Does anyone hear me?

Anna-Bell var jo bare en helt almindelig pige på det ydre. Men indeni gemte der sig en følsom, forvirret og genert pige, der led af anoreksi og knust hjerte. Hvem ville nogensinde lægge mærke til hende?

2Likes
1Kommentarer
198Visninger
AA

1. Op og igang - endnu en gang.

"Så er det op!" råbte min mor, nok for tredje gang, denne morgen. Men jeg havde givet op. Ikke på at stå op, men på livet. Mit liv blev efterhånden kun betragtet som en stor, fed joke.

 Jeg satte min yndlingsplade på min pladespiller, og lå lidt op spekulerede over livets værdier. Eller, det som engang var værdier. Det som nu bare er ringene i vandet, de tørre brødkrummer, de bittesmå rester af glæden som engang var stor. Da min lillesøster døde, da hun var otte år gammel, døde mit sociale liv og gejsten for overhovedet at leve også. Jeg var droppet ud af skolen, og nu var det eneste jeg lavede, at sidde pakket ind i min dyne, og lave ingenting, spise ingenting, tænke ingenting.

 Min mund åbnede sig, og det eneste, der kom ud, var et ordentligt suk. Sådan et suk, man kun sukker, når der er noget meget galt.

 Resterne fra æblet, som jeg halvspiste igår, lå stadig henne i min vindueskarm. Det æble så næsten lige så sølle ud, som mit aktuelle liv gjorde. Anoreksi, depressioner og ingen at tale med, udover min kedelige mor som ikke engang forstod mig og mine irriterende problemer.

 Jeg hørte nogen gå op ad trappen. Det var min mor. "Anna-Bell, nu bliver jeg snart sur! Du ved godt vi skal være hos din moster om tyve minutter. Kom så op og kom igang!" Sagde hun muggent og hvæsende og trampede videre ned i køkkenet igen. 

 Mit skab lignede et bombet lokum, underdrevet. Jeg havde i hvert fald nok tøj. Nattrøjen, som jeg fik på min 14 års fødselsdag af min søster, dengang hun levede, lå på sin egen plads. Den duftede af hende. Når jeg duftede til den, følte jeg at alt blev godt igen - men uheldigvis kun for nogle sekunder.

 Mørkeblå skjorte med lange ærmer, sorte cowboyjeans og en sød uglehalskæde var hvad det blev til. "Mor, jeg er klar til at køre." Råbte jeg, så hun kunne høre det nedenunder - og så satte vi os ind i bilen og kørte af sted til min moster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...