Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
712Visninger
AA

12. Et sidste ønske (Dapnes synsvinkel)

Jeg sad på køkkenbordet, mens bedstemor lavede aftensmaden. Det var 1 time siden, jeg havde snakket med Valentin, og spurgt om, han ville gerne spise sammen aftensmad, sammen med os. Han havde virket en smule fraværende, da jeg snakkede med ham. Jeg havde en underlig fornemmelse i kroppen. Alt kørte i hovedet på mig. Alt hvad der kunne være glat, skøjtede rundt i mit hoved. 

Hvorfor var han så fjern. Han havde altid været så nærværeden når vi snakkede sammen. Ville han rejse hjem før tid. Nej. Han ville ikke rejse hjem før tid. Det kunne han ikke. Måske var der ingenting, og det bare var mig, som havde lagt noget i hans tonefald. Jeg havde måske. Ja hvad havde jeg endelig? 

Det ringede på døren. Jeg røg forskrækket ned fra køkkenbordet. Jeg løb ud til døren og åbnede den. Han smilede prøvende til mig. Jeg smilede opmuntrende til mig. Han tog min hånd, og gav den et lille klem. Han virkede utrolig nervøs. Jeg troede inderligt ikke, at han var typen, der kunne blive nervøs. Han opdagede, at jeg havde opfanget hans nervøsitet. Han smilede skævt, og kyssede mig på kinden. 

"Hej søde." hviskede han.
"Hej Valentin." svarede jeg blidt.

Han tog sine sko af, og gik ind i køkkenet til bedstemor. Jeg fulgte stille efter ham. Han stoppede op ved siden af bedstemor.

"Hej Kathleen."
"Hej Valentin. Jeg er glad for, at du ville komme."
"Jeg er glad for, at jeg måtte komme. Det dufter virkelig dejligt."
"Åh. Tak Valentin. Det er en gammel opskrift, som er gået i arv fra mine oldeforældre. Det er whisky marinerede oksemørbrad." svarede hun forlegent. 
"Det lyder virkelig lækker."
"Hvor lang tid, er der til vi skal spise Kathleen?" råbte bedstefar, inde fra stuen.
"Der går hvert fald 3 kvarter." svarede hun. 

Valentin tog min hånd, og kiggede igen nervøst på mig. Jeg lagde en hånd på hans kolde kind. Jeg prøvede inderligt, at finde ud af, hvorfor han var så nervøs. 

"I kan bare gå ned på dit værelse Daphne. Der går alligevel lang tid, inden vi skal spise."
"Du kalder bare når der er mad." svarede jeg.

Jeg kiggede kort på hende. Hendes blik fortalte, at jeg ikke behøvede, at være bekymret for, at hun kom. Det var ikke nødvendigt. Noget af den nervøsitet, som Valentin var nu ved at smitte af på mig. Det irriterede mig grænseløst, at han skulle være sådan.

Hvorfor, fortalte han mig ikke hvad der var galt?

VI gik ud i gangen, og op ad trappen til mit værelse. Han stod lidt og kiggede rundt i det lyse store rum, som var mit værelse. Sengen stod midt i rummet. Og til højre for døren stod mit tøjskab, og mit spejl. På venstre side var mit skrivebord, og en hvid træstol. Valentin gik nervøst hen til stolen, og satte sig i den. Han lagde sine hænder op foran øjnene, og gned sig lidt ved de sorte bryn. Da han fjernede dem igen, trillede der tårer ned ad hans kinder. Han græd. Det var lige så chokende, som det gjorde ondt. Det gjorde ondt i mit hjerte, at se den maskuline, selvstændige mand græde. Chokende fordi, han havde virkede som om, at han kunne klare alt, uden at blive såret. Nu sad han der i min stol, og græd. Jeg gik hen til han, og satte mig ved hans fødder, og kiggede spørgende op på ham.

"Hvad er der galt kæreste Valentin?"
"Min far har været her."
"Her i USA?"
"Ja. Han har givet...."

Han stoppede op, og snak en klup. Han fjernede sit blik fra mit, og kiggede hen i mit klædeskab. Han kiggede på mig igen, og tog mine hænder. Klemte dem. Kyssede dem elskeligt.

"Givet dig hvad Valentin?" spurgte jeg bange.
"Et ultimatum."
"Et ultimatum? Hvorfor ville han dog gøre det? Hvad går det ud på? Valentin fortæl mig hvad han sagde."
"Han ville have, at jeg skulle vælge mellem dig og mit land. Hvis jeg vil giftes med dig, skal jeg abdicere, eller også skal jeg.."
"Gifte dig med hende der prinsessen." sagde jeg toneløst.

Jeg begyndte at ryste. Jeg rystede altid lige inde jeg begyndte at græde. Det var et svært valg for ham. Det var et umuligt valg. Jeg viste, at han elskede mig utrolig højt, men jeg var ikke sikker på, om hvad han ville gøre. Jeg elskede ham mere, end noget andet. Jeg kunne ikke miste ham. Det skulle ikke være ham, som skulle vælge mig fra. Jeg skulle vælge ham fra, hvis der var nogen af os der skulle vælges fra. 

"Hvornår rejser du hjem?"

Det kom bag på mig. Min stemme virkede så fremmed. Det lød slet ikke som min stemme. Men det var min. Jeg havde lige spurgt ham, om hvornår han forlader mig. Jeg græd. Mine tåre løb ned ad mine kinder, som små floder. Jeg kiggede sønderknust op på ham. Han satte sig ned på gulvet til mig. Omfavnede mig. Jeg lagde mit hoved ind mod hans bryst. Hans hjerterytme slog hård, som en stortromme. Den buldrede, i en stille rytme. Han pressede sine læber mod mit hår. 

"Jeg har ikke tage min beslutning endnu. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få, alt der jeg gerne vil."
"Det kan du ikke Valentin." råbte jeg.

Min vrede kom bag på mig. Det var utrolig tydeligt, at det også kom bag på ham.

"Undskyld Valentin. Jeg ville ikke råbe ad dig. Men det er overvældende, for mig."
"Det er det også for mig søde. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at han ville gøre det. Men han er min far."
"Kan du ikke gøre noget?"
"Det ved jeg ikke. Jeg har prøvet, at få fat i min mor, men hun svare ikke."
"Hvad med din lillebror. Har du prøvet, at få fat i ham?"
"Ja, han tager den heller ikke."
"Hvad med Christian?"
"Han tog den, men han vil ikke fortælle mig hvad der sker."
"Hvor tager du hjem?"
"Snart. Jeg tager hjem, og finder en løsning på det her. Så du kan blive min dronning. Blive det forbillede, som pigerne i Genovia, har brug for. Du er alt det, som Genovia, og jeg, har brug for."
"Jeg ved ikke om jeg kan gøre det Valentin. Jeg har drømme. Jeg har håb. Ting jeg gerne vil. Men mest af alt. Jeg vil gøre alt det, men en mand der er lykkelig. Uanset hvad han har. Jeg blev forelsket i en den smukkeste, sødeste, meste charmede og mystiske mand, jeg nogensinde havde mødt. Det viste sig så han var kronprins. Valentin der er en ting jeg vil bed dig om, inden du rejser."
"Jeg vil gøre alt for dig Daphne. Alt."
"Jeg vil gerne se min far en gang mere."
"En gang mere? Hvad mener du?"

Jeg rejste mig, og åbnede en skuffe i skrivebordet. Jeg fandt i brun konvolut og satte mig foran ham igen.

"Den her lagde i postkassen da vi kom hjem i dag."
"Hvad er det?"
"Et brev fra min far."
"Hvad skriver han?"
"Han skriver; 

Kære dejlige Daphne. Min lille smukke pige. Det er utrolig lang tid siden jeg har set dig, min pige. Jeg har en utrolig dårlig nyhed til dig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det til dig, men du skal vide, at jeg altid har elsket dig, uanset hvad du førhen har troet. Så har jeg elsket dig. Jeg tog nogle dårlige valg, som har ødelagt alt, det ved jeg. I al den tid, der nu er gået, er mit liv gået ned ad bakke. Først forlod jeg dig, og din mor. Så mistede jeg mit nye liv til tornado, for nogle måneder siden. Og nu, er jeg blevet ramt af en voldsom kræftform, som gør, at mit spiserør bliver ødelagt. Lægerne mener, at jeg kun har et par måneder tilbage. Mit sidste ønske er, at se DIG, min smukke lille pige."

Jeg begyndte at græde. Det var hårdt for mig, at læse det. For på den ene side, syntes jeg, at han havde godt af det, men på den anden side, var han jo min far. Lige indtil nogle år før de blev skilt, var han den sødeste far man kunne ønske sig. Så startede deres skænderier, og det skulle gå ud over mig. 

Valentin lagde armene omkring mig. Han prøvede at trøste mig. Det hjalp. Hans tilstedeværelse var næsten nok. 

"Daphne! Der er mad nu!" råbte bedstemor.
"Vi må hellere gå ned og spise." sagde jeg.

Jeg rev mig løs fra hans grev, og rejste mig op. Jeg gav ham en hånd. Valentin greb fat i min arm, og trak mig ind til sig. Jeg løftede hovedet, og lod hans læber møde mine. Hans bløde læber smagte af salt. Mine arme lagde sig på hans ryg. Det var dejligt, at han viste, at han elskede mig. Han stoppede op, og trak sig væk. Et øjeblik, kiggede vi bare på hinanden. Han smilede opmuntrende til mig.

"Jeg skal nok tage med dig til Florida."
"Hvor skal du egentlig flyve fra, når du skal hjem?"
"Der er et direkte fly fra Jacksonville til Genovia City. Det er ikke en rute der er så kendt for amerikanere, men det er den eneste forbindelse vi har til USA."
"Min far bor faktisk i Jacksonville." sagde jeg.
"Skulle vi ikke ned at spise?"
"Jo det må vi nok hellere."

__________________________________________________________________________

Efter vi havde spist, gik vi op på værelset igen. Jeg havde fået lov til, at tage med Valentin hjem. Jeg havde fortalt bedstemor og bedstefar om brevet fra far, og havde også fået lov til, at tage til Jacksonville, for at besøge ham.

På vej hen til Valentin snakkede vi om, hvornår vi skulle til Florida. Da vi kom op i lejligheden, havde vi endelig fundet ud af en afrejsedato, så skulle vi bare have bestilt billetter. Valentin ville så rejse hjem efter besøget hos far. Jeg var sikker på, at han var ved at savne Genovia en lille smule.

Jeg satte mig i hans seng, mens han ledte efter sin computer.

"Det er typisk, at når man skal bruge den, så er den væk."
"Hvor havde du den sidst?" svarede jeg.

Han rettede sig op, og kiggede åndsvagt på mig. Jeg kunne mærke latteren bevæge sig hele vejen op gennem mig, og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe. Jeg lod latteren fylde rummet. Han fjollede ansigt slog over i et drilagtigt udtryk.

"Du skal ikke sidde der, og grine ad mig." 

Han gik tværs gennem rummet. Han lagde sine store hænder om mig, og kyssede mig. Med ét begyndte han at kilde mig. Han smed sig hen over mine ben, og lagde sin arme om mig. Elegant og let kyssede han mig i nakken. Det fik de små hår til at rejse sig på mine arme. En dejlig følelse bredte sig i kroppen.

"Din computer Valentin." min stemme døde hen, over den sidste stavelse.
"Ja, ja."

Idet han var kommet ud af sengen, greb jeg om hans arm, og rev jeg han tilbage i sengen. Han drejede sig om, så han lagde med ansigtet mod mig. Han lagde sit ansigt helt ind til mit. Kyssede mig blidt på næsen.

"Bagefter?"
"Ja." 

Jeg kyssede ham en enkel gang. Derefter gik han ind i stuen, og kom tilbage med computeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...