Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
714Visninger
AA

8. Kjolekiggeri

"Middag med Guvernøren. Det er stort. Virkelig stort. Ved du godt det? For mig er det så stort. Er du sikker på, at jeg kan klare det. At du vil have mig med? Jeg har ingen kjole i marineblå."

Hun havde gået rundt i 1 time, og sagt det. Hun stoppede op, og kiggede på mig. Hun var fortvivlet. Usikker på sig selv, og på om hun overhovedet kunne klare det. 

"Stop, søde."

Jeg rejste mig fra sofaen, og gik hen til hende. Tog om hende, og kyssede hende blidt. Jeg kiggede indtrængende på hende. Fangede hendes blik, og holdte det. 

"Du kan godt klare det. Jeg tror på dig. Forestil dig at du er til en familiemiddag. Din søster har sin kæreste med hjemme første gang. Hvordan er det?"
"Anspændt."
"Sådan er det føste gang til en middag, med kongelige, og kloge mennesker, som tror de bestemmer en hel masse. Og bare rolig, det her er det eneste akavet, jeg vil have du skal gøre for mig."
"Lover du det?"
"Det kommer an på så mange ting."

Jeg kyssede hende, og gik ud i gangen. Hun fulgte efter mig.

"Hvor skal du hen?"
"Sagde du ikke, at du ikke havde en kjole i marineblå?"
"Jo og hvad så?"
"Genovias nationalfarve er marineblå, og den farve skal helst bæres af begge parter, til et statsbesøg, og det er det her for mig, og du er min ledsager, hvilket vil sige, at du skal have noget marineblåt på. Tag dine sko på."
"Så lang en smøre, og så en kommando. Er det normalt hjemme hos dig?"
"Nej. Det er kommando på kommando. Kom nu. Jeg vil gerne sig dig i en kjole."

Jeg smilede frækt, og håbede det hjalp. Det gjorde det ikke. Jeg rettede mig op, og gik hen til hende. Lagde mine arme om hende, og kyssede hende. Hun lagde sine arme på mine skuldre. Førte dem op over skuldrene, og videre op ad nakken. Hendes fingre blandede sig med mit hår. Jeg lagde mine hænder ind under hendes trøje. Skubbede hende op ad væggen, og kiggede bestemt på hende. Hun smilede, og overgav sig.

Vi gik ned til storcenteret, for at se på kjoler. Hun kendte ejeren, til den bedst sælgende kjolebutik, så der startede vi. Jeg satte mig til rette i en stol ved prøverummene. Hvis der var en ting, jeg havde lært af min far, så var det, at være tålmodig med kvinder, når de skal prøve tøj. Daphne gik ind i det ene af de to prøverum, som var i butikken. Kvinden, som ejede butikken, kom hen med en masse lange marineblå kjoler. Hun gik ind i prøverummet, og hjalp Daphne i dem. Hver gang hun havde fået en på, kom hun ud, så jeg kunne se hende. Den første var en enkel kjole, som sad stramt til hele vejen ned. Hun kiggede opgivende på mig.

"Jeg kan ikke få vejret i den her."
"Den sidder heller ikke godt på dig, Daphne." sagde kvinden.
"Jeg er enig."

Hun gik ind igen, og fik en anden på. Jo længere hen vi kom, blev kjolerne flottere til hende. Den trejde sidste kjole hun var i, var en kjole uden stropper. Den sad stramt til hen over brystet og maven. Resten faldt løst ned. På brystet var der syet perler i med et blomstret mønster. Det var kjolen. Det var Daphne enig i, så det blev den. Vi købte et par høje sko i sort til. Da vi forlod butikken, virkede hun en smule nedtrykt. Jeg fangede hendes blik, og holdte det et øjeblik. 

"Hvorfor ville du betale for den?" spurgte hun.
"Det er mig, som vil have dig med, så må det også være mest fair, at jeg køber en kjole til dig. Desuden er det en skik i Genovia, at manden køber noget til kvinden, til deres føste date. Jeg har købt kjolen til dig."
"Er det rigtig?"
"Det er det nu."

Jeg smilede dumt til hende. Hun slog mig på armen, og grinte. En fantastisk latter. Som en sommerbrise i Genovia. Vi gik ned, til en lille cafe, hvor vi fik lidt at spise, før vi fortsatte vores shoppingtur, efter et smykke til hendes kjole. Min telefon brummede i min lomme. Det var min mor der ringede. Daphne og jeg havde brugt hele formiddagen og eftermiddagen i storcenteret.

"Valentin her." sagde jeg.
"Hej skat. Hvordan går det?"
"Fint mor. Hvorfor ringer du?"
"Fordi jeg er bekrymret, Valentin. Chrisitan er lige landet i Genovia, og det er uden dig. Hvorfor er du ikke med ham?"
"Fordi jeg har brug for lidt tid alene. Det var planen med det her."
"Det var ikke det han fortalte mig."
"Hvad har han fortalt dig?"
"At du har mødt en pige. En amerikansk pige. Han siger at hun er vældig sød, og du elsker hende."
"Det gør jeg mor. Det gør jeg."
"Hvad så med Ane. Du kan ikke svigte hende nu. Hun er meget skrøbelig lige i øjeblikket. Kan du forstå det Valentin. Meget skrøbelig. Hun har brug for en som dig."
"Jeg kan ikke tage vare for hende mor. Der er en, et eller andet sted, som vil elske, og beskytte hende. Men det er ikke mig. Uanset hvor meget du tror på det, så er det ikke mig. Affind dig med det. Jeg kommer hjem som planlagt."
"Okay, så må vi tage den derfra. Men lad den pige blive, hvor hun er, indtil vi har fundet en løsning på det her."
"Det afhænger af hende. Hvis hun vil med, så kommer hun med, vil hun ikke, bliver hun i USA."
"Okay. Vi ses skat."
"Farvel mor."

Jeg lagde på, og kiggede på Daphne. Hun smilede sødt. Jeg kyssede hende let på panden, og smilede stille til hende. Vi gik hjem til mig. Hun stoppede op foran indgangen, og kiggede op. Jeg stoppede op lidt foran hende, og kiggede undrende på hende.

"Hvad er der?" spurgte jeg.
"Øh, jeg tror gerne jeg vil hjem og skifte. Alle mine ting er der."

Hun kiggede bedende til mig.

"Hvis det er okay med dig."
"Det er okay. Jeg køre dig hjem."
"Tak Valentin."

Jeg gik hen til hende. Jeg tog hendes hånd, og sammen gik vi ned til bilen. Hun satte sig stille ind, og spændte selen. Hun smilede uskyldigt til mig. Jeg lagde min hånd på hendes lår. Lænede mig hen mod hende, og vores læber mødtes. Hendes søde duft ramte min næse. Min krop sitrede. Min frie hånd fandt hendes kind. Hendes hånd blev lagt på mit bryst. En blid berøring. Hun trak sig stille væk. Vi skulle videre. Jeg startede bilen og satte i gear. 5 minutters kørsel fra lejligheden, blinkede jeg ind til siden, og hun steg ud. Kjolen havde hun i den ene hånd. Hun bukkede sig ned, og kiggede ind til mig. 

"Hvornår skal jeg være klar, min prins?"
"Jeg finder dig her kl. 18.00. Okay?"
"Ja."

Hun blinkede med det ene øje, og gik op mod det lille murstenshus. Hun åbnede den mørkerøde dør, og gik ind. Døren lukkede stille efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...