han så ned, lænede sig frem og fik fat i din taske mellem virvaret af personlige småting.

”Var det dem her du ledte efter før?”

Han dinglede med dine nøgler foran dig, og det gik op for dig, at du stadig ikke var rykket tættere på ham. Du slikkede dig om læberne og smagte blod. Da du tog et skridt tætter på ham, kom der en bølge at kvalme ind over dig, da det for alvor gik op for dig, hvad der havde været ved at ske, og din hånd rystede, da du rakte ud efter dine nøgler. Med rynkede bryn lukkede han hans hånd omkring dem og lod hans arm falde ned langs siden.

”Jeg kan ikke bare lade dig gå hjem alene.”

Hans ansigt tyede på at du så helt forfærdelig ud.

Du blinkede, din hånd var stadig rakt frem efter de nøgler, han netop havde konfiskeret.

Dig: ”Hvad? Hvorfor?”

Han talte tre grunde op på fingrene.

”Du ryster, det er sikkert en eftervirkning på overfaldet. Jeg aner ikke, om du faktisk er uskadt. Og du har sikkert drukket.”

Dig: ”Vel har jeg ej.”

Hvæsede du. Han hævede et øjenbryn og så sig omkring.

”Hvis du havde været sammen med nogle, havde der formodeligt ikke sket dig noget. Men du gik i stedet ned af en mørk vej, alene, uden at lægge mærke til havde der forgik omkring dig. Det kalder jeg ansvarligt.”

Pludselig overvældede vreden dig. Du var vred på Kennedy for at have knust dit hjerte for to uger siden og for ikke at have været sammen med dig i aften og havde fulgt dig hjem. Vred på Alberte for at havde overtalt dig til at gå med til den her lortefest og endnu mere vred på dig selv over at have lade dig overtale. Rasende på et halvt bevidstløst røvhul, der lå savlende og blødende på asfalten få meter væk. Rasende på en fremmede, der holdte dine nøgler som gidsler, mens han beskyldte dig for at være hjernedød og uforsigtig.

Dig: ”Nå, det er mig egen skyldt, at han overfaldt mig?”

Du var øm i halsen, men overvandt smerten.

Dig: ”Det er mig egen skyld, at jeg ikke kan gå fra en bygning og hjem, uden at en af jer prøver at voldtage mig?”

Du kylede ordet i hoved på ham igen for at vise ham, at du kunne klare det.

”En af jer? Skal jeg nu blive sat i bås med det røvhul?”

Han pegede på Buck, men havde stadig blikket rettet mod dig.

”Jeg er ikke i nærheden af at være som ham.”

Skønt. Du var alene i kanten af en vej med en fornærmet fremmed, der stadig havde dine husnøgler. Du kunne ikke klare mere i aften. Et hulk undslap dine læber, selvom du prøvede at bevare fatningen.

Dig: ”Må jeg få mine nøgler, tak?”

Du rakte din hånd ud og tvang den til ikke at ryste.

Han så på dig, og du mødte hans blik med de lyse øjne. I denne belysning kunne du ikke bedømme deres farve, med de stod i en skærende kontrast til hans lyse hår. Hans stemme var blidere og mindre fjendtlig nu.

”Bor du på campus? Lad mig følge dig, jeg kan gå tilbage hertil bagefter.”

Du havde ikke meget kampgejst, så du nikkede bare. Du rakte ud for at tage din taske og han hjalp dig med at få fat i lipglossen, pungen, tamponerne, hårelastikkerne, kuglepennene og blyanterne, der lå spredt ud over vejen, og det hele ned i din taske igen. Det sidste han samlede op, var en pakke kondomer. Han rømmede sig og rakte den til dig.

Dig: ”Det er ikke min.”

Han rynkede brynende.

”Er du sikker?”

Dig: ”Fuldstændig.”

Han så ned på Buck igen.

”Røvhul. Han ville sikkert…”

Han mødte dit blik og så ned på Buck igen med et vredt udtryk.

”Øh… skjule beviserne.”

Han puttede den ned i forlommen på hans jeans.

”Den smider jeg ud – han skal i hvert fald ikke have den tilbage.”

Han rettede blikket mod dig igen.

 I gik ned langs fortovet.

”Er du sikker på at jeg ikke skal ringe til politiet?”

Der lød latter fra bygningens bagdør, og du nikkede. Nydeligt indrammet af det midterste vindue dansende Kennedy med armene omkring en pige iført en gazeagtig, udringet dragt med vinger og en glorie. Perfekt. Simpelthen perfekt.

I gik tværs over den parkeringsplads der var udenfor det kollegium du boede i. Du fulgte efter ham over bygningen.

”Må jeg få dit id-kort?”

Sagde han, da i nåede indgangen.

Du rystede på hænderne, da du lukkede forlommen på tasken op og fik kortet frem. Da han tog imod kortet, lagde du mærke til blodet på hans knoer.

Dig: ”Shit. Du bløder.”

Han så ned på hans knoer og rystede så en enkelt gang på hovedet.

”Næh. Det er hans blod.”

Han vendte sig væk for at køre kortet igennem læseren, mens du overvejede, om han havde tænkt sig at følge dig indenfor. Du kunne ikke holde dig sammen ret meget længere.

Da han havde åbnet døren gav han dig dit kort tilbage. I lyset fra indgangen kunne du se hans øjne tydeligere – de var en helt klar lyseblå. 

”Er du sikker på, at du er okay?”

Spurgte han for anden gang, og du mærkede dit ansigt falde fra hinanden. Med bøjet hoved proppede du dit kort ned i tasken og nikkede til ingen nytte.

Dig: ”Ja, jeg har det fint.”

Løj du. Han fnøs tvivlende og lod hans hånd glide igennem hans hår.

”Er der en jeg kan ringe til for dig?”

Du rystede på hovedet. Du ville bare op på dit værelse, så du kunne falde fra hinanden.

Dig: ”Tak, men nej tak.”

Du undgik at røre ham, da du lod dig glide forbi ham og satte kurs mod trappen.

”(D/N)?”

Kaldte han lavmælet uden at flytte sig fra indgangen. Du så dig tilbage med hånden på gelænderet, jeres blikke mødtes.

”Det er ikke din skyld.”

Du bed dig selv hårdt i læben og nikkede en enkelt gang, inden du vendte om og styrtede så op af trappen. På afsatsen på 2. sal standsede du brat op for at se om han var gået. Han var væk.

Du vidste ikke hvad han hed, du huskede ikke engang hvor det vat du havde set ham før og da slet ikke om du har hilst på ham. Du ville da kunne huske de klare blå øjne. Du anede ikke hvem han var… og han havde lige kaldt dig ved dit navn.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...