Guilt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Vega McQuillen forsvinder helt ind i sin egen verden da hun mister sin bedste veninde Gemma Styles i en forfærdlig bilulykke som Vega selv var skyld i. Dog er det ikke kun Vega, som er påvirket af den verdensberømte band sanger Harry Styles' søster pludselige død. Hvordan går det når Harry tager Vega med på tourne? Vil livet blive letter? Find ud af det ved at læse Guilt.

4Likes
3Kommentarer
268Visninger

3. 2

Jeg vågnede op ved at lyset fra solen gik igennem vinduet og varmede min krop på det ellers kolde gulv. Den halvtomme, eller halvfyldte flaske var placeret under min kind hvorpå den hvilede. Jeg åbnede langsomt øjnene så de blev til sprækker, og jeg lod dem vende sig til det pludselige lys. Det jeg ikke havde set i en evighed. Mit hoved dunkede i en irriterende rytme, fra gårsdagens begivenheder. De ord Harry havde sagt gav mere mening i mit klarer hoved. Men tvivlen sad stadig som en ondsindet djævel i mit sind og spurgte hvad det var godt for. Du kommer ALDRIG over det sagde stemmen med en vis klang som fik min hovedpine til at blive værre end før. Jeg tog mig sammen og rejste mig op på mine rystende ben ved at bruge mine arme som støtte. Men endte alligevel med at vælte, men nåede heldigvis at få fat i det beskidte køkkenbord med mine uplejede hænder. For få måneder siden ville jeg ikke kunne holde ud at leve som det her. En svinesti. Men det hele var selvfølgelig lige meget nu hvor jeg ikke længere havde noget at leve for.

 

Jeg sad under den løbende bruser, med benene trukket op under mig. hvorfor ville smerten ikke bare forsvinde? Det varme vand blev forvandlet til iskolde stikkende stråler mod min sårbare hud. Hvor længe havde jeg siddet her? Hvorfor flyttede jeg mig ikke? Når ja. Fordi jeg ikke kunne. Jeg havde ingen kontrol mere, lige fra da jeg mistede kontrollen over bilen, forsvandt min kontrol også over mit liv. Folk forstår det bare ikke. De siger til mig at jeg bare skal komme videre, men så let er det bare ikke. Mit blik falder på væggen, og der bliver det. Jeg stirrer bare. Mine øjne begynder at svige da jeg ikke blinker, jeg kan ikke få mig selv til at bevæge mig. En banken lyder på døren. Hvem kan det dog være? Mit hoved er nysgerrig og vil gerne åbne, men min krop gør modstand. Bankenen lyder igen, lidt højrer. Mit blik falder nu på døren, men jeg rykker mig ikke ud af flækken. Det er som om vandet er blevet til lim og tvinger mig til at holde mig tilbage. Døren åbner, havde jeg ikke låst døren? Sikkert ikke. Normalt ville jeg farer sammen men jeg sidder bare, jeg er ligeglad. Vedkommende er velkommen til at slå mig ihjel. Men hvem ville banke på for at slå nogen ihjel? Men ærligtalt ville jeg ikke have noget imod at blive slået ihjel. Så ville jeg i det mindste slippe for smerten, men så ville jeg også være sammen med Gemma igen. Når jeg tænker over det tror jeg at mit sidste åndedrag bliver et suk af lettelse. Velkendte fodtrin trådte hen imod mig, min mors sko kom til syne og jeg kunne hører et svagt gips forlade hendes læber.Jeg kiggede op og mødte hendes øjne. Jeg kunne nærmest se mig selv med tomme øjne og et dødt blik. Hun sukkede let og åbnede munden for så at lukke den igen bagefter. Hendes hænder lagde sig om mig for at hjælpe mig op. Jeg gjorde ikke modstand, men det irriterede mig at hun ikke bare kunne passe sig selv. Ligsesom mig. “Du skal altså til at komme videre” hviskede hun for at hendes stemme ikke skulle give op på hende. “Det gør så forfærdelig ondt at se dig sådan her, det dræber mig.” hun lød nu mere frustreret end før. jeg kiggede bare væk, jeg kunne ikke tåle at se smerten i hendes øjne. “Anne har inviteret os på middag.” fortalte hun og krummede sine fingre om et håndklæde for at tørrer mig. “Anne?” kunne jeg hører mig selv hviske spørgende. “Ja Anne, du ved, Harry og… du ved hvems mor” Hun tøvede lidt da hun sagde det. Hvis hun havde sagt det, jeg sværger jeg kunne have slået hende. “Hvorfor vil A-Anne dog se mig?” spurgte jeg hviskende igen. Jeg kunne ikke se hvorfor hun ville se sin datters skyldige morder. “Hør her, hun bebrejder dig ikke! det er der ingen der gør! Vi vill det bedste for dig, ikke?” hviskede hun beroligende og nussede mig forsigtigt på ryggen. Det var som om min ryg brændte. Jeg har aldrig været en person som bryder sig om fysisk kontakt, med mindre det var Gemma. Så følte jeg mig tryg.

 

Jeg stod for første gang i snart tre måneder og så bare en anelse præsentable ud. Min mor havde gjort et godt stykke arbejde, selvom jeg stadig lignede en udhungrede kat. På en eller anden mystisk måde havde hun fået mig ned i bilen, men mit hjerte bankede på fuld galop. Jeg ville aldrig mere ind i en bil! Jeg holdt på sædet på begge sider om mig og lukkede øjnene og forestillede mig at jeg stadig sad i badet. “Det skal nok gå.” Sagde min min mor, men hendes stemme gjorde alt andet end at berolige mig. “nej, bare nej… du forstår det ikke! jeg ser hende for mig! ser hende død! og det er min skyld!” Jeg startede ud med at hviske men endte med at råbe og næsten skrige af minderne fra ulykken. Hun kiggede på mig med et nærmest halv skræmt blik, hun lænede sig derefter hen for at tænde radioen. “Se hvor du kører!” Råbte jeg panisk da hun var ved at kører ud på cykelstien. “Undskyld.” Var det eneste hun kunne sige og tog så begge hænder på rattet.”Undskyld?! UNDSKYLD?! Du havde nær fået os dræbt!” Udbrød jeg og rakte mine hænder i vejret for at understrege min pointe.

Nå, hvad syntes i som om det andet kapitel af Guilt?

Jeg undskylder at jeg kapitlerne ikke er særlig lange, men håber i kunne lide det.

Love Simone :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...