Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100568Visninger
AA

57. Slag i ansigtet (8)

Det var lørdag og dig og Alberte havde fundet administrationsbygningen, det var der ’selvforsvar for kvinder’ blev holdt.

Du havde undgået Niall resten af ugen, du sørgede for at komme præcist til timerne og gik som den Aller første, når det ringede. Du sørgede for at i ikke havde nogle chancer for at snakke og du holdt dit blik nede på din fødder, for du vidste at hvis du så ham i øjne, så ville han vide at der var noget galt. Det var så ydmygende det der var sket og du følte dig som et fjols. Det var ydmygelse nok, at han havde ’oplevet’ det første overfald.

Alberte gabte efter en søvnløs nat – du havde haft mange marits de sidste nætter. Og du vækkede hende hver gang. Ved firetiden i nat, var hun kravlet over i din seng og holdt om dig.

Alberte: ”Hey. Er det ikke…?”

Iført sorte joggingbukser og sort T-shirt stod Niall oppe foran i lokalet sammen med to mænd.

Dig: ”Jo.”

Næsten hviskede du. I fandt jer en plads, og fik kastet et blik ned på stakken med materialer til kurset. På forsiden så man en mand, som angreb en kvinde, der stod parat til at forsvare sig selv.

Dig: ”Alberte, jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det her.”

Alberte: ”Jo, du kan!”

I blev forstyrret af en mand der klappede i hans hænder, bare en enkelt gang.

”Godmorgen mine damer, jeg hedder Ralph Watts, jeg er viceinspektør i vagtkorpset på campus. Svæklingen her ved siden af mig er vagtmand Don, og den lille grimme gut er Niall.”

Alle fnisede, fordi Don og Niall var hverken svæklinge eller grimme.

Ralph: ”Vi er glade for, at I har valgt at bruge nogle lørdag formiddage på at gøre noget for jeres personlige sikkerhed.”

Du sneg dig til at kigge på Alberte, der stødte sit knæ mod dit, og hviskede.

Alberte: ”Hvor mange jobs har den dreng lige?”

Du sukkede.

Et blik rundt i halvcirklen af klapstole afslørede, at i kun var en ti-tolv stykker – en blanding af studerende, lærere og personale.

I den første halvande time snakkede i om de grundlæggende principper for selvforsvar.

Ralph: ”I den ideeller verden burde vi alle sammen kunne gå rundt og gøre det, vi havde lyst til, uden at behøve at frygte et overfald. Desværre lever virkeligheden ikke op til idealerne.”

Med røde kinder, huskede du hvordan Niall havde bebrejdet dig, at du gik alene hjem, et ensomt sted, optaget af at sms’e i stedet for at være opmærksom. Men så kom du i tanke om det sidste han havde sagt den aften: Det er ikke din skyld.

I blev opfordret til at skrive nogle gode råd ned, om sikkerhed: holde døre låst, gå eller løbe ture sammen med nogen, være iført sko, man ville kunne købe i. Albertes forslag: ”Hold dig fra røvhuller.” Var populært.

Ralph klappede igen i hans hænder en enkelt gang.

Ralph: ”Okay, mine damer. Nu er der en lille pause, og når vi samles igen, så skal vi i gang med alle de spark, I har meldt jer til at give Don og Niall.”

***

Ralph: ”Mange af jer tror sikkert ikke, at I har en chance mod en aggressiv mand, hvis I ikke har et våben.”

Ralph befandt sig på den modsatte side af de måtter, hvor Don og Niall havde taget opstilling  over for hinanden. Alle jer deltagere, stod fordelt langs kanten af måtterne, og var klar til at iagttage det, som de to fyre skulle til at demonstrere. Niall havde stadig ikke set dig. Du sørgede hele tiden for at holde dit hoved lidt ned og du stillede dig også lidt bag Alberte – så han ikke så dig. Du var stadig meget flov.

Ralph: ”Sandheden er, at I har adskillige våben til rådighed, og vi vil vise jer, hvordan I udnytter dem til jeres fordel. Store, brutale Don optræde som angriber nu, og Niall med den pæne frisure er det offer, han har udset sig.”

Flere af de piger, der stod i nærheden af Niall, fnisede da han påtaget irritation lavede trutmund og viftede hans usynlige ”lange” hår væk fra ansigtet.

Ralph: ”Jeres våben er jeres hænder, fødder, knæ og albuer, og jeres hoveder – her snakker jeg ikke kun om den indvendige side, selv om den også spiller en rolle. Jeres pande og baghoved kan, når de kommer i kontakt med jeres angribers udsatte områder, få ham til at se sol, måne og stjerner.”

Ralph satte navn på de greb, Niall anvendte for at forsvare sig, mens han og Don gennemspillede fem-seks koreograferede angreb i slowmotion, så i tydeligt kunne se, hvad de fortog sig. Synet af dem fik snarere dit håb til at svinde end til at vokse. Nialls’ muskuløse krop var trænet til at udføre de blokeringer og slag og til at tage imod slag fra en angriber.

Ralph: ”Målet er ikke at give fyren en gang tæsk.”

Ralph smilede og kiggede rundt på jer alle sammen.

Ralph: ”I er ude efter at tilkæmpe jer tid nok til at flygte. I skal bare komme væk derfra.”

I skulle dele jer op i to og to for at øve håndledsblokeringer og pareringer. De tre instruktører gik rundt og hjalp til og instruerede jer i de nye positioner. Til din lettelse var det Don, der kom over for at holde øje med Alberte og dig.

Don: ”Hold blikket rettet mod din angriber.”

Mindede han dig om.

Don: ”Få lidt mere kraft bag angrebet. Hun kan sagtens blokere det.”

Du så dig omkring og fik øje på Niall sammen med et par af de fnisende piger.

”Sådan her?”

Spurgte den ene af dem og så op på ham med blafrende øjenvipper, som om hun udmærket godt vidste, at hun havde placeret hendes hånd forkert.

Niall: ”Nej.”

Han drejede hendes håndflade den anden vej og justerede hendes albue stilling.

Niall: ”Sådan her.”

Du kunne næsten ikke høre hans stemme gennem det store lokale. Alligevel kunne du mærke hans ord som et blidt kærtegn ned ad ryggen. Du følte et stik af skyld. Du følte skyld over at du aldrig skrev til ham igen, efter din kolde besked fra i onsdags, du følte skyld over at du ikke har snakket med ham i skolen og du følte skyld over at du sådan gik og gemte dig for ham.

Han så op og fangede dit blik. Han så overrasket og forvirret ud, han havde først ”opdaget” dig nu. Du kiggede hurtigt væk og fokuserede på Alberte og jeres blokeringer.

Ralph klappede igen i hænderne for at få jeres opmærksomhed.

Ralph: ”Det sidste, vi øver i dag, er forsvar på jorden. Vi ser lige Don og Niall vise første position og forsvarsteknikken, så kommer I to og to og tager en måtte, og vi gå rundt, mens i øver.”

Niall lå med ansigtet ned i måtten, Don knælede oven på ham og holdt ham nede med sin vægt. Bare synet var nok til, at dit hjerte galoperede af sted, og du kunne næsten ikke få vejret. Den position ville du ikke prøve igen. Du kunne ikke gennemføre det foran alle de andre. Du kunne ikke gøre det foran Niall.

Alberte krøllede dine knyttede fingre ud og greb din hånd.

Alberte: ”Hey, (D/N), du behøver kun at gøre det én enkelt gang. Du kan starte med at være angriberen. Det skal nok gå.”

Du rystede på hovedet.

Dig: ”Jeg vil ikke. Det var sådan, det…”

Du sank en klump.

Alberte: ”Og det er præcist derfor, du skal prøve det.”

Før du fik sagt noget, gav hun din hånd et klem.

Alberte: ”Prøv nu først at hjælpe mig med at gøre det, okay? Så ser vi, hvordan du har det.”

Du nikkede og tog en dybe indånding.

Du hjalp Alberte, men klarede kun at være offeret en enkelt gang. Du gjorde bevægelserne – og fik hende rystet af dig rimelig nemt. Alberte havde været cheerleader og var ikke nogen slapsvans, men det var noget helt andet end Buck. Du havde ingen tiltro til, at den teknik, i øvede, ville fjerne en på størrelse med ham og hans styrke.

Du kunne ikke se på Niall – ikke mens i øvede den sidste teknik.

***

I sluttede af og du rejste dig hurtigt op og skyndte dig ud af salen, men du var ikke hurtig nok, for der var en der trak dig i din albue. Det var Niall. Han trak dig med over i siden, mens alle de andre pakkede sammen og tog hjem.

Han kiggede dig i øjne og du prøvede at undgå hans blik, men han fangede det hurtigt.

Niall: ”Har jeg gjort noget forkert?”

Du sank en klump og prøvede at smile til ham.

Dig: ”Nej, jeg har bare haft et problem her de sidste par dag. Og hvis der er nogle som kan gøre mig ukoncentreret, så er det da dig.”

Du smilede til ham og han lavede et sødt skævt smile. Han kiggede lidt rundt i salen og hans blik landede så på dig igen.

Niall: ”Vil du stadig gerne se tegningerne?”

Du nikkede.

Niall: ”I aften?”

Dig: ”Okay.”

Niall: ”Jeg venter udenfor kollegiet kl syv. Sæt håret op og tag varmt tøj på.”

Dig: ”Kommer du med tegningerne?”

Han kiggede kort ned på hans fødder også op igen.

Niall: ”Nej, du kommer til dem. Hvis du altså vil?”

Du nikkede og gav ham et sidste smil, før du langsomt gik ud af salen.

***

Du fik fat i din sorte uldne sømandsjakke og forlod kollegiet gennem hovedindgangen. Du havde sat dit hår op som Niall havde bedt dig om.

Ved kantstenen stod Niall lænet op ad en motorcykel med armene over kors. Han var iført i de sædvanelige converes og Jeanse og også en sort læderjakke. De lyse blå øjne iagttog dig, hans blik veg ikke fra dig til trods for de distraherende lyde fra folk, der kom og gik. Han granskede dig fra top til tå, ganske langsomt og uden at lægge skjul på det, og du smeltede indvendigt af længsel efter, at han skulle røre ved dig som den aften på dit værelse.

Da du gik over mod ham, rakte han en ekstra hjelm frem.

Dig: ”Nå, det var derfor, mit hår skulle sættes op.”

Sagde du og tog tøvende imod hjelmen.

Niall: ”Du kan have det løst, når vi kommer hjem til mig. Jeg tænkte bare, at du ikke ville proppe det op under hjelmen… eller lade det hænge løst og få det gjort helt filtret.”

Han gav dig et skævt smil og du studerede kort hans motorcykel. Men han fik hurtigt din opmærksomhed igen.

Niall: ”Har du aldrig siddet på en motorcykel før?”

Dig: ”Øh, nej.”

Niall: ”Så lad mig hjælpe dig med hjelmen.”

Du fik remmen fra din taske trukket over hovedet, så du kunne sætte den på skrå over brystkassen, og så tog han hjelmen og anbragte den på dit hoved, hvorefter han strammede remmen under din hage. Dit hoved føltes dobbelt så stort.

Da I begge havde fået hjelm på og sad på cykle,, lagde du armene omkring ham og flettede dine fingre sammen over hans mave. Den var utrolig muskuløs.

Niall: ”Hold fast.”

Sagde han og sparkede kickstarteren bagud.

***

På under ti minutter var I fremme ved en lejlighed, der lå oven på en garage. Dine hænder var helt følselsesløse af at have klamret sig så hårdt til hinanden udsat for den kolde novembervind. Du gned dem mod hinanden, mens han parkerede motorcyklen på et asfalteret område mellem garagen og trappen. Så vendte han sig om og tog dine hænder en for en i sine for at massere dem varme.

Niall: ”Jeg burde have mindet dig om at tage handsker på.”

Du trak hånden til dig og pegede på huset som lå få meter derfra.

Dig: ”Bor dine forældre der?”

Niall: ”Nej.”

Han vendte sig om og gik op af trætrappen. Du fulgte efter.

Niall: ”Jeg lejer den.”

Han låste op ind til et stort studie, hvor en væg uden dør adskilte stuen fra det, du gættede på at det måtte være soveværelset. Til venstre lå et lille åbent køkken, og på den anden side var der et badeværelse.

Niall lukkede og låste døren, genfærdssmilet trak på den ene mundvige. Han smed sin jakke på vej over mod dig, og du stirrede op på ham, men du fik knappet din jakke op.

Du skubbede langsomt de store knapper gennem knaphullerne, oppefra og ned, som om du ikke havde noget indenunder. Han lod hænderne glide op under jakken og trak den af, hans fingre gled ned over ærmerne på din sweater.

Niall: ”Blød.”

Dig: ”Det er cashmere.”

Din stemme var næsten åndeløs. Jakken faldt fri af dine fingerspidser, og han vendte sig væk for at smide den oven på sin egen.

Niall: ”Jeg havde et skjult motiv til at tage dig med hjem.”

Du blinkede.

Dig: ”Havde du?”

Han skar en grimasse og greb din hånd.

Niall: ”Jeg vil gerne vise dig noget, men du ville ikke skræmme livet af dig.”

Han sukkede let.

Niall: ”I formiddags – det sidste, vi øvede – forsvar på jorden…”

Han iaggtog dig nøje, og du ville gerne have set væk, gerne havde undgået hans blik, for du var ildrød i hovedet og forfærdelig flov, men du kunne ikke løsrive dit blik fra hans.

Niall: ”Jeg ved, at du ikke tror på, at det virker i praksis. Jeg vil gerne vise dig, at det gør.”

Dig: ”Hvad mener du?”

Han greb om dig blev fastere.

Niall: ”Jeg vil lære dig, præcis hvordan du skal udføre det. Her. Hvor ingen kigger på.”

I formiddags havde gentagelsen af positionen i sig selv været forfærdelig, men også tanken om, at han så på – de kunne han selvfølgelig ikke vide.

Niall: ”Stol på mig, (D/N). Det virker. Vil du lade mig vise det?”

Du nikkede.

Han førte dig ud midt på gulvet og trak dig ned på knæ ved siden af sig.

Niall: ”Læg dig fladt ned. På maven.”

Med hamrende hjerte adlød du.

Niall: ”De fleste mænd har ingen træning i selvforsvar, så de vil ikke kunne reagere rigtigt på dine bevægelser. Og selv hvis de har en vis træning, vil de ikke være forberedt på, at du reagere. Husk, hvad Ralph sagde – det vigtigste er at slippe væk.”

Du nikkede med kinden mod gulvtæppet og hjertet hamrende mod gulvet.

Niall: ”kan du huske bevægelserne?”

Du rystede på hovedet og lukkede øjne.

Niall: ”Det er okay. Jeg kunne godt se, at du havde det ad helvede til på kurset. Din veninde var sød, hun tvang dig ikke til at prøve flere gange. Jeg tvinger dig heller ikke. Jeg vil bare gerne hjælpe dig, så du føler at du har styr på situationen.”

Du tog en dyb indånding.

Dig: ”Okay.”

Niall: ”Hvis du ender i den her stilling, skal bevægelserne være helt automatiske, du skal ikke spilde tid eller energi på at prøve at ryste angriberen af.”

Du stivnede.

Niall: ”Hvad er der?”

Dig: ”Jeg kom bare til at tænke på den aften.”

Du hørte ham trække vejret hårdt ind gennem næsen, som om han kæmpede om at beherske sig.

Niall: ”Jeg har heller ikke glemt den.”

Han var tavs et øjeblik.

Niall: ”Den første bevægelse virker nyttesløs, fordi den ikke giver noget løft. Men det handler om at fjerne hans løft. Vælg, hvilken side du vil rulle til, og stik så armen i den side lige op og ud, som om du stod op og rakte ud efter loftet.”

Du strakte din arm på den måde.

Niall: ”Godt. Nu skal du give dig selv et løft med den modsatte arm, samtidig med at du får ham til at miste den allerede skrøbelige balance. Håndfladen fladt mod gulvet, op med albuen. Pres ned og rul om på den anden side, så han bliver kastet af.”

Du fulgte hans instrukser – det var let nok, når der ikke lå nogen over på dig.

Niall: ”Skal vi prøve? Jeg presser din skulder ned og bruger min vægt til at holde dig fast. Hvis du får det dårligt med det, så siger du til, så flytter jeg mig. Okay?”

Han var så blid, da han knælede over dig og holdt dine skuldre ned i gulvet, det var ved at græde. Han lå ind over dig og åndede ned i dit øre.

Niall: ”Armene lige op.”

Du adlød.

Niall: ”Håndfladen fladt ned i gulvet, skub fra hårdt, og rul om på siden.”

Du gjorde som han sagde, og han tumlede væk.

Niall: ”Perfekt, vi prøver igen.”

I gennemførte bevægelserne igen og igen og igen, og for hver gang blev hans tryk hårdere, og han blev sværere at få væk, men alligevel lykkedes det dig at kaste ham af dig hver gang. Indtil du ved en fejl skubbede opad med hofterne for at komme op.

Han pustede hårdt ud.

Niall: ”Det virker ikke, (D/N) – det er naturligt at reagere sådan, når du vil have noget væk, som er oven dig. Men du kan kun få en mand væk fra den stilling, hvis du ruller til den ene side. Jeg er for stærk til, at du kan flytte mig ved at presse opad. Den impuls skal du bekæmpe.”

 

Til sidst prøvede i rigtigt for alvor. Han pressede dig ned, og din arm rød opad og udad, men du havde svært ved at få dinanden hånd fri, så du kunne få et ordenligt løft bag skubbet. Til sidst skiftede du side, så du pressede nedad med den anden håndflade. Du skubbede og rullede og fik ham kastet af til den modsatte side.

Niall: ”Shit!”

Udbrød han, og grinede.

Niall: ”Du tog den anden side.”

Hans ros fik dig til at smile, og hans blik strejfede dine læber.

Niall: ”Og det er så nu du kommer på benene, og løber væk.”

Hans stemme var ru.

Dig: ”Men følger han ikke efter mig?”

I lå på siden, med en meter gulvtæppe mellem jer. Ingen af jer satte jer op.

Han nikkede.

Niall: ”Jo, måske. Men den type fyr vil som regel ikke gå efter et offer, der gør modstand. Kun nogle få vil forfølge dig, hvis du løber skrigende derfra.”

Dig: ”Åh.”

Han rakte hånden frem og greb din ene.

Niall: ”Jeg skulle også vise dig dit portræt, ikke?”

Dig: ”Bar for det ikke virker som om det var et falsk påskud for at lokke mig med?”

Han spærrede øjne op, og du holdt vejret.

Niall: ”Jeg vil gerne vise dig tegningen, men jeg må indrømme, at det andet var vigtigere. Tror du nu på, at det virker?”

Dig: ”Ja.”

Han støttede sig på den ene albue og trak sig nærmere. Først lod han hånden løbe gennem dit hår, så vandrede den videre ned og holdt om dit ansigt.

Niall: ”Der var også en anden grund til, at jeg gerne ville have dig med mig hjem.”

Han lænede sig langsomt frem, hans læber mødte dine, og den ild, der havde ulmet, siden han forlod dit værelse sidst, flammede op. Du åbnede munden, og hans tunge pressede sig ind, gled over din og trak sig tilbage. Han vendte hovedet, dækkede din mund med sin, suttede på din underlæbe, kærtegnede den med sin tunge, slap den for at koncentrere sig om overlæben. Han tunge gled over det følsomme område over dine tænder i overmunden, og du gispede.

Også begyndte hans hænder at bevæge sig rundt. 

Han lagde dit hoved ind mod din skulder, lod begge sine hænder falde ned til dine hofter og trak dig helt tæt ind til sig. Hans læber bevægede sig vedholdende mod dine, det snurrede rundt for dig, da hans tunge gled ind i din mund, hans hånd greb fat om dit lår og trak det ind mellem sine, så jeres ben lå flettet sammen. Da du puttede din ind til ham, stønnede han og æltede med den ene hånd din hofte, mens den anden lagde sig blidt på din kind. Han trak sig og kiggede dig i øjne.

Niall: ”Vil du se tegningerne nu?”

Han lavede et skævt smil og nussede din kind med hans tommelfinger. Du bed dig i læben og nikkede. Han tog din hånd og rejste sig op, og gik så ind i hans soveværelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...