Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100532Visninger
AA

64. Slag i ansigtet (15)

Dig: ”Du har briller hva?”

 

I havde siddet i lidt tid og nippet til jeres kaffe, ved et lille bord.

 

Niall: ”Øh, ja.”

 

Herligt. Nu havde du mindet ham om den nat. Men burde du ikke minde ham om den? Burde i ikke snakke om den? Burde du ikke spørge ham, om han skubbede dig fra sig, fordi han var tutor, eller fordi han havde de der ar på håndleddene.

 

Niall: ”Jeg går med kontaktlinser. Men om aftenen er mine øjne trætte af dem.”

 

For di indre blik så du nu Niall, der åbnede for dig, hans bekymrede udtryk og brillerne, der fik ham til at virke formel, mens pyjamasbukserne trak den anden vej. Du rømmede dig.

 

Dig: ”De klæder dig virkelig. Brillerne, mener jeg. Du kunne sagtens gå med dem hele tiden, hvis du havde lyst.”

 

Niall: ”De er bare ret meget i vejen under motorcykelhjelmen og til taekwondo.”

 

Dig: ”Nå ja, det er klart.”

 

I sad i tavshed, der var kun 40 minutter til Nialls time ville begynde og til din flyttede øver.

 

Niall: ”Jeg kunne tegne dig nu.”

 

Og så rødmede du selvfølgelig helt åndssvagt.

Heldigvis sad han bøjet over sin taske og var ved at finde tegneblokken frem og bladre frem til et tomt ark. Han fandt blyanten frem fra bag øret, inden han så på dig tværs over bordet. Hvis han lagde mærke til din ansigts farve, så kommenterede han det ikke. Uden et ord lænede han sig tilbage i stolen med tegneblokken på knæene og begyndte at tegne. Blyanten gled ubesværet i bred strøg, ført af en, der vidste, hvad han foretog sig. Hans blik gled fra blokken til dig og tilbage igen, igen og igen, mens du sad helt stille og drak din kaffe. Og iagttog hans ansigt. Iagttog hans hænder.

Der var noget meget intimt ved at sidde model for en. Du kunne huske engang i High School hvor du frivilligt havde meldt dig til være model i billedkunst. Det gjorde du kun, fordi det ville give ekstra point. Du havde bare slet ikke tænkt på at du skulle siden i midten af et rum fyldt med drenge som stirrede på dig i en hel time. Især da Jillians kæreste, Zeke, gik i gang med at tegne din overkrop som det første. Han gloede uhæmmeligt på dine bryster og han delte sine kunstneriske evner med de andre ved bordet, mens du rødmede og lod som om du ikke hørte hans kække bemærkninger om brystvorter og udskæringer, eller hans ønske om, at jeg ville tage trøjen af eller i det mindste bare knappe min trøje lidt op.

 

Niall: ”Hvad tænker du på?”

 

Den historie skulle han i hvert fald ikke høre.

 

Dig: ”High School.”

 

Han rynkede panden og hans læber var knebet hårdt sammen.

 

Dig: ”Hvad er der?”

 

Og du undrede dig over den forandring, de to ord havde fremkaldt.

Du så blyanten danse i hans hånd, overvejede, hvilken del af dig han var ved at tegne, og hvilken del han mon helst ville tegne. Hvordan havde han været som sekstenårig? Tegnede han også dengang? Hang han ud med andre drenge? Havde han også været forelsket? Fået sit hjerte knust af en hjerteløs pige?

Havde han allerede fået de ar på håndleddene, eller lå det endnu foran ham?

 

Niall: ”Du sagde i havde været sammen i tre år?”

 

Han talte akkurat højt nok til at du kunne høre ham, hans blik var rettet mod tegneblokken, hans blyant gled frem og tilbage. Det var ikke ment som et spørgsmål. Han gik ud fra, at du tænkte på Kennedy.

 

Niall: ”Det var ikke ham jeg tænkte på.”

 

Hans kæbemuskler strammedes, han pressede læberne sammen igen. Jaloux? Skyldfølelsen ramte dig, da det gik op for dig, at du ville ønske, han var jaloux.

 

Dig: ”Hvordan var High School for dig?”

 

Hans øjne borede sig ind i dine.

 

Niall: ”Helt anderledes end det var for din, tror jeg.”

 

Hans blik gik stadig på strejftog over dit ansigt, men han tegnede ikke længere og virkede anspændt.

 

Dig: ”Åh… hvordan det?”

 

Du smilede i håb om, at i enten kunne træde væk fra den her position på kanten af afgrunden elle ryge ud over den.

 

Han så op på dig og stirrede frem for sig.

 

Niall: ”For det første havde jeg ingen kæreste.”

 

Dig: ”Er det rigtig? Ikke en eneste?”

 

Han rystede på hovedet.

 

Niall: ”Jeg var… uligevægtig, kan man vel sige. Jeg hang ud med piger, men der var ingen faste forhold. Og jeg pjækkede halvdelen af tiden. Festede med de andre i byen og med turisterne på stranden. Kom tit i slagsmål, både i skolen og andre steder. Fik så mange hjemsendelser og karantæner, at jeg aldrig rigtig vidste, om jeg skulle i skole eller hvad, når jeg vågnede om morgenen.”

 

Dig: ”Hvad skete der?”

 

Hans ansigt var udtryksløst.

 

Niall: ”Hvad mener du?”

 

Dig: ”Jeg mener, hvordan kom du på universitetet og blev…”

 

Du lavede en håndbevægelse i hans retning og trak på skuldrende.

 

Dig: ”seriøs studerende.”

 

Han stirrede på blyanten i sin hånd, hans tommelfingernegl kradsede i blystiften, som om han spidsede den.

 

Niall: ”Jeg var sytten år og var på kanten til at blive smidt ud for alvor, klar til at arbejde sammen med min far på hans båden resten af livet. En aften festede jeg med mine venner. Vi havde bål på stranden, og det tiltrak altid nogle turister – de unge ville altid være med. En af mine venner var dealer. Ikke noget vildt – bare feststoffer. Han solgte dem dyrt, så vi kunne få lidt uden at behøve at betale hans kontakt.

Hans søster var med den aften. Hun var forelsket i mig, men hun var fjorten. Fuldstændig uskyldig. Ikke min type. Hun tog ikke min afvisning særlig pænt og begyndte at flirte med turistfyre, som finansierede vores aften. Hendes idiot af en bror var så dopet, at han ikke holdte øje med hende. Ikke fordi jeg var specielt meget bedre selv, men da en fyr, hun dansede med, trak hende længere ned ad stranden, så det ud som om hun prøvede at trække sig væk fra ham.

Jeg husker, at jeg gik efter dem, men resten er ret mudret. Jeg har fået at vide, at jeg brækkede fyrens kæbe. Jeg blev anholdt, og der blev rejst en sigtelse. Jeg ville sikkert være røget i fængsel, men familien Heller var nede på besøg den weekend, og Mr. Heller trak i trådende, så jeg kom ud.

Han fik en snak med min far. Og så var jeg pludseligt meldt til kampsport. Jeg var dum nok til at se en fordel i at gå til noget, som ville gøre mig endnu bedre til at smadre folk, så jeg protesterede ikke. Men kampsport gjorde mig faktisk mere fokuseret, en jeg havde været i lang tid – det var jeg helt uforberedt på. Inden Mr. Heller tog af sted igen, skældte han mig hæder og ære fra, værre end min far nogensinde havde gjort. Jeg ville ikke skuffe ham.”

 

Han betragtede dine øjne.

 

Niall: ”Det vil jeg stadig ikke.”

 

I drak den sidste kaffe, og du ventede i tavshed, fordi du vidste at der var mere.

 

Niall: ”Han sagde, at jeg smadrede mig egen fremtid, at jeg havde mere i mig end stoffer og slagsmål. Han sagde, at min mor holdte øje med mig, og spurgte om jeg ville gøre hende stolt eller skamfuld. Så lovede han, at han ville hjælpe mig med at komme på universitetet, han ville udnytte alle sine forbindelser, hvis jeg bare lovede at gøre et forsøg. Han vidste, at jeg egentlig gerne ville ud af alt det der, og han gav mig en chance til.

 

Hans ord gav dig kuldegysninger helt ned af ryggen.

 

Niall: ”Det er han god til.”

 

Niall smilede bare en antydning.

 

Niall: ”Ja. Det er han. Jeg greb min. Selv om jeg knoklede til sidst, var mit gennemsnit helt af helvedes til, så jeg ved ikke, hvordan han fik mig ind. Min far har ikke råd til at betale for det, det er derfor, jeg har alle de jobs. Jeg betaler for værelset over garagen, men han kræver så lidt, at jeg for den pris kun ville kunne få et tæppe i et hjørne andre steder.

 

Dig: ”Han er som en skytsengel for dig.”

 

Niall: ”Mere end du aner.”

 

Sagde han med et foruroligende glimt i de lyse øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...