Actors Interest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
År er gået siden Bella forlod byen, sønderknust. Det er dog ikke hvad man kan beskrive hende som nu. Bella har nu ikke nogen kontakt med hverken forældre, Selena eller Justin. Hun har derimod prøvet kræfter som skuespiller og det er gået fantastisk. Hendes karriere som verdensberømt skuespiller går kun fremad. Justin er imellemtiden også blevet verdenskendt sanger og det samme med Selena. Bella har lige sagt ja til at spille hovedrollen i en film om utroskab, men da hun finder ud af at den mandlige skuespiller der har den anden hovedrolle er Justin, går hun i panik. Hun hader Justin og Selena som pesten, men da de begynder at skyde filmen i det indre hollywood er det pludselig legende let at spille rollen. Den omhandler nemlig præcis det hun selv var ude for og der bliver ikke brug for nogen teatertricks for at græde, grine eller elske. Hvad sker der når gamle forelskelser hjemsøger, brudte løfter og had gemmer sig bag kamerarene? Kan de overhovedet indspille filmen? Cheeting love 2er

36Likes
40Kommentarer
32391Visninger
AA

21. "Men du er mit fjols."

"I can't feel my face when I'm with you,

but I love it."

- The Weeknd.

 

Bella's P.O.V.

 

Jeg vågnede ved at en eller anden fjernede min dyne fra min overkrop. Ufrivilligt, løftede jeg hovedet og så mig undrende omkring. Jeg lå på maven og så derfor først ned i mit hvide pudebetræk. Så løftede jeg igen hovedet og pustede noget af mit uglede hår væk fra mit ansigt. Hvor var det lige jeg var? Havde jeg tømmermænd?

Jeg mærkede efter. Nobe, igen hovedpine. Men mit hår var virkelig uglet..

Langsomt spærrede jeg øjnene op. Jeg løftede varsomt blikket over til min venstre side, hvorefter jeg var lige ved at falde ud af sengen af overraskelse.

Justin lå lige ved siden af mig! Altså, det havde han gjort i noget tid, men hans hår var unægteligt rodet og en forfærdelig tanke, begyndte at forme sig i mit hoved. Langsomt, som om jeg ikke rigtig turde tjekke, løftede jeg ud i dynen. Intet tøj. Jeg havde ikke nattøj på! Og det kunne kun betyde at Justin og jeg..

Jeg stirrede forfærdet på Justins hår, mens alt langsomt begyndte at give mening.

 

"Kys mig," hviskede jeg uden at slippe hans blik. Jeg var i en drømmende døs, og Justins øjne fangede mig. De så ind i mine, tålmodigt, og med passion, før han lagde sin hånd om min nakke, bukkede sig ned og lod sine læber ramme mine.

Følelsen der ramte min mave, var som en vaccination af lykke. Jeg lagde mine arme om hans nakke og trak ham tættere på. Nød bare følelsen af hans læber mod mine, mens hans hånd gled ned på min lænd. Jeg sukkede mod hans læber, hvilket fik ham til at smile. Hans smil, som kun han kunne forme med hans skønne læber. Han trak stille op i min top og nussede min bare hud på min ryg, hvilket fik mig til at kysse ham en smule hårdere. Jeg tog fat i hans t-shirt i nakken og bed ham blidt i læben. Han stønnede blidt og uden at overveje situationen overhovedet, bakkede han bagover, så vi landede i sengen.

 

Jeg gøs. Jeg var gået i seng med Justin! Jeg var... gået i seng med Justin. Justin. Justin, af alle mennesker.

Irritationen tog over og jeg bed mig hårdt i læben. Hvordan kunne han gøre det mod mig!? Men vigtigst, hvordan kunne jeg gøre det mod mig selv!?

Tanken om Darren bag disse vægge, alle menneskerne, den næsten færdige film som var utrolig tæt på dens lykkelige slutning og Justin, fik virkeligheden til at brase gennem min krop, og gjorde det umuligt for mig at rejse mig, selvom at det var det jeg ville.

Jeg stirrede ligeud i luften uden at have den fjerneste idé om hvad jeg skulle gøre af mig selv. Måske var det slet ikke sket? Måske havde jeg bare følt en ubeskrivelig trang til at sove nøgen?

Jeg rystede stille på hovedet og bed mig i læben. Det var ikke sket. Jeg kunne tydeligt huske hvad der faktisk var sket, og det gjorde det ikke ligefrem nemmere at kapere. Jeg var i en form for dvaletilstand, præcis ligesom jeg havde været i går. Forskellen var bare, at i går havde jeg været lykkelig. Jeg kunne tydeligt huske den følelse jeg havde, da jeg kunne mærke Justins tyngde fra hans krop, mod min egen. Det var som om at den manglende afstand mellem os, havde udgjordt den store afstand på min følelser. De havde fløjet rundt, ikke kravlet ikke som de plejede. Den eneste der kunne få mig til at føle sådan, var drengen der lige nu snorksov ved min side.

Jeg havde alligevel ødelagt det hele. Vi havde endelig fået en vis connection, vi kunne snakke sammen, og hvad valgte jeg så? At kysse ham og gå i seng med ham.

Jeg sukkede, da noget salt stille ramte min mund. Det gik op for mig at jeg græd, og jeg tørrede sindsforladt en flad hånd mod kinden, for at stoppe den blide strøm at tårer der smadrede min udtværede makeup endnu mere.

Først nu ramte tanken mig. Forsent, som sædvanlig. Selena. Hvorfor overvejede jeg aldrig hende når Justin og jeg kom tæt på hinanden? Han havde jo stadig hende! Det havde han fortalt mig, og det betød.. at han lige havde været hende utro. Med mig.

"Hey.."

Jeg lavede store øjne. Det var præcis samme onde cirkel som før.

Med inderlig fortrydelse i øjnene, rejste jeg mig op med et sæt, fandt mit undertøj som lå smidt på gulvet, og min sove t-shirt. Jeg mig i læben, som jeg fumlede med trøjen og rejste mig op.

"Hey.. hey hvad laver du?" kom det pludselig fra en træt Justin, som satte sig halvt op og tværede en hånd tværs over sit overlækre selvcentrerede morgenansigt.

Jeg udstødte et ufrivilligt hulk og tørrede igen øjnene en enkelt gang, inden jeg opgav. Der ville komme flere alligevel.

"Undskyld, Justin. Det her var en kæmpe fejltagelse.." sagde jeg uden sammenhæng, "Du er en kæmpe fejltagelse."

Jeg trak de shorts på jeg havde i hånden, indtil det gik op for mig at det var hans, hvilket fik mig til at udstøde en høj lyd, som var en blanding af et støn og et hulk.

"Jamen.. hvor skal du hen?" spurgte Justin forvirret, da jeg gik hen mod døren. Jeg så såret på ham. Lige i øjnene.

"Alle andre steder end her."

Jeg tørrede igen mine øjne med håndryggen og tog derefter fat om det kolde håndtag. Fyren var én stor løgn.

"Tænk at jeg kunne falde for den igen."

 

Justin's P.O.V.

 

Fortvivlet gled mit blik over på Bella. Jeg var lige vågnet og havde ingen idé om hvad der skete.

Jeg var udmærket godt klar over at vi havde haft sex, sådan in real life, og det fik varmen til at stige indvendigt, i takt med at savnet steg, nu hvor hun ikke længere var ved min side. Men ordene 'undskyld' og 'fejltagelse' som for få sekunder siden var gledet over de lyserøde læber, sad fast og ødelagde glæden. Hun fortrød.

Noget indeni gik i stykker, så snart ordene nåede satte sig fast. Hun fortrød. Det var derfor at hun nu stod og græd henne ved døren.

Jeg havde regnet det hele ud, alligevel valgte jeg at spørge;

"Jamen...hvor skal du hen?"

Det eneste jeg ikke kunne få til at passe, var at det var hende selv der havde bedt om kysset til at starte med. Alligevel, var hun nu sur på mig, hvis ikke jeg tog ret meget fejl.

"Alle andre steder end her," svarede hun blot og så bitter ud. Det bekræftede kun mine teorier.

"Tænk at jeg kunne falde for den igen."

Det sidste hun mumlede, gav et ryk i mig. Pludselig forstod jeg. Alting stod klart, og jeg trak i et par boxershorts, der lå for neden af sengen, og et par shorts der lå i min skuffe ved siden af sengen, før jeg snublede, da jeg rejste mig og løb hen til den anden ende af rummet, fuld af svar der skulle ud, før hun nogensinde kunne få lov til at gå.

Jeg så kort på hende, da jeg nåede hendes lille figur, før jeg vendte blikket mod den let åbne dør, lagde hånden på den og smækkede den i.

Bella stirrede forfærdet på mig. Med tårer rendende ned af kinderne og mascara ned af kinderne, så hun ikke specielt godt ud. Alligevel formåede hun at få mit hjerte til at banke dobbelt så hurtigt.

Og der var dér, jeg sagde det til mig selv. Hold kæft, hvor var jeg forelsket i hende. I hele hendes person. Hun kunne stå foran mig i alt for lange shorts, med en stor t-shirt og makeup i hele ansigt og oveni købet hade mig, og alligevel elskede jeg hende. Hun var min.

"Justin, lad mig komme ud!" snerrede Bella irriteret af mig, da jeg bare stod og stirrede ind i hendes smukke, som altid, fangende øjne. De funklede.

"Nej," hørte jeg mig selv sige, "Ikke før du har hørt på mig."

Hun stønnede højt og lagde frustreret en hånd på hver side af sit hoved. Drejede en halv omgang, som om hun ikke kunne kapere situationen og vendte sig så om med et sæt og så vredt på mig.

"Synes du ikke at jeg har hørt nok på dig!?"

Hun spyttede næsten ordene ud og de ramte mig hårdere end jeg havde troet de ville. Alligevel var det som om at en eller anden havde givet mig en ridderrustning på. Det kunne godt være at jeg var blød indeni, men udenpå var jeg hård som sten, og intet i denne verden kunne få mig til at åbne den dør, før hun havde lyttet på hvad jeg havde at sige.

"Justin, jeg gider ikke det der. Kan du forfanden bare ikke tage at skride ligesom du altid har gjort!?"

Hun næsten mumlede det sidste, og det gav et stød igennem min rusting. Jeg vidste mere end nogensinde hvad der var galt.

"Bella, jeg mener det. Du får ikke lov at gå før du har hørt på mig," svarede jeg næsten monotont, hvilket ikke lettede på hendes vrede. Hendes ansigt lyste op i en stærk rød farve, og det gik op for mig, at hun ikke anede hvordan hun skulle rase ud.

Hun knyttede næverne og lagde dem stramt ned langs siden, så hendes knoer blev hvide. Hun bed sig hårdt i læben, og så rundt, som om hun overvejede at smadre et vindue for at komme ud.

Hun vendte igen ansigtet mod mig, og så kort rasende på mig, før hun så væk og lagde armene over kors.

"Fint," sagde hun bare, men det var nok for mig. En chance til at snakke. Det havde vi ikke gjort meget under hele optagelsen af filmen og alligevel havde vi haft mere fysisk kontakt end ellers. Det føltes som om at tiden overhalede os.

"Okay," startede jeg hektisk og blev forbavset over min egen vejtrækning. Det var nu det gjaldt, jeg vidste det godt. Og alene tanken om at jeg kunne fejle og at hun kunne forsvinde, greb mig om halsen og fik rustningen om mig til at virke som en petitesse. Jeg trak vejret.

"Jeg ved godt at det kan være svært at tro, efter alting.. men i al den her tid har jeg haft følelser for dig."

Allerede nu rullede hun med øjnene, hvilket fik min indestående ordstrøm til at sidde fast i halsen. Mit blik flakkede fra hende til en anden del af hende. Jeg tog fat i mig selv. Det var nu eller aldrig, og hvis det skulle slutte nu, skulle jeg ikke have noget siddende som jeg bagefter ville føle at jeg skulle have sagt. Alt skulle ud. Alt.

"Men, jeg har også under hele forløbet, kunnet se på dig at du ikke ligefrem var glad for at se på mig hver dag. Så jeg holdt mig i baggrunden. Som dengang hvor jeg sagde nej tak til at sidde ved jer?" Hun løftede blikket en smule.

"Ja, det var for din skyld. Jeg vidste sgu da godt at du ikke gad at sidde med mig, så derfor sagde jeg nej tak, selvom at det gjorde pænt ondt når du så sådan på mig."

Jeg trak vejret, fattede mig.

"Jeg følte mig ret alene, men afslog alligevel. Jeg syntes at det var ret heroisk af mig, men da Cameron så sagde.. du ved.. så blev jeg helt.. øhm.. eh.. så fik jeg ligesom et eller to tilbageblik fra dengang, og kom til at blinke til dig, og du rødmede, og sådan noget." Jeg trak vejret og fangede hendes øjne.

"Vi kan nok godt blive enige om at det er sket et par gange. Som da jeg kyssede dig, efter at have været sammen med.. Selena.. og som da jeg kyssede dig efter at snakke med Eric. Jeg ved det godt, okay? Jeg er helt bevidst om at jeg har været en idiot, men jeg kunne ikke lade være." Hun rullede igen med øjnene, som om hun kun hørte de sidste ord.

"Jeg prøvede, men pludselig kunne jeg ikke mere og kom gang på gang til at give efter. Jeg gjorde det jeg havde lyst til. Og det er derfor at jeg har været så forvirrende, og det ved jeg godt, men jeg kunne jo forhelvede ikke styre mig."

Jeg så på hende med mørke øjne, og kunne godt mærke hvordan hun forsøgte at undgå mit blik. Undgå hele situationen. Men jeg var færdig med at undgå.

"Men da det rigtig blev for meget, var da jeg kom på det med dig og Cameron."

Jeg kunne ikke lade være med udtale han navn med en vis irritation, hvilket måske var det der fik hende til at se op.

"Og det ødelagde mig indeni når han gjorde alle de ting jeg gerne ville gøre. Jeg kunne stå ude på sidelinjen og se på at han krammede dig i lidt for lang tid, og kyssede dig lidt for tit i håret, og jeg kunne intet gøre, for du ville blive vred. Kan du ikke se hvor meget smerte du også har forvoldt mig!? Jeg var fucking jaloux forhelvede!"

Jeg kom til at råbe, på grund af min frustration, men anede ikke hvordan jeg skulle fortsætte min tale. Det gik op for mig at der ikke var nogen anden vej, end at fortælle hvad jeg følte.

"Men dag da du kom ind med ham i hånden..." Jeg stoppede et kort øjeblik og så væk. Sugede min underlæbe ind i munden.

"Den dag, var jeg helt sikker. I var sammen. Men så sagde du at I ikke var, og så.." Jeg holdt en pause og så hende pludselig i øjnene.

"Så kyssede du mig."

Hun fjernede sit blik fra mit, så snart ordene gled over mine læber. Bed sig i læben. Selv stod jeg på gulvet og hev efter vejret. En tåre havde sat sig fast i min øjenkrog og jeg glimtede den irriteret væk.

"Jeg var så vild med dig, Bella.." sagde jeg og så ned, "Og at jeg troede at du var sammen med en anden, var fandme ikke let. Det gav mig et indblik i hvordan du må have haft det dengang, og jeg kunne ikke klare det. Det føltes som om at mine organer blev revet ud af kroppen, og alt jeg ville have var dig."

Jeg så ned. Hun så op.

"Og jeg var parat til at kæmpe for dig." Jeg løftede hovedet. "Men jeg lod være."

Hun så overrasket på mig, men jeg fortsatte uanfægtet.

"Og ved du hvorfor at jeg lod være? Fordi jeg elsker dig. Fordi, at hvis du ikke elskede mig igen, men derimod ham, så ville jeg acceptere det. Jeg ville lade være med at spolere det, lade ham få dig, fordi at jeg ville se dig glad. Om end med ham. Ligemeget hvor ondt det så måtte gøre, så ville jeg gøre det. Jeg ville gøre det, fordi jeg elsker dig."

Jeg tav. Noget i min krop fortalte mig at jeg stadig havde mere at sige, men jeg var tom for ord. Og jeg følte mig endda så modig, at jeg mødte Bellas blik. En kæmpe sten var faldet af mit hjerte, men der var stadig én persons manglende beslutning der tyngede.

 

Bella's P.O.V.

 

Hans figur i det mørke rum var næsten så sløret, at jeg ikke kunne se ham. Tårene flød i en stabil og næsten konstant strøm ned af mine kinder, mens det eneste jeg gjorde en indsats for at se, var ham.

Et stort hulk forbundet med et gisp gled over mine læber, men jeg var ikke bange for lyden der gengav sig i det tomme rum. Det var jo bare ham der hørte det. Han havde hørt mig græde før.

Jeg kunne ikke tage mig sammen til at sige noget. Hele hans tale havde været så anderledes end jeg havde troet. Jeg havde troet at jeg ville få let ved at smutte ud af døren, så snart han havde flyttet sig fra døren, men nu hvor han havde gjort det, var som om at jeg var groet fast til gulvet.

Jeg havde taget så meget fejl. Gud, hvor havde jeg taget fejl. Jeg havde troet at han var selvcentreret, ét stort ego. I stedet var det mig der havde været selvcentreret. Mig der havde været ét stort ego.

Alle episoderne han havde nævnt, fløj som et fotoalbum, gennem mit hoved og rørte blidt ved min hukommelsesans.

Hvis han altså talte sandt, havde han været og tænkt så meget anderledes end jeg havde konkluderet. Jeg følte mig så dum.

"Og hvorfor skulle jeg tro dig?" var hvad jeg endelig sagde. Jeg følte så mange ting, og alligevel var der kom ud. Fra den dybeste krog i mit sind, blev spørgsmålet fisket op, og det gik op for mig, at jeg havde brug for at kende svaret.

"Hvorfor skulle jeg lyve?" spurgte han som svar. Jeg troede at han ville sige noget mere, men han tav. Trådte et skridt tættere på. Jeg trådte ikke et tilbage. Jeg så på ham. På hans mørke øjne, på hans brune hår, på hans muskuløse overarme og på alt det indeni ham, som jeg ikke før havde kunnet se.

"Du ved.. alt det her kunne være løgn," sagde jeg stille, uden at flytte mit blik fra hans fødder.

Hans sidste sætninger fløj gennem mig, og mit indre føltes af beundring og stolthed. Det han havde gjort for mig, var så flot af ham. Han ville acceptere Cameron jeg, hvis vi var sammen, kun for at se mig glad. Fordi han elskede mig.

Jeg fokuserede. Han havde sagt elsker. Ikke i datid. Jeg kunne mærke at jeg blev varm indeni og helt nye følelser sparkede de gamle, indebrændte ud af min krop. Jeg fik en pludselig lyst til at kramme ham, men blev stående.

Ikke alle følelser slap ud med ét.

"Alt det her, kunne være løgn. Du har før sagt lignende ting til mig, hvorefter du endte med at skride," fortsatte jeg med lille stemme. Jeg bed mig i læben. Tanken om dengang gjorde så ondt indeni. Jeg havde, før han kom til studiet, gjort alt for at glemme min fortid, men nu hvor han, Justin, stod lyslevende foran mig, var det ret svært. Og jeg havde ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at glemme. Justin var min fortid, og jeg skammede mig ikke længere over det. Det var ikke noget jeg havde lyst til at glemme. Justin var min fortid, min nutid, og også min fremtid. Han sad fast. Men han sad fast sammen med mig.

"Det hele kunne være løgn, og jeg ville så tilgive dig, og dagen efter ville du forlade mig sønderknust." Jeg så op på ham og mødte hans øjne.

"Igen."

Han så ned, men jeg fortsatte. Der var ting jeg havde gået og gemt på, som skulle frem i lyset. Det skulle ud.

"Alt det her kunne være løgn," gentog jeg og fangede omsider hans øjne. De gemte på så mange ting, og var som to funklende diamanter, som gemte på flere sider og flere hemmeligheder, end øjet nogensinde ville blive træt af at kigge på.

"Da vi var sammen dengang troede jeg fuldt og fast på alt du sagde og det hele var godt. Jeg kunne se i dine øjne at du talte sandt."

Jeg pustede ud og så på ham.

"Men det var jo ikke altid hele sandheden. Det ved jeg nu. Alt det du lige har sagt kunne praktisk talt være løgn."
Det gik op for mig, hvor mange gange at jeg havde sagt det, og jeg følte straks at burde sige noget, som kunne få ham til at føle sig mindre skidt tilpas. Det var synd for ham.

"Men jeg kender dig bedre nu.." fortsatte jeg og så ned, som han så op. "Og selvom at det hele kunne være løgn, og at du kunne forlade mig her og nu, så tror jeg på dig." 

Det gik først helt op for mig, da jeg sagde det. Det var ord, jeg aldrig havde troet, skulle slippe over mine læber, men nu hvor de havde forladt min krop og rungede i rummet, føltes det godt. Mere end godt. Fordi det var sandt.

"Jeg kan, lige meget hvor kliché det lyder, se i dine øjne, at du taler sandt. Det har jeg ikke hele tiden kunnet, og måske kan jeg ikke helt endnu. Men jeg er villig til at tage chancen."
Jeg mødte hans blik og smilede stille til ham.

"Men kun sammen med dig."

Hans øjne lyste op idet mine ord trængte ordentlig ind, og for en gangs skyld, kunne jeg mærke at intet føltes forkert, eller næsten-rigtigt.

"Det her troede jeg aldrig at jeg skulle sige, Justin... Men du har bevist overfor mig at jeg ikke bare er en leg for dig. Jeg har savnet dig helt forfærdeligt.. Og bare det at se dig hver dag gør mig så glad, selvom at det i starten gjorde mig vred og ked af det," tilstod jeg ærligt og så et kort øjeblik ned i gulvet, før mit blik mødte hans, der funklede.

"Så det du siger er...?"

Jeg smilede let og så ned på hans bare fødder, for derefter at møde hans varme øjne, som som altid modtog mig.

"Det jeg siger er... at hvis du er 110 procent færdig med Selena.."

"Det er jeg! Jeg slog op med hende officielt i går, så du vil nok høre om det i medierne i morgen."

Jeg slap et lille grin ud grundet hans ord, og mærkede varmen stige indeni. Han havde gjort det for mig. Det var det her, jeg havde ventet på siden high school, og han var godt klar over det.

Jeg så på ham, med et ikke særlig tilbagelænet smil. Jeg var spændt.

"Så er du tilgivet," erklærede jeg med et lykkeligt smil, mens jeg næsten ikke kunne beskrive følelsen jeg havde indeni, da ordene slap ud. Aldrig havde jeg troet at jeg ville sige dem i denne sammenhæng, og nu var det sket. Og jeg fortrød intet.

Jeg så på Justin, hvis øjne strålede af taknemmelighed og lykke, og et smil formede sig lynhurtigt på hans tiltrækkende læber.

Der gik et stykke tid før nogen af os tog ordet. Vi skulle begge to lige mærke suget, befrielsen ved ordene. Så tog jeg et skridt hen mod ham, så jeg stod lige foran ham. Jeg bredte armene ud og lagde uden tøven armene om ham, begravede mit ansigt i hans skulder, mens jeg nød duften af ham.

Jeg mærkede hvordan han selv lagde armene om mig og trak mig en anelse tættere på ham, hvilket kun fik mig til at smile endnu mere. Jeg nød sådan at stå i hans favn. Bare ham og mig. Mig og ham. Sammen. Intet skuespil, ingen hårde følelser eller kommentarer, bare os. Og hvor havde jeg savnet det!

"Du aner ikke hvor lang tid jeg har ventet på at høre det," hviskede han, efter et lille 'tak'.

Jeg smilede ekstra meget og var sikker på at han kunne fornemme det.

Justin trak sig en smule ud af krammet, men beholdt mig tæt på sig, ved at lægge en hånd på min hofte. Jeg smilede. Jeg havde savnet hans kærlige berøringer mere end jeg overhovedet anede.

Han trak sig en smule væk, kun for at tage blidt fat i min hage og føre mit blik op til hans. Jeg lod ham fange mine øjne og lagde armene om hans mave. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og så bare på ham.

"Jeg lover at jeg ikke vil misbruge din tillid igen. Aldrig nogensinde igen. Du er den eneste jeg vil være sammen med. Ingen andre end dig! Sådan har det altid været, men denne gang er jeg ikke et fjols."

Jeg grinede blidt af hans ord og vidste at han mente dem. Jeg smilede stort til ham og gengav derved hans charmerende smil, som han kunne fuldføre fuldkomment uden overhovedet at prøve.

"Jo du er," svarede jeg glad, hvilket resulterede i en lille rynke i panden på Justin.

"Men du er mit fjols," smilede jeg, mens lykken fortsat strømmede igennem mig. Jeg var endeløs, og Justin var endnu mere endeløs og sammen var vi som en komet. Jeg følte at vi strålede mere end nogensinde før, da jeg lænede mig hen mod ham og han lagde panden mod min.

"Altid," hviskede han mod mine læber, inden vores læber igen mødtes i et uforligneligt, og ikke alene fantastisk, men endeløst kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...