Guilt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Vega McQuillen forsvinder helt ind i sin egen verden da hun mister sin bedste veninde Gemma Styles i en forfærdlig bilulykke som Vega selv var skyld i. Dog er det ikke kun Vega, som er påvirket af den verdensberømte band sanger Harry Styles' søster pludselige død. Hvordan går det når Harry tager Vega med på tourne? Vil livet blive letter? Find ud af det ved at læse Guilt.

4Likes
3Kommentarer
271Visninger

4. 3

 

Vi drejede ind i den velkendte indkørsel. Jeg havde næsten boet her engang. Minderne om mig og Gemma strømmer igennem mig da jeg så deres græsplæne, vi havde en masse gode minder derfra. Men det hele var fortid. Mit blik scannede omgivelser inden jeg med rystende hænder fik spændt mig op, og åbnede bildøren og smækkede den i. Tårerne begyndte igen at samle sig i mine ellers døde øjne, men jeg ignorerede dem. Jeg gik tøvende op mod døren med en nærgående mor bagved. døren åbnede uden varsel og Anne stod i døren med Harry og hans papfar Robin. Mine ben rystede under mig og truede med at falde under mig for hvert skridt jeg tog. Annes smil så udadtil venligt ud, men alle de drømme jeg havde haft hvor hun forvandlede sig til en dæmon for at tage hævn overtog mine tanker. Jeg var rædselsslagen. Hun kiggede underligt på mig og lagde en af sine hænder på min skulder. Det brændte helt igennem min trøje og jeg begyndte at svede. “Er du okay Vega?” spurgte hun, hendes stemme fuld af omsorg. Hendes tone var hjerteskærende. Jeg rystede svagt på hoved, ville ikke sige noget i frygt for at min stemme ville knække over og jeg atter ville få et sammenbrud. Jeg kunne mærke Harrys blik på mig, det brændte, han havde set mig haft det værre. Han var ofte hos mig uden grund. Hvorfor anede jeg ikke. Han burde have travlt med så meget andet, med hans band, turnerne og ikke mindst hans egen sorg over Gemma.  Robin kiggede på mig med et blik fyldt af had. Det fik mig hjerte til at banke endnu hurtigere end det allerede gjorde. Det var som om det kunne springe ud af mit bryst og løbe væk hvert sekund. Anne tog det bedre end jeg havde troet, men måske holdte hun det bare inde? Fordi hun ikke ville udsætte Harry, min mor eller Robin for et vredesudbrud? hvis jeg på et tidspunkt ville være alene med hende er jeg sikker på at hun vil råbe af mig og få mig til at dræbe mig selv.

 

Vi sad ved bordet under en tydelig akavethed, ingen sagde noget. Jeg kiggede bare ned i min potion mad. Jeg havde ikke set rigtig mad i hvad det ville svare til hundrede år. “Hvordan går det Vega?” Spurgte Anne. Jeg kiggede op og tog fat i glasset med rødvin for at bunde det. Jeg mærkede deres overraskende blikke dog ikke så slemt fra Harry, som havde set det før. “Det ømh… går vel fint nok?” Jeg havde planlagt at lyde selvsikker, men det kom ud som en tøvende hvisken. Harry hostede. Det gjorde han bare ikke! “Og det vil du have os til at tro på?” Spurgte han med stirrende øjne. jeg sukkede og kiggede på Anne med trætte øjne. “Jeg føler mig ikke fuldendt uden hende… jeg mangler min bedre halvdel… Det er ikke det samme uden hende… Og det hele er min skyld” mumlede jeg men kom til at hviske det sidste af sætningen. Igen begyndte tårerne at fylde mine øjne og jeg blev nødt til at rejse mig for at finde noget køkkenrulle. Jeg hørte fodtrin bag mig, jeg kiggede ud af vinduet, så reflekterede fra mørket. Harry. “Hvorfor gør du det her?” Hørte jeg mig selv snerre. “Jeg vil bare gerne have at du kommer videre! Du kommer ingen steder hvis du bliver ved med det her pis!” Snerrede Harry og slog ud efter mig. Jeg kiggede mistroende på ham. “Komme over det?! Det kan jeg fucking ikke!” hviske-råbte jeg og kiggede vredt på ham. Hans øjenbryn “connectede” og han så endnu mere vred ud. “Hvorfor vil du ønske jeg skulle komme videre? Ville det ikke være åndsvagt? jeg er skyld i hendes død. du burde ønske mig død.” Sagde jeg og trådte et skridt tættere på Harry. “Hvorfor skulle jeg ønske dig død? Det var ikke med vilje! Det var ikke din hensigt” Han skød sin brystkasse frem og så truende på mig. “Du skal bare komme videre! Det er det vi andre prøver på! Få hjælp i stedet for at holde det inde! Du er ved at blive alkoholiker forhelvede! Drop det pis!” Råbte han og jeg prøvede at tysse på ham men det var forgæves. “Så hjælp mig.” Råbte jeg frustreret, over at jeg råbte og over mine egne ord. “Det er det jeg prøver på! Men du lægger ikke mærke til det! Opfør dig som et ordentligt menneske og søg hjælp! Find en psykolog eller noget! De ved hvad de laver” Sagde han og himlede med øjnene. Han kiggede væk og gik tilbage til stuen for at spise sammen med sin familie. Men der var bare et problem. Der manglede en.

 

Efter næsten et kvarter ude i køkkenet gik jeg ind til dem, de havde tydeligvis snakket om mig. “Vega, det er jeg så ked af.” Sagde Anne og kiggede med længsel på mig. “hvorfor er DU ked af det? Det var ikke dig der var skyld i hendes død.” Jeg satte mig forsigtigt på stolen, bange for at den skulle briste, sammen med mit hjerte. Jeg kiggede spørgende på hende og jeg kunne mærke at alle kiggede på mig. Mentalt gravede jeg et hul og dækkede det til. Så det til sidst kun var mig og mine idiotiske tanker. “Nej, men det var du heller ikke.” Gav Robin ind. Jeg kiggede på ham, hans ellers vrede blik var blevet erstattet, med et mildere blik. “Jo jeg var! Det var mig som kørte bilen og som kørte galt! Det er min skyld! I burde bebrejde mig! ønske mig død og borte! Jeg ville give alt for at det var mig og ikke hende!” jeg rejste mig op igen i panik, og kiggede rundt for at finde døren så jeg kunne løbe væk. væk fra skyldfølelsen og fra deres dræbende blikke. “Vi ville aldrig ønske dig død, du var Gemmas et og alt, hun ville ikke ønske at se dig sådan her.” Hørte jeg Anne råbe efter mig. “Hun fortjener livet mere end jeg! Jeg har ikke mere at gøre her, og vigtigst af alt, jeg har ikke mere at leve for.” Råbte jeg tilbage da jeg begyndte at løbe alt hvad jeg kunne. Jeg løb hen ad veje jeg aldrig havde set før, og endte et sted som var så underligt bekendt, men ingen klokke ringede da jeg kiggede rundt og indtog omgivelserne.


 

Ved i hvad, jeg er ikke særlig god til de her små tekster her nede.

Men jeg håber alligevel i kan lide den indtil videre.

 

Tusind tak fordi i læser med :).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...