Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
717Visninger
AA

7. Skænderiet

Den morgen vågnede jeg tidligt. Daphne rørte på sig. Jeg slog øjnene op, og så at hun var på vej ud i gangen. Jeg kiggede på vækkeuret, som stod på natbordet ved siden af sengen. 5:30. Jeg kiggede ud gemmen døren. Den stod på hvid gab. 

Hvorfor ville hun så tidligt op? Hvad var der galt? 

Jeg stod ud ad sengen, og gik ud i gangen. I stedet for at gå ned til badeværelset, gik jeg ind i køkkenet. Jeg satte en stol hen til vinduet, og kiggede ud i den klare efterårsmorgen. Det var tydeligt at se, at årstiderne skifte. Jeg kiggede op mod himlen. Den var mørk, men oplyst af en lille måne. Den forsvandt bag en sky. Gulvet gav efter ude i gangen. Daphne kom til syne i døren ind til mit værelse. Chokket stoppede hun op. 

"Jeg er her Daphne." sagde jeg stille.

Hun drejede rundt. Månes lys brød gennem skyen, og kastede skygger ind i køkkenet.  Jeg kunne se hende øjne funkle i månens skær. Hun havde taget sit eget tøj på. Hun var på vej væk. Jeg tog et skridt hen mod hende. Hun løftede hånden, som tegn til, at jeg ikke skulle komme tættere på.

"Bliv hvor du er." sagde hun.
"Hvad er der?"
"Det har været fantastik, at lære dig at kende Valentin." 

Hun begyndte at gispe.

"Men jeg ved ikke om jeg kan."
"Kan hvad Daphne?"
"Det her. Jeg ved ikke om jeg kan være, det du er. Jeg.."
"Søde skat." sagde jeg.

Jeg tog et prøvende skridt hen mod hende. Hun lod mig, modvilligt komme hen til hende. Jeg lagde mine arme om hende. Hun duftede så dejligt. Jeg kyssede hende på panden.

"Jeg vil ikke tvinge dig til noget som du ikke vil. Men giv mig en chance. Jeg vil gerne vise dig, at jeg stadig bare er Valentin. Jeg er stadig den sammen, som jeg var i weekenden. For dig, er der ingen forskel."
"Hvordan skal jeg tale til dig. Hvordan skal jeg reagere når du kommer ned i dineren."
"Som 'Bare Valentin'. Ham du har kendt længst tid. Jeg er ham. Det lover jeg dig søde. Jeg er stadig ham."
"Det ved jeg ikke om jeg kan."

Hun begyndte stille at græde i mine arme. Hun lagde sine om mig. Hendes krop ville gerne. Men hendes hjerne, kunne ikke finde ud af noget. Der var mange ting, at finde ud af. 

"Jeg forstår dig god Daphne."
"Gør du?"

Hun kiggede op på mig. Jeg smilede til hende, og nikkede. Jeg slap hende, og gik ind i soveværelset igen. Hun fulgte efter mig. Jeg tændte lyset, og satte mig ved siden af min kuffert. Åbnede den, og ledte efter nogle billeder. Der var to billeder af min mor, og et par stykker med mor og far, og 1 med  Mason og mig, og et enkel med Mason. Jeg tog de to med min mor. jeg satte mig op i sengen ved siden af Daphne. Hun kiggede nysgerrigt på billederne. 

"De ligner meget hinanden."
"Det er min mor." sagde jeg.
"Begge to?" hun kiggede underne på mig.
"Ja, den her billede, blev taget et par dage før, hun mødte min far."

Jeg gav hende det første billede, som jeg havde i min højre hånd. Min mor havde en rød kjole på. Hun havde fortalt, at det var den kjole hun havde på til festen, hvor hun mødte far. Hun havde været sammen med sin veninde, som holdte festen. Veninden havde sagt, at alle fyre ville lægge mærket til hende, hvis hun kom i den kjole. Men hun viste, at min far ville lægge mærke til hende, for hun var lige den type, som han ville falde for. 
Daphne kiggede på billedet, et par minutter uden at sige noget. Hun kiggede op på mig. Jeg gav hende det næste billede.

"Det blev taget 2 år efter de blev gift. Mor var gravid med mig, på det tidspunkt, men de viste det ikke endnu. De ville stikke af til USA, hvis de ikke måtte få hinanden."
"Er det rigtigt?"
"Ja. De elskede hinanden rigtig meget. Men far var allerede hemmeligt forlovet med en anden. Men da han mødte mor, var alt andet lige meget."
"Hvor romantisk." sagde hun, og smilede.
"Syntes du?"
"Ja, det syntes jeg. De ser meget unge ud, på det her billede."
"Mor var 20, og far var 26."
"Hvordan er de?"
"Som alle andre regentpar, tror jeg. De tror, de ved, hvad der er bedst, for alle andre. Og de vil ikke høre, at der rent faktisk kan være en anden mulighed. Og så er de vel, som andre forældre. Lige så snart fotografer, journalister og alt andet er væk, er de helt almindelige forældre."
"Har I rejst meget?"
"Efter jeg blev 18, har vi rejst mere. Men mor og far har rejst rigtig meget, men jeg var lille. Så fik de Mason, og så blev der ligesom sat en stopper for det."
"Virkelig?"
"Jep. Mason er helt sin egen."
"Hvor gammel er Mason?"
"Han er 15. Han blev alvorligt syg, da han var 5 år gammel."

Jeg ville ikke se hende i øjnene. Hun gav mig billederne tilbage, idet jeg kiggede op, og så i døren stod Christian. Jeg havde slet ikke hørt ham komme. Han så meget træt ud. Og på samme tid utrolig bekymret. Jeg rejste mig hurtigt op. 

"Jeg komme om et øjeblik." sagde jeg henkastende til Daphne.
"Okay." sagde hun fortvivlet.

Jeg gik ind i stuen, med Christian lige i hælene. Jeg drejede rundt, og kunne se, at der var noget helt galt.

"Hvad er der sket Christian?"
"Det er Mason. Han er blevet indlagt igen."
"For fanden da også. Hvornår? Hvad er der sket denne her gang?"
"Din mor har lige ringet. Hun sagde, at de havde fundet ham, ude i gårdspladsen, helt oppe ved døren. Han havde været ude at drikke i går, og så må han have fået for meget. Du ved hvad der sker, når han drikker, mens han tager sine piller."
"Hvorfor var der ingen der stoppede ham?"
"Den eneste der kan stoppe ham, er dig Valentin."

En dør blev åbnet, og Daphne kom til syne i døren ind til stuen. Hun så meget bekymret ud. Jeg kiggede spørgende på hende. 

"Hvad er der sket?"
"Det er bare Mason. Det skal du ikke bekymre dig om."
"Nej, men det skal du Valentin."

Christian var åbenlyst mere påvirket af det, end jeg var. Jeg havde selvfølgelig heller ikke snakket med mor. Hun ville være helt ude af sig selv, af bekymring. Vade op og ned ad de mange lange gange på slottet. Tage hen på sygehuset. Gå sygeplejsker og læger på nerverne. Tage hjem igen. Sende alt personale hjem, og begynde at inde vænne alt. Gøre rent, rydde op, lave mad. Gør alt det hun ikke plejer at lave. 

Mason havde en sygdom, som gjorde at han skulle tage en masse piller, hver dag, i 2 måneder, og så holde pause i 1 måned. Hvis han ikke gjorde det, ville hjerte, lunger og hjerne stå af. 

"Hvorfor gav du hende ikke til mig, din spade?"
"Fordi jeg ville ikke have, at hun fandt ud af, at du sover sammen med hende."
"Er der stadig noget du ikke fortæller mig, Valentin?" spurte Daphne
"Måske." svarede jeg nervøst.
"Ja, der er noget han ikke fortæller dig."
"Christian? Du skulle forestille at være min ven."
"Det prøver jeg også at være."
"Ved at ødelægge det her?"
"Jeg prøver bare at hjælpe okay."
"Du vil gerne hjælpe. Fint så tag hjem, og se hvordan det går med Mason."
"Han er din bror."
"Og du er vennen, der prøver at ødelægge alt."

Christian måbede og gloede. Han var chokket. Det samme var jeg. Jeg var normalt heller ikke sådan, overfor ham. Han var min ven. Det her var første gang, han opførte sig sådan. 

"Valentin?"
"Jeg.."
"Han er forlovet med en anden. En prinsesse. Se Valentin, det var ikke så svært at sige."

Daphne så forskrækket, chokket og rasende ud på samme tid. Men mest såret. Og en umenneskelig smerte. En smerte, som jeg har været skyld i. Hun var helt uhyggelig, at se på. Jeg fik et stik i hjertet. Som at blive dolket, og dolket bare drejer og drejer rundt i hjertet. En så voldsom smerte. Den var endnu voldsommer ved hende. 

"Daphne."
"Nej Valentin."

Jeg gik hen til hende. 

"Jeg er virkelig ked af det, Daphne. Det er jeg."

Hun græd. Så voldsom. Det havde virkelig sået hende. Det her var ikke til at redde. Slet ikke. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. 

"Du fatter ikke hvor meget jeg elsker dig Daphne."
"Hvorfor gør du, så det her mod mig." græd hun ind mod mit bryst.
"Jeg ville ikke fortælle dig det, fordi jeg ville tage dig med hjem til Genovia, og du skulle møde min familie, så de kunne se hvor meget jeg elskede dig. Og at det var en fejl med Ane."
"Du ved hvem hun er?"
"Jeg har altid kendt hende. Hun er som en søster. Men ikke mere. Det lover jeg dig, Daphne."
"Valentin, mand dig dog op."
"Syntes du ikke, at du har ødelagt nok allerede?"
"Men.."
"Forsvind." råbte jeg.
"Fint. Du ved hvor jeg er, når du for brug for en, der kan fortæller dig, hvem der havde ret. I GENOVIA." 
"Okay."

Han gik forbi os, ind på sit værelse. Smækkede med døren. Daphne rettede sig op, og smilede prøvede til mig. Jeg smilede anerkendende til hende. Jeg havde fortalt Daphne, om det bryllup, som ventede på mig i Genovia. Hun viste hvad jeg følte for hende, og jeg viste at det hele var gengældt. Vi ville bare genre have noget tid, bare os. Uden en Christian, og uden noget som helst. Vi havde planlagt det hele. Vi ventede bare på, at mor ville ringe, omkring Mason. Kort tid senere, kom Christian ud fra værelset, og gik tværs gennem stuen, og videre ud i gangen. Han åbnede døren, og kort efter lukkede den. Han var væk, og vi var helt alene.

Så var det nu. Jeg skulle prøve parforholdet, på nærmeste hold. Med en fantastisk pige. Hun havde taget fri fra skole, hele denne uge, så vi kunne være sammen hele ugen. I morgen skulle vi til Middag ved Josh Goodman. Præsidenten var blevet syg, så han kunne ikke deltage. Og alle andre i parlamentet var optaget, så der var inden der kunne være stedfortræder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...