Does anyone hear me?

Anna-Bell var jo bare en helt almindelig pige på det ydre. Men indeni gemte der sig en følsom, forvirret og genert pige, der led af anoreksi og knust hjerte. Hvem ville nogensinde lægge mærke til hende?

2Likes
1Kommentarer
197Visninger
AA

2. Køretur - endnu en gang.

 

Jeg havde trukket mig selv ud mod bilen, og den kolde efterårs luft ramte mit sårbare ansigt, der havde været vant til indeklima de sidste mange måneder. Jeg kneb øjnene sammen og så op mod den lille sol, der prøvede, at gøre den blæsende oktoberdag lidt varmere. 

Bilens ruder var beskidte, så det var ligesom, at være undervand når du sussede forbi træer, mennesker og biler.. Ligegyldige ting som alligevel gled ind i hinanden og blev til en stor masse af ligegyldighed.

Selvom jeg havde kørt i bil efter katastrofen, kunne jeg kun huske bilture fra før. Til dels var de mere fyldt med glæde -rare at tænke på- end efter, dels var det første lange stykke tid efter katastrofen en stor sløret masse af tårer. 

"Vi er der nu" sagde min mor med en tone af ligegyldighed. Selvom jeg hørte ordene reagerede jeg ikke. Jeg blev ved med at kigge ud, kigge langt væk, langt væk fra alting...

                                                            

                                                                Flash back..

 

"Her Anna-Bell åben den!" Min søsters fantastiske stemme fyldte rummet og migselv med glæde. Jeg sad ved siden af juletræet med en gave i hånden. En gave fra min søster. Jeg åbnede langsomt gaven. Passede på at ingenting skete med papiret. Mine søsters spændte øjne fulgte mine fingre, som var de en fantastisk intressant film. "Bethany?" En stemme jeg ikke genkendte kaldte på min søster, og hun rev sit blik væk fra mig....

Det var som om alting blev sort, igen. Det var hver gang jeg prøvede at huske tilbage på den lykkelige tid. Som om jeg stod i et stort sort rum fyldt med minder, hvergang jeg fandt noget i mørket forsvandt det altid igen, lige så hurtigt som det var kommet.

"Anna-bell! NU!" min mor var tydeligvis vred, så jeg må have været væk i længere tid end jeg troede. Min tidsfornemmelse var forsvundet med Bethany. Hvor langt tid er der gået siden katastrofen? Et år? en måned? en uge? Jeg havde ærligtalt ingen ide. 

Jeg fik min tunge krop ud af bilen og over til min moster hoveddør.

Den varme tekop mellem mine hænder gav mig kvalme, og jeg fik den kun med nød og næppe løftet op til mine læber, og ned gennem min hals uden at brække mig.

Min mors stemme gav mig kvalme, og jeg brækkede mig næsten over at, skulle høre på den hver dag.

Mit liv gav mig kvalme og det burde egentlig bare stoppe lige nu...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

A/n

Heeeej!

Andet kapitel er udgivet! Hvad synes i?

Det ville betyde så utroligt, fantastisk meget hvis gider at like, favoritisere og fortælle jeres venner om vores lille historie!

Jeg (Anna) og Marie (MariesStories) er lige startet så der er meget mere!

Hvorfor kan hun ikke huske noget? Hvad sker der hos hendes moster? Og hvordan døde Bethany?

Mange kram 

Anna (Anna8911) og Marie (MariesStories)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...