Stjerneskibet Tellaria

”Velkommen ombord på stjerneskibet Tellaria. I vil i løbet af den næste halve time få en guidet tur rundt i solsystemet. Der vil på hele turen være mulighed for drinks og forfriskninger."

4Likes
2Kommentarer
258Visninger
AA

6. Et brev

 

”Hvad?” Canberra så irriteret på hende, men hun kunne ikke holde op med at grine. Til sidst lukkedes det hende at genvinde kontrollen og stoppe med at grine.

”Det er da lidt komisk, synes I ikke. Washington? Canberra? I skriger jo ligesom: Green Earth! Hvad hedder I andre?” Imens hun havde talt, var Stella igen blevet alvorlig.

Hele gruppen kiggede spørgende hen på Washington, der åbenbart var deres leder. Han nikkede til dem, hvor efter de begyndte at præsentere sig selv.

Canberra var ham med tatoveringerne. Den mørkhudede kvinde hed Cairo, kvinden, der havde siddet ved siden af Washington, hed Tokyo, den sidste kvinde hed Ottawa, en mand med sort hår hed Moskva, en lyshåret mand hed Oslo, og en rødhåret mand hed Dublin.

Stellas ansigt lavede en ufrivillig grimasse, men hurtigt fik hun det under kontrol. Washington kig-gede på Stella, imens han snakkede Da han var færdig, rakte han hende et sammenfoldet stykke papir.

”Der vil stå en mand, der hvor Tellaria lander, giv det her til ham,” sagde Washington. ”Nu, luk os ud!”

Stella stak papiret ind i uniformens ærme uden at kigge på det. Sammen med gruppen gik Stella hen til døren, der førte ud af Tellaria. Hun lagde en midt på døren og ventede et øjeblik. Der gik ikke mere end et par sekunder, hvor efter døren skød til side. Canberra var den første, der trådte ud af skibet, hvor efter de andre, en efter en, fulgte efter. Den sidste, der forlod Tellaria, var Washington. Lige inden han trådte ud, vendte han sig om mod Stella.

”Forlad Jorden, tag tilbage til Gaia, giv brevet til manden, glem os,” sagde han inden han forsvandt.

Stella kiggede et øjeblik ud på de otte mennesker, inden hun lukkede døren i. Mel stod ikke så langt fra hende og havde set, hvad der var sket. Hun sendte Stella et spørgende blik.

Stella smilede til hende og pegede med en finger op i loftet. Hun gik hen og bankede på døren ind til cockpittet to gange, hvor efter Tellaria løftede sig fra Jordens overflade. Da de brød igennem Jordens atmosfære, gik en skælven igennem skibet.

Stella kastede et blik ned mod jorden og så, nogle tykke grønne fangarme sprede sig over planetens overflade.

”Kære passagerer, vi vil nu vend tilbage til moderskibet Gaia,” sagde hun g slog mikrofonen fra igen.

De tre stewardesser gik rundt blandt passagerene og prøvede at berolige dem. Det virkede ikke som om, det rigtigt var gået op for passagerne, hvad der var sket, før det hele var overstået.

En trygget stilhed havde bred sig i kabinen, kun brudt af en stille gråd, et panikanfald eller en panisk hvisken. Stewardesserne uddelte drikkevare og snaks til folk, imens de prøvede at berolige flest mulig på en gang. En umulig opgave, for man kan ikke være flere stede på en gang, uanset hvor gerne man end vil.

Da Tellaria hang stille, gik Stella op foran i kabinen og slog mikrofonen til.

”Kære passagerer, vi venter lige på svar fra moderskibet, Gaia, så vi kan lande i hangaren,” begyndte hun og kiggede ud over kabinen.

”Der vi stå en stewardesse klar til at ledsage jer ud. På grund af de uforudsete hændelser er der tilkaldt folk, som er vandt til at tage sig af den slags ting. Vi vil bede jer om at gøre, som I bliver bedt om, så I hurtigst muligt kan komme hjem. På vegne af Tellarias personale, vil jeg gerne have lov at sige: at vi beklager det, der er hændt,” sagde hun og slog mirkofonen fra.

Stella bankede tre gange på døren ind til cockpittet, hvor efter en umærkelig flimren gik i gennem luften, og Tellaria atter en gang hang trygt i Gaias hangar. Passagerene begyndte at strømme ud af skibet, så hurtigt det kunne lade sig gøre.

Da alle passagerene havde forladt Tellaria, trådte en mand i militæruniform ind i kabinen. Stella havde netop læst brevet færdig, som Washington have givet hende, og foldet det sammen igen. Manden trådte helt hen til hende, samtidig med at Warder og Calvino trådte hen bag hende.

”Ved du, hvem det var?” spurgte manden med et høfligt smil.

Stella så bare på ham, inden hun svarede: ”Ja, et gør jeg. Det var otte medlemmer at Green Earth. Tre kvinder, fem mænd. Lederen kaldte sig Washington, de andre kaldte sig Canberra, Oslo, Moskva, Dublin, Ottawa, Cairo og Tokyo.”

”Er du sikker på det?” spurgte militærmanden. Stella nikkede, hun var fuldstændig sikker.

”Og de fortalte dig det?” spurgte han videre.

”Ja,” sagde Stella og kiggede lettere irriteret på manden. ”De fortalte mig det, og jeg er sikker på, at jeg husker rigtigt.”

Militærmanden kiggede på hende og nikkede, hvor efter han bad hende om at afgive vidneforkla-ring. Hun bad om at få lov at hente sine ting først, hvilket hun fik lov til. På vej hen mod omklæd-ningsrummet stødte hun ind i en mand. Hun kiggede undskyldende op på ham.

Han smilede til hende, lænede sig helt hen til hendes øre.

”Brevet,” hviskede han. Hun smilede til ham og lod brevet glide over i hans hånd.

”Undskyld. Du må virkelig undskylde, jeg er så klodset,” sagde hun påtaget bestyrtet.

”Du er tilgivet,” sagde manden med et smil, som om han morede sig over noget. ”Men tak.” Han vendte sig om og begyndte at gå væk. Stella forsvandt ind i omklædningsrummet efter sine ting.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...