Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
731Visninger
AA

16. Nattebesøg

En lyd i det fjerne, fangede min opmærksomhed. Jeg slog øjnene op, og kiggede hen mod døren. Det var stadig mørk. Mit blik gled hen til mit vækkeur. 00:22. Jeg kiggede hen til døren igen. Der var ingen. Mit blik gled rundt i rummet, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Noget blev smadret ude på gangen. En af de store vaser måske. Jeg kom ud af sengen, og gik hen til døren. Forsigtigt åbnede jeg døren, og kiggede ud i den mørke gang. Midt på gangen, lagde en af de store hvide vaser smadret, men der var ikke et menneske at se. Jeg gik forsigtigt ud på gangen. Da jeg kom ned til vasen, var der en som greb fat i min arm, og trak mig ind, på min mors kontor. Fortumlet scannede jeg ansigtet.

”Christian. Hvad fanden laver du her?”
”Jeg er kommet for at snakke med dig. Sover hele familien?”
”Ja, det skulle de gerne. Men hvorfor er du her?”
”Jeg har snakket med Daphne.”
”Med Daphne? Hvordan har hun det? Hvorfor har du snakket med hende?”
”Hun så dig i fjernsynet, og hun er på vej hertil. Hun snakkede om, at hun ikke kunne få fat i dig, så hun prøvede at få fat  i mig.”
”Hvordan?”
”Hold nu op, hvor er du skeptisk. Min pointe er, at hun er på vej. Og at hun først kan være her, 2 dage.”
”Den dag jeg skal giftes.”
”Lige præcis” sagde han.
”Jeg syntes du skulle vide det, så du måske kunne få brylluppet rykket, eller noget. Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig, men jeg har en vigtig opgave jeg skal have skrevet.”
”Det er i orden, Christian. Jeg er glad for at du kom.”

Han slog mig let på overarmen, og gik forbi mig.

                      ”Christian.”

Jeg drejede rundt, og kiggede undersøgende på ham.

”Ja, hvad er der?”
”Hvordan er du egentlig kommet ind?”
"Valentin. Hvor langt tid er det jeg har kendt dig?”
”En del år efterhånden.”
”Nemlig. Vagterne kender mig, og jeg kender dem. Og så kender jeg, ligesom dig, en masse genveje. Jeg kender vagternes gang, og jeg ved hvordan, jeg kan komme uset ind på slottet. Jeg blev så nødt til at ødelægge en af dine mors vaser, for at få din opmærksomhed. Men jeg syntes, det var det værd.”
”Okay. Skal jeg være bekymret for, at du kan komme uhindret ind?”
”Nej det tror jeg ikke.”
”Okay.”

Jeg kiggede vantro på ham, men jeg ville ikke diskutere det med ham, på denne tid af døgnet. Christian gik ud på gangen, og forvandt bag de mange væge. Jeg gik stille tilbage i seng. Jeg kunne ikke falde i søvn. Daphne ville komme om 2 dage, og jeg skulle forhindre, at brylluppet blev udsat længe nok, til at hun kunne komme. Efter nogle timer, besluttede jeg mig for, at tænde min computer. USA var 1½ time foran os. Hvis jeg sendte en besked til hende, var jeg heldig, hvis der ikke gik så lang tid før hun ville svare. Men hvad skulle jeg skrive. Hvis hun havde fået fat på Christian, ville hun så have, at jeg skulle vide det. Eller ville hun blive glad for, at Christian havde fortalt mig det.

Jeg åbnede min mail, og prøvede at skrive noget til hende. Jeg lod mine fingre tænke.

’Kære søde Daphne. Jeg er rigtig glad for, at du måske snart kommer til Genovia. Jeg blev rigtig glad, da Christian, fortalte mig det, her i nat. Jeg savner dig ufatteligt meget. Jeg har slet ikke forstået, at et andet menneske kunne betyde så meget for mig. Men du tog mig med storm, den dag på dineren. Når jeg tænker på dig, tænker jeg på det smukke smil, jeg tænker dine klare øjne, tænker på dit smukke ansigt. Alt ved dig, savner jeg, når jeg går rundt, her på slottet, mellem tjenestefolk og mennesker, som er så optaget af deres royale titel, at de glemmer, hvem de i virkeligheden er. Jeg vil ikke, være som dem. Jeg vil være som dig. Du har friheden til at vælge. Friheden til at gøre ting, som lige falder dig ind. Det kan jeg ikke. Folk regner med, at jeg gør det, som er bedst for dem. Jeg kan aldrig gøre noget for min egen skyld. Jeg føler mig fanget, i en verden hvor alt bliver serveret på et sølvfad. Hvor alt udefra ser perfelt ud. Men indefra sejler det. Intet er perfekt, og jeg er fanget i det kaos. Jeg kan intet gøre. Når jeg er sammen med dig, glemmer jeg, hvem jeg er. Jeg glemmer hvad folk forventer af mig. Jeg glemmer at nogle har forventninger til mig. Glemmer at der er noget, som hedder pligter. Jeg kan gå rundt, blandt almindelige mennesker, uden at jeg behøver at høre ordene ’deres højhed’ og ’deres nøde’. Jeg kan være almindelig, ligesom alle andre. Men jeg er ikke født almindelig. Alt det nogle mennesker drømmer om, har jeg fået, da jeg blev født. Jeg er royal. Men jeg kender ulemperne ved det liv, som jeg nu har levet i 25 år. Glæden ved din tilstedeværelse, tror jeg er nok, til at jeg kan blive en lykkelig mand. Jeg vil gøre alt for, at du kan blive kvinden i mit liv. Også hvis det betyder, at jeg skal abdicere. Du betyder så meget for mig. Jeg er ked af, at jeg først fandt ud af det, efter jeg er kommet hjem, og ikke inden jeg tog af sted fra USA. Jeg håber, at du kan forstå, hvorfor jeg har gjort, som jeg har. Jeg gjorde alt det her, i den tro, at du kunne blive en del af mit liv. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi, troet, at mine forældre ville have forlovet mig væk til et andet menneske.
Min kærlighed til dig, er større end ord kan beskrive. Jeg elsker dig ufattelig meget. Du er en ubeskrivelig kvinde, som fortjener det bedste liv, en kvinde kan få. Og jeg ved ikke, om jeg kan give dig det. Kom som planlagt, og så finder vi ud af det sammen. Jeg vil glæde mig, til at se dit velkendte ansigt. Føle din tilstedeværelse. Dufte dig. Mærke dig. Fornemme din ro. Lade dig, påvirke min dømmekraft. Lade dig styre mig. Jeg håber, at jeg får udskudt brylluppet længe nok, til at du kan nå frem. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan.
-Din elskede Valentin William Renaldi, Genovia.

Jeg læste det igennem, og blev enig med mig selv, at det kunne jeg godt sende til hende. Da jeg havde trykket på send, slog det mig, at jeg ikke viste, om det ville skræmme hende. Jeg lukkede computeren sammen, og satte den på sengebordet. Jeg lagde mig godt til rette i den store seng, og lukkede øjnene. Jeg faldt i søvn.
Det sorte som omgav min krop, blev langsomt opløst af en grønlig nuance. Langsomt blev alt omkring mig næsten lysegrønt. Som et trylleslag, blev alting levende. I det fjerne kunne jeg høre en klokke ringe. En elegant kvindestemme kaldte mit navn. Højt og klart. Jeg befandt mig i den smukkeste eng. Vilde blomster. Duften af Genovias blomst fyldte min næse. Kvinden kaldte mit navn igen. Lidt skingert denne gang, men stadig ufatteligt elegant. Jeg mærkede en let berøring på min skulder. Jeg blev revet væk, fra den grønne eng, og kom tilbage til mit værelse. Min mor stod bøjet ind over mig.

”Valentin. Er du vågen.”
”Det er jeg nu. Hvad sker der? ”
”Christian er her. Han vil gerne snakke med dig.”
”Jeg kommer nu.” svarede jeg søvnigt.

Jeg stod op, og kom i det tøj, som var blevet lagt frem til mig. En lyseblå skjorte, og et par sorte habitbukser. Et par puleret sko var blevet stillet frem, henne ved skabet, sammen med et par sorte strømper. Jeg gik ud på gangen, men jeg fik knappet den sidste knap, i min skjorte. Jeg rettede lidt på ærmerne. Jeg gik ned i lobbyen, hvor Christian stod og ventede på mig.

”Deres højhed.” sagde han, og bukkede.
”Christian.” svarede jeg køligt.
”Jeg har modtaget, foruroligende nyheder. Er der et sted vi kan snakke uforstyrret?”
”Lad os gå ned i haven. Det er sådan noget dejligt vejr.”
”Er det nu sikkert?”
”Helt bestemt.” svarede jeg.

Måden som Christian og jeg snakker sammen indenfor slottets murer, kan være meget indviklet. Hvis han havde noget, som han ville fortælle mig, og som var noget, min familie ikke skulle vide, brugte han, dårlige nyheder, som dække for det. Han ville gerne snakke med mig alene, så det betyder som regel, en tur i haven. Mine forældre ved, at hvis Christian og jeg er i haven, så var det fordi, vi gerne ville være alene. At vi havde nogle ting, vi gerne ville drøfte, uden deres indblanding. Hvis det var om Daphne, så ville det ikke være så godt, at mor og far hørte det. De ville ikke bryde sig om, at hun kom her, så tæt på brylluppet mellem Ane og mig. Jeg havde slet ikke snakket med Ane, siden pressemødet i går. Hun  havde brugt meget tid nede i haven, i går efter mødet. Jeg havde stået ved mit vindue, og betragtede hende på afstand. Hun så på en måde. ufattelig afkræftet ud, da hun gik rundt dernede.

Christian og jeg gik ned til en af de store træer, som stod allerlængst væk fra slottet. Da vi var små fik vi sat to gynger op. Dem brugte vi stadig, når vi skulle holde Vi-vil-ikke-have-andre-skal-vide-noget-møder, hvilket det her var. Jeg satte mit i den ene gynge og begyndte at gynge. Ud af øjenkrogen kunne jeg se at Christian gjorde det samme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...