Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
726Visninger
AA

9. Middag med Gurvenør (Daphnes synsvinkel)

Lige siden han afleverede mig herhjemme, havde jeg været oppe på mit værelse. Jeg havde boede sammen med mine bedsteforældre, siden mine forældre blev skilt for 6 år siden. De kunne ikke blive enige om hvem der skulle have forældremyndigheden over mig, og jeg ville faktisk ikke bo ved nogen af dem. Det blev jeg 14 det år. Bedstefar kom op til mig, på mit værelse, for at se hvordan kjolen så ud. De viste godt, at jeg var begyndt at se Valentin, og de havde givet mig lov til at tage af sted i aften, og det var okay med dem, at jeg sov over ved ham, så jeg ikke skulle til at vægge dem, når jeg engang kom hjem igen. Jeg havde overvejet og flytte hen til Valentin, mens han stadig boede her. Han havde ikke så lang tid tilbage, men bedstemor syntes ikke det var en god ide. Jeg var 20 nu, så jeg kunne godt, men jeg ville ikke såre dem. De var der for mig, da jeg havde brug for dem, og nu skulle jeg være der for dem. Jeg havde prøvet på så mange måder. Bedstefar satte sig på sengen, og kiggede anerkendende på mig. Jeg kunne se hans stolte ansigt i spejlet. Men han sagde ikke noget. Jeg viste god hvad han tænkte. Der skulle være stropper i. Store tykke stropper. Og den skulle ikke sidde så langt nede. Men han sagde det ikke, fordi han viste, at jeg ville sige ham imod, og at det var mode. Da klokken blev 18:30, parkerede en stor sort Audi foran huset, og Valentin steg ud. Han gik op ad den lille sti. 

Ding-dong. Ding-dong. Jeg kiggede en enkel gang på bedstefar, og gik så ud på gangen, og ned ad trappen. Bedstemor åbnede døren. Målløs gik hun et skridt tilbage fra døren, og Valentin trådte elegant ind ad døren. Jeg havde mange gange prøvet at miste pusten. Men i dag, var noget andet. Dette øjeblik var noget andet. Så elegant, som han stod der, lignede han en rigtig prins. Prinsen fra 'Den lille havfrue' Eric. De klare brune øjne, gjorde mine knæ bløde som smør. Min puls blev hurtigere, og mit hjerte sprang adskillige slag over. Jeg stod lammet et øjeblik på trappen. Den muskuløse krop, var pakket ind i det flotteste gavepapir. Jeg fik løst til at flå det hele af ham, og spise alt hvad der kunne spises. Men jeg var ikke kannibal, og jeg viste, at jeg elskede ham for meget, til at jeg kunne miste ham på den måde. Jeg tog mig sammen. Gik ned ad det sidste af trappen.

"Valentin, det er min bedstemor Kathleen. Bedstemor, det er Valentin, ham jeg har fortalt dig om."
"Mig en ære, at møde dem mrs. Kathleen." sagde han.
Han rakte sin højre hånd frem, og bedste tog imod den. Gav den et lille klem, og slap den igen.
"Det er mig, en endnu større ære at møde dem, Valentin." sagde hun forfjamsket. 
"De, må være manden, der har taget mit barnebarns hjerte?"

Bedstefar kom ned ad trappen, og stod nu lige bag ved mig. Han rakte en store ru hånd frem, og Valentin tog den, uden tøven. Han var den første, dreng jeg havde haft med hjem, som ikke var blevet bange for bedstefar. Han kunne godt virke lidt skræmmende på nogle.

"Ja, det er det. De må være mr. Roy. Hyggeligt at møde dem."
"Lige over. Af sted med jer. I skulle nødigt komme for sent."
"Vi ses i morgen."

Jeg kyssede bedstemor og bedstefar på kinden. Jeg tog Valentins hånd, og fulgte efter ham ud mod bilen. Valentin åbnede døren for mig. Jeg kiggede et kort øjeblik, ind i de smukkeste brune øjne, der nogensinde havde siddet i et menneskes ansigt. De var så store, så dybe, så fulde af håb og længsel. Fulde af glæde. Jeg satte ned i det varme sæde, og satte selen i. Døren blev lukket, og Valentin var hurtigt henne ved sin dør, og satte sig ind bag rettet. Motorens blide brummen, brød gennem stilheden. Duften af Valentin ramte mine næsebor. Så maskulin, så blidt, og så alligevel kraftig. Det måtte være den nye Hugo Boss.  Bilen satte i bevægelse. Valentin fortalte mig, hvordan det var, at være til en statsmiddag. Normalt ville man gerne, at offentligheden troede, det var sådan noget opblæst noget, men det plejede at være rigtig hyggeligt, og afslappende.

"Hvordan er det, at være kongelig?"
"Det er meget.."

Han tænkte lidt over hvad han skulle sige. Han havde åbenbart ikke fået stillet sådan et spørgsmål før.

"Får mig, har det altid været normalt. Nu hvor jeg er her, er jeg stadig Prins Valentin. Jeg har stadig opgaver, og forpligtelser overfor mit folk. Jeg bliver nok aldrig Bare Valentin. Selvom det ville være dejligt, at prøve at være normal. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er for mig bare så normalt. Så fint. Når jeg er hjemme, kan jeg intet gøre, uden der er nogen, som har en mening om det. Jeg er blevet vant til det. Men når man først oplever det i en sen alder, så tror jeg, det bliver svært, at vænne sig til. Og så er det bare pisse træls. Forstår du, hvad jeg mener?"
"Det tror jeg. Så længe du er væk fra slottet, er du i offentlighedes søgelys. Og når du er på slottet, føler du dig fanget."

Jeg kiggede på ham, med det mest medlidenhedsfulde ansigt jeg kunne. Jeg syntes det var synd, at der var nogen, som blev tvunget til noget, som de ikke ville.

"Ja, noget i den retning. Tror jeg. Jeg har aldrig rigtig tænkt på det, på den måde. Slottet har altid været mit tilflugtssted, når alt andet blev for meget."
"Er du glad for den skæbne du har fået?"
"Det ved jeg ikke. Jeg er blevet opdraget, til at vide, at jeg en dag ville blive konge, og jeg havde nogle forpligtelser overfor folket. Nu sidder det så dybt begravet i mig, at jeg ikke kan glemme det. Næsten alt hvad jeg gør, og siger, er for folkets bedste."
"Også denne her tur?"
"Nej. Alt ved det her, er noget jeg selv ville. Jeg ville prøve, at være en almindelig mand. Men jeg tænker hele tiden på, om det nu også var det rigtige at gøre. Jeg mener, jeg har fået så mange oplevelser, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg ikke var taget af sted, og jeg ville aldrig have mødt, verdens smukkeste, sødeste, mest fantastiske kvinde. Og det vil jeg ikke have undværet."

Han kiggede på mig, og hans smukke brune øjne viste, at han elskede mig. Jeg blev forlegen, og kiggede ned i den marineblå kjole, som dækkede mine fødder. Han lagde sin hånd på min, og gav den et lille klem. 

"Jeg elsker alt ved dig, Daphne. Det skal du vide."
"Er det derfor, at du tager mig med i aften?"
"Hvad mener du?" spurgte han.
"Vil du gerne, at jeg tager med dig tilbage til Genovia? Også selvom du er forlovet med en anden? Det var det, du snakkede med din mor om, tidligere i dag?"
"Hun ville ikke have, at jeg tog dig med hjem, fordi det kun er mig og Ane der kan for den forlovelse til at forsvinde. Jeg ved, hvad du betyder for mig, men jeg ved ikke, hvor meget jeg betyder for dig. Du skal vide, det er fuldt ud dit valg, om du vil med. Jeg vil bare ønske at du ville tage med. Men valget er dit."
"Hvor lang tid har jeg til at tænke over det?"
"Jeg rejser om 3 uger. Men det skal vi ikke tænke over i dag. Nu skal vi bare nyde, en dejlig afslappet aften sammen, med nogle mennesker, som tror de er kloge."
"Er de ikke det."
"Den tager vi på vej hjem."

5 minutter senere parkerede vi uden for Joshs hus. En stor flot bygning i rød mursten. Den var smukt udsmykket, men meget enkel. Den var bygget i victoriansk stil. Huset lagde tilbage, og indkørslen var ligesom på gamle film, man kørte op foran huset, og så fortsatte den, og dannede en grøn plet i midten. Der var mange mennesker foran døren. De tre mænd, som stod ved foden af trappen, kom hen til bilen. To af dem åbnede dørene. Vi steg begge ud. Den tredje fik bil nøglerne, satte sig ind og parkerede bilen et andet sted. Jeg lagde min arm ind i Valentins, og han førte mig elegant op ad den brede trappe. Menneskerne øverst på trappen trådte til side og bukkede. Et hurtigt buk fra Valentin, og så gik vi ind i den store oplyste hall. Hall'en var elegant. Det mørke tapet fik rummet til at føles endnu mere elegant. Trappen var i sort højglans, med rød gulvtæppe på hvert trin. De store vinduer, på begge af døren vendte mod syd. Jeg kiggede mig over skulderen, og kunne se alle bilerne suse forbi på ude på vejen, bag det store hegn. Jeg sukkede, og kiggede så op i de smukke brune øjne. Han smilte opmuntrende til mig. Han var så anderledes end alle andre mænd. Vi stod bare, og kiggede forelsket op hinanden. En ung mand rømmede sig. Jeg rødmede en smule, og undgik hans blik. 

"Skal jeg tage Jeres jakker?" spurgte han.

Jeg kiggede kort på Valentin, og gav så manden min jakke. Vi blev vist videre ind i en lille stue, hvor Josh sad, og snakkede med en masse mænd i sorte jakkesæt. En lille gruppe kvinder stod hende ved vinduet, som vendte mod øst. Josh rejste sig, og forlod gruppen af mænd. Han satte kurs hen mod os. 

"Godt at se Dem, deres højhed. Jeg håber de har haft en god dag."
"Mange tak, hr. guvernør. Må jeg præsentere dem for frk. Daphne James."

Guvernøren kiggede et øjeblik på mig. Hans undersøgende ansigt skiftede til glæde, da han genkendte mig. Jeg smilte forlegen til ham.

"Det er mig en ære, at møde dem hr. guvernør." sagde jeg.
"Æren er helt på min side. Jeg er glad for at De ville komme. Lad mig præsentere jer, for min hustru Kate."

En kvinde forlod flokken henne ved vinduet, og kom hen til os. Hun var en høj tynd kvinde, med et meget markeret ansigt. Hendes grønne øjne strålede. Det var tydeligt, at hun glædede sig over, at være her. Hun smilede venligt til os. Hun var, i forhold til guvernøren ung at se på. Midt i 30'erne måske. Guvernøren var i starten af 50'erne, men så endnu ældre ud. Vi stod længe og snakkede. De snakkede mest med Valentin. Men han var jo også centrum for alt det her. Jeg var så nervøs, at når de spurgte mig om, noget blev det kun til 'Ja' og 'Nej' svar, selvom jeg ville have sagt noget klogt. Jeg var bange for at jeg skulle gøre noget galt, eller noget flovt, eller bare sige noget dumt. Så længe jeg stod ved ham, viste jeg, at jeg ikke gjorde noget forkert. Han smilte hver gang han kiggede på mig.

En ældre kvinde kom hen til os, og prikkede mig på skulderen. Jeg vente min opmærksomhed mod hende. Hendes ansigt var fyldt med rynker, som hun forsøgte at skjule med makeup. Det lykkes dog ikke så godt for hende.

"Vi de ikke komme over til os andre, og snakke med os. Det er helt sikkert sjovere end at stå her."
"Jeg har det fint her, tak."
"Okay, det bestemmer De selv. Vi står over ved vinduet, hvis De får lyst til det."
"Mange tak."

Hun gik tilbage til de andre. De kiggede spørgende på hende, men hun rystede bare på det gamle hoved. Jeg lagde min arm omkring Valentins, og prøvede at følge med i samtalen. Fruen undskyldte, og forlod os, kort tid efter. Hun ville lige tjekke med køkkenet, om hvor langt de var. 

"Hvad studere De så, frk. Daphne." spurgte guvernøren.
"Øh, sundhedsvidenskab, med speciale indenfor biomedicin."
"Ah, dem er der også mangel på."
"Du er både klog og smuk." sagde Valentin, og kyssede mig på panden. 

Jeg elskede når han gjorde det. Det var dejligt, at få at vide, at nogen syntes jeg var klog. Især af ham. Med ét blev døren ind til et andet rum åbnet, og Kate kom til syne. Lystet var anderledes derinde. Hun klappede et par gange i sine spinkle hænder. Alle rettede deres blik mod hende. Med det samme stod Josh oppe ved siden af hende.

"Deres højhed, Ærede gæster, velkommen. Vi har den ære, at have Genovias kronarving, og frk. Daphne med til middag. Vær venlig, at komme nærmere, og lad os få noget godt at spise. Deres højhed, vil De føre an." 

De trådte til side fra døren, og lod os gå først ind. 

"Meget gerne hr. guvernør."

Valentin tog min hånd, og sammen gik vi gennem den lille samling af mennesker. Guvernøren fulgte lige efter, og anviste vores pladser. Rummet var stort og lyst. Der hang nogle portrætter på væggene. Der var en med en ung kvinde, som meget lignede Kate. En anden med Guvernøren, og to med nogle unge piger. Helt sikkert deres børn.

Jeg åndede lette op, da jeg satte mig. På min ene side sad Valentin, og på min ene side Kate. Det var heller ikke mere fornemt end det. Vi sad ved et aflangt bord, med plads til 12. Jeg talte efter, og det passede vi var 12 personer. Vi sad midt i hele forsamlingen, så vi var tæt på hinanden hele tiden. Det hjalp meget på min nervøsitet. Det lagde 3 knive, 3 gafler og 2 skeer ved de to tallerkner.

"Hvor mange retter er der?" hviskede jeg til Valentin.
"Der er 5. 1 forret, to hovedretter og 2 desserter." hviskede han blidt tilbage.
"Er det normalt?"
"Ja, det er meget normalt."

Efter de 3 første retter, var jeg så mæt, at hvis jeg spiste meget mere ville jeg kaste op. Jeg kiggede undskyldende op på Valentin, da den første dessert kom ind. Han smilte sødt til mig. 

"Du skal ikke spise det, hvis du ikke kan."
"Tak. Det ser virkelig lækkert ud, mrs. Goodman." sagde jeg.
"Mange tak, frk. Daphne."

Jeg smagte på den lille gule klat, som lagde på min tallerken. Citronfromage. En af de få desserter, jeg ikke brød mig så meget om. Klokken var allerede blevet 21:30, Vi havde nu spist i 2 timer. Efter en lang dag, kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at være ret træt. Efter vaniljeisen, gik vi tilbage til stuen. Valentin og jeg satte os lidt for os selv. Der var to stole, som vendte mod de store vinduer. Der var en lille mellemrum mellem stolene, men vi kunne stadig røre ved hinanden. Valentin rejste sig op, og gik hen til vinduet. Han stod bare der, og kiggede tomt ud i luften. Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik hen til ham. Jeg lagde mine arme, om hoften på ham. Han kiggede på mig, og lagde så den armen over min skulder. Jeg lagde mit hoved ind til hans bryst, og jeg kunne høre hans stille hjerteslag. Han lagde sin hage på mit hoved, og den anden arm, om min anden skulder. Så stod vi der, og kiggede ud i den halvmørke nat. Stemmerne omkring os, blev til en hvisken, og til sidst helt at forsvandt. Hans favn var så rummelig. Jeg gabte, og kiggede træt op på Valentin.

"Vil du gerne hjem, og sove?" spurgte han træt.
"Det ville være dejligt. Jeg syntes det har været en meget lang dag."
"Det har det også." svarede han.

For første gang, siden vi kom, mødtes vores læber. Hans læber, bevægede sig elegant mellem mine. Hans muskler blev spændt, og han spændte sit greb. Jeg følte mig beskyttet bag hans store krop. Selvom han var meget stærk, klemte han ikke livet ud af mig. Mine ben begyndte, at vakle under mig. Han trak sig væk, og smilte utrolig sexet til mig. 

"Lad os køre hjem, Valentin. Du ser meget træt ud."
"Det er jeg også." sagde han.

Vi vente os om, og så, at alle mennesker var gået. Vi gik ud i gangen. I døre stod Josh og Kate og vinkede. Han lukkede døren, og drejede rundt. Da han fik øje på os, gik han et skridt tilbage. Han blev forskrækket. 

"Nå, vil i også til at hjemad?" spurgte han.
"Ja, det er ved at være sent. Og du har jo også noget arbejde at se til i morgen."
"Ja det har jeg."
"Farvel, og mange tak for en rigtig hyggelig aften. Og tak fordi vi måtte komme."
"Det var en fornøjelse at have jer her. Kom godt hjem."
"Mange tak."

Han åbnede døren igen. Audien var kørt frem, og holdte i tomgang. En ung mand steg ud af bilen, da vi kom ned til den. Han åbnede døren for mig, og jeg satte mig ind. Den blev lukket med et lille smæk. Valentin satte sig ind, og satte bilen i gear. Det var en helt lettelse, at være alene. Mit hoved gjorde ondt, og mine øjenlåg var tunge. Jeg kiggede en enkel gang på Valentin, som kiggede tom frem for sig. Jeg lagde hovedet op ad vinduet, og faldt i søvn. Alt omkring mig var mørkt i noget  tid. En hånd rørte let ved min arm. Jeg satte mig, og kiggede ud ad vinduet. Vi holdte foran hans lejlighed. Vi var allerede hjemme. Jeg smilte træt til ham. Han ansigt viste også at han var træt. Da døren blev åbnet, kom en kold brise ind, og bilen føltes med ét kold. Jeg steg ud, og kulden tog et klamt greb om mig. Der var ingen mennesker på gaden, og gadelygterne blinkede en gang i mellem. Det var en lille smule uhyggeligt. Valentin gik hen til døren og låste op. Han åbnede den, og kiggede på mig. Jeg fulgte efter ham ind i gangen. 

"Var det så slemt?"
"Hvad mener du?" spurgte jeg.
"Du faldt i søvn på vej hjem. Var du så træt?"
"Ja. Jeg var nervøs hele aftnen, og det tager som regel livet af mig."

Vi var nu kommet op på 2. sal. Han låste op, og gik ind. Jeg fulgte træt efter. Jeg hang min jakke op, og tog de høje sko af. Mine fødder var ømme, og det var en helt befrielse at få dem af. Valentin gik ud i køkkenet, og jeg kunne høre at køleskabet blev åbnet. 

"Er du stadig sulten." spurgte jeg overrasket.
"Nej, jeg er ved at dø af tørst."
"Åh nu du siger det, kan jeg også få noget?"
"Ja da. Hvad vil du have?"
"Hvad du har." svarede jeg.

Jeg gik ud til ham, og satte mig op på bordet. Han tog 1 liter mælk ud af køleskabet. 

"Vil du have et glas, eller vil du drikke af kartonen?"
"Jeg kan godt drikke af kartonen."
"Er det rigtigt?"
"Det gør jeg altid, når jeg har travlt, eller jeg ikke skal have så meget."
"Du er fuld af overraskelser."
"Drikker du af kartonen?"
"Om natten. Når alt køkkenpersonale er taget hjem. Og når der har været store middage. Så er mælk, altså bare bedst fra kartone."
"Og du siger jeg er fuld af overraskelser. Jeg troede du var så godt opdraget, at det gjorde man ikke."
"Hvis du spørge mine forældre, så gør jeg det heller ikke. Men alle har hemmeligheder, overfor sine forældre, og det her en af mine."

Han rakte mig mælken, og satte sig op på bordet ved siden af mig. Han satte sig helt hen til mig, så vi ikke kunne undgå at røre ved hinanden. 

"Sidder du så heller ikke på køkkenbordet derhjemme?"
"Jo, men det er en hemmelighed over for køkkendamerne. De ville få et føl på tværs hvis de viste, at jeg sad på bordene."

Jeg begyndte at grine, så meget at mælken kom ud af næsen på mig. Valentin begyndte at grine over mælken. Hans latter var elegant, og charmerne. Jeg gav ham mælken tilbage. Han kom ned fra bordet, og satte den tilbage i køleskabet. Han kom hen til bordet igen. Der gik det op for mig, hvor høj han var. Jeg lagde mine arme, om hans brede skuldre, og kyssede ham. Han lagde sine arme om mig, og trak mig ned fra bordet. Han var 25 cm højere end mig. Jeg slap mit greb om ham. Han kiggede undrende på mig, men slap sit greb. Jeg gik ind på badeværelset, hvor jeg havde en tandbørste, og lidt makeup fjerne. Da jeg var færdig, gik jeg ind i soveværelset. Han var ved at løsne sit slips. Jeg gik hen til ham, og smilte sødt til ham. Han slap det, og lod mig løsne det, så han kunne få det over hovedet. Jeg begyndte, at knappe skjorteknapperne op, da han lagde sine arme om mig, og åbnede min kjole. Han lynede den ned, og så faldt den ned af sig selv. Det var snyd. Jeg havde kun en kjole på, og han havde så mange ting. Jeg knappede den sidste knap. Han tog den af, og lagde arme om mig, og kyssede mig. Mine arme lagde sig om ham. Mine fingre følte hans muskulatur i ryggen. Lige der var alt perfekt. Hans favn beskyttede mig, selvom der ingen fare var. 

Endelig kunne jeg slappe af og sove. Valentins stille vejrtrækning, fortalte mig, at han allerede var faldet i søvn. Jeg lagde forsigtig min hånd på hans bryst, og mit hoved på hans skulder. Jeg lukkede øjnene, trak vejret dybt, og faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...