Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100509Visninger
AA

56. Slag i ansigtet (7)

Dine læber var følsomme, og det prikkede i dem. Når du rørte dem, kom klæbrige minder strømmende – hans hænder og det, de gjorde sammen med hans mund – kys, der drev til vanvid, og de få ord, han havde sagt. Du er så smuk.

Du ville gerne se tegningerne, så dem lod han dig se. De var gode. Utrolig gode. Det sagde du til ham og fik til gengæld hans genfærd af et smil.

Dig: ”Hvad gør du med dem?”

Niall: ”Tegner dem op i ny version i kul, sikkert.”

Du afventede yderligere forklaring.

Dig: ”Hvad så?”

Han trak på skuldrende og så ned på dig.

Niall: ”Sætter dem op på væggen i mit soveværelse?”

Dine læber gled fra hinanden, men du vidste ikke hvad du skulle sige. Væggen i mit soveværelse?

Hans blik vente tilbage til blokken, der var slået op på tegning nr. To.

Niall: ”Hvem har ikke lyst til at vågne op, og se det her?”

Han lød ikke spor ironisk, men du var ikke sikker og holdt din mund. Han klappede blokken i og anbragte den på en reol ovre ved døren. Så greb han dig om hagen og lod blidt sin tommelfinger gnide mod din underlæbe.

Niall: ”Åh, pis.”

Han tog hånden til sig og så på sine fingre.

Niall: ”Jeg glemte lige, hvordan mine hænder ser ud, når jeg har tegnet.”

Han så på din trøje.

Niall: ”Du har sikkert små grå pletter… over det hele.”

Du gik ud fra, at du nu havde en grå underlæbe og sikkert også utydelige grå streger over maven og det øverste af brysterne, men kunne ikke finde på andet at sige end:

Dig: ”Åh.”

Han knyttede hænderne og satte den ene under din hage for at få dig til at kigge op igen, med den anden trak han dig nærmere.

Niall: ”Bare rolig, mine fingre rør dig ikke.”

Han fik dig hevet helt ind til sig og kyssede dig med ryggen lænet ind mod døren. Når han stod sådan, var det ret tydeligt, hvad hans krop higede efter. Du trykkede dig ind til ham, og han stønnede ind i din mund, vred sine læber fra dine og trak vejret i stød.

Niall: ”Jeg er nød til at gå nu, ellers går jeg ikke.”

Det var så nu du burde sige: Bliv, men du kunne ikke. I et glimt dukkede Kennedy op i dit hoved, han havde for ikke særlig længe siden sagt stort set det samme.

Niall rettede sig op og rømmede sig. Han kyssede din pande og næsetip, inden han åbnede døren.

Niall: ”Ses.”

Også var han væk. Du knugede dørkarmen med begge hænder og så ham forsvinde ned af gangen. De piger, han passerede forbi, så alle sammen op. Nogle vendte sig om og fulgte ham med blikket, indtil han nåede døren til trappen. Så kiggede de lynhurtigt tilbage for at se, hvor han var kommet fra. Du trådte ind på dit værelse og overlod dem til deres gætterier.

***

Det var allerede onsdag, og du skulle til din tutor time med Niall. Du kunne mærke sommerfuglene i din mave. I var ikke blevet kærester, og i havde ikke været alene siden sidste – hvor han tegnede dig – du kunne tydeligt mærke at du havde lidt følelser for ham, men så hurtigt skulle det jo heller ikke gå.

I havde sendt hinanden lange blikke og skrevet lidt sammen, men han var ikke kommet hen og snakket med dig når i var i skole. Han har vel sine grunde.

Du fik lagt dine bøger ind i dit skab, og så at du stadig havde et kvarter til at du skulle mødes med Niall til din ekstratime. Men du opdagede at alle dine matematik bøger lå hjemme på kollegiet.

Dig: ”Åh, et kvarterer… Jeg kan måske liige nå det.”

Du smækkede dit skab i og halv løb ud af skolen. Næsten hele skolen havde fri nu, så du skulle løbe siksak hele vejen til kollegiet.

Du flåede døren op og løb hen til elevatoren. Du trykkede på knappen og stod og trippede utålmodigt med din ene fod.

Dig: ”Kom nu..!”

Du trykkede igen, men så så skiltet der hang under knappen, der stod: Virker ikke!

Du sukkede irriteret og måtte bruge bagtrappen. Der var næsten ingen der brugte den, den var lille og der var ikke særlig meget lys. Du blev grebet af sådan en klaustrofobisk, krybende rædsel hver gang du skulle bruge bagtrappen.

Du standsede brat, lige midt på trappen. Det gik op for dig, at du var på vej fremmad, men det var din taske ikke. Du gik ud fra, at den havde sat sig fast i gelænderet, med da du vendte dig om for at få den fri, stod du ansigt til ansigt med Buck. Den anden ende af tasken sad fast i hans greb.

Du gispede, dit hjerte gik i stå, som øjeblikket gled i slowmotion, og så gav det sig til at hamre som en damptromle i brystkassen på dig. Han trådte op på trinet under dig – og så håneligt ned på dig.

Buck: ”Hej (D/N).”

Galden stod dig i halsen ved lyden af hans stemme, og du svælgede. Han lænede sig ind mod dig, og du prøvede at bakke op ad trappen, men faldt og landede på ryggen. Du benyttede lejligheden til at dreje rundt og kravle det sidste stykke hen til døren, men han rakte ned og trak dig så let som ingenting op igen med begge hænder om dine skuldre.

Dig: ”Fingrene væk.”

Kvækkede du.

Han smilede, som om han ville hypnotisere et lille bytte, han havde fanget. Som om han legede med dig.

Buck: ”Åhr, (D/N), vær nu ikke sådan. Du har altid været så sød over for mig. Du skal bare lige være en lille smule sødere, okay?”

Denne gang lød han ikke utydelig. Han var ædru og målrettet, og hans ondskabsfulde blik afslørede, at du nu ville komme til at bøde for at være stukket af den aften efter festen. Du skulle bøde for det, Niall havde gjort. Du rystede på hovedet.

Dig: ”Nej. Jeg siger nej, Buck. Ligesom jeg gjorde sidste gang.”

Han kneb øjne sammen, og du kunne knap nok høre hans bandende kommentar, så voldsomt buldrede blodet i dine ører. Løb. Løb. Løb. Prøvede det at sige, og du ville ønske du kunne adlyde. Du slap tasken, der landede for fødderne af jer.

Buck: ”Jeg ved godt, at det ikke var din skyld, det, der skete den aften. Du er en flot pige, og ham fyren havde åbenbart fået samme idé som mig. Han fik mig kun ned fordi jeg var fuld.”

Hans ånde ramte dig i ansigtet, varm var den, men uden antydning af alkohol. Han ville ikke falde, hvis du prøvede at vride dig løs og løbe væk.

Buck: ”Kneppede han dig så op ad et træ? Eller tog du ham med tilbage på dit værelse? Jeg ved Alberte blev ude til sent. Og jeg ved hun ikke kommer hjem før kl halv seks i aften.”

Hans ord fik dig til at krympe sig i dig. Hans ene arm krøb rundt og greb dig så hårdt om hoften, at det gjorde ondt. Den smerte var ingenting imod den ydmygelse der var, at han gramsede på dig, mod din vilje.

Buck: ”Trappen er klam og hård, men det kan godt lade sig gøre her. Men vi kunne også gå ind på dit værelse, skat. Det skal nok blive godt for dig.”

Det var åbenlyst en trussel. Hvis du ikke gik med til at tage ham med, ville du blive voldtaget på stedet.

Dig: ”Dddd… der kunne komme nogle ud på trappen imens.”

Han grinede.

Buck: ”Klart nok. Bare ærgerligt, at du ikke har den der lille kjole på fra forleden. Så var det bare op mod væggen og færdig på et par minutter, uden at jeg behøvede tage noget af dit tøj af.”

Det sortnede for dine øjne. Du spændte alle muskler og forsøgte at flytte dig væk, bare lidt, men det var umuligt.

Buck: ”Det ville ikke være første gang, jeg blev taget med bukserne nede og en lille varmblodet tøs op mod væggen. Og hey – på den måde bliver det lettere at få Kennedy tilbage, ikke? Hvis du forvandler dig til en pige, som gør hvad som helst hvor som helst med hvem som helst, det ville drive ham til vandvid.

Han trak på skuldrende.

Buck: ”Du er jo allerede gået i gang med den lort – og flere endnu, eller hvad? Så vi kan gøre det her, hvis det er det du vil have?”

Dig: ”Nej.”

Han spilede øjnene op.

Dig: ”Mit værelse.”

Du pustede ud, skælvende, hvilket hans ært af en hjerne forhåbentligt ville opfatte som liderligt. Han smilede, og du var ved at brække dig.

Med en arm rundt om livet på dig drejede han dig rundt og hen mod døren, med den anden fik han fat i din taske fra gulvet. I trådte ind på gangen, og du prøvede at få et overblik over, om der var nogen, du kunne regne med hjælp fra. Dit værelse lå seks døre væk fra trappen. I den anden ende af gangen var to fyre ved at træne kick-flips på et skateboard. Midt på gangen stod Olivia og snakkede med Joe, en fyr fra fjerede sal. Da hun fik øje på jer, tabte hun underkæben, inden hun fik den på plads igen. Joe så sig over skulderen, vippede hagen op som hilsen til Buck, inden han vendte sig mod hende med et lille fnis. Det så ikke godt ud.

Du standsede op, det var nu eller aldrig. Buck tog et skridt fremad, inden det gik op for ham at du var stoppet. Han vendte sig mod dig.

Buck: ”Kom nu (D/N).”

Dig: ”Nej. Du kommer ikke med ind på mit værelse, Buck. Jeg vil gerne have du går, nu.”

Hans ansigtsudtryk gik fra tilfreds, til tvivl. Olivia og Joe stirrede på jer. Bucks hånd lå på din albue.

Buck: ”Det var ikke det jeg hørte dig sige lige før, skat. Lad os snakke om det under fire øjne.”

Han forsøgte at trække dig med ind, men du vred dig fri fra hans fede hånd.

Dig: ”Du skal gå, nu!”

Du stirrede vredt på ham og hev efter vejret.

Han virkede beslutsom. Fire personer stod og så på. Han rakte begge hænder i vejret med håndfladerne mod dig.

Buck: ”Hey, vær nu ikke sur, vel?”

Han smed tasken hen mod dig og vendte sig om og gik. Knaldrød i hovedet og tårende som pressede sig på, skyndte du dig om og låste døren op og nærmest kastede dig ind. Du gled ned af døren og hev efter vejret, og tårende strømmede ned af dine kinder.

Du mærkede din mobil vibrerede i din lomme, det var Niall.

Niall: ”Hey, hvor er du? Alt ok?”

Du tørrede en tåre væk og med rystende hænder svarede du ham.

Dig: ”Noget kom op. Undskyld. Kommer ikke…”

Du slukkede din telefon og kastede dig op under dynen. Du hørte døren gå op og du satte dig hurtigt op. I et sekund troede du det var Buck, men det var Alberte. Hendes smil forsvandt hurtigt da hun så dit ansigt.

Alberte: ”Åg, gud! Hvad er der dog sket?!”

Hun smækkede døren i og kastede hendes tasker over på hendes seng. Hun trak dig ind i hendes arme, du græd og rystede på samme tid.

Alberte: ”Ssshhh… fortæl mig hvad der er sket.”

Du snøftede og tog en dyb indånding.

Dig: ”Dddd…det var… Buck…”

Du kunne mærke Alberte stivnede. Hun strammede hendes greb om dig og kiggede dig i øjne.

Dig: ”Han fik fat i mig… ude på trappen…”

Alberte: ”Gjorde han dig noget?”

Du rystede på hovedet.

Dig: ”Han skræmte mig, men jeg fik ham ”Lokket” op på gangen og det var Olivia, Joe og nogle andre. Jeg fik så sendt ham ud, inden vi kom ind.”

Alberte: ”Klamme svin!”

Hun hvilede sin hage på dit hoved.

Alberte: ”Men skulle du ikke have været til timer hos Niall?”

Du nikkede og satte dig op.

Dig: ”Jo, men jeg havde glemt min bøger, så jeg vil lige hurtigt hjem og hente dem.”

Alberte: ”Godt vi skal til selvforsvar på lørdag. Jeg har virkelig lyst til at sparke nogle drenge i nosserne!”

Du lo lidt og tørrede dine øjne.

Dig: ”Hvorfor er du endelig hjemme allerede? Skulle du ikke først være hjemme halv seks?”

Alberte nikkede.

Alberte: ”Elevrådet blev aflyst.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...