Actors Interest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
År er gået siden Bella forlod byen, sønderknust. Det er dog ikke hvad man kan beskrive hende som nu. Bella har nu ikke nogen kontakt med hverken forældre, Selena eller Justin. Hun har derimod prøvet kræfter som skuespiller og det er gået fantastisk. Hendes karriere som verdensberømt skuespiller går kun fremad. Justin er imellemtiden også blevet verdenskendt sanger og det samme med Selena. Bella har lige sagt ja til at spille hovedrollen i en film om utroskab, men da hun finder ud af at den mandlige skuespiller der har den anden hovedrolle er Justin, går hun i panik. Hun hader Justin og Selena som pesten, men da de begynder at skyde filmen i det indre hollywood er det pludselig legende let at spille rollen. Den omhandler nemlig præcis det hun selv var ude for og der bliver ikke brug for nogen teatertricks for at græde, grine eller elske. Hvad sker der når gamle forelskelser hjemsøger, brudte løfter og had gemmer sig bag kamerarene? Kan de overhovedet indspille filmen? Cheeting love 2er

36Likes
40Kommentarer
32251Visninger
AA

11. "Okay, den var fortjent."

"Yeah, it was a bad day."

- Justin Bieber.

 

Bella's P.O.V.

 

Jeg stirrede med store øjne på personen der stod foran mig. Hvad fanden lavede han her!? Jeg havde ikke set ham i et år og pludselig stod han ude foran hoveddøren på mit arbejde!?

"Hvad fanden laver du her!?" spurgte jeg arrigt og var parat til at smække døren i hovedet på naren. Han kiggede mindst lige så overrasket ind i mine øjne, men hans blik flyttede sig til noget bag mig. Eric og Scooter og en anden mand skubbede mig blidt væk og trådte et skridt ind foran mig.

"Goddag Darren og velkommen til studiet."

Jeg kiggede uforstående på dem og så med store øjne fra dem til Darren.

"Undskyld, hvad?" spurgte jeg surt. Eric sukkede en smule og vendte sig om, mens Scooter trykkede Darrens hånd. Darren glanede efter mig over Scooters skulder. Jeg kiggede sigende på Eric og håbede han havde en rigtig god forklaring parat.

"Bella, kan vi ikke lige tage den lidt senere?" sukkede han derimod, hvilket fik mig til at lægge armene over kors. Jeg så trodsigt op på ham.

"Nej," svarede jeg koldt og stirrede ondt ind i hans øjne. Han sukkede. "Ja, Bella, det her er så Darren Fernandés. Han har en birolle i filmen."

Jeg stirrede først glat på Darren, eftersom han trådte ind ad døren. Så gik det op for mig hvad fanden Eric lige havde sagt og jeg kiggede med åben mund på ham. Min kæbe hang nede ved gulvet, mens jeg prøvede at få det hele til at passe sammen.

"Hvad!?" spurgte jeg hæst og enormt vredt. En birolle!? Det kunne han fandme ikke mene!? Darren var min eks! Min ekskæreste!

"Ja og han har brug for en dejlig velkomst," vislede Eric af mig, for at få mig til at holde kæft. Og det ville ikke blive noget problem, for jeg var mundlam. To ud af to af de drenge der havde knust mit hjerte, skulle jeg spille sammen med!? Det her var for meget at kapere på en dag.

Justin havde stået og betraget os under hele scenariet. Det gjorde han også nu, da jeg vredt slog ud med armene og vendte om på hælen. Jeg gik direkte imod ham, uden at tage mig af om jeg så sur ud eller ej, for jeg var ikke sur. Jeg var freaking rasende. Eric vidste at Darren var min eks. Mine følelser gik amok og lige idet jeg gik forbi Justin, lukkede jeg et øjeblik øjnene for at holde tårene inde. Hvordan kunne det være muligt at være omgivet af så mange onde mennesker? Det virkede som om de havde en eller anden sammensværgelse, hvor det gjaldt om at såre mig mest muligt. Og det virkede.

Jeg var ikke nået længere end lige indenfor døren til værelset, før det første hulk fortvivlet fløj ud over mine læber. Jeg dækkede hurtigt min mund med min arm, mens jeg klemte tårene i øjnene inde. Det her var overhovedet ikke fair, på nogen som helst måde. Jeg snøftede igen og tog så en dyb indånding, før jeg tog mig sammen til at gå ud på badeværelset og børste tænder. 

Jeg kunne svagt høre teen pibe i det fjerne, men jeg havde ikke længere lyst til det. Min aften var smadret - jeg var følelsesmæssigt gået ned.

Jeg børstede hurtigt mine tænder og gned en creme i ansigtet. Jeg gik et skridt ud af døren, så jeg stod lige i dørkarmen. Jeg slukkede langsomt lyset. Fortvivlensen i hele min krop var ikke til at ignorere og jeg følte mig så uheldig. Jeg lænede mig langsomt op af dørkarmen og tørrede mine øjne, som der stadig var tårer i. Og selv da døren gik op, flyttede jeg mig ikke. Jeg vidste at det var Justin og jeg vidste at han sikkert nød at se mig græde, men jeg var ligeglad. Det her var mine følelser og de var desværre ikke til at ændre på. For tro mig, hvis de var, så havde jeg gjort det for længe siden.

Han gik langsomt ind af døren. Jeg brugte mit ærme til at tørre mine øjne i, før jeg trådte ned fra dørkarmen og rettede mig mod sengen. Jeg kunne tydeligt mærke hans blik i ryggen, men var ligeglad. Jeg satte mig med et gigantisk suk på sengen og hvilede frustreret hovedet i hænderne. Jeg kunne høre Justin tage hans tøj af, hvilket gav mig en underlig lyst til at vende mig om at kigge på ham, midt i det hele. Jeg rystede hurtigt på hovedet og rejste mig langsomt, for at tage min knold ud af håret. Jeg fandt min børste og vendte mig omsider om. Justin havde nu kun et par af hans lange shorts på og jeg forsøgte at kigge væk fra hans veltrænede mave og biceps. Han kiggede kort på mig, inden han gik hen for at sætte sin telefon til opladning. Så satte han sig ned på madrassen, med blikket fastlåst på mig. Jeg tog træt fat i min trøje, for at trække den over hovedet. Jeg stod kun i shorts og BH, men jeg var ligeglad. Justin var ligemeget, alt var ligemeget. Justin var hurtig til at flytte blikket fra mig og jeg gik ud på toilettet for at skifte. Da jeg kom ud igen, havde jeg en trøje på og jeg smed mig udmattet i sengen. Jeg fattede stadigvæk ikke hvordan fanden de kunne få sig selv til det? Det var Darren!

Jeg knugede ubevidst dynen så meget ind til mig at min håndflade blev hvid. Jeg var et vrag af følelser. Et hulk undslap mine læber, mens jeg desperat prøvede at holde tårene som ville ud tilbage. Det var uudholdeligt. Jeg trak grædefærdig dynen hen over mig og slukkede lyset. Taknemmelig for at Justin havde ladet mig være helt i fred. Jeg gad ikke nogen.

 

______________________________________________

 

Næste morgen var mit humør, pænt sagt, røvpisselortedårligt. Hvorfor faldt jeg for idioter!? Først Justin og nu Darren? Begge to nogen som havde smadret mit hjerte!? Dog, lå Justin nu øverst på drenge-der-har-smadret-og-knust-mit-hjerte-forladt-mig-og-kommer-tilbage listen. 

Heldigvis for mig, var Justin så også blevet min med skuespiller og den anden hovedrolle!

Mærk ironien. Ikke en skid om jeg nød det. 

Jeg orkede ingenting i dag, inklusiv at gå op i mit udseende. Men hey, hvorfor gik jeg ikke bare ud til mine to ekskærester, som forøvrigt begge havde set mig nøgen?

Wow, jeg håbede virkelig at folk ville holde sig minimum to meter fra mig i dag, med det humør jeg var i. Men hvor var jeg også bare pisseligeglad. Hvis de kunne hyre min freaking eks, kunne jeg vel også være en sur bitch?

Jeg trak irriteret i noget afslappet tøj. Jeg orkede ingenting. Jeg gad ikke nogen, gad ikke filmen, gad ikke den møgpissehamrende irriterende instruktør ved navn Eric. 

Jeg trak en anelse voldsomt i mine sweatpants, samt et par Adidas sko. Så fik jeg min BH på og hev en løs croptop over hovedet. Jeg sked på makeup og samlede bare mit hår i en løs knold. Jeg børstede hurtigt mine tænder, greb en vandfalske og smuttede ud af døren. Jeg begav mig irriteret over til fællessalen, for at få noget morgenmad inden dagens indspilninger, som jeg forøvrigt ikke gad. Jeg var overhovedet ikke sulten, men til gengæld var jeg så fucking sur at det gik nogenlunde lige op.

 

Da jeg trådte ind i vores lille kantine, var der flere hoveder der vendte sig mod mig. Jeg fornemmede det med det samme, men jeg var ligeglad. De måtte tænke, hvad de end måtte tænke. Jeg ville have lov til at være sur, for det var der fandme grund til! Derfor forsøgte jeg heller ikke at skjule at jeg var sur. Rendyrket vrede, var hvad det var.

Jeg fandt hurtigt en bakke, tog en muffin, en banan og en kop kaffe og fandt Cameron, som heldigvis ikke havde sat sig endnu. Han stod og snakkede med Liam, da jeg prikkede ham på skulderen. Han vendte sig og jeg sendte Liam antydningen af et undskyldende smil, før jeg vendte opmærksomheden mod Cameron.

"Vi to skal sidde alene i dag. Jeg gider ikke forklare en skid, for jeg i pisselorte humør og du skal bare komme med okay?" kommenderede jeg surt, mens jeg kort skævede hen mod Justin, og et par rækker bag ham, Darren. Jeg vendte ansigtet mod Cameron, som hurtigt scannede mit ansigtsudtryk og ud fra det hele konkluderede han vidst at det var bedst at følge med, for ellers ville jeg bogstaveligtalt eksplodere. Han sendte Liam et kort smil og Liam sendte både ham og jeg et kort smil og Cameron sagde "Vi ses senere, dude" til ham og så gik vi.

Jeg følte mig fuldstændig overbegloet da jeg satte mig ned ved det lille stål bord. Cameron satte sig også og da han havde sat sig ordentligt til rette ( og det tog sin tid for man sad fucking elendigt i stolene ), kiggede han kort på min mad og derefter op på mig.

"Hvad så anoretiker?" spurgte han spøgefuldt. Jeg skulede ondt til ham og gav mig til at spise min banan.

"Er det dit forsøg på at være morsom?" vrissede jeg, hvilket fik ham til at grine.

"Hvis du ikke har opdaget det, så er jeg sgu ikke særlig sjov," grinede han og det var faktisk så ikke-sand en sætning, at antydningen af et minimalt smil, formede sig på mine læber. Ærligt, jeg orkede bare ikke at smile af hans jokes, for at være venlig i dag. 

"Jeg tror godt jeg ved hvad der er galt med dig," sagde han så pludselig, hvilket fik mig til at kigge over på ham og rulle med øjnene. Til forskel fra hele Justin-situationen, så havde jeg faktisk fortalt Cameron om alt hvad der var sket mellem Darren og jeg. Jeg grinte ironisk.

"Nej, virkelig?"

Nu var det hans tur til at rulle med øjnene, på grund af min tone. Dog, vidste jeg at han intet mente med det, ligeså vel som han vidste at jeg intet mente med det.

"Ja, dumme. Det er D-fyren har jeg ret?" spurgte han og tog en slurk af hans appelsinjuice. Jeg fuldte misundeligt glasset med øjnene, inden jeg sukkede og kiggede ned på mine sko.

"Det er bare for meget," svarede jeg opgivende. Jeg var stresset nok i forvejen og selvom Cameron ikke vidste helt hvorfor, så vidste han det.

"Det ved jeg," svarede han. Jeg løftede hovedet og kiggede ind i hans øjne. Han behøvede ikke at sige mere. Jeg vidste at han vidste at jeg vidste det.

"Sometime's it all get's a little too much," sang han så pludselig, efter Shawn Mendes' sang 'A Little Too Much.' Hvilket fik mig til at grine sammen med ham. Det føltes skønt, med en anden følelse i maven. Og det var derfor jeg elskede Cameron. Han formåede altid at få mig i godt humør. 

"Det skal nok gå alt sammen, skat," sagde han så og sendte mig et smil, som jeg svagt gengældte. Selvom jeg ikke helt troede på hans ord. Heldigvis havde jeg en overraskelse til Justin i dag, som var noget af det eneste jeg bare glædede mig en lille smule til. Jeg håbede at han ville blive rigtig glad for den. Eller noget.

 

Justin's P.O.V.

 

At

have

ondt

af

hende.

Jeg følte mig forfærdelig. Fuldstændig, helt og aldeles forfærdelig. Nok, kunne hun somme tider var fucker irriterende og forvirrende, men synd for hende, det var det fandme. Jeg vidste at hun ikke var glad for at jeg var her. Faktisk, hadede hun det nok, men at hendes anden ekskæreste, som jeg havde set billeder af i medierne, da de var sammen, også var her.. det var sgu ikke fedt for hende. Og så efter hele min scene i går. Både sangen, som hun helt sikkert var ved at finde ud af, var om os, men også kyssene og det hele. Jeg havde været en egoistisk nar og havde slet ikke tænkt på hvad jeg udsatte hende for. Nu var det hele blevet for meget for hende, det var tydeligt. Og det pinte mig at se hende nede i kulkælderen. I går, da hun havde grædt, havde jeg mere end noget andet følt en brændende lyst til at gå over at trøste hende. Lægge armene om hende, som hun havde brug for. Men i stedet modstod jeg trangen og blandede mig udenom. Og noget sagde mig, at det var sådan hun bedst kunne lide det.

Det eneste jeg følte var, at jeg svigtede hende. Løgn. Jeg følte så fucking mange ting at det ikke var til at holde styr på.

 

På vej hen til settet, stoppede jeg selvfølgelig ved sminken. Jeg skulle lige gøres præsentabel til dagens scener og på vej derind stødte jeg på ingen ringere end Darren. Selvfølgelig. Hundrede på at det var karma. Den bitch. Han sendte mig et surt blik og gik så hurtigt ud af døren.

Jeg havde ikke rigtig vidst om han vidste noget om Bellas og min fortid, men nu var jeg ikke i tvivl. Hun havde fortalt ham alt. Selvfølgelig, de havde været kærester i otte måneder. Og så droppede han hende. Ligesom mig. Endnu en grund til at føle skam, skyld og alt mulig andet. Det var overhovedet ikke rimeligt overfor hende. Hun fortjente en rigtig sød én. Sådan en type, som jeg efterhånden var blevet.

 

Da jeg var færdig i sminken og stod klar på settet, manglede vi kun Bella. Jeg stod lidt og kiggede efter hende, mens kameramændene lige så stille lavede noget andet for at fordrive ventetiden.

Jeg spidsede øre, da jeg hørte to af dem snakke lavmeldt om Bella.
"Hun så fandme ikke for godt ud." Løgn, hun så fantastisk ud.

"Næ, måske er Eric også gået lidt over stregen denne gang." Løgn, langt over stregen.

"Jeg ved ikke, det er jo kun en birolle." Sandt.

 

Pludselig så de over mod søjlerne, hvor Bella ligeså fint kom gående. Samtlige medlemmer af crewet kiggede i samme retning, inklusiv mig selv, men Bella syntes ikke at tage notits af nogen af os. Hun havde ikke sagt noget til nogen hele morgenen, hvilket syntes at være lidt af en bedrift. Hun kom tættere på og jeg studerede hendes ansigt. Ingen røde øjne - hun havde ikke grædt. Hun var sgu stærk. Hun rankede ryggen idet hun kom helt herhen og da Eric som sædvanlig hilste på os allesammen, som han satte sig i stolen, sagde hun ingenting.

Vi gik i gang.

 

Da vi var en times tid inde i optagelserne, var vi midt i en scene. Jeg skulle til at råbe af Bella, men med en håndbevægelse fik Eric slukket kamerarene og stoppet scenen. Jeg kiggede forvirret på ham. Hvad skulle det nu betyde? Det var da et unaturligt sted at tage en pause?

"Ja, jeg har i selskab med et par andre ordnet det sådan at der er kommet en lille ændring i manuskriptet."

Mit ansigtsudtryk må have været priceless, ved lyden af Erics ord. En ændring? Jeg var helt sikker på at Bella måtte være parat til at springe i luften af vrede lige nu. Hun havde ikke kunnet fordrage Eric siden han blev ved med at pause i scenerne og nu skete det bare en gang til. Jeg skævede over til hende. Overraskende nok så hun ikke så vred ud.

Jeg løftede forvirret hovedet mod Eric, da han uddybede hans ord.

"Justin, du skal lige have en lussing. Og siden at vi ikke har øvet det, så ja. Bare smut," sagde han og pegede mod rummet, vi havde øvet kyssescenen i. Jeg fattede brik. Skulle jeg nu pludselig have en lussing? Altså, det passede faktisk meget godt ind i filmen, men jeg forstod ikke hvorfor det pludselig var blevet tilføjet. Jeg kiggede forvirret over på Bella, som overraskende nok kiggede på mig.

"Efter dig," sagde hun sarkastisk og lavede en håndbevægelse mod rummet. Jeg kiggede forvirret på hende, men gik dog alligevel derhen.

 

Bella's P.O.V.

 

Jeg smækkede døren i bag mig og gik med faste skridt ud på midten af gulvet. Endelig! Dagens højdepunkt! Jeg kunne få lov til at slå mine frustationer ud. Og siden det mest var Justins skyld, var det kun rimeligt at det gik ud over ham. Jeg havde slået ham en gang før, af ren refleks, men nu.. nu ville jeg lægge kræfterne i. Tro mig, hele formiddagen havde jeg samlet vrede nok til at det nok skulle komme til at gøre ondt.

Jeg kiggede afventende på ham. Han stillede sig som sædvanlig hen i den anden ende af rummet. Jeg kunne se hvordan han prøvede at holde hans cool og kølige facade, men den faldt fuldstændig til jorden, da jeg så ind i hans øjne. De ligefrem skreg forvirring. Jeg smilede for første gang i dag et selvsikkert smil, hvorefter jeg gik et skridt frem. Justins blik gled op og ned af mig, men jeg prøvede at ignorere det. 

"Okay, så hvor skal jeg ramme?" spurgte jeg så, som starten på et sarkastisk spørgsmål. Han kiggede forvirret på mig og smilet som før kort havde været på mine læber, var forduftet. Payback time.

"Du ved, bare så det ikke gør ondt," citerede jeg ham og sendte ham et falsk smil. Hvis han var bare lidt klog, ville han regne den ud nu. Ikke en skid om det var en tilfældighed at han pludselig skulle herind. Han sendte mig et forvirret blik og jeg kunne nærmest høre hans ikke eksisterende hjerne, arbejde på højtryk. 

Han sagde ingenting. Så jeg gik med faste skridt hen og stillede mig lige foran ham. Hans øjne fulgte mine bevægelser. Jeg stirrede et øjeblik ind i hans øjne, før jeg hurtigt løftede hånden og svang den med alt min kraft hen over hans kind. Slaget gav, som jeg havde håbet, et højt klask og Justin kiggede smertefuldt på mig, mens han tog sig til kinden.

"Hvad fanden var det?" spurgte han en anelse surt. 

"Åh, det var bare fordi at hvis du bedre kan lide det.." Jeg løftede igen hånden og gav ham endnu en over kinden. "Sådan her.." Jeg slog ham igen. "Så kan vi sagtens finde ud af det!" sagde jeg vredt, inden jeg igen svang min hånd over hans brændende kind. Hans mørke øjne mødte mine og brændte sig fast.

"Det kan også være," fortsatte jeg vredt, "at vi skulle skifte kind," forklarede jeg rasende. Min hånd fløj over hans venstre kind i stedet.

"Det kommer an på." Jeg gav ham en på hans højre. "Hvad der passer bedst," råbte jeg vredt og gav ham endnu en på den højre kind. Han greb fat i mit håndled da jeg var parat til at slå igen og jeg rev mig hurtigt løs. Hans berøringer efterlod brændemærker. Jeg stirrede fuld af had på hans perfekte ansigt og stillede mig helt tæt på ham.

"Hvad siger du Justin? Synes du ikke vi skal øve det lidt mere? Hva'? Synes du ikke det ville være en god idé?"

Jeg spyttede nærmest ordene ud, mens jeg vredt og såret skubbede ham på brystet. Han kiggede med store øjne på mig.

"Vent.. har det med.. det at gøre?" spurgte han, pludselig forvirret. Jeg var stadig vred. Endnu mere vred end før. 

"Nej da!" startede jeg sarkastisk, "Det har slet intet at gøre med at du fucking tvang mig til at kysse dig, fik Eric til at lyve overfor mig og nu står her og lader som fucking ingenting!" råbte jeg vredt, inden jeg igen løftede hånden og klaskede ham en over kinden. Han kiggede en anelse bedrøvet på mig.

"Okay, den var fortjent."

Han bekræftede at det var i orden at slå ham igen. Og han benægtede ikke, det jeg beskyldte ham for. Og jeg begreb ikke at jeg blev såret. Jeg vidste jo at det var ham!? Jeg smilede falskt til ham.

"Tillykke Justin. Hvor generøst af dig, men ved du hvad?" Jeg så ham såret i øjnene og lagde ikke skjul på at jeg igen havde tårer i øjnene. "Det er den her fandme også!" Og så slog jeg ham igen. Han skar en grimasse, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Min hånd gjorde ondt og hans kind var rød. Og det føltes godt.

"True," svarede han stille. Jeg kiggede ham hårdt i øjnene og glimtede hurtigt tårene væk.

"Ved du hvad, Justin? Du er et røvhul," vrissede jeg såret og tog et skridt bagud, hvorefter jeg fortsatte ud af døren og efterlod Justin alene i rummet.

 

"Jep, vi samles igen! Skynd jer lidt, vi skal også nå ud til vandet i dag! Vi har mange scener der skal i kassen!" råbte Eric, hvilket fik mig til at skære tænder. Jeg var omgivet af røvhuller.

Justin kom ud bag mig. Hans højre kind var helt rød og aftrykket af mine fingre sad pænt plantet på den. Flere kamera mænd daskede drillende til ham.

"Hold da op, hun gik til den hva'?" grinede den ene.

"Ja, hun er hård," nikkede en anden bekræftende. Jeg rullede irriteret med øjnene. Denne her dag ikke også? Bare nej.

 

Alle kom på plads, Justin stillede sig foran mig, kameraerne blev tændt og vi gik i gang. Altså, hvis jeg absolut skulle vælge en dag at være rasende på, så var det her en ret god dag. Jeg skulle nemlig være sur på Justin og han skulle være sur på mig. Jeg skulle bare smaske ham en og så var scenen ovre for nu. 

Justin gav sig til at råbe af mig, da Eric sagde han skulle, og jeg stirrede vredt og såret på ham. Jeg hørte egentlig ikke efter hvad han råbte. For om jeg ville det eller ej, gjorde det ondt. Han havde forvoldt mig så meget smerte! Det hele hobede sig op og samtidig med at mit blik langsomt blev mørkere, sitrede min hånd. Og pludselig, blev han færdig med en sætning og jeg løftede hånden og svang den så hårdt jeg overhovedet kunne, mod hans kind. Det gav det største klask og et kort øjeblik var der helt stille i salen. Justin vendte sit ansigt mod mig igen. Han så vred ud.

"Gider du godt fucking lade være med at råbe af mig!" fløj det vredt ud af mig. Alt vreden alt råberiet satte sig fast indeni og jeg kunne ikke klare det mere!

Men det var noget gylle for det var meningen at scenen skulle slutte der!

Men kamerarene slukkede ikke. De rullede og fulgte spændt med. Justin så på mig med hans mørke øjne.

"Gider du godt fucking lade være med at slå mig!?" råbte han igen, hvilket instinktivt fornærmede mig så meget, så jeg igen løftede hånden og slog min hånd mod hans kind. Justin lagde så pludselig armen rundt om min lænd og lidt ned på min røv og skubbede mig helt tæt på ham. Jeg så ham trodsigt i øjnene. Intet af det vi havde gang i, var en del af manuskriptet. Jeg lagde vredt hænderne på hans brystkasse og skubbede ham væk.

"Du skal ikke røre mig!" råbte jeg højt og en anelse knækket. Han trådte igen et skridt tættere på mig og lagde kort armen løst om min lænd, før jeg igen stak ham en lussing. Han skar en grimasse, men trak mig uventet tættere på. Han lagde sin hånd om min kind og pressede så sine læber mod mine. Det gav et stød i mig og jeg var tæt på at trække mig ud, men fattede mig. Jeg lagde langsomt armene om hans nakke og kyssede med, som han udviklede det til et tungekys. Han trak mig tættere ind til sig og lagde igen hænderne på min røv, hvilket fik mig til at sukke. Ufrivilligt gled der en tåre ned af min kind, hvilket fik mig til at tage et stramt greb om hans trøje. Hans læber bevægede sig hurtigt i takt med mine, men langsomt satte vi farten ned. Følelsen var ikke til at tage fejl af. Jeg var lettet. Jeg var beroliget. Og fandens også!

Så trak han sig pludselig langsomt ud. Han så på mig med blanke øjne og jeg så på ham, med nogle tårer rendende ned af mine kinder. Jeg snøftede og tørrede dem væk. Vi holdt stadig om hinanden og som om han vidste at det ville være bedst sådan, flyttede han sine hænder op på min lænd. Mine øjne var fanget i hans. Følelserne fløj ud af os, som sjælen flyver ud af kroppen når man dør og jeg følte jeg kunne se det hele. Se alt rodet, som vi gemte på.

"Undskyld," sagde jeg stille. Jeg sværger at det ikke var min mening, men jeg følte at jeg skyldte ham det. Men det var jo helt forkert! Det var ham der skyldte mig en undskyldning?

"Du skal ikke undskylde," svarede han stille. Så snøftede han kort og trak mig ind i et varmt kram. Og jeg stillede mig på tæer og nød hans krop mod min egen. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og nød hvordan han trak mig helt tæt på ham. Jeg kunne mærke hans ånde i nakken, hvilket gav mig kuldegysninger helt ned til tæerne. Hans stærke arme om mig føltes mere hjemligt end mit eget hus og det var det der fik mig til at fælde endnu en tåre. Jeg lukkede kort øjnene, da jeg mærkede hans læber ramme mit hår. Jeg pustede ud, som hans fingre langsomt gled om i min nakke, hvor han blidt nussede mig. Det fik mig til at slappe af - det havde det altid gjort og han kunne huske det. Derfor trak jeg mig en anelse ud af den tætte omfavnelse og lod mine læber ramme hans kind. Hans små skægstubbe kradsede lidt, men det betød ikke noget. Det her var rart. Jeg tog en dyb indånding og mærkede hvordan min puls faldt. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og vendte mig kort, for at kysse hans hals en enkelt gang, inden jeg strammede mit greb om ham endnu engang.

"Og.. cut! Gud da, hvad skete der lige for jer to!? Skidegodt, man! Det er skide fedt når I improviserer, men en anden gang, skulle vi måske overveje de gode gamle stunttricks, til en scene som denne.. Justin, din kind er helt rød. Du må ikke være så hård ved ham, Bella!" grinede Eric og hoppede ned fra stolen. Justin havde ikke sluppet mig og jeg havde ikke sluppet Justin. Og det slog mig; jeg ville ikke have at han slap mig. Det her kram var virkelig hvad jeg havde haft behov for hele dagen.

Men pludselig trak Justin sig forsigtigt ud. Han løsnede grebet om mig og jeg lod mine arme falde ned langs siden. Han kiggede kort på mig inden han vendte sig om og gik ud af kulissen. Og efterlod mig med en kold følelse i maven og en længsel efter ham, som jeg virkelig ikke brød mig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...