Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

1. En Chance

Jeg stod ved vinduet, på mit værelse. Der var 4 store vinduer, som vendte ud mød den store have, der vendte mod nord. Vindueskarmene var store nok til at jeg stadig kunne sidde i dem, uden at det føles forkert. Min 10 år yngre lillebror Mason, løb rundt i haven, sammen med vores hund Charles. For en almindelig familie, ville mit værelse, være på størrelse med stuen. Slottet var mange gange større end en almindelig families hus. Haven var på størrelse med en mark. Jeg forstod ikke hvorfor vi skulle have, så stor en have. Vi var der jo alligevel aldrig. Vi har så travlt, med at være der for folket. De ansatte fare rundt, for at holde den pæn, så vi kan nyde den. Mor er den eneste der bruger den. Hun siger, hun slapper af når hun går rundt i haven. Inden hun blev gift med far, var hun bare en almindelig borger i Genovia. Far mødte hende tilfældigt til en fest, hos en fælles bekendt. De siger, det var kærlighed ved første blik. Det var en dejlig historie.

Mit liv skulle forestille at være perfekt. Men det er det ikke. Jeg har ingen frihed. Jeg kan ikke selv bestemme, hvad jeg vil med mit liv. Det bestemte min fødsels. Jeg var arving til tronen i Genovia. Jeg er den næste regent. Men jeg kan ikke styre et land, jeg kan ikke engang holde styr på mit liv. Alt hvad jeg rører ved går i stykker. Jeg satte mig op i vinduet, og lagde hovedet mod den kolde rude. Jeg sank en klump, og lukker øjnene. Drømmede mig væk til et sted, langt væk herfra. Drømmede mig derhen, hvor jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville bruge mit liv til, og mest af alt, drømmede jeg mig et sted, hvor jeg ikke havde nogen forpligtelser overfor nogen. Ingen der havde nogen forventninger til mig. Folket i Genovia, ser mig som deres forbillede, deres modeikon, deres næste royale leder. Deres forventninger er så høje. Jeg kan ikke leve op til dem. Jeg ville se verden. Opleve andre noget andet.

Jeg forslog det endnu engang, for mine forældre, men de svarede stadig nej. Jeg var 25 år gammel. Gammel nok til at tage vare for mit eget liv. Men de sagde, at jeg var kronprins til Genovia, så jeg skulle gøre hvad, der var bedst for landet, og ikke hvad jeg havde lyst til. Derefter gik jeg rasende op på mit værelse. Det kunne da også være bedst for landet, at jeg vidste hvem jeg var. At jeg fandt mig selv. At jeg vidste hvad jeg kunne. Jeg har hele tiden en rådgiver i røven, som fortæller mig hvad, jeg skal mener og syntes.

Min telefon brummede i brystlommen på min skjorte. Jeg tog den op.

”Det er Valentin.” sagde jeg.
”Hvad så Valentin. Fik du dem så overtalt i dag?”

Det var min bedste ven, Christian. Vi havde altid været bedste venner. Vi mødte hinanden i en privat børnehave. Og så havde han bare hængt ved lige siden. Han studerede til international  økonom.

"Nej. De vil ikke give sig en skid."
"Sådanne røvhuller."
"Ja. Men det ville være dejligt men noget afveksling. Så jeg kan se noget andet end det jeg plejer. De samme mennesker. De samme høfligheder. Det alt sammen."
"Så køre den igen."
"Undskyld. Jeg ved, det er virker overfladisk for dig, men du er heldig. Du kan selv bestemme hvad du vil bruge det liv til, det kan jeg ikke. Det er allerede bestemt."
"Er det virkelig så deprimerende."
"Deprimerende, er måske at overdrive, men ja."
"Jeg ville gerne fortsætte, men jeg har travlt med lektier. Jeg ville bare høre, om alt var det samme på slottet."
"Alt er fint, her. Vi snakkes."
"Ja vi gør."

Jeg lagde telefonen tilbage i brystlommen, og kiggede igen ud ad vinduet. Vejret var perfekt. Solen skinnede, og det var helt vind stille. Jeg gik ud på den brede gang, og nynnede for mig selv. Jeg gik forbi mors arbejdsværelse. Jeg stoppede op, og lyttede. Døren stod på klem. 

"Nej, jeg er ikke sikker på, at det er en god ide, men jeg ville ønske, at han fik valgte til at vælge."
"Det ved jeg godt, mor. Jeg tror bare han har brug for, at komme lidt væk. Få tingene på af stand."
"Han tænker ikke klart lige i øjeblikket."

Jeg skubbede hårdt døren op. Mor blev forskrækket, og kiggede chokkende på mig, fra sit skrivebord. Hun sagde farvel til bedstemor, og kiggede op på mig.

"Hvor meget hørte du, Valentin." sagde hun blidt.
"Hvis du syntes det ville være godt for mig, hvorfor fanden giver du mig så ikke lov, til at tage af sted?"
"Det vil vi også gerne, men vi er 
bekymret, for om du så vil give afkald på kronen."
"Lad det være mit valg. Der er jo også Mason. Han kan også styre et land, lige såvel som jeg kan. Lad mig tage af sted mor. Du sagde jo selv, at jeg ville have godt af det."
"Jeg snakker med din far til middag. Du spiser på dit værelse sammen med Mason."
"Ja mor."

Jeg forlod skuffet rummet. Jeg blev rastløst. Jeg gik rundt i slottets mange gange, indtil frokost. Jeg satte kurs mod mit værelse. Jeg fandt en lille bunke breve på mit bord. Et rundt egetræsbord med, tre stole med marineblå betræk. Alle brevene var, fra noget familie i den nordlige del af Genovia. Jeg læste dem hurtigt igennem. Idet jeg blev færdig med den sidste, bankede Mason på døren. Han gik stille ind, med en af køkkendamerne i hælende. Hun satte manden på bordet, og forlod rummet ret hurtigt igen. Alles arbejde skulle gå så uhyggelig hurtigt. De tog sig ikke tid, til at lære en at kende. Mason begyndte at spise, uden at sige noget. Han virkede til, at være meget mere tilpas, med det royale liv, end jeg var. Han elsker alt ved det. Pigernes opmærksomhed, var nok det, han elskede allermest. Han så godt ud. Han var høj, lyshåret, som mor, og han havde store mørkegrønne øjne, ligesom far, og han kunne få alle til hvad som helst. Mine hasselnødsbrune øjne er lige så almindelig, som det blå vand. Jeg var lidt højre end ham, ca. 1,98. Jeg var muskuløs af bygning, og jeg behøvede aldrig at træne, for at se muskuløs ud. Mit hår var mørkebrunt, næsten sort. Og det eneste jeg havde, som Mason ikke havde, var skæg. Ikke sådan overvældende noget. Det alle mente var sexet, når det sad på en kronprins. 
Et kort øjeblik mødtes mit blik Masons. Han vendte kinden til, og hans kæbe dirrede. Jeg kunne se på han at der var noget galt. 

"Hvad er der galt Mason?" sagde jeg, omsorgsfuldt, og toneløst på samme tid.
"Det ville du aldrig kunne forstå." svarede han.

Hans stemme dirrede, og en tåre løb ned ad hans rene kind. Et øjeblik senere, gav han slip, og lod, alle de tårer der ville, få frit løb. Han vendte hovedet, så han kiggede på mig igen.

"Hvad vil du have jeg skal gøre?" spurgte han.
"Jeg er ikke helt med Mason."
"Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke har dig, at konkurrer mod. Når du tager ud at rejse. Hvad skal jeg så gøre. Du fik en gave, da du blev født. Du skulle være konge. Jeg er bare 'Prins'. Intet andet. Nu vil du ud at rejse. Så får du lov til det. Du får altid lov til alting. Jeg får aldrig lov til noget."
"Der er ingen der har lige så høje forventninger til dig, som de har til mig Mason. Du er 15, du har hele livet foran dig. Du kan gøre hvad der passer dig, uden nogen har en mening om det. Jeg kan ikke kigge forkert på noget, uden at pressen skriver noget om det. Det var dig der fik gaven, af at være royal, uden forpligtelser. Du har alt det sjove, og jeg har intet. Jeg har kæmpet for, at få lov til at komme ud, og opleve verden, men det er endnu ikke sikkert, at jeg kan få lov til det. Mor ville snakke med far i dag. Det hele skal nok gå."

Der blev ikke sagt mere. Vi var brødre med få ord. Vi kender hinanden, så godt, at vi ved hvornår, det var godt, og hvornår det var skidt. Vi havde vores egen måde at snakke sammen på.
Efter maden, gik jeg ud i garagen, og tog min bil. Jeg havde brug for, at se noget andet end mit hjem. Jeg kendte vejene godt, og jeg kunne køre uforstyrret gennem de brede gader, uden at blive stoppet. Jeg tog hen til Christian. Han havde fri, og var kommet hjem. Han boede inde midt i Genovia City. Hovedstaden i Genovia. Jeg parkerede bilen, og gik ind. 
Mens jeg var der, ringede min far, og sagde at han ville give mig lov til at tage af sted, på nogle få betingelser. Men det ville han snakke om, når jeg kom hjem. Christian havde en stor dejlig lejlighed. Den var på 105 kvm. Og så med udsigt til Genovia National Park. Det var stor park, hvor alle de kongelige udendørs begivenheder finder sted. Det var en afveksling fra slottet. Far ringede en del gange mens jeg var hos Christian, for at høre om, hvornår jeg regnede med at være hjemme. Efter 4 timer med ham hængende i røvet, blev jeg nødt til at tage hjem. Der var en stor middag i aften, for nogle statsoverhoveder fra det nordlige Europa. 

Da jeg kom hjem, tog far imod mig i garagen.

"Inden du går ind, skal vi have betingelserne på plads."
"Kan det ikke vente, til efter middagen, eller i morgen, far. Jeg har ret travlt."
"Nej. Betingelserne er enkle. Du kan kun rejse rundt i Europa og USA, og så kan du kun være af sted i 6 måneder."
"Er det alt?"
"Ja."
"Fint. Hvornår kan jeg rejse?"
"I morgen. Der er et fly til Nordeuropa, og et til Florida. Hvor du tager hen, er op til dig. Jeg ønsker ikke at vide det. Vi siger farvel i aften, og i morgen, starter de 6 måneder. Gå op og gør dig klar. Gæsterne kommer snart."
"Ja far."

Jeg gik forbi ham, og skyndte mig op på mit værelse. Henne på sengen, var der langt et sæt tøj frem til mig. Et jakkesæt i en sort blanding af chasmere og polyester, med en hvid skjorte. Jeg gik i bad. Idet jeg kom ud i væreslet igen, satte min mor sig på bordet, med ryggen mod badeværelset, og med front mod sengen. Jeg fik håndklædet om hoften, og gik hen til hende. Hun havde en enkel elegant hvid kjole på, og hendes lange blonde hår, var sat sammen i en hængende knold i nakken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...