Actors Interest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
År er gået siden Bella forlod byen, sønderknust. Det er dog ikke hvad man kan beskrive hende som nu. Bella har nu ikke nogen kontakt med hverken forældre, Selena eller Justin. Hun har derimod prøvet kræfter som skuespiller og det er gået fantastisk. Hendes karriere som verdensberømt skuespiller går kun fremad. Justin er imellemtiden også blevet verdenskendt sanger og det samme med Selena. Bella har lige sagt ja til at spille hovedrollen i en film om utroskab, men da hun finder ud af at den mandlige skuespiller der har den anden hovedrolle er Justin, går hun i panik. Hun hader Justin og Selena som pesten, men da de begynder at skyde filmen i det indre hollywood er det pludselig legende let at spille rollen. Den omhandler nemlig præcis det hun selv var ude for og der bliver ikke brug for nogen teatertricks for at græde, grine eller elske. Hvad sker der når gamle forelskelser hjemsøger, brudte løfter og had gemmer sig bag kamerarene? Kan de overhovedet indspille filmen? Cheeting love 2er

36Likes
40Kommentarer
32469Visninger
AA

3. "Hvad laver du her?"

"Love will remember you, and love will remember me."

- Selena Gomez

 

Bellas P.O.V.

 

Justin strakte hånden ud og førte den hen til min, hvorefter han tog min hånd i sin og trykkede den. Han smilede til mig og ud kom ordene;

"Hej. Jeg er Justin. Justin Bieber." 

"Ja, det ved jeg."

Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage, ved lyden af hans ord. Jeg slap hans hånd. Ikke på vilkår om jeg skulle have mere nærkontakt med ham end højt nødvendigt!

Bitterheden flød gennem mig, mens følelsen af hans hånd mod min, gav mig en fornemmelse af at have rørt ved en brudt strømledende ledning.

Scooter grinede ovre fra hjørnet af, hvor han stod sammen med sine kumpaner af et crew. Han grinede af det svar jeg gav Justin, hvilket fik mig til at krumme mine tæer. 

"Nå, det ser ud som om du har fundet en fan, Justin," Sagde han glad. Justin smilede smørret til ham.

Jeg var selv lige ved at brække mig.

"Det kan man vist ikke kalde det," mumlede jeg surt og blev ført ud af rummet igen. Nok for ikke at gøre mere skade. Hvad ved jeg. Irritationen var ved at koge over indvendigt, og det at jeg ikke bare kunne råbe og skrige så meget af Justin, som han i sandhed havde fortjent, fik mit indre til at eksplodere. Jeg skulle være præsentabel.

"Hey, det gik da godt?" udbrød Helen begejstret, så snart at vi var kommet udenfor og at døren var blevet lukket.

Helen påtog sig sin sædvanlige mor-rolle og smed agent-rollen væk.

"Ja, det var vel okay," svarede jeg med et skuldertræk, uden at vide hvad jeg skulle svare uden at afsløre alting.

Hvad skulle jeg svare? 'Ja, lige bortset fra at hans manager grinede af mig. Åh, og så har jeg også haft en affære med ham, som jeg nu skal spille at have en affære med. Men han knuste mit hjerte og ødelagde tæt på alting i mit liv.'

Nej, nej nej.

"Det gik rigtig godt. " Hun tog mit ansigt i sine hænder. "Du gjorde det rigtig godt," forsikrede hun mig smilende og sendte mig et ekstra moderligt smil.

"Tak," svarede jeg bare og begyndte at gå over mod min suite. Jeg havde brug for at være alene, inden i morgen hvor vi skulle begynde at indspille filmen.

Det her var bare for meget at kapere på en dag.

 

 

_____________________________________________

 

Lige fra da jeg slog øjnene op og til jeg gik i bad, vidste jeg at denne dag ville blive ren røv.

Eller, hvis man så bort fra at Justin var her, og at vi skulle begynde at indspille den film, som jeg lige nu så inderligt fortrød at jeg nogensinde havde skrevet under på, så ville det sikkert blive en hyggelig dag.

Jeg skyllede bestemt resten af balsammen ud af håret. Jeg var fast besluttet på at få det bedste ud af dagen. Sådan var jeg normalt indstillet og Justin skulle absolut ikke få lov at ændre på det faktum. Lige nu glædede jeg mig bare til at se mit dejlige team, som til hver en tid formåede at ændre mit regnevejrs-humør til solskind.

Jeg trådte med et smil ud af badet, tørrede mig med mit håndklæde og tørrede derefter mit hår.

Snurrede håndklædet om mit hår, så det sad på hovedet og tog så mit undertøj på. Det var rødt og med blonder. Så svang jeg mit håndklæde om min krop og gik så ud på mit værelse, for at finde noget tøj jeg kunne tage have på, inden jeg skulle styles og have nyt på.

Jeg gik hen til mit skab og idet jeg havde åbnet skabslågen, hørtes et bank på min dør og Helens ansigt tittede frem. Jeg smilede til hende.

"Hej Helen." Hun gik helt frem i stuen og pludselig kunne jeg se at hun ikke var alene.

Justin stod lige i døråbningen, ved siden af hende og han havde en gigantisk kuffert i hånden. De lignede begge to nogle der havde set et spøgelse. Men jeg var nok ikke ret meget bedre selv.

"Hvad laver du her?" røg det ud af mig. Jeg kiggede surt på Justin, som ikke lagde skjul på at han studerede mig. Forsatan, jeg stod jo også kun med et håndklæde omkring mig!

"Jo, eh... Helen?" begyndte han, men som den sprogspasser han var, kunne han ikke finde ud af at sige det.

Eller, måske ikke lige sprogspasser, men ihvertfald lød det skidedumt at han blev nødt til at få Helen til det. Jeg smilede en smule hånligt.

Helen rømmede sig.

"Jo, undskyld tidspunktet søde, men vi skal lige aflevere Justins kuffert."

"Hvorfor dog det?" spurgte jeg lidt for hurtigt og lidt for højt. Hun kiggede undrende på mig og jeg forsøgte at smile til hende. Det failede bare fuldstændig.

"Fordi han skal bo sammen med dig, her i din suite!" forklarede hun begejstret og så hen på mig med et stort smil. Mine øjne blev langsomt fulde af raseri og hvis jeg ikke tog ret meget fejl, krympede Justin sig.

Han kiggede ned i jorden, som han så åbenbart måtte synes var flot.

Jeg svarede lige det jeg tænkte, og uden at tænke mig om.

"Aldrig i livet." 

Mit svar var kort og enkelt. Jeg mente det fuldt ud. Det var nok at Justin overhovedet skulle være i samme fucking bygning, som jeg, men ligefrem at bo hos mig! - Der satte jeg fandme grænsen.

"Undskyld, hvad?" spurgte Helen forvirret og hævede et øjenbryn. Jeg kunne ikke tyde hendes blik, men noget sagde mig at hun var ved at blive lidt sur. Hun ville have mig til at gøre det.

"Jeg sagde; Aldrig i fucking livet," svarede jeg vredt. Det var overhovedet ikke en mulighed!

Hendes ansigtsudtryk gik fra at være en smule dømmende, til nærmest bedende og jeg vidste at hun nu ville skifte taktik, for at få mig til at overgive mig. Nu ville hun forsøge at forhandle sig til det. Men hun kunne fandme tro nej! Jeg sagde ikke ret tit Helen imod, men når jeg gjorde, så vidste hun fandme at jeg mente det.

Jeg skulle ikke være i nærheden af ham!

Hun sendte Justin et undskyldende smil, hvilket jeg rullede med øjnene over. De så det begge to og Justin sendte mig et smil, hvilket jeg undrede mig over.

Helen sendte mig et blik der sagde 'tag dig lige sammen'.

Hun gik over mod mig og tog fat i min skulder og vi vendte os om, som to medsammensvorne. Justin kiggede på vores nummier. Well, det måtte han fandme bare gøre. Jeg havde intet tilovers for ham!

"Hør lige her, Bella. Hvorfor er det sådan et stort problem?" spurgte hun.

"Hør lige, jeg har fandme krav på eget værelse! Det er det mindste! Undskyld, men jeg har altså også brug for noget privatliv, så jeg gider ikke at have at han render rundt her, hele tiden," svarede jeg hårdt. Jeg var træt af den situation jeg stod i og lige nu ønskede jeg mig kraftigt ud til Cameron!

"Bella...Eric siger at det ville være bedre, hvis I kunne lære hinanden lidt bedre at kende og komme lidt tættere på hinanden. Og det kan man altså bedre hvis man bor i samme rum."

Hun talte med en blid stemme, men alt jeg hørte var alle de ord jeg ikke ønskede at høre.

Jeg ville gerne ud til Cameron.

Jeg ville gerne ud af det her rum.

Jeg ville gerne have tøj på.

Jeg ville gerne have Justin til at gå langt, langt væk.

- Men intet af det skete.

Jeg ville bare gerne have alt det, der ikke skete lige nu og jeg lukkede langsomt øjnene og pustede ud.

Det her var som et mareridt.

"Er det virkelig nødvendigt?" spurgte jeg hende træt. Jeg gad ikke det her.

"Det vil være bedst Bella. Og det er jo ikke forevigt vel? Desuden, så vil han langt fra være her hele tiden. Det skal jeg nok sørge for," svarede hun roligt. Vi var begge to klar over at jeg var ved at overgive mig.

Måske havde de ret? Under alle omstændigheder tænkte jeg kun på Cameron. Alt skreg Cameron, for det var Cameron jeg havde brug for. Jeg havde brug for hans upåvirkede drengehjerne, der kun tænkte på at have det sjovt.

"Okay," svarede jeg med et suk. Helens skuldre løsnede sig straks og hun sukkede blidt.

"Tak Bella, det var virk-" "Men på en betingelse!" afbrød jeg skarpt.

Hun tav straks og jeg så mig over skulderen, hvor Justin stod med et forvirret blik.

Det var stadig helt underligt at han faktisk var her. Jeg havde aldrig troet at jeg behøvede at tale til ham igen.

"Madras," forsatte jeg endelig, idet jeg vendte hovedet igen og kiggede på Helen.

"Han skal sove på madras. Han sover ikke i min seng - ellers er der ingen aftale," fastslog jeg bestemt.

Helen sukkede. Jeg vidste at hun syntes jeg var træls, men jeg kunne ikke rigtig se ud over mine egne behov lige nu.

"Bella, jeg forstår dig, men det vil jo netop bringe jer lidt sammen, at I får bare en lille smule nærkontakt."

Jeg spilede øjnene op. Hvordan kunne hun sige sådan?

Vi havde allerede haft alt den nærkontakt jeg overhovedet ville få brug for!

Men det vidste de jo ikke.

"Og desuden," sagde hun og så mig ind i øjnene. "Så er han en verdenskendt stjerne, som nu vil prøve kræfter med skuespillet."

"Og hvad så?" spurgte jeg, da jeg virkelig ikke kunne forbinde det fact med denne her situation.

Hun sukkede irriteret. Jeg bed mig i læben. Jeg brød mig ikke om når hun var skuffet over mig. Det var ligesom når ens mor var sådan.

"Han er gæst her, Bella. Jeg kan sgu da ikke byde ham at sove på en madras!" uddybede hun en anelse vredt.

Jeg kunne godt forstå hende, det kunne jeg virkelig. Hun skulle sørge for at det hele var i orden, og så støder hun på mig. Det var også hende der lå med alt ansvaret, og noget sagde mig at hendes overordnede nok ikke ville blive så glad, når hun kom og sagde at ingen ringere end Justin Bieber, skulle ligge på en madras.

Hun havde en pointe, men jeg var ligeglad. Det var mit værelse og jeg bestemte herinde. I lige præcis dette ene rum, bestemte jeg faktisk.

"Jeg er ligeglad. Helen, du får mig ikke overtalt hvor meget du end prøver. Nu har jeg givet mig, nu må du også gå lidt på kompromis!" svarede jeg skarpt.

"Okay, okay. Jeg får det ordnet! Der ligger en meget behagelig madras parat til ham i aften. Aftale?" grinede hun blidt, hvilket smittede af på mig.

"Aftale," bekræftede jeg med et smil.

Jeg tog mine korte, bløde shorts og en oversize sort trøje, med ind på badeværelset. Smed håndklædet og tørrede hurtigt mit hår og satte det op i en hestehale, med en sød blomstret elastik. Tog mit afslappede tøj på. Jeg så ingen grund til at gøre vildt meget ud af mig selv, når jeg alligevel skulle have noget andet på om lidt, når vi skulle skyde filmen igang. Jeg rendte altid rundt i det her alligevel, det måtte folk bare finde sig i. Mit team var vant til det og jeg skulle virkelig bare ud til Cameron nu. Han var den primære grund til at jeg havde sagt ja til det her overhovedet.

Jeg styrtede ud af døren til badeværelset og styrede lige mod den store sal, hvor kulisserne var færdige med at blive sat op. Jeg løb direkte ud af værelset og forbi Justin og Helen, som snakkede om det vi lige havde aftalt.

"Camerooooooon!"

 

Justins P.O.V.

 

Jeg var inde i sminken, for at gøre mig klar til at filme. Det hele var nyt og studiet var stort, men de så allesammen ud til at kunne finde rundt her. Men de havde jo også været her en del længere tid end mig.

Jeg havde fået noget andet tøj på, som egentlig bare var en sort trøje, og sorte hængerøvsbukser. Egentlig bare mit normale look.

Rollen var så meget mig - det var derfor jeg havde sagt ja til at spille den.

Og nu hvor den så så 'nem' ud, var det vel en god måde at starte en mulig skuespiller karriere på.

Et skrig hørtes ude fra gangen og jeg vendte hurtigt hovedet derud. Skriget kom fra Bella - det var rimelig tydeligt. Hun løb lige forbi døren, som ellers kun stod på klem.

"Nu tosser de igen," sagde en af damerne. De smilede til hinanden. Var de vant til det? Sådan lød det. Men de havde vist ikke noget imod det, for de grinede lidt til hinanden.

"De er så søde," sagde en anden dame.

Jeg var bare stille, som jeg havde været lige siden vi kom.

Jeg ville se hvad der foregik. Jeg nikkede pænt til damen der havde sat mit hår og rejste mig fra stolen og gik ud mod døren.

Hallen, eller.. studiet  vi skulle spille i, var kolo enormt og var faktisk rundt. Der var en stor kørebane udenom - derfor var den rund. Og inde i midten skulle vi skyde filmen.

"Nej, aah Hel-en.. ahaha," var der en der skreg. Det var Bella, der knækkede sammen af grin. Jeg gik i den retning lyden kom fra og snart kunne jeg se hende. Hun havde stadig bare det afslappede sæt tøj på fra før, da hun løb ud af værelset. Hun løb rundt på bare fødder, mellem menneskerne og blev tydeligvis jagtet af drengen der løb lige bag hende.

Jeg havde forventet at menneskene omkring hende, ville blive irriteret, men i stedet rystede de bare smilende på hovedet. Det var præcis ligesom damerne inde i sminken.

'Nu tosser de igen,' havde de sagt.

"Ah ja. Det, der. Det gør de hele tiden."

Der var pludselig en der stillede sig ved siden af mig. Jeg kiggede til siden og så en ældre mand.

"Goddag, jeg er John - kameramand," præsenterede han sig og jeg gav ham pænt hånden.

"Justin - jeg skal spille den mandlige hovedrolle," svarede jeg, mens jeg kiggede efter drengen og Bella, som tossede rundt et stykke væk. Han forsøgte at fange hende.

"Åhh.. så du er den anden hovedrolle. Du skal ikke tage dig af det der, det gør hun hele tiden."

Jeg så overasket på ham og flyttede mit blik fra dem.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret. Han grinede lidt.

"Det der." Han pegede hen på dem. "De tumler rundt hele tiden, men alle synes det er sødt. Hun er ret impulsiv. Hun gør hvad der passer hende, hele holdets guldklump," forklarede han, med et drømmende smil, mens han kiggede hen på dem.

"Ham der, ham hun fjoller rundt med, det er Cameron, hendes bedste ven. Han er også en del af hendes team, ligesom hendes trofaste følgesvende, Jonas og Liam, og jeg selv."

Jeg nikkede bare. Det var rart med lidt information. Det var jo ikke ligefrem noget hun gav mig.

"Nå, men vi ses vel nok, sønnike." Han gik hen mod de andre, der stod og gjorde kamera klar.

Jeg nikkede igen. Hele holdets guldklump? Var hun hele holdets guldklump?

Hendes trofaste følgesvende og Cameron? Hun var sørme populær.

Jeg gik lidt videre og kiggede på det hele. Jeg betragtede dem i smug. Hvordan hun grinede, hvordan hendes skuldre løftede sig op og ned når hun løb, og hvordan hun gispede når han var tæt på at fange hende.

Jeg kunne ikke undgå en lille, svag følelse af savn, som lidt for hurtigt plantede sig i brystkassen på mig.

Kulisserne var flot lavet. De så meget virkelige ud og var parate til at Bella og jeg skulle indtage dem.

"Camerooon, nej..haha."

Jeg vendte igen hovedet og så hende lige løbe forbi mig, med Cameron i hælene. Han nåede hende omsider.

"Jeg har diiig.." sagde han drillende og løftede hende over hans ene skulder.

Hun skreg og grinede vildt og ustyrligt. Jeg lagde mærke til de mange blikke der betragtede dem. De havde alle et smil på læben.

"Cammi, sæt mig ned!" skreg hun, mens han svingede hende rundt i luften. De grinede.

Noget sagde mig at der ville gå lidt tid, før vi ville gå i gang med at filme.

 

_____________________________________________________________

Hey guys!

 

Så var der endnu et kapitel! Det er dog ikke rettet igennem, men jeg håber I overlever;)

 

Hvad tror I der sker nu? Vil de komme i gang med at filme? Og hvad sker der, hvis de gør? Hvad med Justin, nu hørte vi fra hans synsvinkel?

 

Gæt <3

 

KNUS

 

~ Anna M.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...