Tomrum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er en skoleopgave. Vi skulle skrive om kærlighed. Hvis i vil have den rette stemning til denne sang skal i høre: A Great Big World & Christina Aguilera - Say Something

0Likes
0Kommentarer
207Visninger

1. Tomrum

Tomrum

Jeg står i et stort sort hul. Ikke bogstaveligt talt. Men det føles sådan. Et stort sort hul. Jeg synes nærmest, at jeg kan mærke de sorte rander under mine øjne. Den tomme følelse indeni. Jeg er løbet tør for tårer. Jeg kan bare ikke klare mere. Det hele er bare så tomt uden hende. Hun var min bedste veninde, min søster fra en anden mor, hun var mit et og alt. Hun kunne holde mig sammen. Jeg går rundt i den rigtige verden som en eller anden zombie. Jeg vil bare ikke indse det! Hun… hun er væk. Et bedre sted. Langt oppe over vores hoveder. Og jeg er vidne til det hele. Hvordan det skete.

 

Jeg bukkede mig forover af grin. Jeg var så lykkelig. Jeg tog hendes arme og svingede hende rundt. Hendes klokkeklare latter rungede i mine ører og gjorde mig lykkelig. Vi skulle med toget til Odense. Der skulle vi shoppe og hygge os lidt. Vi havde lige fået vores løn for denne måned. Hun blev pludselig meget tung at svinge rundt. Jeg kiggede på hende, men hun kiggede ikke på mig. Hun kiggede slet ikke. Hendes pupiller vendte ikke engang ud mod verden, men ind i hendes eget hovede. Jeg lagde hende forsigtigt ned på jorden. Det kunne ikke ske nu. Fik hun ikke kemo? Var det ikke ensbetydende med at hun ville leve? Var jeg helt galt på den? Jeg lagde hånden på hendes brystkasse. Intet hjerteslag.

 

Mine ben bryder sammen under mig. Hun er væk. Min verden falder fra hinanden uden hende. Hvordan kunne hun forlade mig? Jeg elsker hende jo! Hun tog afsted uden mig… Vi har altid lovet hinanden at vi vil følges ad til verdens ende. Hun lovede mig, at alting ville blive godt igen! Hun forrådte mig! Hun svigtede mig. Folk begynder at samle sig om mig. “SKRID MED JER!” råber jeg. Det hele sejler rundt for mine øjne. En stikkende smerte i mit bryst melder sig. Min mor løber hen imod mig. Jeg har så ondt i hele kroppen. En skærende smerte. Min mor siger ting til mig, men jeg kan ikke høre noget. Det sidste jeg ser er hendes bekymrede ansigt, før alting bliver sort. Hullet slugte mig.

 

Det skærende lys borer sig ind i mine øjne. Jeg kigger lidt op på det hvide loft. Jeg kan høre hulk, og jeg drejer mit tunge hovede. Min mor sidder ved siden af mig og græder. Jeg vil række ud efter hende, men min arm er så forfærdelig tung. Mine øjenlåg bliver tunge igen, og jeg lytter. En dør går op, og nogen kommer ind. “Frue. Dit barn har hjerte-kar-sygdom. Hun har ikke spist meget her på det sidste. Vi regner med at det skyldes en depression.” Der er stille et øjeblik. Jeg kan høre min mor jamre. Hjerte-kar? “Der er desværre ikke meget vi kan gøre.” Mandens stemme klinger af medlidenhed. Betyder det at jeg skal dø? Hvis jeg dør… Kan jeg måske møde hénde igen. Jeg smiler, og alting bliver sort igen.

 

Det er det sidste, jeg husker lige nu. Resten er bare en tåget døs. Jeg får min medicin, og jeg spiser som jeg skal. Jeg kan ikke holde det ud mere. Mit liv er bare lort. Alle har medlidenhed med mig og passer på mig. Jeg er så træt af det her. Jeg står på badeværelset og kigger på mit eget spejlbillede. Det kigger tilbage med tomme øjne. Det er også det, jeg er. Tom. Hvis du ikke tæller alt medicinen med. “Skat? Vi skal til lægen nu!” Min mors stemme fylder gangene. I dag skal vi tjekke, om det er blevet bedre. Det er det aldrig. Det er altid et dårligt resultat. Min mor græder altid. Hver gang jeg er der, tænker jeg på hénde. Jeg glemmer hende aldrig. Jeg går med tunge skridt ned af trappen og ud af døren. Min mor sidder allerede i bilen og venter. Jeg åbner bildøren og sætter mig ind. Min mor stirrer stift ud af forruden. Jeg sætter høretelefonerne i og kigger på træerne der suser forbi mit vindue.

 

Jeg kigger på min mor gennem glasruden. Jeg kan se den lille rynke mellem hendes øjenbryn, der betyder at resultatet ikke er helt, som hun ville ønske det. Rynken bliver større, og hun kigger hurtigt på mig, før hun vender sig om og stormer ud af lokalet. Det her kan ikke tyde godt. Jeg sukker og læner mig tilbage i sengen. Jeg vil bare gøre min mor glad. Mit liv handler ikke engang om mig selv mere. Det handler om folk omkring mig, som jeg holder af. Døren til stuen går op, og jeg klemmer øjnene i. Jeg vil ikke høre det. “Skat,... det er slemt. Meget.” Hun går rastløs rundt i lokalet. “Du skal indlægges. De håber at de kan gøre noget. Men der er næsten ingen chance for… for at du overlever.” Min mors stemme skælver. Jeg tager en dyb indånding og nikker. “Hvornår?” spørger jeg. Hun går hen og tager min hånd. “I morgen. Det er bestemt. Så hurtigt som muligt.” Jeg lukker mine øjne og begynder at lægge planer. Det skal ske i aften.


Jeg propper maden i mig. Det smager så godt. Jeg skal nyde mit sidste måltid. Jeg kigger op fra min tallerken og ser min mor sidde og smile af mig. Jeg giver hende et stort smil. Jeg tager hendes hånd. “Det skal nok gå mor. Vi skal nok blive glade igen.” Jeg ved godt, at det er en løgn. Jeg forstår hende endelig. Min elskede. Hvorfor hun havde løjet for mig. Hun ville bare beskytte dem hun elskede. Men nu vil jeg op til hende. Min mor skal nok klare det. Hun er stærk. Jeg rejser mig fra stolen og mumler noget til min mor. Jeg går roligt op af trappen. Denne ene gang må jeg tænke på mig selv for en gangs skyld. Jeg fortsætter hen ad gangen og trækker ned i håndtaget til toilettet. Alt hvad jeg kan tænke på er hènde. Hvordan vi skal mødes igen på den anden side. Hvordan jeg vil blive lykkelig igen. Hvordan tomrummet indeni bliver fyldt. Alt medicin og alle bekymringer vil forsvinde. Jeg finder mit hemmelige lager af skarpe knive og stærkt medicin frem. Jeg har ventet på denne dag. Den dag hvor jeg vil blive genforenet med min eneste ene. Jeg kigger ned i kurven, jeg har gemt inde bag skuffen på min hylde ved siden af vasken. Der ligger mine problemers løsning. Jeg tager mit yndlingsstof derfra og sluger en håndfuld. Jeg smiler til mig selv i spejlet. Bag mig er hún. Hun ligner sig selv. Hun danser rundt. Hun ser så glad ud. Jeg kan høre hendes latter, og for første gang i lang tid føler jeg mig lykkelig. Hun rækker hånden ud mod mig. Jeg tager hendes bløde, kolde hånd. Hun går mod det åbne vindue. Vi sætter og i vindueskarmen, og kigger på den flotte sol der stille og roligt forsvinder ned bag horisonten. Vi snakker ikke. Vi behøver ikke. Det hele er perfekt som det er. Hun drejer sit smukke ansigt mod mig og kigger mig i øjnene. Hun smiler sit perfekte smil og omfavner mig. Det er så dejligt. Det er bare os to mod resten af verden. Vi vil være sammen for evigt. Så vi springer. Vores latter stiger op i luften da vi lander på den bløde pude. Der var ingen bekymringer mere. Der var bare lige et par små problemer. Der var ingen pude og der var ingen latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...