Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
714Visninger
AA

11. Et ultimatum

Jeg var lige kommet hjem fra parken, da det ringede på døren. Daphne var taget med Kathleen og Roy, så det kunne ikke være hende. Med mindre, de var vendt om på vejen, og kørt tilbage, men det troede jeg nu ikke. Jeg gik hen til døren, og åbnede den.

”Far?!”
”Hej Valentin. Er du overrasket over at se mig?”
”Øh ja, det er jeg.”
”Det var godt. Flyt dig, så jeg kan komme ind.”
”Hvad laver du her far?”
”Jeg er kommet for at besøge et meget dumt menneske.”
”Mange tak.” sagde jeg.

Jeg himlede med øjnene, og lod ham komme ind. Det var typisk far, at være sådan. Så meget bedre end andre, og alligevel en idiot. Men han var min far, og jeg elskede ham. Uanset hvad. Han havde sit almindelige jakkesæt på. Det betød som regel at han var alene. Han gik ind gennem den lille gang, og videre ind i stuen. Han lagde sine hænder på maven. Han kiggede spørgende på mig.

”Vil du ikke sidde ned far?” 
”Jo tak. Jeg troede ikke du ville spørge.”
”Hvordan fandt du mig?”
”Christian, min dreng. Han er en god ven af dig. Hvorfor behandlede du ham som skidt? Jeg mener, hun er bare en almindelige amerikaner, og du er prins af Genovia.”

Han kiggede spørgende på mig. Det lignede ikke ham, at se spørgende på nogen, og slet ikke mig. Han var altid sur, og hvis han ikke var sur, var hans blik tomt. Hans kærlighed viste han kun til mor. Alt ved mor, forgudede han. Han var altid glad, altid venlig, og et godt eksemplar af en far, når hun eller pressen var i nærheden. Men lige så snart, hun og pressen var væk, og jeg var alene med ham, blev hans blik toneløst og tomt. Jeg elskede og frygtede ham samtidigt. Han kunne være meget barsk, hvis man gjorde noget forkert. Mor havde fortalt, at bedstefar havde været på sammen måde overfor far, som far var over for mig. Hun forklarede det sådan, at det var han nødt til, fordi jeg var tronarvingen. Jeg skulle løfte arven fra ham. Og for at jeg kunne gøre det, blev han nødt til, at være hård ved mig. Da jeg var lille forstod jeg det ikke, men nu var jeg blevet en smule immun overfor det. Da jeg så det spørgende blik i hans øjne blev jeg mildest talt chokeret. Havde han også den side? Kunne han virkelig være menneskelig? Eller var det bare skuespil? Jeg kunne ikke lide, den side, jeg kendte den ikke, og jeg frygtede den. Hvis jeg havde lært noget, gennem mit liv, så det, at når der kom noget ukendt, blev jeg nødt til at være varsom. Og det her var et godt tidspunkt, at være varsom.

”Far.” sagde jeg.
”Ja min søn. Fortæl mig, hvad du føler for denne amerikaner.”
”Hun er speciel. Mere end speciel. Hendes tilstedeværelse er nok, til at jeg kan klare hele verden. Jeg er ligeglad med alt andet. Det hele er så ubeskriveligt. Jeg har stærke følelser for hende far. Ligesom du havde for mor, da du blev gift med hende. Det er som om, der tusinde sommerfugle inde i mig, som prøver på at få mig til at flyve, og det er hende der holder mig til jorden. Det er hende der holder mig til sengen om natten, selv når hun ikke er her. Hun er i mine tanker dag og nat.”
”Du har sovet sammen med hende?”
”Ja, far. Det kan vel ikke komme bag på dig.”
”Det gør det faktisk ikke.”
”Det undre mig ikke.” svarede jeg koldt.
”Men det er fint alt sammen.”

Det kolde blik vendte tilbage til hans forbandede øjne. Han kiggede koldt på mig, inden han fortsatte. Han havde et kort på hånden. Noget jeg ikke havde regnet med, som han ikke havde brugt endnu. Ane. Det slog mig, som en knytnæve i maven. Han var kommet for at hente mig hjem, så jeg kunne blive gift med hende før tid.

”Du har en aftale med Ane. Det har du vel ikke glemt Valentin.”
”Nej far. Jeg har ikke glemt Ane. Men jeg kan ikke gifte mig med hende, ligesom du ikke kunne gifte dig, med andre end mor.” ”Bland din mor og mig udenom det her. Det her er noget andet.”
”Er det virkelig? Eller vil du bare ikke lade mig bestemme? Vil du ikke have, at jeg overtager tronen efter dig? Var jeg ikke den perfekte søn? Hvad er der galt med mig, eftersom du behandler mig, som en sæk lort?” skreg jeg.

Min stemme havde hævet sig, for hvert ord jeg havde sagt. Jo højere min stemme var blevet, jo mere chokket var far blevet. Jeg havde aldrig råbt af ham. Jeg havde gjort alt hvad han ville have. Men jeg havde aldrig gjort oprør mod ham, eller mod monarkiet. Det har var det tætteste jeg kom på oprør, endnu.

Hjemme på slottet havde jeg mange gemmesteder, som jeg brugte når, det hele blev for meget. Men her kunne jeg ikke flygte, og jeg kunne ikke smide ham ud. Jeg forestillede mig, de store tykke mure, som gemte de små gange. De små hulerum, som var for enden af de små gange. Jeg kunne få flere dage til at gå imellem murerne, men jeg brugte dem kun, når jeg var for vred til, at jeg kunne være i nærheden af far. Når jeg var bange for ham, eller bange for at slå på ham. Det hjalp altid, at komme til at tænke på de lange mørke gange, med de mange rum, som ingen andre kendte til. Der var hvert fald ingen, som ledte efter mig, i de små gange. Eller måske ledte de, men blev bange for det uendelige mørke. Jeg elskede det mørke. Elskede det ukendte, som alligevel var kendt og sikkert.

”Jeg er stolt af dig, min søn. For en gang skyld, svare du din konge og din far igen. Denne gang, stak du ikke halen mellem benene og stak af.”
”Er det, hvad du ville opnå, med denne tur? At jeg kunne svare dig igen? At jeg blev oprørsk? Du har ikke givet udtryk for, at det var det du ville have. Jeg har altid gjort, hvad du har bedt om. For jeg troede, du ville have, at din søn var en tro kopi af dig. Det var jeg.”
”Lige præcis. En tro kopi af mig. Men det har jeg ikke ønsket. Jeg ville have et par vildbasser, som kom op at slås. Som jeg skulle råbe af. Men der var aldrig slåskampe. I har altid været et par ordenlige drenge, som altid har gjort, hvad der blev sagt.”
”Jeg forstår dig simpelthen ikke far.”
”Det ved jeg, Valentin. Men jeg er glad for, at du har fundet en sød pige. Men du har en forpligtelse overfor Ane. Du kan ikke svigte hende nu.”
”Jeg kan ikke gøre det far. Det er her min vej. Min vej til, at blive den konge Genovia har brug for, når du er væk. Når, der ikke er andre til at føre landet videre. Ud over mig. Jeg vil have Daphne og ikke Ane.”
”Det er et meget enkelt valg, du får. Enten er det krongen og Ane, eller ingenting og Amerikaneren. Hvad du vælger, er op til dig.”

Jeg var chokket. Lammet. For chokket til at græde. For chokket til at høre efter. Valget mellem Daphne eller kronen. Et umuligt valg, for en der er faldet i så dyb forelskelse som jeg. Jeg kunne ikke vælge mellem Daphne eller mit folk. Jeg kunne ikke svigte mit folk. Men jeg kunne heller ikke svigte Daphne.

”Jeg havde hende med til middagen hos Guvernøren.” sagde jeg toneløst.
”Du havde hvad?” udbrød han.
”Jep. Hende og mig, til middag hos guvernøren, sammen med alle de andre fine folk, som du havde valgt skulle med. De var der alle sammen. Undtagen præsidenten. Men ellers var de, der alle sammen.”
”Hvordan kunne du gøre det? Du har allerede præsenteret hende for pressen?”
”Uh ja presse. De var vilde med hende.”
”Hvad fanden tænker du på? Hvad vil de ikke sige? Når du kommer hjem, må du selv rode dig ud af den her kattepine. Jeg hjælper dig ikke.”
”Det er jeg glad for. Så kan jeg vise folket hvad jeg føler for Daphne, og at jeg ikke føler noget som helst for Ane.”

Jeg rejste mig fra stolen, og gik ud på gangen. Jeg åbnede døren, og kiggede koldt på min far. Han kiggede koldt tilbage på mig. ”Som du vil min søn. Vi ses når du kommer hjem. Og lad vær med, at tage det affald med. Hun høre ikke til i vores verden.” ”Hvad ved du om det. Du har aldrig mødt hende.” svarede jeg koldt. ”Nej lige nøjagtig.” Han gik ud ad døren, og smækkede den efter sig. Tilbage stod jeg, og stirrede ud i ingenting. Han kunne da ikke mene, at jeg skulle vælge mellem tronen og Daphne. Pigen der skal hjælpe mig, når jeg har det svært. Kvinden der skal sidde ved min side, når det går godt. Hende der skal støtte mig i alt. Jeg kunne ikke for nogle ender til at hænge sammen. Ingenting ville passe sammen. Ingenting. Jeg tog mine nøgler, og fulgte efter min far. Jeg kom ned på gaden, og kiggede efter ham, men han var væk. Jeg kunne ikke råbe af ham. Fortælle ham, at han var en idiot. Og at han ikke kunne stille mig i den her situation. Han kunne ikke tvinge mig til at vælge. Der måtte være en løsning på det. Min telefon ringede. Jeg fiskede den op, uden at kigge på den.

”Det er Valentin.”
”Hej søde, det er Daphne.”
”Hej Daphne. Er du kommet godt hjem? ”
”Ja det er jeg. Åh bedstemor spurgte mig, om jeg troede, om du ville spise aftensmad sammen med os?”
”Det vil jeg gerne. Hvornår skal jeg komme?”
”Lige så snart det passer dig, tror jeg.”
”Okay. Jeg skal lige i bad, så kommer jeg.”
”Vi ses snart søde.”
”Ja det gør vi. Elsker dig.”
”Elsker også dig Valentin.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...