Carolines life.

Kender i det med ens forældre begår selvmord? Det gør Caroline ihvertfald. Efter hendes forældre blev skilt forandrede hendes far sig, og alt blev anderledes. Her fortæller Caroline sin historie med hendes far, og hvad der egenlig skete den Torsdag.

1Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

1. Carolines historie

Hej alle sammen mit navn er Caroline, jeg er 15 år gammel, går i niende klasse i en helt normal skole på Sjælland. Men der er et lille tvist, min far begik selvmord dengang jeg var 10 år gammel, som stadig påvirker mig meget. 
Men lad mig fortælle hvorfor og hvordan.

Det hele startede dengang min mor og far blev skilt da jeg var 7 år gammel, min far blev anderledes, og jo længere tid der gik jo mindre og mindre kunne jeg kende ham. Jeg begyndt at bo ved min mor, da jeg slet ikke havde lyst til at være ved ham, jeg følte ikke han var min far mere, følte bare han var en fremmede jeg havde mødt et par gange. 

Jeg mistede stille og roligt kontakten til ham, og til sidst hørte jeg aldrig fra ham mere. Jeg følte mig tom indeni, følte jeg manglede noget, hvilket jeg jo også gjort. Jeg manglede min far.
Men stille og rolig som tiden gik, glemte jeg alt om ham og tænkte ikke længere på ham, ved det lyder meget selvglad men, det var jo ligesom min far der havde glemt mig, og gad ikke have kontakt med mig mere. 
Jeg havde 2 rigtig gode veninder, faktisk de eneste der støttede mig og forstå mig, eller det gav de hvertfald udtryk for selvom de ikke have været igennem det samme. Deres forældre var sammen, og havde det godt sammen, og ville sådan ønske det samme for mine forældre, men sådan var det åbenbart ikke mere.

Havde egenlig aldrig fået en grund til mine forældre ikke var sammen mere, men en dag var mine fars ting der ikke mere, og jeg spurgte min mor hver eneste dag, hvor min far var hvor min mor bare snakkede udenom.
Det gjorde stadig ondt, at vide ens far havde det så dårligt, men alligevel var det jo hans egen skyld. Han havde selv valgt at flytte fra mor, selv valgt ikke kontakte mig mere.
Årene gik og jeg hørte stadig ikke fra min far, indtil jeg jeg blev 9 år. Vores hjemmemobil ringede, og mor var ikke hjemme så tog den, hvor efter jeg høre min fars stemme. Det giver et sæt i mig, det var helt underligt at høre min fars stemme igen, efter 2 år. Havde opgivet håbet om han nogensinde ville kontakte mig igen, så havde stadig ikke forstået jeg faktisk snakkede med min far.
Han lød glad, som om noget godt var sket for ham. Vi snakkede sammen længe, eller det føltes hvertfald sådan, selvom vi kun snakkede sammen i 10 minutter. 

Vi aftalte jeg skulle komme over til ham i weekenden, hvilket gjorde mig så glad. Ugen gik SÅ langsom fordi jeg havde glædet mig så længe til at han skulle kontakte mig igen, og nu var det endelig sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...