Et valg

Ikke alle kan bestemme deres over sit liv. Jeg er en af dem, og jeg må acceptere de spilleregler jeg har. Prins af et lille land, som ingen kender. Jeg er Kronpris til Genovia, og mit fulde navn er Valentin William Renaldi. 25 år.

1Likes
6Kommentarer
720Visninger
AA

6. Det Uventet

Hvordan ved man, at man drømmer? Denne gang fandt jeg ud af det, da Christian smækkede døren op til mit værelse, i vores lejlighed. Det var sådan en dejlig drøm. Alt var perfekt, og man ville ønske, at man kunne komme tilbage med det samme. Men man drømmer aldrig det samme, eller en fortsættelse til en drøm man lige har drømt. Det er fakta. Men man kan drømme en drøm to gange. 

Jeg drømte om Daphne. Hendes lette fodtrin, hen over gulvet, på mit værelse i Genovia. Hun havde en silkenatkjole på. Håret lagde sig blødt, ned over hendes gyldenbrune skuldre. Hendes smukke ansigt, så en smule træt ud. De krystal blå øjne kiggede blidt på mig. De skinnede i det klare morgenlys. Jeg lagde i sengen, og kiggede på hende. Elegant gik hun hen til sengen. Hun kravlede op, og lagde sig, tæt op ad mig. Hendes arm, lagde sig over min overkrop. Den fulgte min vejrtrækning. Hendes berøring, virkede nu afslappende på mig. Hendes lille runde næse, lagde sig ind til min hals, og hun tog en dyb indånding, og ud igen, gennem næsen. Jeg drejede hovedet en smule, og kyssede hendes pande. Hendes bløde læber, blev presset blidt ind mod min hals. Min hånd, kørte lidt op, og ned ad hendes ryg. Så dejlig. Enkel, og bare Daphne. Jeg lagde mig tilbage i sengen, og lagde begge arme om hende. Vores læber mødtes. Fortryllende. Som, at komme i himlen. Døren fløj op, og ramte væggen med et brag.

Jeg slog øjnene op, og så chokket op på Christian, som nu stod med ansigtet, helt henne ved mit. Han så ikke specielt glad ud, nærmest rasende. Chokket, blev afløst af underen. Hvorfor var han sur. Jeg kendte måske godt svaret, men han behøvede da ikke, at reagere så voldsomt. Vi havde været her i 3 uger nu, og jeg havde kun snakket med hende 6 gange. 

Jeg havde været nede på dineren i går, efter vores rundtur i Nashville. Som hun havde lovet dagen før, ville hun være der, til at lukke. Jeg havde siddet, og ventet på hende, indtil hun havde fri. Vi strejfede rundt mellem dineren og lejligheden. Vi snakkede bare. Hun snakkede meget, og jeg lyttede. Lærte hende at kende, men hun intet viste om mig. Det passede mig fint. Hun skulle ikke vide for meget. Ikke endnu. Det var dejligt, at der var nogen, som jeg kunne snakke med, der ikke sagde 'Deres højhed' eller 'Deres nåde', efter det de sagde. Jeg var almindelig for hende. Det var en rar følelse. Helt befriende. Jeg flirtede meget med hende. Da det var blevet for sent, til at blive ved med, at gå frem og tilbage, tilbød jeg at køre hende hjem. Hun sagde, at der ikke var ret langt, så det behøvede jeg ikke. Lidt væk fra lejligheden, sagde vi farvel, og gik hver vores retning. Jeg fulgte hende med blikket, lige indtil hun forsvandt bag et gadehjørne. Jeg gik op i seng, og sov med det samme.

"Jeg så jer, sammen i går. Efter vi var gået i seng."
"Hør her Christian. Det var harmløst. Hun snakkede det meste af tiden. Vi grinte, og hyggede os sammen. Du køre det op, til noget som det overhovedet ikke er."
"Jeg kunne se hvor meget I flirtede med hinanden helt her op. Du skal ikke sige, at du ikke flirtede med hende."
"Okay, ja jeg flirtede med hende, og hun med mig. Men hun er andeledes. Andesledes end alle andre."
"Jeg kan ikke tillade, at du falder for hende. Så vi tager et andet sted hen."
"Nej, vi skal blive her."

Jeg kiggede på min telefon, for at se hvad klokken var. 10:34. Vi skulle være ved et museum kl. 11.00. Jeg stod op, og tog et par slidte cowboybukser på. Jeg hev en hvid skjorte op ad kufferten. Tog den hurtigt på, uden at knappe den. Mit blik mødte Christians. Han var sur.

"Hør, jeg ved godt, du ikke kan lide det, men jeg kan godt lide hende. Hun er anderledes. Hun er smuk, og ekstraordinær. Hendes stemme." Jeg rystede lidt på hovedet.
"Hendes stemme, er som klaverspil, så fortryller en. Hendes blå øjne stråler om kap, med alt lys omkring hende."

Jeg smilte over hele kroppen, og mit hjerte bankede. Bare tanken om hendes smil, om hendes øjne, fik mit blod til at koge. 

"Nej. Det kan ikke passe. Dine forældre har allerede bestemt, at du skal giftes Ane. Det har været bestemt i måneder nu. Jeg har bare ikke ville fortælle dig det. Er du med. Jeg ville også helst, at du kunne vælge Diner-pigen, men det er ikke en mulighed. Du er lovet væk til en anden. Kan du forstå det?"
"Nej. Det kan ikke passe. Det må ikke passe. Giv mig din telefon."
"Hvad vil du med den." spurgte han, idet han gav mig den.
"Hvad tror du, halvhjerne."
"Du skal ikke kalde mig halvhjerne."
"Gå ud." råbte jeg.

Min mor tog telefonen. 

"Hej Christian. Hvordan går det?"
"Det skal jeg nok spørge ham om."
"Valentin!" sagde hun overrasket.
"Hvordan fanden kan i gøre det imod mig? Har jeg ikke selv ret til at bestemme noget?"
"Åh Valentin, min skat. Jeg havde sådan håbet, at du ville blive glad."
"GLAD! Ha. Hvad kunne få dig til at tro det. Jeg har jo sagt til dig, at jeg ikke elsker hende på den måde længere. Få mig ud af det. Jeg ønsker selv, at bestemme hvem jeg vil giftes med."
"Men skat. Det har du jo lovet, for flere år siden."
"Måske, men jeg ønsker ikke, at gifte mig med hende nu. Få det stoppet."
"Kun du, kan få det stoppet. Der er 4 måneder til brylluppet nu. Du bestemmer hvad du vil."
"Farvel mor."

Frustrerede lagde jeg på, og kastede telefonen ud gennem døren til Christian. Jeg satte mig tilbage i sengen, med hovedet i hænderne. Hvorfor skulle de gøre det her mod mig? Hvorfor? Christian kom ind til mig. Han sagde ingenting, gjorde ingenting. Som den idiot, som han var, var han der bare. Stod lænet op ad døren, og kiggede medfølende på mig. 

"Hvor længe har du vist det?"
"Siden vi rejste."
"Og du har ikke sagt noget fordi?"
 "Dine forældre ønskede ikke du skulle vide det, før du kom hjem."
"Javel ja."

Jeg rejste mig, og gik ud i køkkenet. Jeg smurte en mad, og fik den hurtig spist. Jeg knappede skjorten, og kom i skoene. 

"Valentin vent på mig." halvråbte Christian bag mig.

Jeg fortsatte i det samme tempo. Ned ad gaden, over vejen, og ind gennem døren til dineren. Jeg kiggede rundt. Hun var her ikke. Fandens også. Den ældre dame, som var Daphnes faster kom hen til mig. Christian var kommet ind ad døren kort tid efter mig. 

"Daphne er her ikke."
"Hvor er hun?" spurgte jeg.
"Valentin, glem det. Hun ville aldrig kunne forstå det."
"Hold din kæft, Christian."
"Hvor er Daphne?" spurgte jeg igen.
"Det er mandag. Hun er i skole."
"Selvfølgelig er hun i skole. Kommer hun i aften?"
"Hun arbejder ikke hverdags aftner. Men jeg skal nok sige, at du har spurgt efter hende."
"Tak."

Jeg gik ud på gaden. Kl. var 11:00

"Vi kommer for sent til vores aftale på museet." sagde jeg toneløst.
"Det ligner ikke dig, at komme for sent."
"Og det ligner ikke dig, ikke at fortælle mig noget. Så vi står lige."

Der var ikke så langt hen til Tennessee State Museum, som var museet vi skulle besøge. Og som ved alle statsbesøg, var hele lukket for offentligheden. Til mit held, havde Christian taget min marineblå jakke med. Der var politi, sikkerhedspoliti og militær. Jeg hilste på Josh Goodman, guvernøren i Tennessee. Han var en høj, tynd, skallet mand, med fuldskæg. Det var første gang jeg skulle møde ham, men det var først senere vi skulle til statsmiddag hos ham. Han guidede os rundt, i den kæmpestore bygning, på 3 etager, med Tennessees historie.

Efter turen tog vi ud for, at spise frokost. Han havde planlagt, at vi skulle besøge TSU, Tennessee State University i Nashville. Vi kørte med Josh, hen til TSU. Eleverne var til undervisning, så de lange gange var helt stille. Vi blev vist ind på rektorens kontor, da der ikke var lang tid til, at timerne sluttede. Der var helt stille, i det lille kontor. Mit blik var uroligt. Jeg havde en dårlig fornemmelse af det. Jeg kiggede hen på den lille tykke mand, som sad bag skrivebordet, J.K. Rivers. Han trykkede på en knap til en mikrofon.

"Daphne James. Kom op til kontoret." sagde han koldt. 

Jeg blev ligbleg. Gispede. Ikke nu. Ikke allerede. 

"Er han okay?" spurgte Josh.
"Ja. Han kender måske bare denne Daphne James, og han har ikke lige fået fortalt hende, hvem han i virkeligheden er. Men det her er vel et godt tidspunkt, at få det gjort. Eller hvad Valentin."
"Hold din mund, dit røvhul. Undskyld mig. Jeg skal lige have noget luft."
"Du må ikke ryge på skolen grund."
"Jeg ryger ikke." sagde jeg idet jeg gik ud.

Jeg gik ud på gangen, idet en pige drejede om hjørnet. Hun havde kurs lige mod mig. Jeg kiggede op, og vores øjne mødtes. Daphne. Det var min Daphne. Hendes glæde var overraskende.

"Valentin? Hvordan fandt du mig? Jeg har lige snakket med min faster, og hun sagde, at du havde været nede i dineren for at lede efter mig."
"Hej Daphne."

Hun lagde sine arme om min hals, og automatisk lagde jeg mine om hende. Hun duftede fantastisk. Så beroligende. Jeg rev mig løs kort efter. Jeg kiggede på hende.

"Hvad er der galt, Valentin?"
"Der er noget jeg ikke har fortalt dig, Daphne. Noget der vil ændre radikalt, på den opfattelse du har af mig."
"Valentin, der ikke sikkert for dig...."

Det var Christian, der kom ud fra kontoret. Han stoppede op, da han så Daphne. 

"Kan I snakke bedrøvet sammen herinde?" spurgte han.

Jeg tog Daphnes hånd, og vi gik sammen ind på kontoret. Christian gik foran os.

"Alle sammen, privattid til dem her. Ud nu."
"Hvad sker der Valentin." spurgte hun.
"To sekunder, så forklare jeg."

Da de alle sammen var ude, pegede jeg hen på stolen.

"Vær sød, at sætte dig ned."
"Okay." sagde hun.

Jeg satte mig på bordet, og tog hendes hænder. Så perfekte hænder. 

"Alt det her. Alt det du ved om mig. Din opfattelse af mig. Der er slut nu. Jeg ville helst ikke fortælle dig, før jeg skulle rejse, men efter omstændighederne, men jeg er nødt til, at fortælle det til dig nu."
"Hvad er der Valentin."

Hun så skrækslagende op på mig, rejste sig fra stolen. Jeg lagde mine arme om hende, og trak inde ind i min favn.

"Det vi har, er perfekt, Daphne. Jeg vil ikke ødelægge det."

Hendes smukke øjne kiggede forvirret på mig. Jeg forstod godt, hvorfor hun var forvirret. 

"Jeg er ikke den, jeg har sagt jeg er."
"Hvad? Hvem er du så?"
"Jeg er Valentin William Renaldi, kronprins af Genovia."
"Kronprins? Altså som i kongelig."
"Daphne. Hør her. Jeg kan forklare."
"Det behøver du ikke. Du har løjet om, hvem du var." 

Hun skubbede sig væk fra mig, og gik hen mod døren. 

"Nej Daphne. Vent. Vil du ikke godt høre på mig."
"Hvorfor?" 

Nu var chokket kommet. Vreden og sorgen. Jeg fostod hende godt. 

"Jeg har bare ikke fortalt dig hele sandheden. Jeg ville ikke fortælle dig det, fordi jeg godt kan lide dig. Jeg ville havde du skulle lære mig at kende, før du fik at vide hvem jeg var. Jeg ville have, at du viste hvem jeg var, før du viste hvad jeg var. 
"Hvad er det, du vil have jeg skal forstå?
 Jeg kunne godt lide 'Bare' Valentin. Men det her. Det er ufatteligt."

Jeg var såret. Jeg følte noget for hende, og jeg ville ikke have, at det her skulle ødelægge det. 

"Jeg elsker dig, Daphne." røg det ud af mig.
"Jeg ved... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."
"Undskyld. Jeg går nu. Du ved hvor jeg bor, hvis du finder ud af det."

Jeg rejste mig fra bordet. Jeg gik rundt om bordet, og hen mod døren. Da jeg tog håndtaget, reagerede hun på, at jeg var ved at gå. 

"Valentin."
"Ja." Jeg kiggede på hende. 

Der. Hun var så smuk. Selv med det såret, chokkede og rolige blik, så var hun smuk og elegant. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg viste, at jeg ikke ville kunne klare, at miste hende.

"Jeg."
"Hvad?" spurgte jeg roligt.
"Jeg tror også, at jeg elsker dig."

Jeg åndede lettede op. Slap håndtaget, og gik hen til hende. Kiggede på hende. Jeg smilede lykkeligt til hende, og lagde armene rundt om hendes bløde hofter. Hun lagde sine arme om mine skuldre. Det her var næsten perfekt. Jeg bøjede mig frem, og vores læber mødtes. Alt omkring os forsvandt. Nu var det var perfekt. Jeg spændte mit greb om hende. Jeg ville ikke slippe hende nu. Hendes læber mod mine. Jeg ville ønske, at dette øjeblik ville vare for evigt. 
Men som alle drømme, blev dette ønske også ødelagt. Christian brasede ind. Jeg stod med ryggen til døren, så jeg drejede hovedet, med halvdelen af Daphnes. Christian kiggede forlegent på mig.

"Hvor mange gange på en dag, vil du ødelægge et godt øjeblik?" spurgte jeg halvt i sjov, halv i alvor.
"Tidsplanen skrider."
"Den kan ikke skride, hvis jeg ikke vil med."
"Valentin." sagde han vredt.

Jeg kiggede på Daphne. Hun smilede prøvende til mig.

"Jeg ringer til dig." sagde jeg.
"Okay."

Jeg kyssede hende på panden, og gik efter Christian ud til de andre. Rivers havde fundet en anden elev til at vise os rundt. Eleverne var igen gået til time. Jeg forlod kontoret, sammen med Christian, Josh, og eleven. En høj, tynd, lyshåret pige. Hun var sikkert heppekors leder. Christian og jeg gik lige efter pigen. Christian prikkede til mig, og lavede de øjne, som sagde; Jeg kunne godt hende der. Jeg kiggede på hende en enkel gang. Jeg nikkede. Men det var intet i forhold til Daphne. Jeg hørte de to herrer bag os, snakke lavmælt til hinanden. 

Skolen var ret stor. 2 etager. Jeg kiggede mig over skulderen en del gange. Mest i håb om at Daphne fulgte efter os, men det gjorde hun selvfølgelig ikke. Efter rundvisningen, ville rektor Rivers lige snakke med mig alene. 

"Jeg kan forstå, at du har noget kørende med Daphne James."
"Ja. Hvad kommer det dem ved?"
"Jeg er hendes Onkel. Jeg ville bare sikre mig, at du ikke gør noget dumt."
"Uanset hvad, vil jeg ikke tvinge hende til noget, som hun ikke har lyst til. Det håber jeg De forstår, mr. Rivers."
"Ja det gør jeg. Det var alt jeg ville vide. Farvel Deres Højhed."
"Farvel mr. Rivers."

Vi gav hinanden hånden, og så forlod jeg kontoret igen. Christian og Josh havde sat sig ind i bilen, og var klar til at køre, os hjem til lejligheden. Den aften ringede Daphne ikke. Jeg faldt i søvn, med en dårlig fornemmelse. 

_________________________________________________________________________________________________________

Klokken var mange, da dørklokken ringede. Jeg kom ud ad sengen, og gik ud i stuen. Christian var også vågnet, og han kiggede undrende på mig. 

"Jeg ved ikke hvem det er." sagde jeg.
"Fint så åbner jeg."

Jeg fulgte efter ham ud i gangen. Han åbnede døren, og der stod Daphne. Hun frøs og rystede. Selvom det var midt i september, var det hundekoldt udenfor. Vi fik hende ind, og fik overtøjet af hende. Kort efter lagde hun i min seng, men en af mine t-shirt. Jeg lagde mig helt ind til hende, så hun kunne få noget varme fra mig.

"Jeg vil gerne have, at du ved hvorfor jeg er her." hviskede hun.
"Kan vi tage den i morgen?" spurgte jeg træt.
"Hvad sagde du til min onkel."
"Jeg ville ikke tvinge dig til noget, som du ikke havde lyst til. Men lad os tage den i morgen tidlig. Okay?"
"Ja. I morgen tidlig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...