Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100519Visninger
AA

51. Slag i ansigtet (2)

Albertes stemme vækkede dig.

Alberte: ”(D/N)! Let røven og få reddet dit gennemsnit. Helt ærligt, hvis jeg havde ladet en fyr smadre min akademiske drive på den måde, ville jeg skulle høre for det resten af livet.”

Du mumlede afvisende under dynen, inden du dukkede frem og kiggede på hende.

Dig: ”Og hvilken akademiske drive snakker vi lige om?”

Hun stod med hænderne på hofterne og et håndklæde viklet omkring sig, fordi hun lige havde været i bad.

Alberte: ”Ha-ha-ha, hvor er du sjov. Stå op!”

Du snøftede, men rørte dig ikke ud af flækken.

Dig: ”Jeg klare mig fint i de andre fra, må jeg ikke bare have lov til at dumpe i det her?!”

Hun tabte underkæben.

Alberte: ”Hør dig lige.”

Du havde hørt dig, og du var lige så overrasket over dine ord som hun var. Men tanken om at side ved siden af Kennedy i tre stive klokketimer tre dage om ugen var ikke til at bære. Du anede jo ikke om i hans nye liv som single om han bare flirtede løs, eller allrede havde fået en kæreste.

Dig: ”Jeg kan ikke…”

Alberte: ”Du kan og du skal.

Alberte flåede dynen af dig.

Alberte: ”Se så at komme op og ind under bruseren. Jeg må ikke komme forsendt til fransk. Jeg som dårlig kan forklar datid på engelsk. Så kan jeg da for fanden ikke forventes at kunne sige det på fransk klokken lort om morgnen.”

***

Du gik ind i auditoriet til matematik. Du var i fin tid for du ville gerne lige nå og fange Mr. Heller og snakke med ham om hvad du kan gøre for at indhente det fortabte. Da du kom ind i klassen så du Kennedy side til højre inde i midten, og ved siden af ham var der en tom plads, det var din plads. Du skulle bare snakke med ham efter timen, for der var en chance for at du ville side dér mere. Du lod blikket vandre over pladserne i lokalet. Der var to tomme pladser, den ene var træ rækker ned, mellem en fyr der halv sov med hovedet støttet i hånden, og en pige, der sad og drak noget fra et højt bæger og snakkede løs med pigen ved siden af hende. Den anden ledige plads var på sidste række ved siden af en fyr, som så ud til at sidde og tegne kruseduller i marginere på sin bog. Du begyndte at gå den vej, idet jeres lærer trådte ind ad døren ved den forreste række, og krusedullekunstneren så op for at lade blikket glide over auditoriet. Du stivnede, da du genkendte din redningsmand fra for to aftner siden. Hvis du kunne bevæge dig, ville du være løbet din vej. 

Du havde ligget kugle rund i din seng og grædt hele natten. Alberte havde sovet hos Chaz, så du var taknemlig for at du var alene på værelset den nat. Du har stadig ikke fortalt Alberte det, eller nogen anden. De eneste der vidste det var dig, Buck og ham…

Mr. Heller: ”Hvis alle kan finde en plads, så vi kan gå i gang.”

Lærerens ord ruskkede i dig og fik dig til at sætte dig vedsiden af den halvsovende dreng. Du fandt din notesbog frem og prøvede at lade være med at kigge ned på Kennedy, det var lidt af en udfordring fordi han sad under dig.

***

I halvtreds minutter, måtte du kæmpe om ikke at glo på Kennedy og lige så hårdt for at følge med i timen. Du havde pjækket fra de her timer i to uger nu, kun fordi det var de eneste timer du havde med Kennedy.

Du fulgte efter Mr. Heller efter timen og over på hans kontor.

Mr. Heller: ”Bare sæt dig.”

Du satte dig på stolen lige foran hans disk. Han satte sig også og kiggede på dig.

Mr. Heller: ”Hva’ – hvad sker der (D/N)? Hvorfor har du ikke været her de sidste to uger? Ved du hvor vigtigt det her er? Du er gået glip af nogle forskellige temaer i matematik, som vi ikke lige går ind på igen.”

Du blev helt flov og dine hænder rystede svagt.

Dig: ”Jeg ved det godt, og jeg er villig til at gøre alt for at indhente det igen! Det er bare… Kennedy har lige slået op, efter 2 års langt forhold. Så jeg har haft meget svært ved at nærme mig ham og jeg ved godt det er et privat problem som man ikke skal blande med skole, men det er svært bare at sætte ens følelser på pause.

Han tog hans briller af og gned sig selv i øjne.

Mr: ”Heller: ”Okay, jeg gør kun det her fordi jeg selv har en datter som er ved at komme sig over et brud med hendes kæreste, hun har lukket sig fuldstændig ned og kan ikke tage stilling til noget som helst, så jeg vil give dig en chance.”

Han kiggede alvorligt på dig.

Dig: ”Tusinde tak! Hvad skal jeg gøre?”

Han begyndte at rode lidt rundt i hans papirer.

Mr. Heller: ”Jeg har en elev her på skolen, som har taget de her timer mange gange før, han ved virkelig hvad han laver. Han arbejde her som tutor for nogle elever som har svært ved at forstå det der bliver lavet i timerne. Jeg kunne snakke med ham og give dig nogle ekstra timer med ham?”

Du nikkede ivrigt.

Dig: ”Jo tak!”

Mr. Heller: ”Okay, det er efter skole, hver onsdag, i auditoriet. Okay?”

Du rejste dig op og stor smilede.

Mr. Heller: ”Du har bare at tage det her seriøst. Det her er din sidste og eneste chance.”

Du gik over mod døren.

Dig: ”Ja, selvfølgelig! Det her vil du ikke fortryde!”

Mr. Heller: ”Du starter i næste uge!”

***

Køen til Starbucks var latterlig lang, men du havde brug for din kaffe-fix inden eftermiddagstimerne og du var ikke i humør til at løbe over på den anden side af gaden til den lille café uden for campus. Noget helt andet var også at du frygtede at du ville løbe ind i Kennedy, som tit smuttede forbi der efter frokost. Han undgik mærkevare som Starbucks.

Alberte: ”Jeg nå aldrig til time i tide hvis jeg skal stå i den her lange kø.”

Stønnede hun og lænede sig frem for at se hvor mange der stod i køen.

Alberte: ”Ni personer! Ni! Og fem der venter på at få hvad de har bestilt. Hvor kommer alle de folk fra?!”

Fyren foran så sig vredt tilbage og hun gav igen med et ligeså vredt blik, og du måtte bide dig selv i læben for ikke at grine.

Dig: ”Koffein – afhængige som os.”

Alberte: ”Hmpf.”

Stønnede hun og tog fat i din arm.

Alberte: ”Hey, det havde jeg helt glemt at spørge dig om – har du hørt, hvad der skete med Buck i fredags?”

Du fik kvalme. Du ville helst glemme alt om den aften, men du blev konstant mindet om den. Du rystede på hovedet.

Alberte: ”Han blev overfaldet på parkeringspladsen bag sit kollegium. Af nogle fyre, der ville have hans pung. Sikkert hjemløse, sagde han – sådan går det når man har anbragt campus midt i byen. De fik ikke fat i noget, men de har fuldstændig smadret Bucks ansigt.”

Hun lænede sig indtil dig.

Alberte: ”Men han ser faktisk mere lækker ud sådan.”

Kvalmen var overvældende, som du stod der i tavshed og lod som om det interesserede dig, i stedet for at afvise Bucks forklaring på de begivenheder, der havde ført til hans skader.

Alberte: ”Nå, pis, jeg bliver nød til at bunde en energidrik for ikke at falde i søvn til politologi. Jeg må ikke komme for sent – vi skal have prøve. Vi ses, når jeg har været på arbejde.”

Hun gav dig et hurtigt kram og så smuttede hun ud ad caféen. Du bevægede dig frem i køen, mens du gennemgik fredag aften i dine tanker. Den følelse af sårbarhed, ville ikke slippe dig.

”Næste!”

Dine tanker blev afbrudt og dine ben tog et skridt frem inden du nået at reagere på det. Du så hen over disken for at bestille det sædvanelige, og der stod han så, fyren fra i fredags. Fyren du havde undgået at sætte dig ved siden af i matematik. Du stod med åben mund, men der kom ikke noget lyd ud. Og som i morges strømmede følelserne ind fra i fredags. Du blev varm i kinderne, og huskede hvilken stilling du havde befundet dig i, hvad han havde set inden han greb ind, hvor tåbelig han måtte havde syntes du var.

I et kort sekund ville du ønske at han ikke kunne huske dig, men det gik ikke. Du gengældte hans gennemtrækkende blik og så at han huskede det hele, helt klart. Hver ydmygende detalje. Du var knaldrød i hovedet.

”Er du klar til at bestille noget?”

Hans spørgsmål befriede dig fra forvirring. Hans stemme var rolig, men du kunne mærke alle de utålmodige kunder bag dig.

Dig: ”En Grand Americano, tak.”

Du mumlede det så lavt så du troede at han ville have at du skulle gentage, men han skrev det på et kros, som han rakte videre til baristaen. Du rakte ham dit kort og lagde i det samme mærke til de to – tre lag gaze som var viklet om knoerne.

”Er du okay, eller hvad?”

Han rakte dig dit kort og din kvittering.

Dig: ”Ja, helt okay.”

Der var hudafskrabninger på knoerne på hans venstre hånd, men ikke alvorligt. Da du tog imod kortet og kvitteringen, gled hans finger over dine. Du trak hurtigt din hånd til dig.

Dig: ”Tak.”

Han spærrede øjne op, men sagde ikke mere..

”Giv mig en Venti Carmelo Macchitao – skinny, no whip.”

Sagde den utålmodige pige bag dig. Hun rørte dig ikke, men kom lidt for tæt på for din smag.

Hans kæbemuskler spændtes næsten umærkeligt, da han trak sit blik fra dig og rettede det mod hende. Da han stod og skrev hendes bestilling ned på en kop, strejfede hans blik dig en sidste gang inden du gik ud af køen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...