Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
731Visninger
AA

5. Mødet med Daphne James

Efter 8 uger på landevejende, besluttede vi os for, at tage til Nashville. 9 uger før tid. Vi var trætte af, at skulle være i bevægelse hele tiden, og vi var ved at være mangle penge. 

Inde midt i byen, havde de fundet en lille toværelses lejlighed, som var udlejet i 3 måneder til 400 dollars. Efter 15 minutter, fik de overtalt udlejeren til at sætte den lidt ned i pris. Og så havde vi en aftale. Christian og jeg fik vores ting ind i den lille lejlighed. Der var 2 værelser, en lille stue, et badeværelse og et køkken. Alt vi skulle bruge, den sidste tid i USA.

"Skal vi ikke tage ned på den diner, som ligger lidt længere nede ad gaden?" sagde Christian.
"Så du kan kigge på flere piger, i lidt for korte nederdele?"
"Nej. Jeg er skrubsulten, og det tager for lang tid at lave mad."
"Altså korte nederdel. Jo hvorfor ikke." sagde jeg, toneløst 

Hver gang vi kom et nyt sted, skulle vi altid ned på den lokale diner, så han kunne tjekke de lokale sild ud. Indtil videre havde han fundet en håndfuld, som han godt kunne, men han var ikke modig nok til at snakke med dem. Så hver aften gik han hjem, uden en pige. Lidt synd, men som han havde sagt hver gang; Jeg kommer jo aldrig til at se dem igen. Hvis de er gode, så ville det være en skam, og så går jeg jo glib af noget.

Det var jo rigtig nok, men hvordan viste han, at han gik glib af noget, når han ikke prøvede. Han turde bare ikke at prøve. 

"For resten, din mor har ringet et par gange."
"Og det siger du først nu."
"Du har fri for dine kongelige pligter, makker. Ja hun snakkede om, at De havde en overraskelse til dig, når du kom hjem. Måske skulle du ringe til hende, og høre mere om det."
"Det kan vente. Jeg har masser af tid, når jeg kommer hjem. Skal vi af sted?"

Helt ærligt, så havde jeg ikke lyst til, at snakke om mine pligter nu. Jeg skulle nyde det frie liv i USA. Jeg rejste mig fra sofaen, og gik ud i entreen, og tog sko på. Det varme vejr, tillod at man bare kunne gå rundt i en kortærmet skjorte, hele aftnen. Vi gik ned på gaden, og drejede til venstre. Lidt længere nede lagde dineren. 

"Okay. Hvis du selv skulle vælge, skulle hun så være høj eller lav?" spurgte Christian.
"Jeg har slet ikke tænkt over hvordan min drømmepige skulle være. Jeg har aldrig haft tid til det."
"Gu har du så, du vil bare ikke indrømme det."
"Jeg tror ikke, at det ydre betyder så meget for mig, som det gør for dig. For mig, er det bare vigtigt, at hun hviler i sig selv."
"Mellem dig og mig. Ingen piger hviler i sig selv." sagde han og rystede på hovedet.

Idet, vi gik ind i dineren, kiggede jeg op. Lige der ved kassen, stod den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set. Hendes krystal blå øjne mødte mine. Overraskende gik hun et lille skridt væk, fra kassen. Hurtigt kiggede hun hen på de andre, og de kiggede fra hende til mig, og tilbage igen. Jeg kiggede på Christian, som kiggede på mig. Jeg trak på skulderene. Vi satte os ved et lille bord i hjørnet. Jeg sad, så jeg kunne kigge op på kassen. Jeg tog et menukort, og kiggede det hurtigt igennem. Der blev en smule postyr oppe ved kassen. Jeg kiggede op, og så at pigen, stod og snakkede med en lidt ældre kvinde. Pigen stod med ryggen til. Jeg kunne ikke høre hvad de sagde, men den ældre kvinde blev ved med at se ned på mig. Christian kiggede op på mig. Han fulgte mit blik, op mod kassen. Kun et lille øjeblik. Så lænede han sig ind over bordet, og jeg gjorde automatisk det samme. Jeg lyttede til hans hvisken. 

"Er hun en steg eller hvad."
"Helt klart en steg." svarede jeg kort.

Pigen forlod kassen, og gik ned mod os. Jeg rettede mig op, og fulgte hende med blikket. Hun stoppede op ved vores bord. Tog en blok, og en kulepind frem.

"Hvad skulle det være?" spurgte hun.

Hendes stemme var fortryllende. Hårene på mine arme rejste sig et øjeblik. Kuldegysninger. Umuligt. Ganske enkelt umuligt. Jeg hørte ikke hvad Christian svarede, men pigen gik igen, og jeg havde ikke bestilt noget endnu. Jeg kiggede over på ham. Et øjeblik stod min verden stille. Hun havde fortryllet mig. Med hendes blide stemme, og klare blå øjne. Så klare som den klareste krystal. Det klareste vand. Så blå. Hendes hjerteformede ansigt. Hendes korte hals. Den lange lidt buttede krop. Hun bevægede sig, som en engel hen over det sorte og hvide gulv. Så almindelig amerikansk, og alligevel sin helt egen. Her, på en almindelig diner i Nashville. Så langt fra min verden. Med ét forstyrrede Christians hånd udsynet til den smukke pige. Hun stod, med ryggen til os, oppe ved kassen. Hun snakkede igen med den ældre kvinde. Min opmærksomhed blev rettet mod Christians ansigt. 

"Hvor fanden forsvandt du hen, mand?"
"Jeg ved det ikke." sagde jeg, med et stille suk.
"Hun er noget for sig selv, hva?"
"Så fantastisk. Så langt fra noget andet."
"Ja, du for en burger med pomfritter."
"Ja det fint."
"Hallo, Christian til Valentin."
"Hvad er der?" sagde jeg skarpt.
"Jeg vil nødig knuse noget, men inden der er noget, som bliver til noget mere, vil jeg lige infomere dig om, at hun er en almindelig pige. Almindelig, som i slet ikke kongelig, og slet ikke noget for dig. Så stop det der, og kom tilbage til Virkeligheden."
"Du har ret."

Han havde ret. Hun var ikke kongelig, og hun ville aldrig blive det. Med mindre hun blev gift med mig. Jeg fik et lille håb. Et lille bitte håb, om at der kunne være en mulighed.
I det samme kiggede hun ned mod os igen. Hun smilede. Et flot smil. Med et perfekt tandsæt bag, de let adskilte læber. Åh de læber. Så røde, som de rødeste blodroser. Hendes gyldenbrune hud. Christian rejste sig en smule, så hans ansigt var helt tæt på mig. Han tog mit ansigt i sin ene hånd.

"Stop med at flirte med hende. Du giver pigebarnet falske forhåbninger."
"Du er bare misundelig." sagde jeg og trak mit hoved væk fra ham.
"Hvad ville dine forældre ikke sige, hvis du tog en almindelig amerikansk pige med hjem? Åh gud, hvad ville de gøre ved mig?"
"Hold op med, at være så gammeldages. De vil ikke gøre dig noget."
"Det ved du ikke en skid om."
"Stop nu."
"Okay. Vi gemmer denne her til i aften."
"Fint."

Der var ingen af os, som sagde noget den næste tid. Jeg kiggede skiftevis mellem Christian og pigen. Uanset hvordan hun stod, var hun umenneskelig flot. Hendes lange mellemblonde hår var sat op i en fransk fletning, og den endte lige under de markerede skulderblade. Hendes uniform sad godt på hende. Den fremhævede hendes bryst, og sad tæt ind til kroppen. Den almindelig uniform var udskiftet med et par sorte bukser, og en hvid skjorte. Efter noget tid kiggede hun ned mod os igen. Denne gang rettede jeg mit blik mod Christian. Han kiggede surt på mig. Sådan rigtig surt.

"Det ender galt Valentin. Det siger jeg dig. På et eller andet tidspunkt, gør det ondt. Enten på en eller på jer begge."
"Jeg kender hende jo ikke endnu. Så slap af."

Jeg åndede ud, og nikkede med hovedet, til at han skulle gøre det samme. Han nægtede. Jeg rystede på hovedet af ham. Han grinte lidt ad mig. Kort efter kom pigen med vores mad. Hun smilede over hele ansigtet. Jeg smilede tilbage. Da jeg tog imod min tallerken, rørte min fingerspids let hendes hånd. Så blød, og varm. Jeg kiggede op, og vores blik mødtes igen. Hun smilede forlegent. Så tog hun sin hånd til sig. Hun drejede rundt og gik. Hendes duft ramte mig, blidt i ansigtet. En blid duft, fra en sød blomsterhave. 

"Hvorfor høre du ikke efter?"
"Hvad?"
"Du skal ikke flirte med hende." vissede han lavt.
"Jeg er gammel nok til at passe på mig selv. Hvem jeg falder for, og ikke falder for, skal jeg nok selv bestemme." sagde jeg vredt.
"Fint. Hvis du mener du kan klare dig selv, så vil jeg tage tilbage til Genovia."
"Hvorfor nu det?"
"For du har åbenbart ikke brug for mig længere."
"Nej, men du har brug for mig."
"Det er rigtig." sagde han surt.

Vi blev enige om, ikke at snakke mere om pigen. Hver gang Christian kiggede væk, kiggede jeg rundt for at se, om jeg kunne finde hende. Jeg fandt hende hver gang. Hver gang mødtes vores blik, og vi smilede forlegen. Mens vi spiste, begyndte solen at gå ned. Den kastede et rød skær ned gennem gaden. Inden vi var færdige, var solen gået ned, og gaden lagde hen i mørke. Kun oplyst af gadelygterne. Vi rejste os.

"Jeg venter udenfor." sagde Christian.
"Okay. Bare vent på mig."
"Jeg kunne ikke finde på, at bare gå fra dig. Du har nøglen."

Jeg grinte lidt ad ham. Han gik ud, og jeg gik op til kassen. Pigen kom hen til mig og smilede. Jeg smilede skævt ingen. Hun kiggede indtrængende på mig. 

"Kender du det, at man tror, at man har mødt et andet menneske før, men man ved godt, at det har man ikke." sagde hun. 
"Som om man har dømt om en?"
"Ja. Lige præcis."
"Det kender jeg godt."
"Sådan har jeg det. Jeg syntes jeg har set dig før. Men jeg ved, at jeg aldrig har mødt dig."
"Det er lidt... Øh.. Uhyggeligt. På en måde."
"Ja."
"Hvem er du?" røg det ud af mig.
"Daphne James." sagde hun, og rødmede.
"Valentin."
"Bare Valentin."
"Det er alt du behøver, for nu." svarede jeg, og smilede.
"Okay. 30 dollars."

Jeg betalte, og gik hen til døren. Lige inden jeg gik ud, kiggede jeg hen mode hende. Hun smilede. Jeg fortrød, og gik tilbage. Der var ingen andre end mig, og hende. Jeg tog hendes hånd. Følte hendes håndflade mod min. Hendes varme fingre flettede sig nervøst i mine. 

"Daphne."
"Valentin."
"Hvor finder jeg dig?"
"Her."

Jeg tog i det øjeblik en beslutning. Jeg kiggede et øjeblik i hendes øjne. Undersøgte dem. For tvivl. Der var ingen. Jeg lagde forsigtigt, min frie arm om på hendes lænd. Jeg bøjede mig frem. Få centimeter fra hendes mund, bankede det på ruden. Jeg bandede over mig selv. Jeg lukkede øjnene. Jeg var flov. Jeg hørte døren blive åbnet. 

"Kommer du Valentin." sagde han roligt.
"Ja. Jeg kommer." 

Jeg slap hendes bløde hånd. Mine arme faldt tungt ned langs min krop. Mine øjne mødtes med hendes en sidste gang. Hun hviskede uden ord.

'Jeg er her, igen i morgen.'

Jeg smilede, og gik så efter Christian. Da vi var kommet væk fra dineren, flippede han ud. Men jeg hørte ikke efter. Mine tanker var stadig hos hende. Så klare øjne som en sand engel. Hun var perfekt. 

"Du forstår det ikke Christian." sagde jeg pludselig.
"Hvad? Hvad forstår jeg ikke?"
"Hun ser mig ikke på samme møde, som alle andre. Hun ser mig, som en almindelig mand. Ligesom dig."
"Lige netop derfor, kan du ikke have et forhold til hende. På et tidspunkt, så skal du rejse, og hun kan ikke komme med, fordi hun er almindelig. Det er bare dig og mig. Sådan har det været hele tiden."
"Men hvis du havde fundet en, så kunne hun få lov til at komme med. Men du har jo ikke fundet en, din spade, så du har intet at være sur over."
"Hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal sove i samme rum som dig i aften."
"I lige måde."

Vi gik ind i opgangen, og op på 1. sal. Jeg låste op, og gik direkte ind på mit værelse. Jeg kunne høre Christian smække med døren. Han gik ind til sig selv. Jeg lagde mig i den bløde dobbeltseng, med armene under hovedet, og kiggede op i loftet. Jeg lagde længe sådan, inden jeg faldt i søvn. Mine tanker kredsede sig om hende. Daphne. Daphne James. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...