When Two Worlds Collide (A Real Story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 28 sep. 2014
  • Status: Igang
Denne historie bliver ikke opdateret som vores normale fanfictions, dette er vores individuelle historier. Det har intet med fanfictions at gøre da dette på en måde er vores samlede selvbiografi. Alt dette vi skriver beder vi jer tage seriøst da dette er vores liv vi vælger at dele med jer. Kh: Katy og Nanna

4Likes
0Kommentarer
320Visninger
AA

3. 28.9.2014 | Katy.

 

Hvad er det her for en fuckt op verden? Virkelig. Folk blander sig i dine venskaber, forhold og alt. Kan folk ikke bare styre deres eget liv? Får spat..

 

Let me explain..

 

Her for en måned eller to siden, kom jeg op og skændes med min, dengang, bedste ven. Han havde aldrig tid til mig, tog den aldrig da jeg ringede, og svarede ALTID koldt til mig. Til sidst blev jeg træt af det og valgte at konfrontere ham med problemet. Det endte så galt. Han begyndte at beskylde mig for ikke at være der for ham. Men hvordan skulle jeg kunne være der når han aldrig tog den? Skrev, eller fortalte mig om noget? Det lidt svært ik?

 

Anyways, vi endte med at beskylde hindanden i noget tid. Og for hvert ord vi skrev, blev jeg mere og mere knust. Altså endte det med at jeg sendte ham en laaaaang besked hvor jeg forklarede vi havde brug for en pause. Bare få noget luft, fordi jeg kunne mærke vi begge havde brug for det. I den besked fortalte jeg også at jeg holdte meget af ham og ville være der altid. Efter jeg havde sendt den, havde jeg håbet på han ville kæmpe for vi ikke skulle holde pause. Eller i hvert fald skrive noget. Han skrev noget. Han skrev faktisk præcist ”Ok.”  Jeg var virkelig knust, men tog det i mig da JEG bad om en pause.

 

Et par timer senere tjekker jeg så snap chat, og ser ham og min venindes My story. I hans stod der simpelthen ”****** Min nye bedste veninde” og i hendes: ”****** Min bedste ven”

Jeg var knust og græd og græd. Han havde lige udskiftet mig på to timer?! OG SÅ MED EN AF MINE BEDSTE VENINDER?! I hvert fald ender det med et større skænderi, og han beder mig slette ham. Jeg gør det med glæde, og der stopper vores kontakt! Min veninder opsøger mig så, og snakker med mig om det. Der går det op for mig at hun betyder for meget for mig, til at jeg kan miste hende pga ham. Så ja.

 

Anyways, en masse skete. Og så her for et par dage siden. Jeg tjekkede skype og så en ny gruppesamtale. Det var simpelthen med mig, hende og ham. Jeg skrev hurtig til hende hvorfor jeg var med i den samtale. Og i dag svarede hun mig så.

Hun ville redde vores venskab.

  Problemet er bare, noget jeg har glemt at fortælle, at jeg fik kontakt til ham 2 uger efter. Han vidste dog bare ikke det var mig han snakkede med. Anyways, han fortalte han havde det fantastik uden mig. Hans liv var så godt. At jeg bare var en klam, selvisk og egoistisk person. Ja, det ramte mig, og førte til en usikker Katy der ikke rigtig turde at tænke på sig selv. Jeg begyndte at være mere bekymret for andre end mig selv. Og det endte så med at jeg fik lortet. Fordi at jeg var så skrøbelig lige pludselig, som jeg faktisk aldrig rigtig er, at folk bare lige skulle prikke til mig og jeg ville gå itu.

 

 I hvert fald efter hun i dag sagde at hun prøvede at redde vores venskab, endte hun med at sige ”Men jeg kan se der intet er at kæmpe for, fordi du ikke gider redde det” Der gik jeg bum. Fordi jeg vil mere end alt andet redde vores venskab med ham. Og tro mig, jeg prøvede. Men nej, jeg ender ALTID med at få skylden. Så også fra hende af. Men som sagt, jeg ville redde venskabet, men hvad er der at redde? Han havde sagt jeg skulle gi’ op fordi han ikke syntes der var noget at redde. Han havde sagt han så mig som en selvisk og klam person. Så hvad er der at redde? Og vigtigere vil jeg redde det mere? Jeg har kæmpet, grædt og prøvet. Nu det hans tur vel? 

 

I hvert fald, forstår jeg bare ikke hvad folk vil ha ud af mig? Skal jeg tilgive ham? Er det dét de vil ha’? At jeg tilgiver ham for at svine mig til og såre mig? Fordi det kan jeg ikke.. Sådan noget kan jeg bare ikke.. Jeg føler virkelig jeg tilgiver folk for let.. Han har før mistet en del af min tillid. Men nu har han da mistet den helt. Og dog, så har jeg vel stadig lidt håb?

 

Hvad jeg bare ikke forstår, er at hun siger der ikke er mere hun kan kæmpe for. HUN! Hvad tror hun? At det hendes kamp? Fordi det er det ikke. Det hans og min. ARH! Ender med at gå ned med spat! Jeg tror jeg er ved at miste hende.. Men det kan jeg ikke bære.. Jeg har mistet så mange mennesker på de sidste 2 måneder. Og at miste hende vil være helvede.

 

Hvorfor skal hun også blande sig?  Hvorfor skal alting også være så forvirrende? Og det vigtigste, hvorfor siger alle jeg skal tilgive ham? Og skal jeg tilgive ham? .. Urg!!!

 

-Katy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...