13 knaster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Færdig
Jeg falder om. 13 knaster, 13 lamper, 13 led på hendes armbånd.

0Likes
0Kommentarer
190Visninger

1. 13 knaster

Jeg tror det er sådan her det føles.

Det at løbe uden formål. At løbe uden et mål.

Se hvordan dagene bliver længere og længere, mere uudholdelige og nætterne mørkere og koldere. 

"Kom nu William". Hun griner af glæde. Løber, men vender sig om nu og da, for at tjekke om jeg er med. Sandet river i mine ben, grundet blæsten. Lugten af havvand og muslinger fylder mine næsebor. "Kom nu skat" hun smiler til mig og da hun ser hvor langt væk jeg er, stopper hun op. Venter på mig.

Jeg løber igennem det hele. Snubler nu og da. Render, kun for at falde og falder kun for at rejse mig op igen.

Nætterne bliver stadigt mørkere, stadigt koldere og det føles som om en klam hånd har taget grebet om mig. Klemmer mig. Prøver at se hvor skrøbelig eller stærk jeg er.

"Jeg kommer nu". Hendes brune krøller flyver i vinden, mens sandet snor sig om hendes ben. Da jeg er ud for hende tager hun mine hænder. "Du er så smuk" ryger det ud af mig. Jeg bliver så overasket over min egen overvældige mund, at jeg klemmer hendes hænder i forbløffelse."Og det er du også". Hun smiler igen. Og hendes rosa læber rammer mine.

Jeg sover nu med lyset tændt om natten. Jeg føler mig mest tryg i lyset. Der er helle. Men ikke helt alligevel. Det hjælper mig kun lidt. Så kan jeg ligge og tælle træ knasterne i loftet. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13 Knaster.

"Aldrig før har jeg været så. Forelsket" hun mumler det mod min skjorte og et smil formes på mine læber. "Jeg elsker dig" siger jeg, før mine læber ramme hendes hoved.

Jeg løber stadig, hele tiden. Sådan føles det. Som om hverdagene suser forbi, på samme måde som usammenhængende træer gror sammen, når man kører stærkt forbi dem.

Højere og højere tårner de sig op. Hverdagene, mere og mere uoverskuelige, det samme gør weekenderne. Tårner sig op. Jeg tænker tit hvornår det stopper.

Hendes arme lægger sig nu om mig. Hendes dejlige trygge arme. Tynde, men de virker så dejlig beroligende. Sandet slår stadig mod vores ben, som en masse små piskesmæld.

Sandet slår mig stadig. Hele tiden.  De små sten gør det hårdt for mig at løbe, især i denne storm.

"Hvad skulle jeg gøre uden dig?" Jeg krammer hende igen. "Det er ikke godt at vide William". "Nej, det tror jeg heller ikke" mumler jeg mod hendes hår. Duften af avokado fylder mine næsebor nu. Den dejlige frugt har overdøvet havsaltet og muslingerne.

Der er stadig 13 knaster i loftet. Det bliver der ved med at være, lige meget hvor længe jeg lader lyset stå tændt. 

"Jeg glæder mig til på lørdag" hun løfter hendes ansigt og kigger op mod mit, mens avokadoduften hurtigt svinder ud af mine næsebor. "Jeg glæder mig til at se dig" hendes hår flagrede ildevarende om hendes ansigt. "Jeg glæder mig til at møde dig ved alteret" hendes hænder fjerner noget hår, så jeg kan se ind i hendes smukke øjne.

Det er som om mørket bliver stærkere og lyset svagere. Jeg tror snart lyset giver op. Det er ikke fordi jeg skal have skiftet pæren i natlampen. Nej. Den virker fint.  Perfekt, sådan da. Nej, jeg synes bare dagene bliver længere, men det underlige er, at mørket ikke kun er en natteting nu. Mine dage er mørke præcis som om natten.

"Min elskede forlovede"  smiler jeg og overtager grebet af hendes ustyrlige hår, før vi kysser endnu engang. Hele min krop fyldes af den lykkefølelse man får. Den rus.

Sandet river stadigt hårdere mod vores ben, men vi er sammen. Det er okay.

Jeg løber stadigt mere og mere. Bliver mere og mere udmattet. Sandet slår stadigt ligeså stærkt som den dag.

Da vi brødes op er sandet flyvende rundt om os. Vinden er blevet stærkere mellem vores samtale og kram, først nu lægger vi mærke til det. Vi bliver enige om at løbe op mod bilen, men på vejen ryger hendes armbånd af. "Bare gå op til bilen William, jeg har lige tabt det" smiler hun uimodståeligt. Jeg går op til bilen.

Mine ben er trætte, min krop er træt. Og når jeg lægger mig sengen er jeg fortabt igen. 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. knaster, stadigvæk.

Jeg ser stadig hendes skikkelse. Men pludselig er den væk. Efter et blink. Jeg tror bare hun har bukket sig, fordi hun har fundet armbåndet.

Jeg sover ikke kun med lyset tændt. Jeg sover med hele huset tændt, for hvis jeg skal tisse midt om natten er der pludselig ingen beskyttelse på badeværelset eller hvis jeg skal have en natmad ude i køkkenet. 13 lamper til beskyttelse.

13 knaster. 13 lamper.

13 minutter er der gået siden hun dukkede sig. Jeg åbner bildøren, men det er svært grundet vinden mod mig. Jeg står ude foran bilen og kalder. Men der er ingen svar. Jeg skriger, men der er stadig ingen der svarer.

Skrigene bliver ved ligesom sandet. Sandet pisker stadigt mod mig og jeg skriger hele tiden. Når jeg ikke skriger, græder jeg. Så kommer der saltvand ud af mine øjenkroge. Og mine læber bliver saltede.

"SKAT?!" jeg skriger hele tiden. Ved vores kaldenavne, kælenavne og rigtige navne, men der svares stadig ikke. Jeg går og løber der i lang tid, men alt modarbejder mig.

Det er som at løbe mod et mål der flytter sig længere og længere væk, desto tættere du kommer mod det.

Jeg kan ikke mere til sidst.

Jeg falder om.

13 knaster, 13 lamper, 13 led på hendes armbånd.

Jeg vågner på en hospitalsseng. Væggene er kvalmende hvide og alt er så kunstigt og plasticagtigt. "Hvor?" Mit stemmebånd er svækket, men det ene ord er nok til at en sygeplejerske vågner med et sæt. "Hvor er hun?". Hun kigger undrende på mig. Som om hun taler et andet sprog.

Jeg  er langt væk nu. Jeg løber og løber også selvom sandet slår mod min krop.

Hun er der ikke.

Politiet sætter en efterforskning i gang og selvom jeg ved, at de gør alt for at finde hende tager jeg selv derud hele tiden. Ud på stranden. Jeg løber forvildet rundt. Skriger.

Jeg finder hendes armbånd.

Jeg er stadig derude. Hver eneste dag. Og jeg bærer hendes armbånd med de 13 led. Jeg har det også på når jeg sover under de 13 knaster med de 13 lamper tændt.

Der er kun en ting der aldrig ændrer sig derude. Det er det faktum at hun ikke er der. Lige meget hvor meget jeg skriger. Hvor højt jeg skriger, hvor tit jeg kommer derud. Hvornår jeg kommer derud.

Og jeg ved at der stadig er de samme 13 knaster, samme 13 lamper, samme 13 led og de samme gamle 13 måder at dø på.

For jeg jages. Og jeg er træt.

Træt af at blive jaget af mindet om dig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...