Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
712Visninger
AA

2. Middagen

Gæsterne var nu kommet, og de var alle ført ind i velkomstsalen. Vi ventede på at dørene ind til velkomsthallen blev åbnet. Og som altid stod mine forældre tættest på døren, mens Mason og jeg stod bag dem. Jeg stod bag far. Mor drejede hovedet, og smilede beroligende til mig. Mest for at fortælle, at alt var fint. Det viste jeg godt. Der blev stille i salen, og dørene blev åbnet. Jeg trak været dybt, og vi gik ind. Mor og far adskilte sig, og Mason og jeg gik ind mellem dem. Vi stod et øjeblik. Vi stod på toppen af en dobbelt trappe. Mig ved siden af far, og Mason ved mor. Tronarvingen skal altid stå ved siden af kongen. Jeg gik altid ned ad den trappe, som var til højre for mig.

"Ærede gæster, velkommen." sagde min far.
"Før vi går til bords, har jeg noget, jeg vil fortælle. Min søn, Valentin, har valgt at tage på en længere udenlands rejse, så han vil tidligt forlade selskabet, for at være frisk til afrejse i morgen tidlig."

Dørene bag os blev lukket, og dørene til spise salen blev åbnet. Mason og jeg trådte et skridt tilbage, og lod far komme over til mor. Sammen gik de ned ad trappen til højre. Vi fulgte efter, og gik ind i den store sal. Bordene stod i en stor firkantet form, så alle kunne se alle. Vi var 45 mænd, og lige så mange kvinder. Kongen af Danmark, Frederik, havde sine to døtre med. Vi var de eneste unge der var. Den ældste af piger var 2 år yngre end mig, og vi havde kendt hinanden altid. Ane hed hun. Ane og hendes søster, Isabella, var vores grandkusiner. Mors kusine var gift med Frederik.

Vi satte os til bords, og maden blev serveret. 3 retters menu. Til foret, Genovias hønsesalat, til hovedret, sprængt kalkunbryst, og til dessert, Genovias pære sorbet og jordbær sorbet. Efter maden blev vi vist ind i en af slottets mange opholdsstuer. Ane og jeg stod for os selv henne ved 
et af de mange vinduer, og kiggede ud på solen, som var ved at gå ned bag et bjerg. Hun var min bedste ven, selvom der var så stor afstand mellem os. Hun havde en elegant marineblå kjole på. Et elegant snit, og den passede perfekt, til hendes slanke figur, og den gav fylde hvor der manglede. Hun var en høj pige, meget smuk, men hun bære stadig rundt på en stor byrde. Hun havde for et par år siden, store problemer med anoreksi. Hun havde altid været lidt stor, men det var smukt. Jeg elskede den pige, men den pige der stod foran mig nu, så syg ud. Hun ville aldrig blive den samme Ane som dengang. Jeg ville aldrig kunne elske hende på samme måde. 

Jeg tænkte tilbage på, den samtale jeg havde med mor, lige inden gæsterne kom.

"Vær nu sød ved Ane, hun har ikke haft den nemt, de sidste par år. Hun er sådan en sød pige. Lov mig, at være lige så god ved hende, som du altid er. Selvom hun ser anderledes ud, er hun stadig den samme søde pige."
"Mor, jeg ser hende ikke, som mere end en god ven, og så er hun jo, din kusines datter."
"Det er lige meget Valentin."
"Jeg kan ikke gifte mig med en, jeg ikke elsker."
"Det beder vi dig heller ikke om."
"Det er lige det I gør. Jeg har elsket hende, men det gør jeg ikke længere."

Jeg kiggede væk fra hendes sygelig grå ansigt, og fik øjenkontakt med mor. Hun smilte opmuntrende til mig. Jeg smilede kort til hende. Ane drejede overkroppen, og fulgte mit blik. Mor vinkede til hende. Ane gav hende et lille vink, og kiggede så tilbage på mig.

"Din kjole er rigtig smuk, Ane."
"Syntes du? Jeg syntes den får mig til at se tyk ud."
"Det er du ikke Ane. Der er mange andre her, som er meget stører end dig."
"Det er bare noget du siger."
"Er det?" 

Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Jeg sagde aldrig noget, som jeg ikke mente. Jeg fangede hendes blik, og så smilte jeg til hende, så hun kunne se, at jeg mente det.

"For at snakke om noget andet. Hvor skal du så hen?"
"Jeg starter i Florida. Det første fly, flyver til Jacksonville. Jeg tror, jeg vil flyve fra Jacksonville til det sydlige Tennessee, og så bevæge mig op til Nashville."
"Så du vil bruge alt din tid i Tennessee?" spurgte hun skeptisk.
"Ja. Og nu skal du ikke komme, og lave rod i mine planer."
"Okay."

Folk var ved at forlade stuen. Isabelle kom hen til os, og sagde noget på dansk til Ane. Hun kiggede undskylde op på mig.

"Er der noget galt."
"Jeg vil ikke bruge mere af din til Valentin." 

Hun nejede. Jeg bukkede, og gik hen til min far. Han kiggede på os, fra det fjerneste hjørne af stuen. Jeg kiggede ned i jorden, indtil jeg var sikker på, at Ane og Isabella var gået og dørene blev lukket efter dem. Jeg kiggede surt på ham, da jeg løftede hovedet. Han kiggede udtryksløst tilbage. 

"Var det nødvendigt?"
"Du skal tidligt op i morgen. Og husk 6 måneder. Vi ses Valentin."
"Kommer du ikke ned, og siger farvel?"
"Nej. Det er dig, du vil finde, ikke mig. Din mor, og Mason siger farvel. Jeg har travlt hele dagen, og jeg er gammel. Jeg skal sove mest."
"Din gamle idiot."

Jeg vente ryggen til ham, og travede hen over gulvet, og ind til stuen, ved siden af. Alle gæsterne rettede deres opmærksomhed mod mig.

"Jeg ønsker jer en god aften, og jeg håber af hjertet, at I vil sover godt. Godnat."

Jeg bukkede let, og forlod dem. Da jeg var sikker på, at der ikke var nogen der kunne høre mine skridt, løb jeg resten af vejen op til mit værelse. De mange gange, de mange værelser gjorde, at der var ret langt fra den ene ende af slottet til den anden. Stuerne og værelserne lagde i hver deres ende. Genialt lavet, af ham der byggede slottet. Jeg sukkede irriterede, da jeg kom op til døren til værelset. Jeg skubbede den let op. Jeg bandt mit slips op, og smed den hen på en stol. Jakken, bukserne og skjorten fik samme tur hen til stolen. Jeg gik ud på badeværelset, og børstede tænder. Jeg kunne se, at der havde været nogen herinde, menes vi havde været til middag. De havde pakket den taske jeg skulle have med i morgen. Jeg smed mig træt på sengen, og faldt i søvn med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...