Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
720Visninger
AA

14. Goodby USA

Jeg vågnede tidligt. Min telefon lagde på natbordet, og brummede, helt vanvittigt. Det betød, at det var min mor der ringede. Daphne lagde stadig og sov. Jeg kiggede hurtigt på uret, enden jeg tog den. 04:55. Jeg tog telefonen op til øret, mens jeg kom ud af sengen.

”Åh, godt du tog den Valentin. Jeg har en forfærdelig nyhed til dig min søn.” sagde hun grædende ind i telefonen.
”Hvad er der galt mor. Hvad er der sket?”

Jeg blev bange. Jeg blev virkelig bange. Frygtede, at der var sket et terrorangreb. Eller fars fly var styrtet ned, ude over Atlanten. Jeg skyndte mig ud i den lille stue, for ikke at vække Daphne.

”Det er din far. Han er blevet alvorligt syg. Han har været syg i noget tid, men han havde det ikke godt, da han kom hjem fra USA. Han var ligbleg.”
”Har du snakket med lægen. Har der været nogen, og se til ham?” spurgte jeg.
”Ja. Doktoren har været her. Og han har akut indlagt ham på hospitalet. Vi har brug for, at du kommer hjem nu, Valentin. VI har brug for, at du kommer hjem. Folket er oprevet. De er bange for, at deres kongehus, er ved at falde fra hinanden, og de ikke har noget styre længere. De ønsker ikke at, få et folketing.”

Min mor stemme flød over i en lang talestrøm, og jeg var hæklet af. Det var slemt nok, til at landet var ved at falde fra hinanden.  Alt det jeg havde set min far bygge op. Alt det, mine forfædre havde bygget op. På et spildt sekund, så jeg for mig, det hele styrte sammen. Det hele stod i flammer. Børn skreg. Kaos. Det var uhyggeligt.

”Jeg tager det næste fly hjem mor.”
”Åh Valentin. Skynd dig, at komme hjem. Det kan meget snart være for sent.”
”Jeg gør hvad jeg kan, mor. Det lover jeg.”

Jeg lagde på, og gik tilbage til soveværelset, hvor Daphne stadig lagde og sov. Jeg fandt hurtigt min computer, og gik tilbage til stuen. Jeg tændte den, og fik internet på den. Hurtigt fandt jeg det næste fly, som fløj til Genovia. Kl. 11:55. Jeg havde altså ikke tid, til at komme ind på hospitalet med Daphne, og besøge hendes far. Jeg gik ind i soveværelset igen, og fandt det tøj jeg havde haft på i går, da vi ankom. Hurtigt kom jeg i det, og så gik jeg ned i receptionen. De havde en printer, så de kunne sikkert hjælpe mig, med at få bestilt billetten. Da jeg kom ned i den store lobby, var der næsten mennesketom. En enkel receptionist var der, men ellers ingen.

”Kan jeg hjælpe dem?” spurte han.
”Det håber jeg. Jeg er blevet kaldt hjem til Genovia, og har derfor brug for, at du hjælper mig, med at få bestilt en billet til den næste afgang.”
”Ja. Jeg skal se hvad, jeg kan gøre.”

Han klikkede en masse gange, med musen, og trykkede på en masse knapper.

                      ”Jeg skal bruge dit pas.”

Jeg gav ham mit pas. Et par minutter senere havde jeg et stykke papir, som var min billet. Så var der ingen vej tilbage, og jeg havde travlt med at få pakket, og komme ind til lufthavnen. Og så skulle jeg også få det fortalt til Daphne. Det var det værste ved det her. Det slog mig, at jeg overhovedet ikke havde overvejet, hvordan hun ville tage det. Hvordan hun ville reagere. Ville hun være klar til, at jeg rejste, eller ville hun gå i total selvsving? Ville hun bryde sammen, eller ville hun, bare være okay med det.

Jeg skyndte mig tilbage til værelset. Lige da jeg skulle til at låse døren op, fløj den op. Daphne kiggede bange på mig. Inden jeg havde tænkt over det, gik jeg i selvforsvar.

”Jeg kan forklare det Daphne.”
”Hvor har du været? Jeg troede du var her, men da jeg vågede var der ingen. Valentin jeg var helt alene da jeg vågende. Hvor var du?”
”Jeg var nede i receptionen. Jeg skulle have bestilt en billet hjem til Genovia.”
”Skal du hjem? Hvornår? Hvad er der sket.”
”Det er min far. Han er alvorligt syg.”
”Men var han ikke her for noget tid siden?”
”Jo. Min mor tror, at det er det, som har gjort det værre. Han var syg inden han tog af sted.”
”Hvornår tager du af sted?”
”I dag. Mit fly går kl. 11.55. Så jeg har travlt. Jeg håber virkelig du forstår.”
”Du kan da ikke forlade mig nu Valentin.”
”Jeg bliver nødt til at tage af hjem Daphne.”
”Men du har jo lovet mig, at du ville komme med ind på hospitalet, og besøge min far.” sagde hun grådkvalt.

Hendes blanke øjne, viste hvor kunst hun var. Jeg havde tænkt alt igennem men jeg kunne ikke finde en udvej. Da jeg lovede hende, at jeg ville tage med, viste jeg jo ikke, at far var blevet syg. Den spade havde ikke fortalt mig noget, da han havde været her. Jeg elskede Daphne. Jeg ville gøre alt for, at jeg kunne blive, men lige nu kunne jeg ikke se, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde valget mellem hende og mit folk. Mit folk regnede med mig, og Daphne havde regnet med, at jeg tog med hende. Jeg havde besluttet mig. Og hun ville ikke være en del af det. Jeg viste ikke hvad hun ville. Jeg var så ødelagt indeni, for jeg havde tænkt alt igennem. Og der var ingen chance for at hun kunne blive en del af mit liv.

”Det ved jeg godt Daphne, men mit folk har brug for mig. De har brug for at jeg er der. Det her, er lige så hård for mig, som det er for dig Daphne. Men er du klar over, hvad det er for et ansvar jeg stor med? Ved du hvad jeg skal vælge imellem? Er du klar over hvorfor Christian ikke ville have, at jeg blev forelsket i dig?”
”Stop Valentin. Vil du ikke godt stoppe?”
”Daphne. Du bliver nødt til at, høre på mig.”
”Stop Valentin. Jeg vil ikke høre det. Det vil jeg ikke.” sagde hun grædende.

Jeg lagde trøstende mine arme om hende, men hun skubbede mig væk. Afviste mig. Jeg havde forberedt mig på, at det kunne ske. Men det var svært at vide, hvordan jeg ville reagere på det. Det var hårdt. Det stak i hjertet. Som at blive dolket, igen og igen. Det var lige så hårdt at se, hendes reaktion, på det jeg havde sagt, se hende blive så knust. Jeg havde ødelagt et menneske. Nu ville hun aldrig kunne give sit hjerte til et andet menneske. Hun ville ikke kunne stole på, at de vil hende det bedste, at de virkelig elsker hende. Og det var min skyld. Hun faldt sammen på knæene, og lagde sig på siden, med hænderne for hovedet.  Hendes konstante gråd havde af magtet hende. Jeg lagde mig ned ved siden af hende. Lagde min arm om hende, og lagde mig tæt op ad hende.

”Jeg ved godt, at du er sur på mig, Daphne. Jeg ved du er rasende, og skuffet. Men jeg er nødt til det. Jeg er nødt til at være der for folket, når de har brug for mig. De har brug for mig nu. Hvis der var en udvej, så var det den vej jeg tog, men det er der ikke. Jeg har ikke noget andet valg, end at tage hjem, og være den konge, som landet har brug for.”
”Du har et valg, Valentin.” skreg hun.
”Nej jeg har ej.”
”Jo, men du vil ikke opgive, at det du har, for mig. Jeg er ikke vigtig for dig. Det er grunden til, at du tager af sted.”
”Daphne skat. Jeg vil dig mere end noget andet, men det er kompliceret. Mere kompliceret end du kan forstå.”
”Mere end jeg kan forstå?” udbrød hun
”Det eneste jeg ikke kan forstå, er at du lod mig tro, at jeg virkelig betød noget for dig.
”Du betyder alt Daphne. Alt hvad du har gjort for mig. Alt hvad du har været for mig. Den måde du har set mig. Der har aldrig været nogen, som har set mig, som et menneske fra den her jord. Du er den eneste der har vist mig, hvem du virkelig er. Alle andre har vist noget af sig selv, som de gerne vil have, at andre opfatter dem. Men du. Du har  vist hvem du i virkeligheden er. Og det er det vigtigste for mig. At jeg ved hvem jeg kan stole på. Og jeg kan stole på dig. Derfor har jeg kunne lukke dig ind i mit liv.”

Jeg lade mig hoved op ad hendes lyse bløde hår. Det duftede af roser. Jeg fyldte mine lunger med den søde duft. Jeg ville savne hende så inderligt meget. Alt ved hende, ville jeg savne. Hende trætte øjne når jeg vågnede. Hende stille smil, når hun blev genert. Hendes perfekte tandsæt når hun smilte af glæde. Det frække blik i hendes øjne, når hun prøvende lokkede mig. Hendes milde stemme, som fylder hvert rum, med sød musik. Hendes varme fingre, når de i et øjeblik rørte ved mine. Når de er flettet sammen, når vi går ned ad gaden. Hendes bløde læber mod mine. Alle de følelser, som hun har fundet i mig, vil forsvinde, når jeg tager hjem. Jeg efterlader alt. Men alt vil være i mit hjerte. Være i mine tanker. Minde mig om, at der var en mulighed. Jeg kan ikke undvære hende. Jeg var helt opløst af tårer. Der var store følelser på spil. Og jeg lod hende se, at jeg også var svag. Hun var den eneste der havde set mig være svag. Min stemme brød den grædende tavshed.

”Undskyld Daphne. Af hjertet undskyld. Du betyder mere for mig, end du nogensinde kommer til at forstå.”
”Hvorfor kan du ikke bare tage hjem i morgen? Er det virkelig så vigtigt, at du kommer hjem lige nu?”
”Ja. Det er vist ret slemt nu. Jeg har en billet. Så jeg er nødt til at tage af sted i dag.”
”Jeg havde bare håbet, at du kunne være sammen med mig, når jeg skulle se min far igen. Det ville have været dejligt.”
”Jeg ville også gerne have mødt ham. Det skal du vide. Men jeg er bare nødt til at tage hjem.”
”Hvad sker der så med os?”
”Jeg ved det ikke. Jeg bliver nødt til, at få alt det her på plads, før jeg kan tænke videre. Jeg vil så gerne, at du bliver en del af mit liv. Lige nu har mit land brug for mig, og jeg vil ikke tvinge dig til at tage med til Genovia.”
”Men så kommer vi, vel aldrig til at se hinanden igen.”
”Jo selvfølgelig gør vi det. Jeg lover dig, lige så snart jeg har fået styr på alt det her, så kommer jeg tilbage. Jeg finder dig, og så finder vi sammen en løsning.”
”Pak dine ting, og gå.”
”Daphne stop.”
”Nej. Gå din vej. Jeg vil gerne være alene.”
”Jeg elsker dig Daphne.”

Jeg rejste mig, og begyndte at pakke mine ting. Daphne var gået ind i stuen, for at lade mig være. Hun gik uroligt op og ned ad stuegulvet. Jeg kunne høre hendes fodtrin. Jeg tog de få ting jeg havde til at ligge på gulvet, og smed det i min kuffert. Jeg lynede den, og trak den ned på gulvet. Idet jeg vendte mig, kom Daphne frem i døren. Hendes ansigt var udtryksløst. Hendes blik var koldt, og hendes holdning var stiv. Jeg gik forsigtigt hen til hende. Jeg gav slip på min kuffert, og lagde mine arme om hende. Prøvende lagde hun sine arme om mig. Jeg kyssede hendes hals. Kyssede hendes mund.

”Jeg elsker dig, Daphne. Det vil jeg altid gøre.  Uanset hvad der sker. Så vil jeg altid elske dig. ”
”Jeg elsker også dig.”

Hun gav slip på mig, og lod mig komme forbi. Stille fulgte hun efter mig, ned i lobbyen og videre ud på gaden. Jaguaren var blevet kørt frem. Jeg vendte mig om mod hende, og betragtede hende. Hun kæmpede med at holde tårende tilbage. Jeg smed min bagage inde i bilen, og kiggede på hende igen. Jeg kyssede hende hurtigt, og gik så rundt om bilen. Startede den, og kørte væk. Daphne gik ud på vejen, og kiggede efter mig. Til sidst forsvandt hun. Det var en forfærdelig tur til lufthavnen. Jeg kom ind i lufthavnen, hvor jeg fik min bagage tjekket ind, og jeg fik min billet. Jeg gik op til gaten, og kiggede ud over den gigantiske landingsbane. Tiden fløj af sted. Jeg gik ombord på det lille fly, som skulle lande i Genovia City. Om5 timer ville jeg være hjemme.
Der var næsten ingen mennesker med flyet fra Jacksonville. Jeg lagde mig til at sove, op ad det lille vindue. Jeg havde fået en plads hvor jeg sad alene, og hvor jeg havde et par rækker til de næste passagerer. 

__________________________________________________________________________________________

Jeg vågnede igen, da flyet ramte jorden. Jeg havde formået at sove hele vejen hen over Atlanten. Jeg lod de andre passagere komme ud, inden jeg rejste mig for at gå ud. En af stewardesserne kom hen til mig.

"Deres højhed. Velkommen hjem til Genovia. Deres vogn er kørt frem, og venter på dem."
"Mange tak."
"Det var så lidt, deres højhed."

Hun nejede og gik tilbage til, der hvor hun var kommet fra. Jeg gik ud af flyet, og kiggede lidt over, det der engang havde været det mest velkendte i hele verden. Men i dag, var det hele så fremmed. Jeg kunne på en eller anden måde ikke kende det. Jeg gik ned ad trappen, og satte mig ind i den sorte jaguar, som holdte og ventede på mig. Min bagage ville blive sendt hjem til slottet. 

"Velkommen hjem deres Højhed."
"Tak."

Vi forlod, landingsbanerne, og satte kurs mod slottet. Gaderne i Genovia, var fyldt med mennesker, som var kommet, for at vise deres opbakning til deres kommende konge. For at vise hvor glade de var, for at jeg var vent hjem. Mens folket var glade, var jeg mere trist ind nogensinde før. Bilen kørte forsigtigt op foran hovededøren. Inden den holdte stille havde jeg åbnet døren, og var på vej ud. Jeg gik vredt op ad den store marmortrappe. Dørene blev åbnet, og der i lobbyen stod de. Hele familien. Mor, Mason og far. Manden fejlede intet. Jeg kiggede anklagende på min mor. Jeg var mildeste talt chokket, og rasende. Rasende over at hun virkelig ville lyve sådan overfor mig, bare fordi hun gerne ville have mig hjem. 

"Velkommen hjem min søn." sagde far.
"Du er overhovedet ikke syg."
"Nej, jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er glad for at du er hjemme."
"Hvorfor gør i det her mod mig? HVORFOR!!!!"
"Det var det bedste for dig Valentin. Pigebarnet havde næsten hjernevasket dig."
"Vel havde hun ej."

Vredt gik jeg hen mod min far. Jeg lagde mine hænder på hans skuldre, og skubbede ham, af alle kræfter hen mod trappen. Han vaklede lidt inden han igen fik fodfæste. 

"Gå op på dit værelse." sagde han vredt.

Jeg gik forbi ham, mens vreden blussede inde i mig. Jeg var vred og ked af det på samme tid. Halvvejs oppe på trappen stoppede jeg, og vente mig om. Jeg kiggede ned på min familie. 

"Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det her om. Jeg ville ønske, at jeg aldrig var kommet hjem. Jeg elskede hende. Det gjorde jeg virkelig."

Jeg vendte mig ingen, og fortsatte op ad trappen. Den lange gang, ned til mit værelse virkede uendelig lang. Jeg åbnede døren, og gik ind i det lyse rum. Det var det eneste, som virkede velkendt. Alt var som, da jeg forlod det. Intet var rørt ved. Jeg gik hen til vinduet. Satte mig til rette, og kiggede ud. Så langt væk. Jeg tog min telefon op ad brystlommen, og tændte den. Det første der brød frem, var Daphnes ansigt. Hendes smukke øjne strålede, og hendes tænder skinnede i det klare lys. En lille tåre trillede ned ad min kind. Jeg lagde den tilbage. Savnet var for stort. Hendes sidste ord, vendte tilbage til min bevidsthed; Jeg elsker dig. 

Døren blev åbnet, og Ane kom til syne. Hun så mere frisk ud, end hun havde gjort inden jeg tog af sted. Jeg kiggede væk fra hende.

"Jeg vil gerne være alene, Ane."
"Jeg ville bare sige, velkommen hjem." sagde hun kort.

Døren blev blidt lukket. Jeg kiggede hen mod den, men Ane var her stadig. 

"Jeg vil gerne være alene."
"Det hørte jeg godt. Jeg har medlidenhed med dig, men hun er almindelig, og du er kongelig. Det ville aldrig fungere."
"Jeg gider ikke høre på det der. Jeg vil gerne være alene. Jeg vel gerne forvrænger det her selv. Jeg elsker hende, og det kan der ikke laves om på. Hun ser mig, som et almindeligt menneske. Jeg behøvede ikke at tænke, når jeg var sammen med hende."
"Nej det kan jeg se."

Hun rev et ugeblad frem. På forsiden var der et billed af Daphne og mig. Det var da vi ankom til lufthavnen i går. Jeg rev bladet ud af hånden på Ane. Jeg fandt siderne. 

Overskriften lød: 'Er Kronprisens titel i fare?'

"Kronprinsen er blevet set flere steder i USA med en blondt kvinde i starten af 20'erne. Sidst blev de set i lufthavnen i Jacksonville. Rygterne siger, at pigens far bor i byen, og de vil opsøge ham, for at få tilladelse til at blive hemmeligt gift. Det var tydeligt, at de var overrasket, og den store mængde press, som var mødt på i lufthavnen. Men på nuværende tidspunkt, er det hverken af- eller bekræftet at rygtet har noget på sig. Prins Valentin, var på det tidspunkt alene i USA, da hans rejsemakker er rejst hjem. Formentenlig på grund af nogle uoverenstemmelser omkrig den amerikanske kvinde. Det er endnu uvist, hvornår prinsen kommer hjem til Genovia, og om det bliver med eller unden en brud."

Jeg krøllede bladet sammen, og smed det hen mod skrallespanden. Jeg gik forbi Ane, og gik ned ad gangen. Jeg stoppede op, foran min mors kontor. Jeg bankede på, og åbnede døren. Hun sad en smule anspændt ved sit skrivebord.

"Undskyld Valentin. Men det var nødvendigt. Du har vel læst bladet."
"Ja. Vi skal have indkaldt til et pressemøde. Hurtigst muligt. Få hele landets pressefolk til at komme. Jo før, jo bedre. Det her, skal der ryddes op i."
"Jeg gør hvad jeg kan."
"Og jeg vil gerne gøre det alene."
"Som du ønsker Valentin."

Jeg gik ud på gangen. Unden at vide det gik jeg ned i garagen. Jeg greb et sæt bilnøgler. Porten kørte op, og jeg satte kurs mod centrum. Bilen blev parkeret, og jeg gik hen til døren. Ringede på.

"Hallo."
"Luk mig ind."

Døren blev låst op, og jeg gik ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...