Hvad hvis...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
"Og hvis man dividere 12 med 145 får vi?" Sagde min matematiklærer Boye "Stefanie!" "Hva? Hvad?" Spurgte jeg efter at have blundet lidt.

1Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. Hvad hvis...

"Hvad gir' det?"

"Øhhm...Hvad var stykket igen?"

"12 divideret i 145,"

"Ja, det gir'..."

Jeg begyndte at hoste. Et kæmpe hoste anfald. Alle i klassen kiggede bekymret på mig. Det var som om at jeg havde spist en Jalapeno og at det kun blev stærkere.

Da jeg endelig holdt op med at hoste, følte jeg noget flydende i min mund der smagte af metal.

"Må jeg godt gå ud og tage en tår vand?"

"Ja selvfølgelig!" Sagde Boye.

Da jeg gik ind på toilettet og drak af hanen tog jeg en ordentlig slurk, og gurglede noget mere vand. Da jeg spyttede det ud var vandet rødt. Sådan blodrødt. Jeg blev så forskrækket at jeg var lige ved at falde på det våde gulv.

Jeg spurtede tilbage til klassen, brasede ind ad døren og sagde at jeg blev nød til at tage hjem. Jeg tog mine ting og cyklede så hurtigt jeg kunne.

Da jeg var derhjemme ringede jeg til min mor om hun ikke kunne komme hjem. Da hun ti minutter efter var kommet fortalte jeg hende hvad der var sket. Vi tog straks på hospitalet for at få mig undersøgt. Senere da vi var kommet hjem fra hospitalet, gik jeg direkte i seng, men kunne ikke sove. Jeg lå vågen hele natten og tænkte på hvad resultaterne var af testen. Og når jeg siger test mener jeg ikke bare en test i Dansk eller Engelsk for at se hvor god man var, nej, nej, i den her test handlede det netop om at den skulle være negativ. Men det var ikke en ting man bare selv kunne bestemme.

To uger efter fik jeg et brev fra hospitalet. I den tid jeg havde ventet på brevet havde jeg spurgt mig selv flere gange om dagen "Hvad hvis..."

Hvad hvis den er positiv. Hvad hvis det påvirker min familie. Hvad hvis mine venner begynder at ignorere mig. Hvad hvis ham jeg kan lide ville hade mig. Hvis hvis jeg ikke får min eksamen. Og sidst men ikke mindst. Hvad hvis jeg dør inden min 18 års fødselsdag. Hele mit liv afhængte af dette brev. Og hvis der ikke var noget godt tegn kunne jeg lige så godt bare lade tingene passere og aldrig gøre noget igen.

Jeg åbnede langsomt konvolutten. Trak papirerne op og begyndte at læse. Og dér. Lige dér som det sidste ord på brevet stod det.

Positiv.

Positiv. Uden at tænke mig om tændte jeg op i pejsen, rev papiret i stykker og smed de små flapper ind i ilden. Jeg græd ikke engang. Der var for mange følser der kørte rundt at jeg ikke havde tid til at græde.

Det var nu afgjort...

Jeg havde kræft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...