Stjerneskibet Tellaria

”Velkommen ombord på stjerneskibet Tellaria. I vil i løbet af den næste halve time få en guidet tur rundt i solsystemet. Der vil på hele turen være mulighed for drinks og forfriskninger."

4Likes
2Kommentarer
258Visninger
AA

5. Kaptajnernes beslutning

 

”Kaptajn Calvino. Kaptajn Warder,” sagde Stella, da døren var gledet i bag hende. ”Der er en bombe ombord, dem der har medbragt den truer med at bruge den, hvis vi ikke lander på Jorden, vender om eller tilkalder hjælp.”

Calvino vendte sig om mod Stella og betragtede hende. ”Er du sikker, Stella?” spurgte kaptajnen og kiggede på hende. Stella tænkte sig om et øjeblik, hvor efter hun nikkede, hun var sikker. Calvino tog kasketten af og kløede sig i hovedbunden.

”Godt, vi lander på Jorden. Stella, du søger for ro i kabinen,” sagde han og drejede tilbage til styrepanelet og slog hænderne sammen.

”Mine kære venner,” sagde han henvendt til Warder og Stella, ”lad os give passagerene en oplevelse, de sent vil glemme.”

Døren lukkede bag ved Stella, da hun trådte ud i kabinen igen. Både Mel og Mimi sendte hende et nervøst blik. Hun sendte dem et hurtigt nik, hvor efter hun pegede ned på gulvet. Mimi og Mel nikkede til hende, hvor efter de fortsatte, hvor de slap.

Stella gik hen imod parret, der betragtede hende, som hun nærmede sig. Kvinden kiggede på hende med et løftet øjenbryn, da hun satte sig på hug foran dem.

”Vi lander,” hviskede hun til dem. Manden vendte sig om mod kvinden og sendte hende et lille smil.

Udenfor dukkede Mars op. Kvinden stak en hånd i vejret og svang den lidt rundt. Idet samme rejste manden og kvinden sig, så Stella nær mistede balancen. Seks andre personer havde også rejst sig, opdagede Stella, da hun kom på benene.

En urolig mumlen spredte sig i kabinen. Mel kiggede spørgende hen på Stella, der bare rystede på hovedet. Manden trådte hen imod Stella.

”Sørg for at passagerene holder sig i ro,” sagde han med lav stemme.

”Det havde jeg slet ikke tænkt mig,” mumlede hun sarkastisk og vendte ryggen til manden. Med lange skridt trådte hun op forrest i kabinen og kiggede ud over passagerene. Med en håndbevægelse fik hun Mimi til at tie stille.

”Kære passagerer, må jeg bede om jeres opmærksomhed?” begyndte hun og ventede, til hun havde kabinens fulde opmærksomhed.

”Rundturen er blevet forlænget på ubestemt tid. Der er en bombe ombord på skibet, så vi er tvunget til at mellemlande på Jorden. Vi, personalet ombord på Tellaria, vil bede jer om at blive siddende på jeres pladser. I kan kontakte personalet ved at trygge på den røde knap foran jer. Personalet vil gå rundt som hidtil, og I er velkommen til at stille os spørgsmål. Vi vil gøre vores bedste for at svare på dem,” sagde hun og tak vejret ind.

”Endnu engang vil jeg bede jer om at blive siddende på jeres pladser og forholde jer i ro,” gentog Stella og slog mikrofonen fra.

Der lød en ophidset mumlen blandt passagerene, men ingen af dem rejste sig. Nogle enkelt begynd-te at hyperventilere, dem skyndte Mimi og Mel sig ned til. Stella bankede på cockpitdøren, og kort efter gik en umærkelig flimren igennem kabinen.

Stella var faktisk overrasket over, at ingen var begyndt at råbe eller skrige, men måske hjalp modvirkede de otte personer, der var på vej hen imod hende, et massehysteri.

Stella betragtede de otte personer, der kom hen imod hende. Der var tre kvinder og fem mænd. De var alle sammen iført forskellige nuancer af blå, grøn og brun, men alle farverne så naturlige ud. Nysgerrigt kiggede Stella på dem en af gangen.

De lignede de mennesker, man kunne finde på siderne i historiebøgerne. Faktisk lignede det, at de lige var trådt ud af det enogtyvendeårhundrede. Ingen af dem havde farvet hår, men en af dem havde tatoveringer hele vejen ned langs armene.

Gruppen stoppede op foran hende. Manden, der havde truet med bomben, trådte et skridt længere frem end resten af gruppen.

”Er det dig, der bestemmer?” spurgte han hende.

Hun kiggede på ham direkte i øjnene, der havde en varm brun farve, og sagde: at kaptajn Calvino bestemte. Manden kiggede på hende og sukkede.

”Er det dig, der bestemmer, hvordan tingene skal gøres her?” sagde han og lavede en fejende bevægelse, der omfattede hele kabinen.

”Ja, det er det,” sagde Stella og ventede på, at han kom til pointen. Hun var åbenbart ikke den eneste, der var utålmodig, for en stemme afbrød, inden manden kunne nå at stille flere spørgsmål.

”Kom nu til sagen, Washington,” sagde stemmen. Stella drejede hovedet for at finde ud af, hvem der havde talt. Det var manden med tatoveringerne. En mørkhudet kvinde lagde hånden på mandens arm.

”Rolig nu, Canberra,” sagde kvinden med en syngende accent.

Stella kunne ikke lade være med at grine af dem.

”Seriøst?” grinte hun. ”Hedder i Washington og Canberra?” Hun holdt en hånd op foran munden for at dæmpe grinet, men uden den store effekt. De nærmeste passagerer kiggede nervøst på hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...