de dage jeg aldrig glemmer

Da jeg har lidt svært ved at beskrive hvad historien handler om, (ud over at en dreng bliver kidnapped), bliver i nok nød til at læse den for at finde ud af det :-) PS. Dette er en stil jeg har skrevet til dansk PPS. jeg vil virkelig gerne høre hvad i synes om min historie, også selvom i synes at det er en lorte historie, så skriv endelig en kommentar :-)

2Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

7. flugten

Dagen efter hang vi ved jernringene igen. Efter et stykke tid med piskeslag, denne gang mens Vanessa hang ved siden af mig, gik Danni og Mike ind i rummet ved siden af, for at se fodbold som de plejede. Vi hang med fødderne en halv meter over jorden, som vi havde forventet, da vi planlagde vores flugt. Jeg havde trænet hver aften, siden Vanessa havde været inde på mit værelse, og var så godt forberedt på det her, som man nu kunne være. Jeg hævede mig op i mine arme og slyngede mine ben rundt om kæden, så jeg hang på hovedet. Derefter satte jeg min ene fod ind i den ring min kæde hang i, og min anden fod ind i den jern ring hvor Vanessa's kæde hang i. Nu var kæden om mine hænder så løs, at jeg kunne få Vanessa's karabinhage ud af ringen. Hun landede let og elegant på gulvet og hjalp mig med min karabinhage. Jeg slyngede mig ned fra loftet og landede på gulvet uden at larme alt for meget. Pludselig faldt en af kæderne ned på gulvet med et ordentligt brag, der gav genlyd gennem hele lagerbygningen. Danni og Mike kom løbende ud af rummet ved siden af og satte farten yderligere op, da de så os stå ved døren ud til friheden. Vanessa og jeg løb så hurtigt vi kunne, ud af døren, og hen til en motorcykel der stod ude på gruspladsen. Der var kun en hjelm, så jeg rakte den til Vanessa. Hun gav tegn til, at jeg skulle tage den på, så det gjorde jeg. Vi satte os op på motorcyklen, fik den startet, og kørte afsted så hurtigt vi kunne. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke var sluppet fra dem endnu. Bag os kom den hvide varevogn kørende. Vi satte farten op, og fik et godt forspring. Efter et stykke tid var den hvide varevogn ikke længere at se nogen steder. "Jeg tror vist vi fik rystet dem af os" sagde jeg. Der lød et lettet suk fra Vanessa, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi havde stadig meget fart på, og da det ikke længere var nødvendigt, besluttede jeg at sakne farten en smule. Jeg trykkede forsigtigt på bremsen, men ingenting skete. Jeg pressede bremsen helt i bund. Stadig ingen reaktion. Bremserne var røget. Jeg så en mur et par meter henne ad vejen. Vi ville ikke kunne klare svinget med denne fart. Jeg ville ikke bekymre Vanessa, så jeg fortalte hende det ikke. Imens jeg overvejede mit næste træk, blev noget klart for mig. Jeg elskede Vanessa, og hvis hun nogensinde skulle få det at vide, skulle jeg fortælle hende det nu. "Jeg elsker dig Vanessa" sagde jeg forsigtigt. "Jeg elsker også dig" svarede hun. "Hold om mig" sagde jeg lidt efter. Jeg blev nød til at mærke hendes varme en sidste gang. Hun lagde armene om mig, uden overhovedet at spørge hvorfor. "Kan du ikke tage min hjelm af mig og tage den på selv? Den er begyndt at irritere mig" sagde jeg til sidst. Jeg bad hende om alt dette, velvidende om, at kun den med hjelm på ville overleve. Jeg ville ikke leve uden hende. Som før gjorde Vanessa hvad jeg sagde uden at stille spørgsmål. Muren var nu kun få meter væk, og Vanessa fik øje på den. "Farvel Vanessa, jeg elsker dig" hviskede jeg i hendes øre. Jeg hørte Vanessa skrige, og der efter et brag. Så blev alt sort, og jeg fik aldrig lyset at se igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...