Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
727Visninger
AA

10. På et uventet besøg

Morgensolen skinnede ind ad de store vinduer. De var åbne, og de fratrukne gardiner blafrede let i den blide sommervind. Det var en utrolig smuk morgen. Sommeren var over Genovia. Jeg sad i sengen. Lænede mig op ad gavlen, og kiggede ud ad vinduerne. Dynen lagde let hen over mine ben. Døren til badeværelset blev åbnet, og Daphne kom til syne. Hun gik elegant hen over det bare gulv. Hun havde en t-shirt på, som hang ned til knæene. Hun lagde sig op ad mig, og kiggede ud ad vinduerne. Min hånd lagde sig på hendes ryg, og bevægede sig let hen over trøjen. Det var perfekt. 

Jeg slog øjnene op, og kiggede lige op i loftet, i det lille værelse i USA. Ved siden af mig lagde Daphne stadig og sov. Hendes hoved lagde på mit bryst, og min højre arm lagde om hendes skulder. Hendes højre hånd lagde på mit venstre kraveben. Jeg trak vejret dybt, inden jeg begyndte at flytte mig. Jeg håbede jeg kunne komme ud af sengen, uden at vække hende. Jeg var tørstig. Jeg fik mig sneglet ud af sengen uden at hun vågnede. Jeg gik træt hen over trægulvet. Åbnede døren, gik ud, og lukkede den på klem. Jeg gik ind i køkkenet, åbnede køleskabet og fandt mælken. Jeg lænede mig op ad køkkenbordet, og tænkte på drømmen, jeg lige havde drømt. Det var en dejlig drøm. Min mave kurerede. Jeg kiggede på uret i ovnen. 07:01. Jeg var sulten, og Daphne sov stadig. Man kunne ane, at solen var ved at stå op ude i det fjerne. Noget af byen lagde badende i morgenlyset, mens noget andet stadig lå hen i mørke. Solen var endnu ikke stået så meget op, at strålerne kunne ramme lejligheden, men himlen over huset var ildrød. Så strålerne ville nok snart skyde gemmen det østvendte køkkenvindue. Jeg åbnede køleskabsdøren igen, satte mælken ind, og kiggede efter noget hurtigt at spise. Jeg fandt ingenting. Det slog mig, at jeg vist havde nogle chips i et af skabende. Jeg begyndte, at gennemrode skabende, og ganske rigtig, i skab nummer 2 lagde en åben pose chips. De var lige til at spise. Jeg tog en håndfuld, og proppede i munden. Tyggede. Tog endnu en håndfuld, og kom i munden. Jeg stivnede. Gulvet i gange gav efter for lydløse trin. Jeg lagde posen tilbage i skabet, uden at kigge ind i den. Lukkede den, og vendte mig flovt om. Der i døråbningen stod Daphne, og kiggede træt på mig. Jeg smilte, som et lille barn, som prøvede at skjule, at de havde gjort noget, som de godt viste de ikke måtte. Efter et kort øjeblik hvor, vi bare havde stået og kiggede på hinanden, begyndte hun at grine. I det samme, blev den første solenstråle, i dette område, kastet ind gennem køkkenvinduet. Jeg småløb hen til hende, og greb fat om hende, og trak hende ind i skyggerne fra væggene. Hun grinte stadig. Den smukke latter smittede, og jeg begyndte også at grine. Hun lagde en støttende hånd på min mave. Jeg lagde mine hænder om hende, og trak hende ind i soveværelset. Jeg smed mig i sengen, og trak hende med. Hun lande på siden. Hendes latter stoppede, og hun kiggede alvorligt på mig. Jeg kiggede uskyldigt på hende, og prøvede at skjule min latter. Det lykkedes. 

"Hvorfor kigger du sådan på mig?" spurgte jeg.
"Du spiser chips, som morgenmad." sagde hun.

Hun fik det til at lyde som en forbrydelse, at spise chips før morgenmad.

"Jeg vil mene, at det er et måltid inden morgenmad. Jeg ville bare tage den værste morgensult, og så komme ind til dig igen, og sove videre." prøvede jeg.
"Ja, så siger vi det."
"Sig ikke, at du ikke også har gjort det." sagde jeg.
"Det kunne aldrig falde mig ind."
"Ha, du har også gjort det. Jeg viste det."
"Okay fint. Men det er stadig en dum ide, at spise det, som det første."
"Jaja."

Jeg kyssede hende, og lagde hovedet tilbage på puden. Jeg var stadig træt. Vi var først kommet hjem kl. 2:34. Daphne tog min højre arm, og lagde den ud til siden, så hun kunne have sit hoved på min skulder. Hun lagde sig på siden, med en hånd på min mave. Jeg lagde mig om på siden, og lagde min venstre arm om over hende. Kort efter faldt jeg i søvn igen. Alt blev sort. 

Da jeg vågnede igen, var Daphne væk. Jeg stod op, fandt min telefon og ville til at ringe til hende. Idet jeg kom ind i køkkenet stod der en lille papkasse på bordet. Jeg lagde på, og gik hen til kassen. Der lagde en lille seddel på den.

Godmorgen, sødeste Valentin. Mange tak for en fantastisk aften i går. Jeg har en lille ting til dig. Jeg håber du kan lide den. Elsker dig, kys D.

PS: Mød mig ved skolen kl: 12:00

Jeg kiggede på uret i ovnen. 11:00. Jeg havde en time til at komme hen til skolen. Det kunne jeg nemt nå. Jeg åbnede kassen. Nede i den lagde en sort t-shirt og et par cowboybusker. Jeg tog det op og kiggede undersøgende på det. En lille seddel faldt til jorden. 

Prøv det. Hvis det passer, så mød mig i det. Jeg har en overraskelse til dig, ved skolen. 

Jeg tog det på. Det passe fint. Jeg fik lidt morgenmad, og så kørte jeg mod TSU. På trappen op til indgangen sad Daphne i et par lyse bukser, og en løst siddende t-shirt, i en lys grå. Hun rejse sig, da jeg parkerede bilen på den anden side af vejen. Jeg steg ud, og smilede til hende, da hun gik over vejen. Hun lagde sine arme om mig, og kyssede mig. 

"Sæt dig ind." sagde jeg. 

Hun satte sig ind, og smilede spændt til mig. 

"Okay. Hvorfor alt det her?"

Jeg rev ud i min trøje, og kiggede spørgende på hende. 

"Vi skal på udflugt. Bedstemor og bedstefar møder os, i parken om 2 1/2 timer, til eftermiddagskaffe. Indtil da, skal vi rundt og se, nogle af de steder som betyder meget for mig."
"Okay." sagde jeg.
"Hvor starter vi?"
"Hvad har du set?"
"Tennessee state museum. Country Music; Hall of fame, Tennessee Theatre."
"Er det alt?"
"Hvad mere er der at se?"
"Der er masser. Men lad os starte lidt nord på. Der er et rigtigt hyggeligt sted som jeg syntes du skal se."
"Okay, så køre vi nord på."

Efter 20 minutters kørsel ankom vi til en mindre by; Madison. Det var som, at køre ind i en anden tid. Alt virkede så gammeldags. Og alligevel virkede det så moderne. Hele vejen, havde Daphne snakket om hvad, stedet betød for hende, og hvorfor hun gerne ville have, at jeg så det. 

"Stop her." sagde hun. 

Jeg parkerede bilen foran et blåt hus, bygget i træ. Vi steg ud af bilen. Hun kiggede længselsfuldt op på huset. Jeg gik hen til hende, og lagde en arm om hende. Jeg kiggede spørgende på hende.

"Jeg boede her sammen med mine forældre, da deres skænderier var på det højeste. Lige inden, de blev enige om, at det var bedst, at jeg kom over og boede hos bedstemor og bedstefar indtil de havde fundet en løsning på deres problemer."
"Hvorfor ville du have, at jeg så det?"
"Min mor bor her stadig. Hun har altid sagt, at jeg kunne komme og gå, som det passede mig. Hun har fri i dag, og jeg vil gerne at du møder hende. Så du kender en af mine forældre."
"Det passede mig fint, bare at kende dine bedsteforældre."
"Det er vigtigt for mig, at min mor ved hvem du er."
"Jeg vil møde alle de mennesker du, vil have jeg skal møde. Bare det gør dig glad."

Jeg kyssede hende på panden. Sammen gik vi op til den lille hvide dør. Daphne fandt en nøgle frem fra sin lomme. Låste døren op, og sammen gik vi ind. I den rummelige entre, var der en lille træfarvede kommode, en lille hattehylde og nogle knager til jakker. Daphne tog sine sko af, og sparkede dem ind til den bladgrønne og snehvide stribede væg. Jeg satte mine sko ved siden af hendes og fulgte efter hende.

"Entreen. Inde bag den dør er stuen. Der kommer vi ind lidt senere. Vi starter oppe på loftet, hvor jeg har et værelse."
"Du har stadig et værelse."
"Ja. Det er lidt underligt, at jeg har værelse 3 steder min jeg skal jo have et sted, at sove hvis jeg nu skulle få lyst til at overnatte hos hende."
"Det er rigtigt. Har du også et værelse hos din far, i Florida?"
"Ja, men jeg har aldrig brugt det."
"Har du aldrig besøgt ham?"
"Der er kun gået 6 år. I den tid har han besøgt mig 5 gange. Vi skal heller ikke overrande hinanden."
"Du er ikke så glad for ham?"
"Han ødelagde alt for mig. Min verden braste sammen. De skændtes hele tiden, og det var altid ham der startede dem. Han var ånd ved mig, og han slog mor. Jeg har ikke behov for, at have ham i mit liv."
"Okay."

Vi stod nu foran en dør. Væggene havde det samme tapet, som det nede i entreen. Døren var cremefarvet. Hun åbnede den. Det store vindue, som spang lige i øjnene vente mod nord. I det fjerne kunne man se bjerge. Deres grå skygger skød op, fra den ellers flade jord. Jeg gik hen til vinduet, og kiggede ned i haven. En kvinde gik rundt, og fjernede ukrudt. Daphne kom hen til mig. Rummet var malet i en lys grå. Langs den ene væg stod en 3/4 seng, med et sengetæppe, med et heste motiv. Der stod en lille kommode, ved foden af sengen. Der stod et lille fjernsyn på. 

"Min mor er politibetjent, så hun har ikke tid til at gøre det. Og så har hun heller ikke grønne fingre."
"Hvor er hun nu?"
"Hun er hos frisøren. Hun får altid ordnet hår om torsdagen."
"Hyggeligt."

Hun gik til en reol som stod i det ene hjørne. Hun tog en bog ud, og satte sig i sengen. Jeg gik hen til hende, og satte mig. Hun åbnede den. Det var et fotoalbum. Der var mange billeder af en lille lyshåret pige med de smukkeste blå øjne. Hun bladrede igennem den uden at sige noget. Hun stoppede på den sidste side. 

"Det er min far. Det blev taget, dagen før mor og far startede med at skændes. Der var kun et par dage til jul. Jeg har altid elsket julen."

Det var nemt at se, at de var lykkelige. Daphne var 12 år, da billedet blev taget. Hun hang om halsen på sin far. Gælden lyste ud af dem begge to. Man ville aldrig have gættet på, at to år efter, ville den familie være ødelagt. Efter det billede viste hun mig, en masse med hende, og hendes mor, Magdalena. Daphnes far, Brandon, var uddannet fotograf. Hovedøren blev åbnet og lukket.

"Daphne skat, er det dig?" råbte en hæs kvindestemme.
"Ja mor. Jeg er heroppe."

Magdalena sprang op ad trappen, og skubbede døren op. Hun trådte ind. Hun havde knaldsort hår, og dybe klare blå øjne. Øjnene, og det lange tykke hår havde Daphne fra sin mor. Det lyse hår, og den gyldne hud, havde hun fra sin far. Magdalena stoppede måbende op et par skridt inde i værelset, da hun så mig. Jeg havde rejst mig fra sengen. Magdalena lagde den ene hånd på maven, og fandt døren med den anden.

"De må være prinsen af Genovia, som Daphne har snakket om." stammede hun.
"Det er mig en ære, at møde dem Magdalena." sagde jeg. 
"Lige over."
"Hej mor." sagde Daphne.

Hun rejste sig fra sengen, og gik let hen over gulvet. Hun lagde armene om sin mor. Et øjeblik senere lagde Magdalena også sine arme om sin datter. Daphne hviskede noget i Magdalenas øre. 

"Øhm Valentin. Vil du ikke se resten af huset?" spurgte Magdalena.
"Jo det vil jeg gerne." 

Vi forlod Daphnes værelse, og gik ind i et af de to andre rum, som var på loftet. Det var et andet soveværelse. Væggene var hvide, og i midten stod en seng. Langs bagvæggen stod et stort skab. Ellers var rummet ikke så meget møbleret. Hun lukkede døren, og så åbnede hun den sidste dør. Det var et stort badeværelse. Det var helt hvid. Der var et toilet, en håndvask, et par skabe, og en bruser. I det ene hjørne sod der en vaskemaskine, og ovenpå den stod en tørretumbler. Så gik vi nedenunder. Inde i stuen var der også ret lyst. I den ene ende var der en stor hjørnesofa. En ret lækker læderstol, og et stort fjernsyn. I den anden ende, var der en stor reol med en masse bøger og dvd'er. Ved siden af stod der er stor stol. Den brugte hun, når hun skulle læse. Og så var der et spisebord. Køkkenet og stuen blev adskilt af en halv mur. Køkkenet var blevet renoveret for at par år siden, så alt var nyt. Et virkelig lækkert køkken. Ellers var der et badeværelse, og et kontor i stueetagen. Vi satte os i sofaen og snakkede i en times tid.

Magdalena fulgte os ud til bilen. Jeg gav hende et knus inden jeg satte mig ind i bilen. Daphne snakkede lidt med sin mor, inden hun gav hende et knus, og satte sig ind. Hun smilede. Jeg satte bilen i gear, og så satte vi kurs mod Nashville igen. 

"Hun kunne godt lide dig, Valentin."
"Kunne hun?"
"Ja, hun siger, du kan påvirke folk, bare ved at være til stede."
"Det er første gang jeg har hørt det. Du må sige til hende, at jeg er beæret over, at få det at vide."
"Det skal jeg nok." sagde hun. 

Jeg parkerede bilen på parkeringspladen, som tilhørte Central park. Parken lagde midt inde i Nashville. Daphne ringede til sin bedstemor, for at høre hvor langt de var. I det samme kørte de ind på parkeringspladsen.

Vi fandt en lille plads i solen, hvor vi lagde vores tæppe ud. Vi satte os ned. Vi spiste hjemmebagt kage, og drak kakao. Vi brugte resten af eftermiddagen i parken. Det var dejligt, at være en del af en familie, uden at der var presse omkring mig. Vi hyggede os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...