Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
714Visninger
AA

3. Rejsen til USA

Jeg blev vækket tidligt den morgen. Solen var endnu ikke stået op. Jeg kom ud ad sengen, og  gik hen til det store vindue, derned til haven. Der var ingen mennesker endnu, ingen at kigge på, så fredeligt. Jeg åbnede dem, og lod den kolde morgenluft komme ind i rummet. Min nøgne overkrop, blev afkølet af brisen. De genovianske natteblomsters duft, fulgte brisen ind på mit værelse. Det duftede af en blanding af sød kakao og vanilje. Jeg lod vinduerne stå åben, mens jeg stille fik mit tøj på. Jeg gik ud på gangen, og ned i entreen. Mor og Mason stod og ventede på mig. Utroligt, at de var kommet op. De stod i deres nattøj, med en kåbe over. De skulle altså i seng igen. En af de kongelige biler holdte parkeret udenfor døren, og klar til at køre. Jeg klappede Mason på skulderen. 

"Det skal nok gå, Mason."

Jeg drejede rundt, og gav mor et knus. Hun kyssede mig på kinden. En lille tåre krøb ud ad hendes øjenkrog. Min tommelfinger fjernede den hurtigt.

"Pas godt på det hele mor. Jeg elsker jer."
"Pas godt på dig selv Valentin. Og lad være med at gøre noget dumt."
"Det skal jeg nok mor."

Jeg kiggede op ad trappen, i håb om at far havde ombestemt sig. Der var en grå/hvid kvindeskikkelse, som stod halvgemt bag væggen. Hun ønskede ikke at blive set. Men det blev hun. Jeg sukkede dybt. 

"Han kommer ikke Valentin." sagde mor.
"Fint. Hils ham, og sig tak for, at jeg endelig måtte tage af sted."
"Det vil jeg gøre min elskede dreng."

Hun kyssede mig endnu engang på kinden. Jeg nikkede en enkel gang, og gik ud ad slottets store døre, og ud i den stadige kolde luft. Solens stråler havde nu fundet vej til os. Bildøren blev åbnet. Inden jeg satte mig ind, tog jeg den sidste indånding, til minde om mit hjem. Min bagage var blevet lagt ned i bilen aften før, og der var blevet tjekket, at den stadig var i bagagerummet. Da bilen kørte ud på vejen kiggede jeg til min højre side. Slottet lagde gemt bag nogle høje gamle træer, men man kunne lige se toppen på den en gang i mellem. Der var stille i bilen, hele vejen hen til lufthavnen. Da vi kom hen til lufthavnen, var hele indgangen fyldt med journalister, og pressefotografer. Jeg tog mine solbriller af, steg ud ad bilen, og lod dem tage deres billeder. Efter et par hurtige spørgsmål, kom sikkerhedsfolkene, og fik dem skubbet så meget til side, at jeg kunne komme ind. Jeg var mandsopdækket hele tiden. Jeg mødtes med Christian i sikkerhedsrummet. Vores privatfly, blev kørt frem til gaten, og jeg kunne komme lige ind. Planen havde været, at jeg skulle have været med et passagerfly, men der var overbooket. Så havde de sagt, at de gerne ville gøre vores privatfly klar, og flyve mig direkte til Tennessee. Det blev gjort. Og efter fem minutters forsinkelse, kom jeg af sted. Men i sidste ende sparede det mig, mere end 12 timer. Jeg lænede mig tilbage i de bløde lædersæder, og nød turen over Atlanterhavet. 

Efter 14 timer i flyet, landede vi i Maury Regional Airport. Efter en perfekt landing, blev jeg vist ind i et sikkerhedsrum. Jeg snakkede lidt med personalet, og efter en længere diskussion, fik jeg lov til at fortsætte min rejse. Christian var med mig, så jeg havde en rejse makker. Jeg ville helst have rejst alene, men det var havde åbenbart ikke været på tale. Christian havde meldt sig frivillig til at tage med. Det lignede ellers ikke ham. Da vi stod ude på parkeringspladsen, og ventede på vores bil sagde han endelig noget. 

"Du har ikke sagt så meget, mand. Er der noget galt?"
"Ud over dig, så er der intet galt."
"Så er det da heldigt, at væres veje skilles i Nashville."
"Hvad mener du?"
"Ja, skal du ikke videre?"
"Det ser jeg på, når jeg kommer dertil. Jeg vil have planløse tider, i de næste 6 måneder."
"Se, det kommer ikke bag på mig."
"Hvorfor ville du med til USA?"
"Der er jo nogen der skal passe på dig, når du ikke er hjemme."

Jeg kiggede en smule dumt på ham. 

"Det er lige meget. Jeg er her, du er her, og vi har det begge to godt. Lad os nu nyde, at vi næsten har ubegrænset tid, som vi selv kan bestemme over." 
"Næsten?"
"6 måneder, og så lovede jeg din mor, at du ville se noget kulturelt mens du var her. Så et par billeder udenfor et par museer, et statsbesøg hos guvernøren. Ellers er du en ikke kongelig person. Du er bare en helt almindelig mand på 25 år i USA."
"Så var det sku nok en god ide, med dig alligevel."
"Hvorfor?" han kiggede dumt på mig et øjeblik.
"Jeg ved ikke noget om, at være almindelig."
"Det er ment nok. Bare glem alt hvad du har lært, og vær som mig. Så er du sikker i din sag."

Han klappede mig på skulderen. I det samme kom en stor mørkeblå Audi RS Q3, og parkerede foran os. Vinduet blev rullet ned, og et mørkt ansigt kom til syne. 

"Valentin William Renaldi?" spurgte han.
"Ja, det er mig."
"Så er denne her til dig. Det er en hilsen, fra din far."
"Tak du." svarede Christian.

Manden steg ud, og gik hen til os. Jeg stod lidt og beundrede den, inden jeg satte mig ind. Christian sad i den med det samme. Han lignede et lille barn, som havde fået sin største drøm opfyldt. Jeg gik begejstret rundt om bilen, og satte mig ind på førersædet. Jeg startede den, og den spændte som en kat. En dejlig lyd. Jeg satte i gear, og så kørte vi mod Columbia. 

"Jeg syntes vi skal starte med et par dage i Columbia."
"Sagde du ikke, at det var planløse tider?"
"Vi kan altid, tage videre før, og vi kan altid blive lidt længere. Planløse tider."
"Skal vi drikke i aften?"
"For lidt søvn og for lidt mad. Hvad tror du selv?"
"Den bedste cocktail til den bedste tur i byen."
"Super. Giver du?"
"Den første, og så tager vi den der fra."
"I orden."

Vi fandt et lille hotel i midten af byen, og der lagde en masse små barer omkring, så det var nemt, at finde hjem. Vi fik sovet lidt om eftermiddagen. Da det blev tid til aftensmad, gik vi ned i hotellets restaurant, og spiste. Jeg fik en saftig kylling, svøbt i bacon, med flødeost i, og med champion sauce. Og Christian fik en pizza med oliven, oksekød, chili og salat. Kl. 23:15 gik vi ned i byen, og fik en øl.

"Ved du hvad jeg elsker ved det her?" spurgte jeg.
"At der ikke er nogen der ved hvem du er?"
"Lige præcis. Og pigerne kigger stadig efter mig. Mere end de gør i Genovia."
"I Genovia kigger pigerne kun efter dig, fordi du er kongelig. Her kigger de efter dig, fordi jeg er her."
"Ja, klart." sagde jeg.

Den ene øl tog den anden, og 2 timer senere havde vi drukket 5 øl, alt for mange Shorts, og endnu flere drinks.

"Jeg havde fået øje på en lækker tøs." sagde Christian.
"Virkelig? Hvem?"
"Hun står oppe i baren. En bartender."
"Så er det kun fordi, hun er bartender."
"Hey." sagde han.
"Jeg kender dig Christian."
"Ja, og jeg kender dig." sagde han.

Han lænede sig ind over bordet, og gjorde tegn til at jeg skulle gøre det samme. Jeg gjorde hvad han ville. Hans ansigt, kom helt tæt på mit.

"Undervurdere aldrig, min smag for kvinder. Hende her er en sild. Tag et kig."

Jeg kiggede mig over skulderen, og oppe i baren, stod en høj tynd pige, med tykt kraftigt blondt hår. Hendes lange arme og ben, arbejde på højtryk inde i baren, for at få så mange penge i kassen. 

"Gå op og snak med hende."
"Nej. Det bliver ikke til noget alligevel."
"Du har ikke prøvet."
"Jeg er ikke hendes type."
"Det må du også selv om så."
"Hvad med dig? Har du en sild, du skal have fanget?"
"Jeg er lige kommet. Tag en slapper."

Alkoholen fik med ét ram op os. Vi besluttede os for at gå hjem i seng. Vi havde drukket så meget, at vi blev nødt til at støtte os til hinanden. Da vi kom ind i lobbyen, hjalp en fra receptionen, os med at finde vores værelse. Da vi kom ind, og havde lukket døren, faldt vi om i sengen, af udmattelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...