Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2016
  • Status: Igang
Dette er lange, forskellige historier om DIG og Niall Horan.

28Likes
22Kommentarer
100542Visninger
AA

61. Slag i ansigtet (12)

Du vågnede alene op på værelset. Alberte tog af sted for et par timer siden, hun skulle til elevrådsmøde.

Du lå og tænkte på hvor meget du savnede Niall. Du savnede og overvejede hvad han ville gøre hvis du skrev til ham. Du ville gerne fortælle ham om den anden gang Buck har overfaldet og at han stadig går rundt og skræmmer livet af dig.

Der var en uge med forelæsning tilbage, så var der en uge med afsluttende eksamener, og så ville semesteret være forbi. Du vidste ikke, om det ville gøre nogen forskel for ham.

Du fik lagt dit vasketøj sammen, støvsuget jeres værelse og fik ryddet op. Du er gået glip af et par øve timer med bas her i weekenden, så du må se om du kan få lagt nogle ekstra ind i næste uge.

 

Da Albert kom tilbage, overvejede du seriøst, om du skulle sove resten af din hovedpine væk. Gabende vendte du dig mod døren.

 

Dig: ”Jeg tænkte, at jeg ville gå tidligt i…”

 

Alberte var ikke alene. Under hendes arm havde hun Mindi, Bucks dansepartner fra aften før. Først tænkte du, at hun da godt måtte have værre tømmermænd end dine , men så lagde du mærke til Alberts dystre ansigtsudtryk, og du så, hvor blodskudte Mindis øjne var. Hun følte sig ikke bare som lort på grund af alkohol, hun havde grædt, og grædt, og grædt. Du svingede benene udover sengene.

 

Dig: ”Alberte?”

 

Alberte: ”Vi har et problem.”

 

Døren gik i bag dem.

 

***

 

Alberte: ”I går da vi to var taget hjem, dansede Mindi videre med Buck.”

 

Mindi krympede sig sammen og lukkede hendes øjne hårdt i, mens en tåre løb ned af hendes kind.

Dit hjerte begyndte at hamre løs. Du forstillede dig, hvad Alberte mon nu ville sige, og det var ikke noget godt. Du havde ikke bedt en bøn meget længe, men nu tiggede du indvendigt: Kære Gud, lad der ikke være sket mere, end der skete med mig. Kære, kære Gud.

 

Alberte: ”Han overtalte hende til at gå med op på værelset.”

 

Ordene fik Mindis hænder til at fare foran hendes ansigt og hun brød sammen.

 

Alberte: ”Så-så.”

 

Alberte lagde armene rundt om hende. I stirrede på hinanden over Mindis hoved, og du vidste, at der ikke havde været nogen Niall til at redde hende.

 

Alberte: ”(D/N), denne her gang bliver vi nød til at sige det.”

 

”Der er ingen som vil tro mig!”

 

Kom der hæst fra Mindi.

Hun havde sikkert gjort det samme som dig, tigget ham om at stoppe. Du så for dig, hvordan hun havde grædt hele natten og den halv dag, og du var mere rasende end nogensinde før – og mere bange. Du kæmpede med en klump i halsen og fik den med besvær ned.

 

Dig: ”De skal nok tro på dig. Han prøvede… han prøvede det samme over for mig for nogle uger siden.”

 

Mindi gispede, hendes rødspættede ansigt og opspilede blik var vendt mod dig.

 

Mindi: ”Har han også voldtaget dig?”

 

Du rystede på hovedet, mens isnende pigge rejste sig fra din nakke og ned til anklerne.

 

Dig: ”Der var en der stoppede ham, jeg var heldig.”

 

Indtil dette øjeblik havde du ikke helt forstået hvor heldig. Du troede, du havde, men det havde du ikke.

 

Mindi: ”Åh.”

 

Hendes stemme hikstede stille, hun græd endnu.

 

Mindi: ”Tæller det så?”

 

Alberte fik Mindi ned og ligge og trak et tæppe over hende.

 

Alberte: ”Det tæller.”

 

***

 

Alberte: ”Vil Niall bekræfte din historie? Jeg mener, ud fra det vi ved om ham, går jeg ud fra han vil.”

 

Niall havde været dybt fortørnet over, at du ikke ville lade ham tilkalde politiet den aften. Det var ikke faldet dig ind, at du ved at undlade at anmelde det der skete havde ladet Buck tro at han var urørlig. At han kunne gøre det igen. Du var gået ud fra, at den omgang fra Niall ville virke tilstrækkelig afskrækkende. Men det havde jo ikke forhindret ham i at overfalde dig ude på bagtrappen… eller true dig lige foran Kennedy.

 

Dig: ”Det vil han…”

 

Alberte træk vejret skælvende og så ned på Mindi.

 

Alberte: ”Vi må tilkalde politiet og få dig på hospitalet, okay? Jeg aner ikke hvad vi skal gøre først.”

 

Mindi: ”Hospitalet?”

 

Mindi lød bange, og det bebrejder du hende ikke.

 

Alberte: ”De bliver nok nød til at… undersøge dig eller noget i den stil.

 

Alberte talte med blid stemme, men ordet undersøge fik Mindi til at spærre øjnene op og begyndte at græde igen.

 

Mindi: ”Jeg vil ikke undersøges! Jeg vil ikke på hospitalet!”

 

Alberte: ”Vi skal nok tage med dig. Du kan godt klare det.”

 

Alberte kiggede på dig.

 

Alberte: ”Hvad gør vi først?”

 

Nogle som Ralph, ville sikkert håndtere situationen på en god måde. Men andre ville måske ikke.

Du tog din telefon og fandt nummeret.

 

”Hallo?”

 

Nialls stemme lød vagtsom, og det gik op for dig, at du aldrig før havde ringet til ham.

 

Dig: ”Jeg har brug for dig…”

 

Det var over en uge siden, der havde været kontakt mellem jer, bortset fra selvforsvar kurset.

 

Niall: ”Hvor er du?”

 

Dig: ”På mit værelse.”

 

Du regnede med, at han vil spørge, hvad du ville. Det gjorde han ikke.

 

Niall: ”Jeg er der om 10 min.”

 

Du lukkede øjnene.

 

Dig: ”Tak.”


Du lagde på og så ventede i.

 

***

Niall satte sig på hug, så han var lige under øjenhøjde med Mindi.

 

Niall: ”Hvis du ikke melder det, så gør han det igen. Mod en anden.”

 

Hans stemme vibrerede gennem dig, næsten uhørlig fra den anden side af værelset.

 

Niall: ”Dine veninder bliver sammen med dig hele tiden.”

 

Alberte sad på sengen og holdt hende i hånden. Du kendte knap nok Mindi, men takket være Buck var i nu allierede og sammen om noget, som ingen i verden ønskede at være sammen om.

 

Mindi: ”Tager du også med?”

 

Niall: ”Hvis du vil have det.”

 

Han nikkede, og du stampede en glød af jalousi ud. Der var ikke noget misundelsesværdigt ved hendes situation.

 

***

 

Fjernsynet i skadestuens venteværelse kørte med øresønderrivende lydstyrke, hvilket ikke ligefrem fik dit hoved til at virke mindre. Du ville gerne slukke det eller skrue ned, men manden havde plantet sig tre meter fra det, og med armene over kors stirrede han op på genudsendelsen af en sitcom.

Niall sad ved siden af dig, hans bøjede knæ var drejet ind mod dig, det strejfede dit lår. Hans hånd var så tæt på din, at du kunne have løftet din lillefinger og ladet den ae hans. Det gjorde du ikke.

 

Niall: ”Har du noget imod serien?”

 

Hans fjollede spørgsmål fjernede dit sure fjæs.

 

Dig: ”Nej, men det er jo højt nok til at vække de døde.”

 

Han smilede sit genfærdssmil, og du ville også gerne smelte i det.

 

Niall: ”Hmm.”

 

Sagde han og kiggede ned på hans converes, han hvilede mod sit knæ.

 

Niall: ”Du har måske også lidt tømmermænd?”

 

Da Alberte og Mindi havde forklaret ham hvad der var sket, havde han med det samme regnet ud, at du havde været med til festen.

 

Dig: ”Lidt måske.”

 

Gad vide, om han mente, at du var tankeløst havde udsat dig selv for fare ved at tage med til en fest, hvor Buck helt sikkert ville være til stede. Hans bebrejdelser fra den aften, i mødtes første gang – det kalder jeg ansvarligt – sved stadig. Især fordi han havde ret.

 

Niall: ”Snakkede han til dig? I går?”

 

Han stirrede stadig på hans sko.

 

Dig: ”Mmm… Han spurgte om vi skulle danse.”

 

En muskel sitrede i hans kæbe, og hans blik var koldt, da han hævede det for at møde dit.

 

Dig: ”Jeg sagde nej.”

 

Du kunne høre, at du lød, som om du var i forsvarsposition. Han tog en dyb indånding og vendte sig helt om mod dig, hans stemme var lavmælet og truende.

 

Niall: ”Lige nu kræver det al min selvbeherskelse at blive siddende her og vente, at lade loven og retsvæsnet håndtere det her, (D/N). Helst ville jeg få fat i ham og fucking smadre ham totalt. Jeg bebrejder ikke dig noget – heller ikke hende. Ingen af jer bad om det her – det lort skal ingen prøve at komme med. Det er den værste løgn opfundet af psykopater og røvhuller. Okay?”

 

Du nikkede, helt forpustet af hans udbrud.

Han kneb øjnene sammen.

 

Niall: ”Tog han dit nej for et nej?”

 

Usagt hørte du ham sige: Denne gang?

Du nikkede igen.

 

Dig: ”Kennedy var der. Han lagde mærke til, hvor underligt jeg opførte mig overfor Buck. Også fik jeg ham til at følge mig hjem.”

 

En lille rynke dukkede op mellem hans øjenbryn.

 

Niall: ”Blev han hos dig?”

 

Du rystede på hovedet.

 

Dig: ”Nej…”

 

Niall: ”Ville han?”

 

Du nikkede.

Han kørte sin hånd igennem hans hår. Du kiggede ned på dine fødder.

 

Dig: ”Jeg så det…”

 

Han kiggede op på dig, men du holdt dit blik på din fødder.

 

Dig: ”Jeg så Mindi danse med Buck…”

 

Du kunne mærke skyldfølelsen kom kravlene. Dine krop begyndte at ryste og du bed dig selv i læben.

Niall sad helt stille og ventede på at du ville sige mere.

 

Dig: ”Jeg burde… jeg burde havde sagt noget til hende… Jeg… jeg skulle havde gjort noget.”

 

Dit hjerte hamrede næsten lige så voldsomt, som da du hørte lyden at Bucks lynlås åbne, den første aften han overfaldt dig. Det føltes som om at dit hjerte prøvede at hamre sig vej ud gennem dit bryst.

 

Han placered to fingre under din hage og løftede den op, indtil du kiggede ham i øjne. Hans øjne var rasende, men på samme tid blide.

 

Niall: ”Hvad var det lige jeg sagde. Ikke. Din. Skyld.”

 

Du nikkede og klyngede dig til de ord, som var din frelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...