Does anyone hear me?

Anna-Bell var jo bare en helt almindelig pige på det ydre. Men indeni gemte der sig en følsom, forvirret og genert pige, der led af anoreksi og knust hjerte. Hvem ville nogensinde lægge mærke til hende?

2Likes
1Kommentarer
198Visninger
AA

3. Opkast - endnu en gang.

Min mosters klamme hænder rørte ved mine kinder. Hvad lavede hun egentlig? "Du har de blødeste kinder i verden, min Bell-mus! Sagde hun op i ansigtet på mig. En blanding af hendes ildelugtende ånde der lugtede fælt af appelsiner og grøn mynte-te, og den småkage jeg havde fået klemt en bid ned af for at være høflig, gav mig en sindssyg irriterende træng til at kaste op. Brække mig. Lige her og nu på stedet.

 Jeg kunne simpelthen ikke holde det inde, opkasten væltede ud af min mund - og den brændende pejs var den uheldige. På trods af at denne bid småkage og det halve æble jeg spiste igår var det eneste, jeg havde spist i fire dage, undrede det mig at jeg overhovedet kunne kaste op.

 Alle de fjorten øjne der var i rummet stirrede på mig. Ingen sagde noget. Evig tavshed var vel det der bedst kunne beskrive øjeblikket.

 Tårene træng på og mine tårekanaler sprang. Jeg løb i min hurtigste fart ud af rummet og ud på fortovet. Jeg var ulykkelig. Gid nogen havde nogle selvmordspiller, så jeg kunne komme op i himmelen til Bethany. Det var alt jeg ønskede.

 Min mor kom ikke engang ud og trøstede mig. Hun var ligeglad med mig, mit liv og min anoreksi. Jeg frøs. 

 En dolk lå helt ensom og forladt på den anden side af fortovet. Det var min chance for at dø, og komme ud af hele den her pinfulde verden. Jeg var svag og jeg havde endelig indset det. Men i det samme trådte en engel frem foran mig. Hun var sløret. Jeg gik i panik. Hun var så langt væk og alligevel så tæt på. Det var Beth! Det var Bethany! Min elskede lillesøster! Hun begyndte at døse væk. Var det noget jeg forestillede mig? "Bethany! Søs! Tag mig med derop! Jeg beder dig!" Men hun var væk. Jeg faldt. Alt var sort. Var jeg død? Det håbede jeg. Så kunne jeg da få fred.

 "Gider du forklare hende hele historien? Jeg skal nemlig til et vigtigt møde nu. Det er også hendes egen skyld at hun er så dum og besvime!" Hørte jeg min mor sige et stykke væk. Jeg åbnede øjnene og lå på et hospital. En læge kom ind til mig. Min mor var skredet på grund af et ligemeget forretningsmøde, og mente at det her var min egen skyld. Hun var en kæmpe kælling i mine øjne. Hvad var der overhovedet sket?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...