Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
720Visninger
AA

13. Jacksonville

Et par dage senere tog forlod vi Nashville. Vi kørte tidligt den morgen. Daphne havde overnattet hos mig, så vi ikke skulle til at vække hendes bedsteforældre. Jeg havde gået en runde i lejligheden en sidste gang, inden jeg gik ned til bilen, og satte kursen mod lufthavnen. For at være på den sikre side, tog vi ud til lufthavnen 2 timer før vi skulle være der. Vi skulle flyve fra John Tune Airport i det nordlige Nashville, til den internationale lufthavn i Jacksonville.  Daphne var snakkede hele vejen til lufthavnen, men jeg hørte ikke efter. Mine tanker, kransede sig om min familie i Genovia, om Daphne, som ikke kunne blive en del af den. Min hånd hvilede på håndbremsen. Flere gange lagde Daphne sin hånd på min. Jeg smilede til hende hver gang hun kiggede på mig. Jeg gjorde alt, for at virke nærværende, men det virkede ikke. Men hun snakkede videre. Som om hun ikke ønskede stilheden. Det der skulle have tage 40 minutter trak ud, og tog 1 time og 5 minutter. Der var vejarbejde flere steder. Skide vejarbejde. Da vi endelig ankom til lufthavnen, kom vi hurtigt gennem check-in området. Vi gik gennem de lange gange, og fandt gaten, hvor vores fly skulle være. Endelig kunne jeg være nærværende. Jeg lyttede til hvad hun sagde. Nu snakkede hun bare for at holde sig vågen. Vi havde ikke sovet så meget. En dejlig sidste nat i Nashville.

Hele den her tur, havde ændret noget ved mig. Jeg viste hvem jeg var, og hvad der forventes af mig, når jeg kom hjem. Jeg viste, hvad jeg ville være for folket. Jeg skulle være det stik modsatte af min far, men alligevel på en ansvarsfuld måde. På min måde. Jeg skulle ikke gøre, alt det som far havde gjort. Daphne stoppede med at snakke, og faldt i søvn op ad min arm. Der var stadig 1 time til vi skulle flyve. Den time fløj af sted. Jeg vækkede Daphne, og så gik vi om bord.  Nu ventede der en flyvetur på 2 timer. Da alle var kommet ombord, startede flyet, og den kørte ud på startbanen. Hastigheden steg, og kort efter var vi på vingerne.

Inden vi rigtigt var kommet i luften, var jeg faldet i søvn. En let søvn, som stille tog til. Med et var der en, som ruskede i mig. Jeg slog øjnene op og så, at vi var ved at lande. Solen stod højt på himlen, og det så helt varmt ud. Jeg kiggede træt på Daphne. Hun smilede sødt.

”Har du sovet godt?”
”Jeg syntes ikke man sover så godt i et fly, men det var dejligt.” svarede jeg  smilende.
”Det er godt. Flyet er ved, at være tomt, så vi må nok hellere se, at komme ud.”
”Det ville nok være en god ide. Fik du sovet lidt undervejs?”
”Ja lidt.” sagde hun.

Vi kom ud i den lille gang i midten, og gik mod udgangen. Jeg smilede til personalet, som ventede på at alle var ude. Det var helt dejligt, ikke at være i flyet længere. Alt det plads der var omkring en igen. Det var helt befriende. Jeg lagde glad en arm om Daphnes skulder. Smilende lagde hun sin arm om mig.

Vi gik hen til bagagebåndet, hvor vi fik vores kufferter med det samme, da næsten alle andre var forsvundet. Idet vi kom ud i velkomst hallen, begyndte et blinke lyshav, blitz. Små klips lyde fra kameraer. Mine øjne vænnede sig hurtigt til den korte glimt, og det gik op for mig, at jeg fuldstændig havde glemt, at der ville være pressefolk i lufthavnen, når vi ankom. Jeg kiggede rundt, i håb om at finde en sikkerhedsvagt, men hele hallen var fuldt op med blitzende kamera, og folk med små båndoptagere.  Den massive snakken blev højere og højere, fordi de alle sammen ville overdøve, personen som stod ved siden af. Ihærdigt prøvede jeg på, at finde en sikkerhedsvagt, som kunne få, os i sikkerhed. Daphne klemte sig chokket ind til mig, og prøvede forgæves, at undgå de mange nærgående pressefolk, som spurgte om de særeste ting. Endelig fik jeg øje på en sikkerhedsvagt. Jeg fulgte ham et øjeblik med øjnene. Da jeg havde fundet ud af, hvordan vi hurtigst kunne komme hen til ham, greb jeg fat i Daphnes arm, og trak hende med gennem massen af presse, kamera og blitz.

                      ”Hvad sker der Valentin.” spurgte Daphne panisk.
                      ”Det fortæller jeg senere. Vi skal bare ud af det her.”

I det samme kom vi ud af massen, og vagten var kun en armslængte væk. Jeg greb fat i hans arm, og drejede ham rundt. Han kiggede et øjeblik surt på mig, men så genkendte han mig.

"Denne vej deres højhed."

Han fik et par andre vagter til at, få mængden af presse på af stand, mens Daphne og jeg kom i sikkerhed. Vi fik lidt tid for os selv.

”Hvad foregik der, Valentin.”
”Det er min fejl, Daphne. Jeg havde ikke tænkt på, at få nogle vagter til at holde pressen på af stad, det er jeg ked af.”
”Det var virkelig ubehageligt, Valentin.”
”Det ved jeg godt. Jeg er virkelig ked af det. For første gang, har jeg virkelig klokket i det.”
”Det er okay. Der er styr på det nu. Ikke.”
”Jo. Det skulle der gerne være. Der holder en bil udenfor og venter på os, når hallen er blevet ryddet for pressefolk.”
”Og det har du tænkt på. Hvordan vi skal komme herfra, og ind til hotellet. Men at få snakket med lufthavner, og få styr på din egen sikkerhed havde du glemt.”
”Hvad havde du regnet med? Jeg er en mand. Jeg interessere mig for biler, og ting der er hurtige. Normalt har jeg folk til at varetage min sikkerhed. Jeg kommer bare.”
”Seriøst?”
”Ja.”
”Det er fandme utroligt.” sagde hun, og smilede skævt.

Jeg tog hendes hånd og kyssede den undskyldende. Hendes smile viste, at jeg var tilgivet. I det sammen blev døren åbnet, og ind kom en hel sikkerhedsstyrke.

                      ”Vi skal lige se jeres pas.” sagde lederen.

Jeg gav ham mit pas, og Daphne gav ham, sit. De kiggede dem hurtigt igennem, og vi fik dem retur.

”Hallen er ryddet for pressefolk, og vi har et par stykker til at stå ved jeres bil så i kan komme videre uden flere problemer i lufthavnen.
”Mange tak hr.” svarede jeg.

Jeg gav ham hånden. Kort efter var vi ude i hallen igen, og denne gang var der mere stille og fredeligt. Vi gik mod udgangen, som ethvert andet par, men der var sikkerhedsvagter, som holdte øje med os, hele vejen ud til bilen. Lige foran udgangen holdte en hvid jaguar XF. Jeg gik helt i selvsving. Det var den sidste nye model. Jeg var som et lille barn, som lige havde åbnet sin første gave, for at finde ud af, at det lige præcis er den allerbedste gave i verden. Denne her jaguar, havde ikke kørt mange kilometer. Den duftede endda helt ny. Daphne stod et øjeblik, og undrende på mig. Da jeg endelig var faldet ned igen, satte hun sig ind. Vi kørte ud fra lufthavnsområdet, og videre ind mod Jacksonville centrum. Hotellet var ret nemt at finde. Det lagde lige ud til vandet inde midt i byen. Daphnes far havde bestemt, at det var det hotel vi skulle bo på, fordi han mente, at det var, det bedste hotel i hele Jacksonville, og så lagde det heller ikke så langt fra ham. Vi havde besluttet, at vi skulle besøge ham, to dage efter vores ankomst.

Daphne virkede en smule nervøs, da jeg parkede bilen foran hotellets indgang. Jeg fangede hendes blik, og holdte det.

”Daphne. Jeg elsker dig, af hele mit hjerte.”
”Gør du? Sådan helt inde i hjertet?”
”Ja. Jeg ville gøre alt for dig. Mit land har brug for mig. Men jeg finder en løsning på det her. Men mens jeg er væk, må du bare stole på, at jeg vil finde den løsning. Vil du love mig det?”
”Det ved jeg ikke, om jeg kan Valentin.”

Hendes stemme dirrede en smule. Ikke meget, men den dirrede. Jeg nikkede forstående. Jeg tog selen af, og steg ud af bilen. Daphne gjorde det sammen, og kom op på siden af mig. Blidt tog hun min hånd, og flettede sine fingre i mine. Jeg kiggede kort på hende, og hendes øjne viste, at hun var sårbar. Som en juvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...