Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
725Visninger
AA

17. Uventet afbrydelse

Så var det blevet dagen. Jeg skulle giftens, og det havde ikke lykkes mig, at få den aflyst eller få den flyttet til senere i dag, eller bare få den flyttet til en anden dag. Det ville have været dejligt, hvis jeg viste hvornår, Daphne ville ankomme til Genovia. Men det kunne hun ikke sige. Hun var bange for, at hendes telefon ville blive aflyttet. Jeg havde snakket kort med hende i går.

Jeg befandt mig i St. Nicolajs katedral. Den største kirke i Genovia. Kirken var bygget, for 1100 år siden, lige inden folket blev kristne. Inden da havde vi haft en gamle genovianske overtro. Jeg har endnu ikke helt fanget hvad den gik ud på, men vi var meget nemme, at få omvendt til kristne.

Jeg var en smule forsinket. Med vilje. Jeg havde håbet, at jo mere jeg kunne få det udskudt med vilje, jo større chance var der for, at Daphne kunne nå at komme inden det var for sendt. Mor og Mason sad bag i den store sorte Porsche, som jeg nu kørte op foran den store gul/hvide katedral. Jeg sad lidt i bilen, og kiggede frem for mig. Mine fingre greb om rette var spændt, så meget at mine knoer var helt hvide. Min mor lagde en opmuntrende hånd på min højre skuldre.

”Du er nødt til at gøre det Valentin. For folket skyld.”
”Det handler altid om folket. Aldrig om hvad jeg vel.”
”Hun kommer ikke. Har du ikke fattet det Valentin. Hvis hun virkelig elskede dig, så ville hun være her, men som du kan se, så er hun her ikke.” sagde Mason.
”DU KENDER HENDE IKKE, MASON. Bland dig udenom.”

Med de ord, forlod han og mor bilen, og lod mig være lidt alene. Efter 5 minutters tid, steg jeg ud af bilen, og gik op mod indgangen. Med et tomt blik i øjnene, gik jeg forbi pressen. Jeg gik med store skrid op gennem, den lange midtegang, og op foran præsten. Han smilede venligt. Stakkels mand.

Jeg kiggede præsten lige i øjnene. Jeg havde endnu ikke hørt fra Christian. Han var taget ind til lufthavnen for at hente Daphne. Det kunne da ikke tage så langt tid, at hente hende. Vi viste godt nok ikke hvornår hun ville lande. Men det måtte meget gerne snart ske. Ane var nu halvvejs oppe ad kirkegulvet. Jeg drejede rundt, og kiggede på hende. Den lange hvide kjole fik hendes lyse skandinaviske, og syge hud til at se endnu lysere ud. Det så næste ud til, at hendes far, bar hende op af gulvet. Men hun var smuk. Meget. Men vi var så forskellige. Hvorfor kunne hun ikke se det. Havde Christian virkelig have overset Daphne inde i lufthavnen. Kunne hun have gået forbi ham, uden at han havde lagt mærke til hende. Men han viste jo hvordan hun så ud. Og hvor mange kommer lige til Genovia, på det her tidspunkt? Nærmest ingen. Jeg tog imod Anes hånd, og vendte mig bedene mod præsten. Kunne han ikke se, at det her var forkert. Kunne han ikke se, at jeg ikke elskede hende. Kunne han ikke se, at det her var den største fejl. Jeg havde det dårligt. Hvorfor forlod jeg også USA. HVORFOR? Det spørgsmål hang ved i det som, føles som en uendelighed, men kun var i et par sekunder. Anes slanke hånd, strammede sit blide greb om min hånd. Jeg havde det forfærdeligt. Nej ikke forfærdeligt. Jeg havde det mere end forfærdeligt. Jeg havde det ubeskriveligt dårligt. Skyldfølelsen havlede ned over mig. Det her var den største fejl jeg nogensinde kunne lave, og nu var jeg ved at gøre det. Jeg kunne ikke stoppe det. Jeg kunne ikke gøre det over for Ane. Jeg kunne ikke stoppe det. En så voldsom smerte ramte mig. Ikke bare et sted, men over det hele. Jeg troede, at den smerte jeg følte, var den samme, som hvis man blev ramt af en murbrok. Som at blive mast af noget virkelig tungt. Jeg kunne ikke bevæge mig. Mit hjerteslag gjorde ondt, hver eneste gang den slog. Hver gang den udvidede sig, og hver gang den trak sig sammen. En overdøvende lyd, fra mit blod, strømmede gennem mine øregange. Jeg kunne ikke høre hvad præsten sagde. Hver gang nogen rejste sig, rejste jeg mig. Hver gang de satte sig, satte jeg mig. Jeg var altid bagefter. Mit flik fangede noget i Ane, som minde mig om Daphne. Et klart minde oppede frem for mit indre blik. Hendes leende mund, var fuldt ud adskilt, og hendes klare øjne smalle. Det fyldte hele min hjerne. Alt lyd blev erstattet af hendes smukke latter. Mindet om hendes berøring, fik mig til at stoppe et øjeblik. Ude af stand til at gøre noget. Med et blev jeg revet ud af mine tanker. Ane rev let i min arm, og jeg kiggede underne på hende. Hun kiggede på en smule surt på mig.

”Hvad er der galt med dig?” vrissede hun hviskende.
”Ingenting.” løj jeg.
"Men du følger jo ikke med.” fortsatte hun.
”Du har ret. Undskyld.”
”Det er ikke i orden.”

Jeg var utryg ved, at jeg ikke viste hvor langt Christian og Daphne var. Var hun landet? Var de på vej herind? Gudstjenesten var ved at være overstået, og selve vielsen skulle snart til at begynde. Ud af det blå rejste jeg mig op. Alle kiggede måbende på mig. Jeg kiggede lidt forvirret rundt. Kiggede efter, om hun ikke kunne sidde derude et eller andet sted. Far rejste sig op, og kiggede mig surt ind i øjnene. Hans blik, havde det der Nu-sætter-du-dig-ned-for-ellers. Jeg satte mig uden protest.
Præsten stemme var det eneste som fyldte den store katedrals rum. Den ellers stilhed, var næsten overdøvende. Noget postyr begyndte at brede sig ude foran katedralen. Hun var ankommet. Dørene blev skubbet op, og som en ridder kom hun ind. Hun havde en den samme kjole på, som hun havde haft på, til middagsselskabet med guvernøren. Den sad stadig perfekt på hende. Hendes lange mellemblonde hår hang løst ned over hendes bare skuldre. Med elegante skridt gik hun med rank ryg ind i katedralen. Hendes højhælede sko gav genlyd. Folk kiggede måbende på hende. Daphne. Så ligeglad, som nogen overhovedet kunne være, havde hun sit blik hæftet til mig. Jeg smilede stolt til hende. Lige inden hun kom helt hen til mig, blev hendes vej blokeret. Mason. Jeg gik ned til dem. Forbi Mason. Jeg lagde let mine om hende, og smilte til hende. Lettelsen var enorm. Glæden over at se hende igen, fik mit hjerte til at stå endnu hårdere. Hun lagde genert sine arme om min hals. Jeg trak hende ind til mig, i en hurtig bevægelse. Kiggede hende i øjnene et øjeblik. Kyssede hende. Lidenskabeligt og hårdt. Jeg ville være sikker på, at det var virkeligt. Hun strammede sit greb, om min hals. Jeg løsnede mit greb. I det samme var der en som greb fat i min skulder. Hårdt. I et ryk blev jeg trukket væk fra Daphne. En vagt holdte fast i hende. Holdte hende i jerngreb. Hun vred og vred sig, men lige lidt hjalp det.

                      ”Daphne.” sagde jeg.

Frygten for at miste hende igen, slog mig som en knytnæve. En mere kom til, for at holde mig væk fra hende. I vrede, lykkedes det mig, at komme fri. Jeg løb hen til hende. Hun bukkede sig, i det samme min knytnæve blev svunget hen over hende. Jeg ramte vagten lige i ansigtet, og han gav slip på Daphne.

                      ”Hvis nogen røre hende.” sagde jeg truende.

Jeg lagde mine arme om hende, og holdte hende tæt ind til mig. Folk kiggede forskrækket på os.

”Lad os gå.” sagde jeg.

Hun nikkede kort, og vi gik mod den store dør. Ud mod pressen. Ane kiggede måbende på mig. Uden en forklaring, forlod jeg katedralen, og gik ud i den friske september luft. Pressen var over os med det samme, men vi gik lige igennem. Jeg tog bilnøglen op ad lommen, og låste bilen op. Jeg hjalp Daphne ind, og gik derefter om på den anden side, og satte mig ind. Jeg startede motoren, og kørte mod slottet.

”Jeg er glad for, at du kom Daphne.”
”Jeg er glad for, at jeg nåede det.”
”Lige nu, er jeg verdens lykkeligste mand.”
”For du ikke problemer, nu hvor du har slået en i ansigtet?”
”Jo, det kan godt være, men det er det værd. Inden skal holde dig i jerngreb.”
”Hvor er du sød Valentin. Men du ved ikke hvordan man behandler en kvinde.”
”Hvad er der at vide. Jeg har dig.”
”Ja, men hvor længe.”
”For altid.”
”Seriøst?”
”Hvis du ikke for lov til at blive her, så tager jeg med dig, tilbage til USA”
”Det kan du ikke Valentin.”
”Hvorfor ikke?”
”Dit land har brug for dig.”
”Så er det, så simpelt. Du bliver her.” sagde jeg og smilede.
”Du er simpelthen ufattelig.”
”Jeg er også kronpris af Genovia.”

Vi kørte op, foran slottets døren. Jeg slukkede bilen, og steg ud. Som en gentleman hjalp jeg Daphne ud. Vi gik op ad trappen og jeg åbnede de store døre. Slottet var næsten helt tomt. Perfekt. Vi gik op ad trappen, og ned ad gangen mod mit værelse. Jeg kiggede betagende på hende, uden at sige noget. Hun skulle have lov til at suge alle indtrykkene til sig. Da vi kom ned til mit værelse kiggede jeg bedene på hende.

                      ”Luk øjnene, og stol på mig.”
Uden brok gjorde hun, som jeg havde sagt. Jeg åbnede døren, og trak hende ind. Bag hende lukkede jeg døren.

                      ”Nu må du åbne dem.”

Hun slog øjnene op, og kiggede rundt.

                      ”Wow.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...