Amalie - Bandet (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Amalie er kommet hjem fra sommerferie. Hun glædede sig til at se hele banden igen. De begynder på et band, et vildt fedt et! Amalie synger, Victor på guitar, Maria på keyboard og Kasper på trommer! De får er tilbud om at spille til en koncert på skolen! De siger selvfølgelig ja til det!... Amalie og Victor skændes en del og hvad med Amalie og Victor's forhold? Skal det ende på den måde? Og kan Stephanie og Mikkel være det bekendt at fylde dem med løgne, for at splitte dem ad? Og hvad sker der, når der sker de sygeste ulykker og situationer, hvor Amalie ender på hospitalet? Få svarene i "Amalie - Bandet"!😱👏😝 Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på"

12Likes
37Kommentarer
4028Visninger
AA

8. På hostpitalet...❤️

Jeg er lige vågnet og jeg ligger i en seng. Jeg tror jeg er på hostpitalet, for jeg har en hvid kjole på. Jeg havde ingen ide om, hvorfor jeg er her. Hvad er der sket? Hvem er jeg egentligt? Hvad hedder jeg? Hvad laver jeg her? Alle spørgsmålene kørte rundt i mit hovedet. Døren åbnede og en læge kom ind.

"Godt du er vågen...din kæreste og dine venner venter på dig" Sagde han og kiggede ned på sine papire.

"Hvem er de? Jeg kan ikke huske noget!" Sagde jeg træt.

"Kan du ikke engang huske ulykken?" Spurgte han.

"Hvilken ulykke? Hvad taler du om?"

"Du har åbenbart mistet hukommelsen"

"Okay..."

"Du skal være heldig for at du ikke brækkede noget. Jeg henter lige dine kæreste og venner"

Han gik ud og jeg lagde mig ned og tog en dyb indånding. Jeg kiggede ud af vinduet og nød udsigten. Døren blev åbnet og ind kom to drenge og en pige. De så lidt bekendt ud, men jeg har ingen anelse om, hvor jeg har set dem.

"Amalie! Du er okay!" Udbrød den ene dreng og gav mig et kram.

"Hvem er du? Og hvem er Amalie?" Spurgte jeg.

"Kan du ikke huske noget?" Spurgte drengen.

"Nej...hvem er i? Og hvem er jeg?"

"Du hedder Amalie!"

"Og hvem er i?"

"Jeg hedder Maria og jeg er din aller bedste veninde!" Sagde pigen og gav mig et kram.

"Jeg hedder Kasper og jeg er din bedste ven!" Sagde den anden dreng.

"Og jeg hedder Victor og jeg er din kæreste" Sagde den første dreng. Okay, Victor min kæreste, Kasper min bedste ven og Maria min aller bedste veninde! Nemt nok! Tror jeg... Kasper gav mig et kram og vi alle sammen gruppekrammede.

"Kan du overhovedet ikke huske noget som helst?" Spurgte Maria.

"Næ..." Svarede jeg. Victor satte sig ved siden af mig og Maria og Kasper ved min anden side.

"Hvad skete der?" Spurgte jeg.

"Det var lige efter vores skænderi...du skulle lige til at gå hjem, men da du skulle over vejen, blev du ramt af en bil..." Svarede Victor.

"Og hvad skete der så?"

"Maria ringede efter en ambulance, og jeg bårede dig indenfor...du var helt væk, men heldigvis kom ambulancen hurtigt. Vi alle sammen kørte afsted og vi har overnattet her på hospitalet indtil vi så har ventet på at du vågnede... Vi ventede i evigheder, men så kom lægen og sagde at vi måtte komme ind til dig og nu sidder vi og forklarer dig hele historien!"

"Okay...". Jeg lagde mig ned og kiggede op i loftet.

"Skal jeg så i skole?" Spurgte jeg.

"Det bestemmer du selv...hvis du føler dig træt, så lad være" Svarede Maria.

"Jeg er ikke helt frisk, men hellere ikke helt træt..." Sagde jeg.

"Vil du?" Spurgte Victor.

"Ja..." Svarede jeg.

"Jeg skal nok passe på dig, hvis det er!"

"Ja tak, for jeg er lidt nervøs..."

"Skal vi gå?" Spurgte Kasper.

"Ja!" Svarede jeg hurtigt og rejste mig. Vi fandt mit tøj, og jeg klædte om. Da jeg blev færdig, fik vi skrevet mig ud af systemet og på vej ud. Vi bestilte en taxa hjem og før jeg vidste af det, var vi foran Maria dør. Vi tråde indenfor, smed skoene og gik ind på værelset.

"Nå?" Spurgte Victor.

"Jeg ved det ikke..." Svarede jeg.

"Nogle ideer?" Spurgte Maria.

"Jeg skal på toilet..." Sagde jeg. Jeg gik ud, men vidste ikke hvor toilettet var. Jeg gik ind igen og kiggede rundt.

"Op af trapperne, første dør til højre" Svarede Maria.

"Tak!" Sagde jeg og gik mod trapperne. Jeg gik kun nogle trin op, da jeg pludselig blev svimmel. Jeg bevægede mig tilbage, men snublede og landede på ryggen. Det gav et lille brag, men heldigvis kom Victor.

"Amalie! Er du okay?" Spurgte han og hjalp mig op.

"Jeg blev bare svimmel..." Svarede jeg.

"Er du sikker?"

"Ja..."

Jeg blev lidt svimmel igen, og bevægede mig frem og tilbage.

"Du har det ikke godt, Amalie..." Sagde Victor.

"Jo jo..." Sagde jeg hurtigt.

"Kom...". Han tog min hånd og vi gik. Alting blev pludselig helt sløret og jeg snublede lidt.

"Amalie, kom her" Sagde Victor og tog mig op i hans arme. Jeg lukkede øjnene og krummende mig helt ind til ham. Han duftede godt og han holdt godt fast på mig. Vi kom ind i værelset og han lagde på mig sengen. Han lagde sin hånd på min pande, men tog den hurtigt væk igen.

"Hun er sgu varm!" Sagde han.

"Jeg har ondt i hovedet..." Sagde jeg træt og tog mig til panden. Jeg var faktisk ret varm.

"Jeg syntes, vi skal se en film igen..." Sagde Maria.

"Igen?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Ja, vi så film igår, men det var før ulykken.." Svarede Victor og han ændrede sit ansigt fra bekymrede til trist.

"Kan vi ikke lave noget andet? Klokken er jo 12..." Sagde jeg træt. Victor nussede min kind, og det beroligende mig lidt. Jeg smilte så meget jeg kunne. Jeg satte mig op og gav ham et kys og lagde mig så ned igen. Et lille smil kom frem på hans læber. Jeg fik pludselig nogle billeder af os alle sammen der sad og så en eller anden film. Jeg rejste mig hurtigt op og gav et lille skrig. Man kunne tydeligt hører det, men det var ikke så højt.

"Hvad er der?" Spurgte Victor uroligt.

"Jeg kan pludselig huske noget..." Svarede jeg.

"Hvad?" Spurgte Maria.

"Vi så en film sammen..." Svarede jeg.

"Godt, så kan du huske starten...hun får nok hukommelsen hen af vejen..." Sagde Victor.

"Ja da!" Svarede Maria og de gik ud.

"Kommer du?" Spurgte Victor.

"Ja.." Svarede jeg og satte mig op.

"Kan du godt selv?"

"Ja selvfølgelig!"

Jeg gik ud med Victor ved siden af. Jeg blev ikke det mindste svimmel, men Victor holdt mig alligevel i hånden. Vi nåede ind i stuen og satte os.

"Hvad skal vi lave?" Spurgte Maria.

"Kan vi ikke tage på stranden?" Sagde jeg.

"God idé!" Sagde Maria.

"Fint med mig!" Sagde Kasper. Så manglede vi Victor. Han kiggede bare ned på sine hænder.

"Victor? Vil du ikke på stranden?" Spurgte jeg.

"Jo jo, men...der er jo så mange drenge derude..." Svarede han uden at kigge op. Jeg vidste godt, hvor han vil hen med det, det var tydeligt.

"Ej, com on Victor!" Sagde Kasper."Bliver man lidt jaloux?"

"Måske..." Svarede Victor.

"Kom nu Victor..." Sagde jeg og kiggede uskyldigt på ham.

"Okay, men hold dig fra dem..."

"Jaja...". Vi rejste os og gik ind på værelset. Jeg lånte en bikini af Maria, imens Victor og Kasper pakker hos Kasper.

"Jeg forstår ikke Victor..." Sagde jeg.

"Hvorfor ik?" Spurgte Maria.

"Der er jo også så mange piger derovre, men det siger jeg da ikke noget til!" Svarede jeg.

"Du har mistet hukommelsen, og er ikke helt dig selv, så jeg forstår godt hvorfor han siger det..."

"Måske...". Vi sagde ikke noget, men koncentrerede os istedet med at pakke madkurven.

"Hey girls!" Lød det fra døren. Kasper kom ind med Victor bag sig.

"Hey!" Sagde jeg og gik ind på værelset. Jeg fik lov til at låne noget tøj af Maria, fordi mit var ekstremt varmt at have på på stranden. Jeg fandt et par shorts, som var flænset og en croptop. Jeg tog bikinien på og tøjet over og gik ind på toilettet. Jeg fandt en elastik og sættede mit hår op i en flot rodet sideknold, men lod et lille stykke hår hænge over mit ene øje. Jeg fandt to solbriller (til mig og Maria), tog den ene på og gik ud af toilettet. Drengene vendte hovedet mod mig og gav mig selvfølgelig elevatorblikket. De blev ved med at glo indtil jeg ikke orkede det mere.

"Hvad glor i dog på?!" Spurgte jeg.

"Dig, smukke!" Svarede Kasper. Typisk Kasper. Altid så fin i det. De stoppede godt nok ikke med at glo, så jeg gik hen til dem og gav dem en lille lussing, som ikke gjorde det mindste ondt. De kiggede op på mig og jeg smilede.

"Stop nu!" Sagde jeg og grinede lidt. De stoppede og tog deres solbriller på.

"Er vi klar?" Spurgte Victor.

"Jep, det tror jeg!" Svarede jeg og vi alle sammen satte kurs mod stranden.

Amalie's følelser: 😝😋

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...