When Two Worlds Collide (A Real Story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Denne historie bliver ikke opdateret som vores normale fanfictions, dette er vores individuelle historier. Det har intet med fanfictions at gøre da dette på en måde er vores samlede selvbiografi. Alt dette vi skriver beder vi jer tage seriøst da dette er vores liv vi vælger at dele med jer. Kh: Katy og Nanna

4Likes
0Kommentarer
317Visninger
AA

1. Prolog: Nanna

Okay let's get this started...

Jo længere i kommer jo bedre vil i lære mig at kende, jeg har længe villet lave en movella som denne hvor jeg fortalte min historie, men nu har jeg en veninde til at gøre det sammen med mig.

Jeg beder jer lade være med at dele denne på sociale medier eftersom jeg ikke ønsker min familie skal finde denne historie. Og hvis min familie skulle finde den så er dette her hvordan jeg har opfattet det, hvordan jeg føler og hvordan mine inderste tanker er. Det ville betyde meget hvis i (min familie) ville stoppe med at læse her. Tusind tak.

Nå skal vi starte?

14 Februar 1998 Kl 10:02

Well der blev jeg født, men intet i mit liv er specielt relevant før år 2003.

20 Oktober 2003. Der blev min lillesøster Ida født, jeg var fem år gammel og var ovenud lykkelig for at få en søster, jeg havde altid gerne ville have en og hun var fantastisk indtil jeg opdagede hvordan det hele faktisk forandrede sig.

Jeg blev 10 år og fuck hvor var jeg dog stolt, men det var stadig ikke det samme, mine andre venner og veninder var mere modne end jeg var, de gik selv i centret hvilket jeg ikke måtte, faktisk måtte jeg ikke ret meget, og med en ti årig hjerne var det skide uretfærdigt.

Jeg har altid været pisse stædig men da jeg nåede de ti sagde det klik, man kan kalde mig pre teenager. Jeg snerrede og råbte og kaldte folk nogle ikke så pæne ting, for at få det bedre med mig selv vil jeg formode. Min mor fik nok og tja, det var første gang min mor slog mig. Jeg ønsker ikke at forklare yderligere omkring det men tjah.

Siden der har jeg bare været... splittet tror jeg godt man kan kalde det, jeg fortalte min gamle besteveninde det og jeg begyndte at lege mere ude og endte med de forkerte mennesker.

Da jeg fyldte 12 skulle vi flytte til gladsaxe, jeg startede på Marielyst skole og det var virkelig bare starten på mit personlige helvede, jeg blev mobbet og gik grædende hjem fra skole hver evig eneste dag i 1,5 år. Selv mine lærere deltog i mobningen, jeg var anderledes end de andre og det vil jeg nok altid være, jeg har aldrig været den pige der havde rige forældre eller gik med det nyeste tøj, jeg gik enda i Hello Kitty tøj optil 7. klasse.

Jeg stoppede så i 6. Klasse og startede på Gladsaxe skole, hvor jeg fik nogle super gode veninder (troede jeg) jeg begyndte at gå i sort tøj og jeg havde det faktisk godt, eller jeg troede jeg havde det godt. Min bedsteveninde fra min første skole var stadig med mig og tog en enkelt gang med mig i skole. Jeg var flabet i timerne da jeg havde fået min selvtillid en smugle op at køre igen, jeg optog elevsamtalerne og spillede dem højt i frikvateret.

Selvfølgelig blev det opdaget. Lærene mistede alt de havde for mig og jeg blev ikke taget når jeg rakte hånden op, men det var jo min egen skyld. Min gode veninde vidste godt hvad der af og til forgik derhjemme og tit troede min mor at vi var i skole... selvom vi faktisk var i københavn. 

Jeg fyldte 14 og skulle starte i 7. men før det skulle vi flytte. Langhøjskolen. Det var den bedste skole jeg noglesinde startede på, der var intet hiraki ingen ting. Dog havde jeg ingen at stole på, for dagen før jeg startede i klassen skrev min bedste veninde at hun var blevet for moden til mig og at hun fortrød vores venskab. Jeg græd i flere dage når jeg kom hjem og jeg snakkede over mig i timerne, lærene begyndte at undre sig over hvorfor denne her pige var så underlig. Dog fik min mor det malet med mel, hun skulle jo ikke opdages. I September opdagede jeg One Direction.

Jo der var da tiderne hvor hun var der for mig men jeg følte altid at opmærksomheden gik til min nu 9 årige lillesøster. 

Da jeg startede i 8. gik det helt ned, jeg begyndte at cutte og lukkede mig inde i migselv, jeg havde ikke rigtigt nogle udover de venner jeg fik over internettet da jeg boede i Gladsaxe. Katy, Mathilde, Amalie og Fie. De var og er stadig en del af mit liv. Dog gik der en pige i klassen jeg så meget op til Sofie.

Alt hun gjorde var fantastisk og hun er også stadig fantastisk, jeg begyndte at se mere op til hende end hvad godt var.

Min veninde fra paralæl klassen fortalte mig at hun havde hørt om en koncurrence hvor man kunne møde One Direction, og selvfølgelig deltog jeg. Med Sofie. Dog kom vi ikke i finalen... men det gjorde min veninde Line. Hun ringede og de første ord der forlod hendes mund efter hendes skrig var "Nanna vil du med mig til herning?" jeg græd da jeg lagde på den aften, jeg skulle med stor sansynlighed møde mine største idoler. Dette her var en chance ingen andre havde fået før. Jeg var det tætteste på lykkelig.

Det varede dog ikke ret længe, i dagene optil gik alt galt og jeg endte med at skrive en dato. den 6.Maj 2013. Den dag jeg ville tage mit eget liv. Jeg var træt af alting, og jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være på jorden mere.

Men den 5. Maj 2013 mødte jeg One Direction, jeg havde den bedste dag i hele mit liv. Jeg var lykkelig og denne gang var det rigtigt. Da jeg kom hjem skrev jeg et fint afskedsbrev og lagde det i en skuffe som jeg kunne ligge på min seng dagen efter.

Jeg kom i skole den dag, alle ville ligepludselig gerne snakke med mig, for jeg havde jo mødt One Direction. Men jeg holdte ud og blev ved med at smile. Da jeg kom hjem smed jeg min taske på mit værelse, jeg tog brevet frem og lod nogle tåre fælde før jeg faktisk smilede og sagde det på min pude. Jeg havde planlagt at tage de smertestillende som min mor havde stående i skabet på badeværelset.

Jeg kom også så langt at jeg havde dem i munden og var tæt på at synke, men så slog det mig hvorfor skulle jeg forlade dem nu? Hvorfor give op når de nu vidste jeg eksisterede? Jeg spyttede pillerne ud i toliletter og gik ind og sov. Brevet har jeg stadig et sted, jeg ved faktisk bare ikke hvor det er længere.

I den tid indtil 9.Klasse faldt jeg bare længere ned og begyndte at cutte mere. Af status ligenu har jeg utallige på hoften som heldigvis er helet så meget at man ikke rigtigt kan ane dem, mit højre håndled har jeg 12 som desværre er meget synlige. Jeg er 1 uge clean idag.

Men jeg startede så i 9.Klasse på en efterskole da jeg gerne ville væk, folk genkendte mig som pigen fra Ultra hvilket ikke gav mig den ønskede opmærksomhed. Folk var jo dybest set ligeglade med mig, de ville bare gerne kende den pige der havde mødt deres idoler.

Jeg havde nogle gode første måneder men så blev jeg uvenner med mine veninder og alt ramlede dybest set for mig, jeg knækkede fuldkommen. Heldigvis var der denne her pige som jeg aldrig rigtigt havde lagt mærke til, hun hed det samme som mig dog bare med et N mindre. 

folk kaldte os hurtigt for tvillinger hvilket jeg faktisk bar stolt af, dog endte jeg igen med ikke at falde i god jord hos de gode og endte så hos dem der lavede 'natterend' to gange blev jeg taget og sendt hjem. Men det stoppede mig ikke. tværtimod.

Jeg mødte nogle piger over Danske Directioners, nogle piger der idag betyder alting for mig, de er mine bedste veninder i hele verden, De er alting mine gamle venner ikke var. Og så er de ligeså skøre med drengene som jeg er.

Jeg stoppede på efterskolen og startede igen i 9.B fornemmelsen jeg fik i min mave var følelsen af at være kommet hjem, jeg var glad.

Jeg havde det bedste halve skoleår af mit skoleliv nogle sinde.

__________________________________________________

Så! Det var så min prolog.

Nu håber jeg i fik et indblik i hvem jeg er...

Hvis i har spørgsmål så skal i ikke være bange for at spørge <3

Nå men godnat og vi skrives vel

//Nanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...