Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
718Visninger
AA

15. Pressemødet

I dag, var der nogle ting jeg viste på forhold, og så var der nogle ting jeg ikke viste. Jeg viste for eksempel at pressen var kommet. Jeg viste, de sad og ventede på, at jeg kom. Jeg viste det var i orden at lade dem vente. Jeg viste, at jeg selv havde indkaldt til det. Jeg viste, at jeg aldrig ville få Daphne at se igen. Og jeg viste, at jeg på en eller anden måde, skulle giftes med Ane. Det sidste viste jeg fordi, jeg havde meget mod min vilje snakket med min far, hvor han havde fortalt, at det var sådan det var, og det var grunden til, at jeg havde fået lov til, at tage af sted. Han havde også fortalt, at jeg højest sandsynligt aldrig ville få Daphne at se igen. Og hvis det skete, ville det først blive efter brylluppet med Ane.
Det jeg ikke viste var, hvad jeg havde tænkt på, da jeg i går, havde bedt min mor, få samlet pressen. Jeg havde virkelig fortrudt, at jeg ikke havde gennemtænkt det. Men i øjeblikket, have det virket, som den bedste ide, at få den atikkel ud af verden. Men det ville jo ikke hjælpe med pressen. Jeg viste ikke hvornår brylluppet ville finde sted. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle få det fortalt til pressen, at jeg skulle giftes med prinsessen af Danmark, og hvordan det hang sammen med billedet i bladet. Alle enderne hang i alle hjørner i min hjerne, og jeg kunne ikke få den til at nå hinanden. Det var ufattelig fustrende. Jeg var ved at gå i selvsving over, at der ikke var noget som helst der ville passe sammen. Ingenting som ville gå op i en højere enhed. Men det som trykkede mig mest, var at jeg aldrig ville få Daphne at se igen. Det gjorde ondt. Et hårdt slag. Da far sagde det, kunne jeg se på ham, at min reaktion tilfredsstillede ham. Det var lige det han gerne ville have. Han ville nedbryde mig. Og han startede med det, som ville slå hårdest. Jeg travede frem og tilbage inde på mit værelse. Mit tøj lagde klar på sengen. Jeg stoppede op. Kiggede på det, et øjeblik. Rørte ved det. Overvejede at tage det på. Drejede rundt, og gik ned til den anden ende. Sådan havde det været den sidste time. Mor havde været inde ved mig et par gange, for at fortælle mig, at pressen var ankommet. Jeg havde altid været et punktligt menneske. Men i dag, var dagen hvor pressen skulle vente på mig. Jeg ville så gerne gå ned i presse salen, og sige noget klogt. Men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg kunne ikke tage mig sammen. Med et brag blev døren smækket op. Ind ad døren kom far. Manden var rasenden. Han var mere end bare rasende. Hans ansigt var anspændt, og hans skuldre sad helt oppe ved ørene.

”Vil du så se, at komme i tøjet. Der er nogle mennesker, som er ved at være utålmodige. De forstår ikke hvor du bliver af. Din mor har været nede ved en masse gange. Hun kan ikke blive ved med at forsvare din opførsel. Jeg vil ikke finde mig i, at du lader dem blive ret lang tid længere. De har en tidsfrist. Den er snart udløbet.” skældte han.

Mens han snakkede, kom jeg op til tøjet. Jeg begyndte at tage det på. I frustration, kastede jeg slipset efter ham. Bare for at få ham til at holde mund.

”Vil du for en gangs skyld ikke lade mig være i fred. Du får intet ud af at råbe efter mig, din gamle stodder.”
”Vil du snakke pænt til din konge.”
”Når jeg ser ham, skal jeg nok. Men lige nu er det min far jeg snakker med. GÅ med dig.”

Han forlod rummet. Jeg tog min skjorte på, og greb jakken i hånden. Mens jeg gik ned ad gangen, knappede jeg de nederste knapper. Jeg lod de tre øverste knapper være åbne. Lige da jeg kom ind i rummet før presse rummet tog jeg min jakke på. I sofaen til højre for mig, var der en, som rejste sig. En smule forbavset kiggede jeg hen mod personen. En smule genert kiggede Ane hen tilbage til mig. I et kort sekund lignede hun den pige, som jeg engang havde elsket. Hun bevægede sig elegant hen til mig, og tog min hånd. Min hånd virkede så stor i forhold til hendes lille spinkle hånd. Hvis jeg klemte for hårdt, var jeg bange for, at den ville brække.

                      ”Du skal have de sidste knapper, knappet.” sagde hun blidt.

Hun lød fuldstændig som min mor. Uden protest lukkede jeg de to næste, så det kun var knappen i halsen, som jeg ikke havde knappet. Jeg kiggede flabet på hende. Hun sukkede dybt, og rustede på hovedet. Hun ville åbenbart ikke diskutere den sidste knap. Døren blev åbnet, og folket på den anden side, rejste sig. Jeg gik ind, og Ane fulgte efter mig. Da jeg kom op til stolene bukkede jeg, og satte mig så derefter i den store stol.
Hele rummet var fyldt med pressefolk. Blitzene gav rummet et blinkene irriterende lys. Hver gang jeg blinkede var der et blinkende lys for min nethinde. Den klipsende lyd stoppede og det naturlige lys, oplyste igen rummet. Den blide efterårs sol, kastede sine lange stråler ind i rummet. Pressen kiggede spørgende op på mig. Jeg viste, at der var noget af det, som blev sendt live til USA.

”Jeg undskylder mit sende fremmøde. Der er blevet indkaldt til pressemøde på grund af to ting. Den ene er, den seneste udgave af sladderbladet, ’Happy History’. Og den anden, fortæller jeg jer lidt senere. Lad os starte.
Der blev for nogle dage siden, taget nogle billeder af mig, og en amerikansk kvinde. Jeg læste lidt af artiklen i går, da jeg kom hjem. Jeg vil på forhånd undskylde over for dig Daphne. Jeg ville aldrig have ønsket, at få dig rodet ind i det her. Jeg ville aldrig have fortalt det her, vis ikke der var andre udveje. Jeg håber du forstår. Øhm, ja. Grunden til at jeg var sammen med hende, var at vi sammen skulle besøge hendes meget syge far. Men det blev forhindret, fordi jeg er blevet kaldt hjem. Grunden til det, er efter bladets udsagn, fordi vi skulle giftes. Men det er ikke. Daphne havde fået et brev fra ham, og han fortæller hende, hvor syg han er, og at det nok ville være sidste gang, hun havde chancen, for at møde ham. Vi tog til Jacksonville, og jeg havde det hastværk, det var at få booket billetter, og komme af sted, at jeg fuldstændig havde glemt, at der kunne være presseflok i lufthavnen, da vi ankom. Jeg var mildest til chokket over de mange mennesker.”
”Havde du et forhold det denne Daphne.”
”Ja. Det havde jeg. Hvis det ikke havde været fordi, jeg var blevet kaldt hjem, et par måneder før planen, havde hun måske taget med. Jeg elskede hende virkelig meget.”
”Var det ikke gensidig?”
”Jo, det var det. Men det skulle lige pludselig gå rigtig stærkt. Vi havde på det tidspunkt ikke rigtig snakket om det, så da jeg rejste, blev hun tilbage i USA, og jeg tog hjem, i den tro, at kongen var alvorligt syg, og folket havde brug for, at jeg var der. Men da jeg kom hjem, fandt jeg ud af at kongen havde det fint, og at det bare var en løgn. Det sårede mig utroligt meget, at min egen familie kunne finde på det. Og jeg har ingen forklaring på, hvorfor.”
”Ved Daphne, at du var forlovet med den danske prinsesse Ane?”
”Nej. Og jeg må sige, at det viste jeg heller ikke. Jeg fandt først ud af det, i går aftes.”
”Deres højhed Ane. Hvor længe har De kendt til denne forlovelse?”
”Det blev fortalt den dag, hvor Valentin tog til USA.”

Jeg rejste mig.

                      ”Undskyld mig.”

Jeg bukkede, og forlod rummet. Jeg viste, at mine forældre ville være i fjernsynsstuen. Jeg gik ned ad gangen, gennem lobbyen, og videre gennem de store stuer, indtil jeg kom til den lille fjernsynsstue. Jeg skubbede dørene op. Mine forældre stod allerede henne foran døren.

”Hvad fanden har I gang i? Fortælle sådan noget pis, uden at informere mig om det. Og så samme dag, som jeg er rejst. I kunne da i det mindste, have overladt det til mig.”
”Du havde chancen, aftnen før. Men der skete jo ingenting.”
”Mor.”
”Jeg er ked af det, Valentin. Men jeg kan ikke hjælpe dig.”
”Jeg kan ikke gifte mig med hende. Jeg elsker hende ikke. Jeg elsker Daphne.”
”Hvorfor kom du så hjem?” spurgte far.
”Fordi I sagde, at landet havde brug for mig. Jeg troede du havde brug for mig far. Men i løj for mig. I løj begge to for mig.”
”Som du selv siger, så havde du måske taget Daphne med. Du skal giftes med Ane, og sådan er det. Der er ikke noget at diskutere der.”
”Er du sikker på det, far? Er du virkelig sikker på det?”
”Så længe jeg er kong, så bestemmer jeg.”

Jeg var rasende. Jeg forlod rummet, og gik gennem de store stuer indtil jeg kom ud til lobbyen. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Pressen var ved at pakke deres ting ind i deres biler. Jeg smækkede døren i og løb op ad de store trapper. Jeg løb ned ad de lange gange. Da jeg kom ned til mit værelse, åbnede jeg stille døren og gik ind. En af stuepigerne var ved at rede min seng. Hun nejede, og fortsatte sit arbejde.

                      ”Gå ind, og flyd badekaret.” sagde jeg kort.
                      ”Ja, deres højhed.”

Hun gik roligt hen til den store dør. Hun forsvandt derind, og lukkede døren. Christinna blev ansat hos os for et par år siden, og havde været stuepige for mig, siden hun startede. Jeg smed jakken hen over den nærmeste stols ryg. Knapperne blev åbnet, og skjorten kom hen over jakken. Jeg satte mig på sengekanten, og tog mine sko og strømper af. Dem satte jeg ved siden af stolen. Jeg knappede mine bukser op. Tog dem af, og lagde den hen over stolen. Så satte jeg kurs mod badeværelset. Døren blev åbnet, og jeg gik ind. Der var ikke kommet meget vand i badekaret.

”Hvis der kommer nogen, Christinna, så har du ikke set mig, og du ved ikke hvor jeg er. Er det forstået?”
”Ja deres højhed.”
”Du er en engel.”

Hun forlod rummet, og jeg  var alene. Jeg kom til at tænke på at jeg havde nogle billeder af Daphne på min computer. Jeg gik ud i værelset igen. I det samme blev døren ind til mit værelse åbnet, og ind kom min far.

”Hvad i himles navn, foregår der herinde?” udbrød han.
”Jeg er på vej i bad, far.”
”Du står næsten afklædt foran en af de ansatte. Brug dog hovedet menneske. Se så at komme ud pigebarn.”

Christinna løb ud af rummet, uden et øjeblik at kigge på mig. Far lukkede døren efter hende, og kiggede bebrejdende på mig. Jeg rystede på hovedet, og tog min computer fra bordet. Uden et ord til min far, gik jeg tilbage til badeværelset. Jeg smækkede døren i, og låste den. Jeg tændte computeren, og fandt mappen med billederne af Daphne. Jeg satte billederne til at køre, samtidig med at der blev spillet noget afslappende musik i baggrunden. Jeg satte mig op i badekaret, og lod det brandvarme vand, varme min krop. Far havde åbenbart valgt ikke at forstyrre mig, mens jeg var i bad. Jeg kiggede på de skiftene billeder på min computerskærm. Alle de smukke billeder af Daphne. Når hun sov. Når hun var glad, når hun var sur, når hun mindst ventede det, når det var mest oplagt, hendes blottede tænder, hendes glæde, de fjollede. Hun var den alle sammen. Jeg havde taget en masse billeder af hende. Af os. Der havde været andre, som havde taget billeder af os, med mit kamera. Hendes bedsteforældre havde taget en masse af os, da vi havde været på skovtur. Den korte tid vi havde været sammen, kunne hurtigt blive fortalt gennem alle de billeder jeg havde. Af frygt for at de skulle blive væk, havde jeg lagt dem over på 3 forskellige USB-stik, og dem havde jeg gemt forskellig steder på slottet, hvor jeg viste, at jeg var den eneste der kom. Tiden gik, og mærket faldt på. Vandet var for længst blevet koldt. I takt med, at varme forsvandt, blev jeg afkræftet. Jeg var blevet deprimeret af, at se på billederne af Daphne. Jeg havde nok medlidenhed for mig selv, og for hele kongeriget. Jeg havde brug for, at der var noget, som sagde til mig, at jeg skulle tage mig sammen. Sige at nu kunne det være nok. Men det var stadig for tidligt. Jeg kunne ikke lægge hende fra mig. Hun var i hver en hjernecelle i min hjerne. I alle kamre i mit hjerte. Længe efter mørkest frembrud, fik jeg slæbt min krop op af badekaret, og fik en badekåbe slynget om min våde krop. Jeg gik ud i mit værelse. Henne på den stol, hvor mit tøj havde været, sad min mor. Hun rejste sig op, da jeg kom lidt tættere på hende. Hendes øjne var røde. Hun havde grædt.

”Hvad er der galt mor?”
”Du skal giftes om 3 dage.”
”Hvad? 3 dage?”
”Din far, tror at hende Daphne måske ville komme, og så har vi et problem.”
”Det eneste problem, jeg kan se, er at I ikke ønsker at hun kommer.”
”Vi gør det jo, for din skyld Valentin.
”Hvis I  virkelig gør det, så lad mig gifte mig med Daphne.”
”Det kan ikke lade sig gøre Valentin. Hun har ingen relation til Genovia. Hun kender kun dig og Christian. Ane har været her flere gange, og hendes mor, er min kusine. Hun er halvt genoviansk.”
”Jeg kan ikke gøre det mor. Jeg føler intet for Ane længere. Havde du bedt mig om det for 6-7 år siden, havde jeg måske gjort det. Men jeg kan ikke. Ikke efter Daphne.”
”Lad os ikke diskutere det i aften. Der er mad nu.”
”Jeg er ikke sulten.”
”Kom nu. Vi har ikke set dig, og Mason savner dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...