Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

29Likes
22Kommentarer
100718Visninger
AA

52. Slag i ansigtet (3)

Da du mødte til matematik onsdag, var du ikke forberedt på at se Kennedy stå lænet op ad en væg uden for auditoriet i færd med at udveksle telefonnumre med en pige. Hun rakte fnisende ham hans telefon, efter at havde taget et billede af sig selv. Han rakte hende hendes med et smil. Sådan vil han aldrig smile til dig igen.

Det gik op for dig, at du var blevet stående som naglet til stedet, før en person gav dig et skulderskub, der sendte den tunge taske en tur i gulvet.

”Undskyld.”

Brummede han i et tonefald, der lød mere som Flyt dig end som undskyld. Du bøjede dig ned efter din taske, i håb om at Kennedy ikke havde lagt mærke til at du havde stået og beluret dem. Du rettede dig op og så ind i et par flotte blå øjne.

”Ridderligheden længe leve.”

Det var samme dybe, rolige stemme, som du huskede fra fredag aften og fra mandag eftermiddag bag disken hos Starbucks.

Dig: ”Hva’?”

Han fik din taske på plads over din skulder.

”Ham der var sgu da lidt af en idiot.”

Han gjorde en håndbevægelse i retning af fyren der stødte ind i dig, men hans blik gjaldt i virkeligheden din eks, der gik og grinede af noget sammen med pigen på vej over mod døren.

”Er du okay?”

Og for tredje gang var det andet og mere end et rutinespørgsmål, når det kommer fra ham.

Dig: ”Ja, helt okay.”

Var der andet at gøre end at lyve?

Dig: ”Tak.”

Du vendte dig om og gik ind for at finde din nye plads og brugte de første tre kvarter af timen på at koncentrer dig om Mr. Heller, det whiteboard han skrev løs på, og dine egne noter.

Der da kun var få minutter tilbage af timen, vendte du dig om og roede efter noget i din taske som undskyldning for hurtigt at skæve til fyren på bagerste række. Han stirede på dig, en sort blyant hang løst mellem hans fingre, mens han med den anden hånd trommede mod notesbogen på bordet foran sig. Han sad og hang på stolen, den ene albue lå hen over ryglænet, og hans fod var mageligt støttet mod tværbjælken under bordet. Da jeres blikke mødtes, gled hans lukkede ansigtsudtryk næsten umærkeligt over i antydningen af et smil. Han kiggede ikke væk, heller ikke da du havde kigget ned i din taske op derpå ham igen. Du vendte dig hurtigt væk, med varme i kinderne.

Da timen sluttede, lagde du bogen ned i tasken og bekæmpede trangen til at kigge efter ham igen. Du sad og rodede med dine ting, indtil Kennedy og hans nye fan var forsvundet. Da du rejste dig for at gå, hørte du den halvsovende fyr ved siden af dig sige noget.

”Øh, hvad var det for nogle opgaver, vi skulle lave for at få ekstra point? Jeg må have faldet i søvn et øjeblik, lige da han kom ind på det med – jeg kan simpelthen ikke læse hvad jeg har skrevet.”

”Jeg hedder i øvrigt Benji.”

Dig: ”Øh, altså lad mig lige tjekke…”

Du bladrede dine sider igennem din notesbog og pegede på det sted det stod.

Dig: ”Her.”

Mens han skrev det ned, tilføjede du.

Dig: Jeg hedder (D/N).”

Benji havde lagt brunt og lidt krøllet hår. Han havde bumser i panden, nøddebrune øjne og et indtagende smil.

Benji: ”Tak, (D/N). Der redede du virkelig min røv. Vi ses på fredag!”

Han smækkede hans notesbog sammen.

Benji: ”Hvis jeg altså ikke er så uheldig at sove over mig.”

Han smilede oprigtigt, du gengældte det og trådte ud på mellemgangen.

Dig: ”Det er helt okay.”

Auditoriet var tomt, fyren fra bagerste række var også forsvundet, hvilket gav dig en følelse af irrationel skuffelse. Han havde stirret på dig i løbet af timen – og hvad så? Måske havde han bare kedet sig. Eller lod sig distrahere.

Men da du trådte udenfor, fik du øje på ham midt i myldret på gangen, hvor han snakkede med en pige fra din klasse. Han virkede afslappet, som han stod der iført en mørkeblå T-shirt og med hånden dybt begravet i forlommen på sine jeans. Man kunne se hans arm muskler, hans mave virkede flad, og han havde så let som ingenting fået Buck slået i gulvet i fredags. Den sorte blyant var stukket om bag hans øre, så man kunne se det lyserøde viskelæder i toppen, resten var begravet i hans lyse, uglede hår.

”Så man kan altså få en tutor til at hjælpe en? Og det var en time?”

Spurgte pigen ham og viklede en langt tot af sit lyse hår omkring sin finger. Han fik sin rygsæk op på hans skulder og fik skubbet et par små totter væk fra øjne.

”Mmm. Det er efter skole.”

Da han så ned på hende, vippede hun hovedet på skrå og flyttede vægten fra side til side, som om hun skulle danse med ham. Eller for ham.

”Det kan være at jeg skal have nogle timer. Hvad laver du bagefter?”

”Jeg skal på arbejde bagefter.”

Hun stødte en irriteret lyd.

”Du arbejder konstant, Niall.”

Hendes mopsede tonefald ramte dine øre som negle mod en tavle. Men nu vidste du hvad han hed. I det samme så han op, som om han fornemmede at du stod og lyttede med på deres samtale. Du bevægede dig ud og ind imellem de mange mennesker på gangen og hastede ud ad en sidegang. Fik Niall også ekstra timer?

***

Lørdag aften truede Alberte endnu en gang med at slæbe dig med ud og ignorerede dine protester og manglende lyst. Denne gang var i tre tøser, som skulle en tur i byen udstyret med falske id-kort for at tjekke et par klubber.

Dig: ”Kan du huske, hvordan det gik for mig til festen sidste weekend?”

Spurgte du, da hun smed en tætsiddende sort kjole hen til dig. Det kunne hun selvfølgelig ikke; du havde ikke fortalt hende det. Hun vidste bare, at du var taget tidligt hjem.

Alberte: ”(D/N), skat, jeg ved godt, at det er hårdt. Men du må ikke lade Kennedy tvære dig ud på den måde! Han skal ikke gøre dig til en eneboer eller få dig til at frygte at falde for en anden. Hey, jeg er bare så vild med den her fase – når man jagter en ny fyr, det hele er uvist, u afprøvet – og verden bare vrimler med lækre emner, der venter på at blive opdaget. Hvis jeg ikke var sådan oppe at køre over Chaz, ville jeg være dybt misundelig på dig.”

Hun fik det til at lyde som en ekspedition til et eksotisk kontinent. Du var ikke enig med hende, slet ikke. Tanken om at finde en ny fyr gjorde dig udmattet og deprimeret.

Dig: ”Alberte, jeg tror ikke, jeg er klar…”

Alberte: ”Det sagde du også sidste weekend, og det gik da okay!”

Hun stod med rynket pande og tænkte sig om, og for ikke første gang var du tæt på at fortælle hende om Buck.

Alberte: ”Selvom du gik tidligt.”

Den sorte kjole, som du ingen planer havde om at tage på, blev fjernet igen, mens du bed dig i tungen og gik glip af endnu en mulighed. Du vidste ikke rigtig, hvorfor du ikke kunne fortælle hende det. Du var nok mest bange for, at hun ville fråde af raseri. Du var uforståeligt nok også bange for, at hun ville være mistroisk. Det var ikke reaktioner, du orkede at forholde dig til. Du ville bare glemme det.

Du tænkte på Niall og på, hvor irriterende det var, at hans tilstedeværelse i matematik ville forhindre glemslen, fordi han var uigenkaldeligt forbundet med den aftens rædsel. Han havde ikke siddet og stirret på dig om fredagen – ikke så vidt du vidste. Hver gang du sneg dig til at skæve til ham, så det ud som om han tegnede mere end han skrev noter. Han havde siddet med den sorte blyant helt ude ved fingerspidserne og havde virket meget koncentreret. Da timen var slut, stak han blyanten bag øret, vendte sig om og gik uden at se tilbage, han var den første henne ved døren.

Alberte: ”Hey, den her fremhæver virkelig dine sager!”

Nu havde hun fundet en nedringet lilla top. Hun flåede den af bøjlen og smed den over til dig.

Alberte: ”På med dine skinny jeans og de der rå støvler, der får dig til at ligne en gangster kæreste. Den passer bedre til dit humør, ikke? Sådan benhård og uopnåelig. Du skal jo helst ikke tiltrække den rette type fyre, og hvis jeg gør dig for nuttet, så skræmmer du dem væk med et hårdt blik eller ruller irriteret med de der store blå øjne.”

Du sukkede, og hun trak skraldgrinende den sorte kjole på. Alberte kendte dig alt for godt.

***

Du havde ikke tal på, hvor mange drinks Alberte havde pushet på dig med bemærkninger om, at hun jo var udpeget chauffør, så derfor måtte du drikke for hende.

Alberte: ”Jeg kan jo heller ikke kaste mig over alle de hug, vel? Jeg må opleve det hele på anden hånd. Få nu den Margarita ned, drop det vrisne fjæs og glo på en eller anden fyr, indtil han fatter, at han ikke vil miste et ben, bare fordi han spørger, om du vil danse.”

Dig: ”Jeg er ikke vrissen.”

Vrissede du, men adlød dog ved at bunde drinken. Du skar ansigt. Billig tequila lod sig ikke sådan skjule under store mængder endnu billigere Margarita – mixer, men sådan er det på klubber, hvor man kommer gratis ind og får billige drinks.

Alberte, Maggie og dig tog et hjørne af dansegulvet i besiddelse. Du havde bundet drinksne og havde taget det rigtige tøj på, så nu bevægede du dig i takt til musikken og løsnede stille og roligt op, mens du grinede ad Alberte cheerleader – krumspring og Maggies ballettrin. Den første fyr, der bød ind i dansen, nærmede sig Alberte, men hun rystede på hovedet og mimede ordet kæreste. Hun vendte ham om mod dig, og du tænkte: Det er dig: Den kæresteløse. Det er forbi med forholdet. Det er forbi med Kennedy. Det er forbi med Du er min (D/N).

”Ska’ vi danse?”

Råbte fyren ind over musikken og steppede lidt på stedet, som var han klar til at smutte i en vis fart, hvis du afviste ham. Du nikkede og skubbede den nyttesløse, næsten fysiske smerte fra dig. Du var ingens kæreste for første gang i lang tid.

I bevægede jer over mod et ledigt område et par meter fra Alberte og Maggie – der også havde en kæreste.

To timer senere havde du danset med et utal af fyre, du havde skubbet lidt for ivrigt hænder væk og afvist alle drinks, der ikke blev rakte til dig af Alberte. Nu stod i mast sammen med hofterne mod barstolene omkring et bord i nærheden af dansegulvet, hvorfra i holdt øje med scoreforsøgene. Da Maggie kom tilbage efter at have valset og rocket sig vej til toilettet og tilbage, spurgte du, om I ikke kunne tage hjem nu, hvorefter Alberte så på dig med det blik, hun ellers kun bruger over for virkelige ubehøvlede restaurantchefer. Du smilede stift og tog en lille slurk af din drink.

Du vidste med det samme, at Maggie og Alberte kunne lide den fyr, der nærmede sig dig, for de stirrede begge to med store øjne, hen over skulderen på dig. Du mærkede en finger strejfe din arm bagfra, men tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, inden du vendte dig om. Og det var heldigt – for det var Niall, der stod der, og et kort sekund strejfede hans blik din dybe udskæring. Han hævede et øjenbryn og så dig dybt i øjnene med et vagt smil, der ikke undskyldte hans blik.

I stedet for at råbe højt som alle andre omkring jer, bøjede han sig helt ind til dit øre og spurgte:

Niall: ”Vil du danse med mig?”

Du kunne mærke hans varme ånde og indåndede duften af hans aftershave – noget enkelt og maskulint – inden han trak sig væk, mødte dit blik og afventede svar. Et ivrigt puf mellem dine skuldreblade afslørede, hvad Alberte ville have dig til: Dans nu med ham.

Du nikkede, og han tog din hånd og bandede sig vej ud på dansegulvet gennem mængden, der uden tøven gled til side for ham. Da i var kommet ud på det slidte trægulv, vendte han sig om og trak dig tæt ind til sig uden at slippe din hånd. I fandt en rytme til den langsomme sang og svajede i takt til den. Han tog din anden hånd i sin, førte begge dine hænder om bag din ryg, hvor han blidt holdt dig fangede. Dine bryster strejfede hans brystkasse, en diskret berøring, der tvang dig til at undertrykke et gisp.

Du havde knap nok ladet nogen røre ved dig denne aften og havde hårnakket afvist enhver langsom dans. Svimmel af de tynde, men rigelig mængder af margaritas lukkede du øjne og lod ham tage føringen, mens du prøvede at overbevise dig selv om, at det kun var alkoholen og ikke andet, der gjorde forskellen. Et minut senere slap han dine fingre og lagde sine hænder over det nederste af din ryg, mens dine hænder flyttede sig op på hans biceps. De var akkurat så massiv, som du havde vidst, de ville være. Dine hænder følte sig frem og stødte på lige så massive skuldre. Til sidst flettede du fingrene sammen om hans nakke og åbnede øjnene.

Hans blik var gennembordene, det flakkede ikke et øjeblik, og min puls hamrede, mens han granskede dig. Til sidst strakte du dig op mod hans øre, og han lænede sig ned for at høre dit spørgsmål.

Dig: ”Øh, hvad er dit hovedfag?”

Ud af øjenkrogen kunne du se hans mund bevæge sig opad i den ene side.

Niall: ”Er det virkelig det, du gerne vil snakke om?”

Han holdte den fysiske nærhed, jeres overkroppe var presset ind mod hinanden fra brystkassen til lårene, mens han tilsynsladende afventede dit svar. Du kunne ikke huske, hvornår du sidst havde været så fuld af ren, uforbeholden lyst.

Dig: ”Hvad skulle vi ellers snakke om?”

Han smågrinede, og du kunne mærke vibrationerne fra hans brystkasse mod din.

Niall: ”Hvad med, slet ikke at snakke?”

Hans hænder greb fastere om dine hofter, hans tommelfinger lå op ad dine ribben, og håndfladerne hvislede stadig mod det nederste af ryggen.

Du blinkede og forstod lige først ikke, hvad hans bemærkning antyd, men så forstod du pludselig det hele.

Dig: ”Jeg ved ikke hvad du mener.”

Løj du. Han lænede sig endnu tætter på, hans glatte kind gled hviskende over din, da han mumlede:

 

Ramt af hans duft – ren og subtil – slet ikke som de modedufte, Kennedy helst ville have. Du mærkede en trang til at lade dine fingerspidser løbe over hans nybarberede kinder, der ikke længere havde de sexede skægstubbe fra dagen før. Hans hud ville ikke give dig rødt udslæt, hvis han kyssede dig, hårdt. Du ville ikke mærke andet end hans mund mod din.

Den vildfarne tanke gjorde dig helt stakåndet. Da hans læber ramte lige ned for din øreflip, troede du, at du måske ville besvime.

Niall: ”Lad os nu bare danse.”

Han trak sig akkurat så langt væk, at han ikke kunne se dig dybt i øjnene, og så trak han din krop ind mod sin, og dine ben adlød hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...