Min Papfar

V i fik i dansk en opgave som lød på at skrive en historie med hoved emnet FAMILIE Mig og min makker skrev denne. Håber i kan lide den<3

11Likes
3Kommentarer
472Visninger

1. Min Papfar

Døren smækkede. Man kunne allerede lugte alkoholen. Stanken blev værre, jo tættere på mit værelse han kom. Han smadrede nærmest døren, da han brasede ind på mit værelse.
”HVOR ER DIN MOR?!” råbte han. Man kunne godt fornemme, han lige var kommet fra værtshuset.
”Jeg tror, hun er ude og vaske gulvet for folk med mere respekt end dig.” Jeg nåede nærmest ikke at sige det sidste, før jeg mærkede slaget mod min kind og kunne smage blod.
”Tal pænt, unge dame”. Han tog fat om min kæbe og holdt godt fast. ”Nu, hvor din mor ikke er her, så må jeg jo gøre det med dig”
Jeg var efterhånden blevet vant til, at det gik ud over mig, når min mor ikke var hjemme. Hver gang Bumsen kom hjem fra værtshuset, ville han altid have noget. Ofte endte det med at være mig, da min mor altid var ude og rengøre de finere folks huse, selv om natten. Fem år efter min far skred, kom Bumsen ind i mors liv. Han kommer og går hele tiden, for det meste kun for at blive tilfredsstillet.
Jeg kan stadig huske den første gang han gjorde det mod mig. Jeg var fem år og skulle næsten til at starte i skole. Han var lige kommet hjem fra værtshuset. Jeg sad inde i vores lille grå, røde slidte sofa og læste i min pixibog, da han kom brasende ind. Han gik langsomt hen til mig, begyndte at tage sit tøj af, og da han kom hen til mig, rev han mit af. Jeg rystede af skræk, da han tog min lille krop og bar mig op i sengen. Det var den nat mit liv i helvede begyndte.

Jeg rejste mig op. Bumsen gik langsomt hen mod mig og bag mig kunne jeg mærke natbordet. Jeg prøvede at føle efter en lampe eller bare noget, jeg kunne slå ham med. Endelig fandt min hånd frem til en glasflaske. Jeg slog ud efter Bumsen og ramte. Der landede et par blod pletter på mine efterhånden gamle sko. Han landede bevidstløs på gulvet. Det var min chance. Ud af døren, ned af trappen og hen mod den store vej.

Jeg kiggede bagud da jeg kunne høre en mands åndedræt. Det var ham. Jeg satte farten op. Mens bilerne dyttede, løb jeg over gaden og hen til Frederiksberg Have. Jeg kiggede bagud igen, men kunne ikke se ham længere. Bilerne havde nok stoppet ham. Jeg sænkede farten, hele tiden med øjnene i nakken. Pludselig så jeg ham igen. Han stod og kiggede på mig, men vendte så om og gik tilbage den vej, vi kom fra. Jeg kunne mærke jeg slappede af i kroppen. Han var endelig væk. Jeg lagde ikke mærke til omgivelserne, før jeg hørte et bushorn dytte, og en arm om min talje. Det føltes, som om tiden gik i stå, indtil jeg pludselig mærkede et slag mod mit hoved og alt blev sort.
 Jeg vågnede få sekunder efter ved lyden af sirenerne og de højlydte stemmer overalt. Mit blik var stadig sløret, da jeg kiggede rundt. Jeg mærkede noget om min nakke, og lidt efter blev jeg løftet op på en båre. Jeg kunne høre en dyb mandestemme snakke til mig. Mit blik begyndte langsomt at fokusere. Jeg kunne se en læge stå og kiggede på mig med meget bekymrede øjne.
”Kan du huske, hvad du hedder?” Lægen kiggede undersøgende på mig og sagde så noget medicinsk til en anden læge. Folk omkring mig kiggede bekymret på mig, og det var først der, det gik op for mig at jeg ikke havde svaret endnu.
”So…Sofie” svarede jeg stammende.
”Okay, hvad er hele dit navn Sofie?” En dreng, hvis navn jeg stadig ikke havde fået, kiggede undrende på mig.
”Sofie Jensen. Det er hele mit navn” Mit hoved var stadig omtåget, men jeg kunne se lidt mere fokuseret. Uden, for stod lægen og snakkede med drengen, som åbenbart havde redet mig.
”Sofie, vi kører nu, du skal bare prøve at ligge så stille så muligt og når vi så kommer hen på hospitalet, kommer der nogle sygeplejesker og holder øje med dig, indtil undersøgelsen går i gang.” Ambulancefolkene lukkede døren og bilen begyndte at køre. Det var lidt svært at ligge stille i den hoppende båre. Jeg opdagede først drengen inde i ambulancen da han spurgte hvad jeg dog lavede foran bussen.
”Jeg flygtede fra en” svarede jeg og kiggede på ham med et blik der fortalte ham at han ikke skulle spørge om mere. Men det fattede han åbenbart ikke.
”Hvorfor?”
”Det er en lang historie”. Egentlig så var det ikke lige mit yndlings emne og derfor ville jeg helst ikke snakke om det. Men det ville drengen åbenbart, for han blev ved.
”Jeg har masser af tid”
Nu stopper han. Kunne han ikke bare få det ind i sit lille hoved, at jeg ikke gad snakke om det. Jeg prøvede at få hans tanker over på en anden bane.
”Hvem er du, og hvad lavede du egentlig selv på den her tid af aftenen?” Jeg så over på ham og ventede på, at han skulle svare.
” Nåh ja. Jeg har ikke engang præsenteret mig selv. Mit navn er Mads Zofus Vestergård. Grunden til, at jeg er ude på det her tidspunkt, er, at jeg var henne hos min kæreste. Jeg bor tæt på haven. ” Mads smilede til mig. Guuud hvor var han dog snakkesalig.
 Efter lang tid standsede vi endelig og dørene blev åbnet. Ambulancemanden tog fat i min båre og kørte den ud. Vi kom ind på stuen. Mads var gået med ind til mig og havde hjulpet mig hen til toilettet for at skifte tøj. Da jeg var blevet undersøgt og syet, kom sygeplejersken ind og sagde, jeg var blevet udskrevet og gerne måtte gå. Jeg havde bare ét problem. Hvor skulle jeg tage hen. I hvert fald ikke hjem, for så ville det fortsætte.
”Mine forældre er kommet for at hente mig. Vil du med hen til os? ” Mads’ spørgsmål rev mig ud af mine tanker. Han var en fremmed. Men han var en fremmed som havde reddet mig. Han kunne jo godt gå hen og være ligesom Bumsen. Men ærligt så tror jeg ikke han er det. Så hvorfor ikke tage chancen. Jeg havde jo ikke andre steder at tage hen. Jeg nikkede og smilede svagt.
”Meget gerne,” mumlede jeg. Mads kom hen for at hjælpe mig op, og sammen gik vi ned til hans forældre.
Da vi var kommet hjem til Mads og havde sat os ind på hans værelse, fortalte jeg for første gang om mit liv i helvede, og hvordan det var gået til, at jeg havde endt op på hospitalet.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey Alle... jeg håber i kan lide denne her historier. Kom gerne med noget feedback på hvordan i syntes den var.

Og eller så bare giv den et like hvis i syntes den var god...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...