Actors Interest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
År er gået siden Bella forlod byen, sønderknust. Det er dog ikke hvad man kan beskrive hende som nu. Bella har nu ikke nogen kontakt med hverken forældre, Selena eller Justin. Hun har derimod prøvet kræfter som skuespiller og det er gået fantastisk. Hendes karriere som verdensberømt skuespiller går kun fremad. Justin er imellemtiden også blevet verdenskendt sanger og det samme med Selena. Bella har lige sagt ja til at spille hovedrollen i en film om utroskab, men da hun finder ud af at den mandlige skuespiller der har den anden hovedrolle er Justin, går hun i panik. Hun hader Justin og Selena som pesten, men da de begynder at skyde filmen i det indre hollywood er det pludselig legende let at spille rollen. Den omhandler nemlig præcis det hun selv var ude for og der bliver ikke brug for nogen teatertricks for at græde, grine eller elske. Hvad sker der når gamle forelskelser hjemsøger, brudte løfter og had gemmer sig bag kamerarene? Kan de overhovedet indspille filmen? Cheeting love 2er

36Likes
40Kommentarer
32465Visninger
AA

5. "Er det virkelig nødvendigt?"

"And let me kiss you!"

- One direction.

 

Justins P.O.V.

 

Jeg havde endnu engang fået fornøjelsen af at sove inden ved Bella. Vi havde indspillet nogle flere scener, men specielt øvet her de sidste par dage. Det var et par dage siden vi havde indspillet det første, men der skete ikke så stort fremskridt, primært på grund af Bella og jeg. 

Vi eh.. vi connectede ikke helt så godt som jeg og resten af crewet ihvertfald havde håbet på. Hun ville ikke være tæt på mig, hun ville ikke kramme mig forleden dag og hun havde svært ved at spille rollen rigtigt når hun skulle være glad, fordi hun inderst inde var vildt sur.

Jeg vidste hvorfor. Hun var jo som en åben bog og ærligtalt ikke særlig sværd at læse. 

Men for resten af holdet kunne man godt se at det var frustrerende at vi slet ikke connectede. Det var et spørgsmål om tid før de ville kommentere det eller i værste fald, gøre noget ved det.

Det irriterede også mig, men jeg turde ikke sige noget til hende, for hun lignede en der kunne dræbe mig bare jeg snakkede.

Det var ikke sjovt.

 

Men jeg lå som de andre nætter på min madras og tænkte. Det afbrød Bella så, da hun trådte ud fra badeværelset kun i en oversize t-shirt. Jeg kiggede hen på hende, men hun kiggede alle andre steder hen end på mig. Det var nu ikke noget nyt. Hun kørte en hånd gennem hendes hår, så lidt af t-shirten trak op og man kunne se lidt af hendes matchende undertøj.

Lad os bare sige at hendes påklædning om natten virkede ret så provokerende på mig. Hendes trøje var let gennemsigtig og jeg kunne slet ikke holde blikket fra hende når hun rendte rundt i den.

Godt det var mørkt i værelset. Det distraherede mig.

 

Hendes nattrøje: 


Hun trådte helt hen til sengen og ordnede de puder hun skulle ligge på. Hun puslede lidt rundt så det lå perfekt. 

Jeg vendte mig om på siden og trak dynen lidt længere over min overkrop. Jeg forventede ikke at høre mere fra hende, for hun snakkede aldrig til mig. Hun var ret kold når det gjaldt mig.

 

"Det er så forkert det her," hørte jeg hende så mumle ovre fra sengen af. Om det var til hende selv eller om jeg også skulle høre det, vidste jeg ikke, men det overraskede mig at hun faktisk talte i min tilstedeværelse. Specielt når vi var helt alene. Hun lagde sig i sengen.

"Jeg har savnet dig." 

Jeg sværger når jeg siger, at det bare røg ud af mig! Jeg sagde det jeg tænkte uden at have tænkt det ordentligt igennem overhovedet! Men jeg var så glad for at hun sagde noget at jeg ikke ville lade det gå hen i ingenting. Der var potentiale for en samtale, her!

Der var stille derovre fra.

"Tillykke," lød det hånlige svar. Hun var sarkastisk på højeste niveau og det gik lige i hjertet. Avs.

"Jeg ville ønske jeg kunne sige i lige måde. Nårh nej, det ville jeg ikke ønske," Fortsatte hun flabet.

Jeg var forbløffet over hendes kolde svar. Jeg havde aldrig troet at min Bella kunne være så kold overfor mig. Det gjorde det ikke bedre at emnet vi snakkede om var følsomt for os begge, men på forskellige måder.

Det gjorde ondt at høre hende sige sådan. Det var virkelig en barsk måde at finde ud af hvor kold hun faktisk var overfor mig.

Og det var kun hvad hun sagde. Gad vide hvad hun tænkte inde i sig selv når hun så mig?

"Så du har slet ikke savnet mig på nogen som helst måde?" spurgte jeg så, ærligtalt ret sårbar overfor svaret.

Uden egentlig at vide det, røg det ud af munden på mig med en charmerende undertone og jeg fortrød den straks. Hun var vred og jeg behøvede ikke at provokere hende yderligere end jeg allerede gjorde, bare ved at vise min tilstedeværelse.

Det her var trods alt den første rigtige samtale vi havde haft alene, så hvorfor skulle jeg ødelægge det?

"Aldrig."

 

 

________________________________________________________________

 

Bellas P.O.V.

 

Dagen efter Justin og jegs lille samtale var vi igen i studiet.

Vi skulle i dag indspille en scene som jeg ikke var meget for at snakke om, så det dropper vi bare!

Justin havde rendt rundt i kulisseren hele morgenen og bare det at se Justin hver eneste dag gjorde mig irriteret. Han ødelagde fuldstændig mit humør og rollen jeg spillede var stort set umulig når han var i nærheden!

Det irriterede mig grænseløst at han bare gik rundt som om intet var sket. Han virkede helt cool med tingene og det var lige før at man kunne fornemme et peace tegn fra hans side af.

Altså, havde han fuldstændig glemt hvad han havde gjort mod mig!? Eller var han bare ligeglad!?

Tanken om at han måske bare var helt ligeglad bragte virkelig mit pis i kog og bare det at se ham, gav mig lyst til at give ham en ordentlig en på kassen!

Det var kun godt at han fik tilbage som han gjorde i går aftes! Han havde fuldt ud fortjent det - og mere til! Han havde fandme prøvet at charmere sig ind på mig!? Altså, hvem troede han lige at han var!?

 

Lige nu stod vi foran hinanden i studiet. Og vi taler slet ikke om hvad der skulle ske i netop dette rum i dag!

"Jeg er bare så forvirret!" sagde jeg desperat efter manuskriptet, som jeg ville have gjort det da det var virkelighed. Jeg prøvede for alt i verden at lade være med at stirre ham hårdt i øjnene, men det var svært når mit had til ham var så stort indeni og jeg ikke kunne få afløb fra det, nogen som helst steder.

Cameron havde i går snakket med mig inde i glasburet om mine replikker, da han troede at jeg havde svært ved at huske dem i hovedet på grund af at jeg var så dårlig for tiden. Så jeg måtte pænt smile og lyve ham lige op i hans kønne ansigt og øve et par af replikkerne med ham.

Det gik fint, men vi stoppede fordi at Justin ned stirrede os indefra hallen af. 

Var han jaloux? Gud, det gad jeg godt hvis han var! Så kunne han fandme føle hvordan det er!

Men han havde vel Selena.

Jeg vidste egentlig ikke hvordan det stod til med Selena og Justins konstante on and off forhold. Jeg fattede bare ikke at de kunne klare hinanden. Selena var en bitch som havde udstillet mig i medierne utallige gange og ydmyget mig foran hele skolen på min dimissions dag. Og Justin var en nar som ville have to piger på en gang og knuste den ene fuldstændig - også på dimissions dagen - ved at bryde alle løfter, for derefter at gå direkte tilbage til Selena og lade som om at intet var sket. Og hun tilgav ham. Tilgav ham! Og nu synes verden at de er det sødeste par i hele verden.

Fed historie ikke? Hvem er taberen? Mig.

Men gad vide hvad Selena sagde til at Justin skulle indspille en film sammen med mig?

"Det ved jeg, men jeg er her for dig! Vi klarer det sammen!"

Jeg vente tilbage til rollen ved lyden af Justins overbevisende stemme. Jeg ved godt at han bare sagde sin replik som andre havde bestemt, men det lød lige præcis som noget Justin kunne have sagt dengang. 

Og det gjorde mig vred. Helt afsindig vred og enormt ked af det for at det ikke skal være helt løgn. Det gjorde ondt fordi at det var sådan det var og fordi at jeg ikke havde set det dengang. Jeg stolede bare blindt på alle hans tomme løfter, der var præcis lige så falske som den her replik. 

Se, det var sandheden. Og sandheden gjorde ondt.

Men nu var det tidspunkt jeg havde frygtet hele dagen kommet. Vi skulle kysse nu.

Jeg kunne overhovedet ikke sove igår bare ved tanken om det og nu var øjeblikket her pludselig. Justin lænede sig over imod mig og i ren panik bakkede jeg et skridt tilbage og tog afvigende mine hænder op foran mig.

Det var sindsygt grænseoverskridende for mig! At skulle kysse Justin var nok mit værste mareridt og lige pludselig forlangte alle at jeg bare skulle gennem snave ham foran alle kameraer.

For de fleste garvede skuespillere betyder det ikke en hat at kysse en anden, men jeg var rædselslagen for det. Hvad ville der ske!? Det var Justin!

Hvis det var en anden havde det været lige meget.

Ja, hvis Cameron pludselig kom ind kunne jeg have snavet ham så groft at han segnede, uden at det ville betyde noget som helst. Men det her var Justin! Justin!

Men det var der jo ikke nogen der vidste.

 

"Okay vi tager den igen!" råbte instruktøren ved navn Eric.

"Bella, prøv nu lige at gøre det ordentligt," fortsatte han lidt lavere, med træthed i stemmen.

Jeg forstod ham godt, men jeg forstod mig selv bedre. Mit problem var større end hans. Eller.. Bare glem det.

Sagen var den, at jeg ikke kunne komme udenom at kysse ham uanset hvad. Jeg skulle gøre det på et eller andet tidspunkt, så jeg kunne ligeså godt gøre det nu og få det overstået for nu.

Det ville jo ende med at jeg ville blive fyret hvis jeg fortsatte sådan her. 

Justin kom igen tættere på og tog dramatisk fat i begge mine hænder.

Jeg kiggede forvirret på ham, fra mine hænder til hans, til hans læber til hans øjne og til mine hænder igen. Jeg skimmede ud af øjenkrogen, instruktøren der sad og nikkede for sig selv og spændt fulgte med. Han syntes det var godt hvad jeg lavede.

Og det mærkelige var at det ikke engang var med vilje.

Jeg kunne ikke manuskriptet udenad og jeg havde ikke den fjerneste idé om hvorvidt jeg skulle være forvirret eller glad. Jeg gjorde det helt automatisk, som var der ingen kameraer og ingen instruktører der opfangede hver detalje. Det skete bare, netop fordi at rollen var så meget mig.

Varmen fra hans hænder opvarmede mine kolde og følelsen af hans bare hud mod mit gav et stød igennem mig.

Jeg kiggede skræmt fra mine hænder til hans og rev så bare mine hænder væk, uden at ænse at han skulle til at kysse mig (igen.) Jeg var så fordybet i mine egne tanker at det bare kom til mig at skubbe hans hænder væk. Men det var jo ikke sådan jeg ville have gjort dengang. Sådan havde det desværre været de sidste par dage.

Jeg følte straks instruktørens skarpe blik på mig og jeg kiggede hen på ham, forberedt på den skideballe jeg nu ville få.

Det her var sket alt for mange gange og han kunne umuligt blive ved med at bære over med mig.

Justin sukkede som han stod foran mig og jeg kiggede irriteret over på ham. Alle andre kunne sige noget, men lige præcis Justin som kendte hele grunden skulle fandme holde sin kæft!

"Hør her! Jeg ved ikke hvorfor du gør som du gør, men jeg håber du forstår at denne her film skal være færdig indspillet på et hvis tidspunkt!" startede instruktøren, "Og det bliver det ikke til hvis det bliver med at foregå i dette her tempo!" fortsatte han skarpt.

Jeg krympede mig ved hans ord og nikkede svagt til ham som tegn på at jeg havde forstået det. Han så ud til at tænke sig om og jeg gjorde mig klar til at prøve scenen igen.

Men så sagde han pludselig noget helt uventet og aldeles afskyeligt.

"Hør her. Nu går I to ind ved siden af og øver denne her scene igennem fra top til tå! Vi kan ikke bruge mere tid på denne scene og det kan da ikke være rigtigt at I ikke kan kysse hinanden! Gå ind og øv det nu. Og så har I styr på det når I kommer tilbage." 

Jeg tabte underkæben. Ville han helt seriøst have os til at... nej, nej hvad? Alene!?

"Er det virkelig nødvendigt?" røg det ud af munden på mig. Jeg stod med halvt åben mund og kiggede hen på instruktøren, som efterhånden så ret træt ud. 

Det kunne han da ikke mene!?

"Ja, det er nødvendigt. Gå nu derind, så vi ikke behøver at optage den her scene 16 gange mere." Han pegede skiftevis på mig og Justin og nikkede så ind mod et rum ved siden af.

Det her skete bare ikke! Det kunne ikke være hans mening at vi.. Men det kunne det. For han trådte ud på gulvet fra sin stol, vendte sig om og gik hen til kaffekanden og begyndte at hælde kaffe op, ligeså stille og roligt.

Jeg kiggede hen på Justin og Justin kiggede på mig, hvilket fik mig til at kigge væk. Jeg hørte ham sukke, men jeg havde alt for travlt med at overveje hvordan jeg skulle flygte ud af denne her bygning uden at støde ind i Cameron, at jeg ikke havde tid til at tænke på hvordan fanden Justin havde det.

Han kunne rende mig et hvis sted.

"Så, kom nu afsted - I har ti minutter og så mødes vi her igen," var der en kameramand der sagde. Jeg sendte ham et ondt blik, men han havde allerede vent ryggen til og havde sluttet sig til kaffedrikkeren Eric og var i fuld gang med at bælde kaffe mens de fik sig en ordentligt hyggesnak.

Gid jeg var dem, men nej. Jeg blev lige nu viftet ind mod det rum Eric havde peget på, mens jeg målløs kiggede efter dem alle sammen.

De måtte da vide at det her var fucking svært! Men nej. Det vidste de jo ikke.

Justin som gik foran mig gik ind i rummet og pludselig smækkede døren og vi var helt alene. 

Stilheden føltes larmende og det var helt utrolig akavet at stå helt stille i et rum med Justin. Det var Justin vi snakkede om og jeg havde ikke den fjerneste ide om at kysse ham!

Men jeg vidste også at jeg blev nødt til det og det var der at jeg ligesom sad fast. Men hvordan skulle jeg lige gøre!?

Gå hen til ham og sige 'hey Justin, skal vi ikke bare glemme alt i ti sekunder og så snave som var det dengang vi havde en affære?' 

Nej, det tror jeg så ikke lige. Så jeg endte med at stå og pille ved det nederste af min bluse, mens jeg kiggede ind i væggen og nær studerede det gullige tapet, som var det det vigtigste i verden.

Jeg bed mig i læben. Det var simpelt hen for meget at jeg overhovedet stod i denne her situation. Hvorfor skulle Justin lige være den anden hovedrolle i den her film!? Hvorfor kunne han ikke bare lave en fucking film med Selena i stedet for!?

Tanken fik mig til at udstøde et irriteret suk, mens mit ansigt nok heller ikke var helt venligt. Mine øjenbryn trak sig sammen, mens jeg endnu engang stod fordybet i mine egne tanker. Det gave et sug i maven bare at tænke på det.

Jeg kunne tydeligt mærke Justins blik på mig, men jeg var for sur til at reagere på nogen som helst måde. Jeg sukkede igen, det her var for meget. Jeg opgav fandme det her lort.

Jeg kørte træt en hånd gennem mit hår og lagde så igen armene over kors.

Jeg kunne mærke Justins ætsende blik på mig, hvilket fik mig til at kigge ned af mig selv. Mit outfit havde jeg selv fået lov til at vælge i dag.

 

Outfit:


Det passede til min karakter, da min karakter jo var mig.

Og denne her situation var os. Fuck nej, der var ikke noget os. Der var Justin og der var mig. Slut. Jeg sukkede igen.

Pludselig gik Justin med faste skridt over til mig. Jeg kiggede undrende på ham imens han gik og pludselig stod han lige foran mig.

Mit blik fandt forvirret hans, men faldt så ned på hans trøje, som igen i dag var sort. Hvad fanden var det han lavede!?

Pludselig mærkede jeg en finger under min hage og kort efter så jeg ind i Justins nøddebrune øjne. Han smilede charmerende, hvilket bare gjorde mig endnu mere forvirret.

"Come on Bella. Det er jo ikke fordi det er første gang vel?" Sagde han så og smilede smørret.

Vent hvad!?

Pludselig bøjede han sit hoved ned mod mit, bøjet let på skrå og klar til at ramme mine læber.

 

Smask.

 

Han trådte hurtigt et skridt tilbage og tog sig til kinden. Han vendte blikket mod gulvet og sukkede så opgivende.

 Min hånd gjorde ondt, så jeg kiggede ned på den og så at den var rød. Justin kiggede lidt op og fem fingre var placeret på hans højre kind.

Jeg havde slået ham. Jeg havde slået ham! Jeg havde fucking stukket ham en flad!

Og det føltes godt. Som om alt hvad der lå gemt af had indeni var røget ud, bare ved et aftryk af mine fem fingre på hans kind. Jeg kiggede med åben mund ned på min hånd - stadig overrasket. Det var af ren refleks at jeg havde gjort det! Han overrumplede mig for at sige det meget mildt!

"Uuunds.." Min sætning døde ud. Jeg kunne sgu da ikke sige undskyld til ham!? Til alle andre end ham måske, men han havde fandme fortjent den lussing! Det han lige havde sagt var fandme at gå langt over stregen!

"Undskyldningen er godtaget. Prøv igen." Han kiggede igen op. Han talte til mig som om han var min lærer og at han skulle lære mig at kysse.

Hvad bildte han sige lige ind!?

"Jeg sagde ikke undskyld," indvendte jeg koldt. Han kiggede på mig og udstødte så en lille latter, som af en eller anden grund gjorde mig glad. Det var det gamle om igen. Jeg sagde noget dumt og han gjorde det hele godt igen. Dette rum og denne situation mindede mig om vores første kys, hvor han havde trukket mig ind i et fryserum og kysset mig. Jeg smeltede helt ved mindet - lige det øjeblik havde været så perfekt.

Hvad fanden skete der lige her!?

"Nej, så siger vi det. Prøv igen. Uden at slå denne gang," sagde han igen. Flabet som bare fanden og pisse charmerende, men af en eller anden grund irriterede det mig ikke denne gang.

Han trak mig igen ind til sig, ved at holde en arm om min lænd. 

Det var som om at vi var stod i den samme situation som for år siden. Han var her, jeg var her og de samme følelser væltede op i min mave bare ved at se på ham og stå så tæt.

Det var som i gamle dage - jeg kunne ikke være irriteret på ham.

"Jeg skal prøve," svarede jeg flabet, hvilket fik ham til at smile. Det var altid ham der skulle gøre arbejdet og mig der var flabet og kostbar.

Det fuckede virkelig langt op et hvis sted at jeg blev ved med at tænke tilbage på de gode gamle minder! De tider var forbi! Tænk på hvad helvede han gjorde mod dig, Bella!

Justins hoved føltes efterhånden ubehageligt tæt på mit og jeg mærkede en snurren i min mave da han kom endnu tættere på. Han læber var lige uden for mine. Nu er det nu. Tænkte jeg. Nu skal jeg mærke hans læber mod mine igen.

Jeg lukkede øjnene da jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber og-

"Så! Er I klar?"

Døren gik op og ind kom en af de andre instruktørere som hed Ben og var ret så frisk. Han tørrede sig kort på næsen og kiggede fra den ene til den anden.

Jeg var hurtigt til at slå øjnene op og bakke tre skridt væk fra Justin. Justin og jeg lignede begge to ét stort spørgsmålstegn, men jeg var lykkelig for at vi igen kunne udsætte det uundgåelige.

Justin trak vejret hurtigt og det samme gjorde jeg. Mit hjerte slog hurtigt mod min brystkasse, mens jeg selv prøvede at falde til ro.

Jeg var lige ved at kysse ham. Jeg var tæt på at kysse ham, åh gud!

Det her var akavet.

"Øhmm.. faktisk så..-" startede Justin tøvende. Jeg vidste hvad han ville sige. Vi nåede jo trods alt ikke at 'øve' kysset overhovedet, men jeg havde absolut ikke tænkt mig at blive et sekund mere i det her rum, nu jeg endelig havde chancen for at komme ud.

"Ja vi er helt klar," afbrød jeg ham hurtigt og gik forrest ud af rummet, med hurtige skridt.

 

Da Justin, Ben og jeg igen kom ud, var filmholdet ved at pudse deres kameralinser og Eric sad igen i sin stol.

"Åh, hvor godt! Super, I ved hvad I skal så lad os bare komme igang," sagde han glad til hele holdet, tydeligvis i bedre humør end før.

Men nu havde han jo også fået kaffe. Og desuden så troede han jo at vi havde øvet os. Well.. de ti minutter var gået helt afsindig hurtigt og alligevel enormt langsomt!

Vi stillede os igen klar i kulissen som skulle være et værelse og kamerarene blev igen rettet imod os.

Knuden i maven kom frem og jeg blev igen nervøs. Nu skulle det jo ske. Det uundgåelige. Vi kunne ikke faile mere, for nu havde vi jo været inde og øve os.

Eller noget.

Eric gjorde tegn til at vi skulle begynde og det gjorde vi så. Jeg sagde at jeg var forvirret (igen) og Justin sagde med overbevisning i stemmen at han var der for mig og alt det shit, mens han holdte mine hænder i hans.

Og så var det at han kom tættere på. Og tættere endnu.

Jeg var ikke blevet højere siden vi sidst kyssede, så han bøjede sig selvfølgelig ned mod mig. Jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber og derefter hans få skægstubbe mod min kind. Han bøjede hovedet, som var det svært for ham og jeg lukkede langsomt øjnene. Det her var svært. 

Han improviserede. Jeg havde efterhånden fundet ud af at han godt kunne lide at improvisere og det var også en teknik han benyttede sig af nu. Desværre forholdt det sig sådan at han var skide god til bare lige at gøre noget uventet og jeg faldt i fælden hver gang.

- Også denne gang, men det gavnede heldigvis filmen. Han havde jo gjort det så mange gange før.

Han rettede sit ansigt mod mit og et kort øjeblik så vi hinanden dybt ind i øjnene. Han lagde hovedet let på skrå og jeg lukkede mine øjne.

Det var nu. Jeg spændte i hele kroppen. 

Kort efter mærkede jeg hans læber mod mine.

 

Det føltes som om at hele min krop fik stød lige i det hans bløde læber ramte mine. De var ligeså dejlige som de plejede at være. Ligeså bløde og de smagte ligeså dejligt. Det havde ikke forandret sig og vi var begge to kun blevet bedre til at kysse.

Jeg slappede pludselig af i hele kroppen, selvom min puls var høj og mit hjerte bankede. Det her var mere dejligt end det burde være.

Pludselig mærkede jeg hans tunge spørge om vej ind til min og hvis det her var et frivilligt kys lige nu, ville jeg have nægtet den adgang. Men jeg håbede og troede at det var for filmen at han gjorde det, så jeg åbnede let munden og han udviklede det til et langsomt tungekys. Han holdte mig om kinden og med den ene arm rundt om min lænd, mens langsomt trak mig ind til sig.

Følelsen af at stå så tæt på ham var så savnet at det gjorde helt ondt i maven og det skræmte mig fra vid og sans at jeg følte sådan. Det var helt tydeligt at der var en gnist - det var bare ikke til at tage fejl af. Kemien var der og han var en ligeså god kysser som jeg huskede det.

Da vi havde kysset lidt, trak han sig lige så langsomt ud og lavede det perfekte finish. Jeg hørte Eric råbe cut og derefter kameramændene. "Det var godt i fik øvet jer hva'? God gået I to." Roste han og hoppede ned fra sin stol.

Jeg lyttede kun efter med et halvt øre, da de alle begyndte at pakke sammen og skramle med ting og sager. Før havde tiden stået stille og Justin havde ikke flyttet sin arm fra min lænd endnu.

Vi stod bare på samme måde og kiggede hinanden mere eller mindre forbavset ind i øjnene, midt i larmen.

Det værste var at det havde føltes så godt. 

Havde jeg fuldstændig glemt hvilken nar han var!? Han havde sikkert også Selena.

Pludselig følte jeg det som om at han igen stod lige imellem os og valgte os begge og tanken om at han måske også rendte rundt med Selena virkede frastødende og fornuften vendte med et sæt tilbage.

 

Jeg rev mig hurtigt løs, vendte mig om og gik ud af kulissen uden at kigge tilbage.

                                   

                                                                _______________________________

 

"Helen jeg kan ikke binde den!" råbte jeg utålmodigt gennem min suite.

Vi var ved at gøre os klar til Justins koncert i aften. Ja, jeg hadede det men vi skulle med for at 'vise støtte til med- skuespilleren og gæsten' så selvfølgelig skulle jeg med. Tro mig når jeg siger at det nu ikke var helt frivilligt. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tage afsted og jeg havde plaget Helen hele aftenen om jeg ikke godt måtte blive hjemme.

Men fordi at jeg ikke havde nogen bedre undskyldning end at jeg ikke gad, gik hun ikke med til det og sagde derfor nej.

Men jeg kunne jo ligesom ikke sige noget om mig og Justin til hende, vel? Åhr, det ville være en befrielse hvis jeg kunne!  Bare det at lyve for Cameron, Liam og Jonas gjorde ondt dybt indeni. De havde altid været ærlige overfor mig.

Og hvad var det der holdte mig tilbage fra at sige det?

 

"Kan du ikke lige prøve en gang til, jeg er lige ved at få tøjet på?" lød svaret fra Helen. 

Hun stod midlertidigt ude på selve soveværelset, mens jeg havde indtaget badeværelset. Det var nu ikke noget problem for mig at vise mig i undertøj hvis det endelig skulle være. Det havde jeg sgu gjort så mange gange før.

Vi havde faktisk fået et modeljob til mig i dag! Helt alene. Det kunne jeg også bedst lide. 

Det var både en designers nye kollektion, men også fra hans gamle hvilket indebar undertøj. Og ligesom at jeg skulle med til denne koncert, skulle Justin også med til det her modeljob.

Om det bragte minder frem? Ja det kan jeg fandme love dig for at det gjorde! Det var jo direkte smertefuldt! 

Jeg havde brugt resten af dagen siden det vi ikke taler om, på at slumbe for mig selv inde i suiten. Jeg havde låst døren så ingen kunne komme ind, mens jeg sad og slugte det hele. Justin havde endda banket på og sagt noget gennem døren, men jeg havde ignoreret ham og ladet som om at jeg slet ikke var her, trods det faktum at mit musik kørte på fuld drøn ud af mine højtalere.

 

"Helen, det er en umulighed. Help," svarede jeg endelig, noget så ynkeligt. Jeg hørte hende le lidt derude fra, hvilket fik mig til at smile. Døren til badeværelset åbnede sig og ind kom hun. Hun havde selv kjole på, men den sad ikke helt rigtigt endnu, da hun jo skulle hjælpe mig.

"Gudskelov hvad hulen har du lavet med dit hår? Altså, du ved godt at vi skal til en fest sammen med teamet og koncert arrangørene bagefter ikke? Du må godt se anstændig ud."

Hun lød lige præcis som var hun min mor! Jeg valgte så at opføre mig som den irriterende teenage datter og sukkede dybt og dramatisk. Hun gik igang med at fikse mit hår og mødte mit blik i spejlet. Der var stille i lidt tid, men så brød vi helt sammen af grin. Det var virkelig komisk!

"Tak Helen! I luf you," takkede jeg glad da hun var færdig med at fikse mit hår og min kjole. Nu var vi næsten klar til at gå.

Hun grinte lidt. "Det var så lidt, love. Men skynd dig nu, de andre venter. Jeg har din taske."

Jeg nikkede som svar og gjorde min makeup helt færdig, mens jeg kunne høre hende gå ud til de andre. Da jeg blev helt færdig, tog jeg et kort kig ned af mig selv. Jeg havde taget en sort kort kjole på, der ikke var for meget men heller ikke for lidt. Vi skulle trods alt til den der fest bagefter også, selvom det ikke var det største party. Mit hår var krøllet.

Jeg nikkede tilfreds til mig selv i spejlet og gik så ud af badeværelset.

 

Hendes outfit: 


 

" er jeg klar!" konstaterede jeg glad så snart jeg trådte ud af døren og ud til de andre.

De kiggede allesammen på mig - nok mest fordi de alle kun ventede på mig.

"Wow, tænk du stadig er i live! Jeg har ikke set dig i.. hvad? Fem timer nu?" sagde Scooter overrasket. Sarksamen lyste ud af ham, hvilket var komisk for en mand som Scooter. 

"Hold da op, Scoot. God joke," svarede jeg ham ligeså flabet igen. Vi grinte begge to og jeg gik hen til ham og slog ham blødt på overarmen. Han lod som om det gjorde vildt ondt og grinede så igen. Tro mig, jeg er ikke den stærkeste på jorden - det ved alle.

Specielt drengen der blev ved med at stå og stirre på os. Jeg undgik hans blik, men det var godt nok svært når jeg tydeligt kunne føle at han gav mig elevator blikket. Ew jeg hadede det blik!

"Nå, du ser henrivende ud Bella - og lad os så komme afsted," erklærede Eric overfor forsamlingen, som bestod af begge teams.. Jeg smilede varmt til ham som tak for hans kompliment og han gengældte smilet.

Det var virkelig nogle dejlige mennesker jeg omgik mig med her!

Vi begyndte at gå mod udgangen og mod de taxier der ventede udenfor bygningen. Folk gik ligeså stille og snakkede sammen og jeg gik som en af de forreste.

"Hey Bellz," hørte jeg så en dejlig stemme sige. Jeg vendte hovedet og så lige i en arm. Ja, jeg var jo ikke den højeste, så jeg så kun Camerons skjorte.

- Men den var nu også pæn.

"Hey Cammi," svarede jeg ham blidt. Jeg smilede sødt til ham og han kiggede ned på mig med et smil.

"Hva' så, er du klar?" spurgte han, stadig smilende. Jeg kiggede træt på ham og han begyndte straks at grine. 

"Okay, det tager jeg som et svar. Kom her." grinte han og gjorde gestus til et kram. Jeg lænede mig ind til ham og han lagde armene om mig og løftede mig lidt op i krammet. Jeg stod på tæt og indsnusede hans duft. Cameron var ham jeg havde brug for lige nu!

"Min redningsmand!" takkede jeg grinende da vi trak os ud af krammet, da vi spærrede vejen ud af bygningen. Vi nærmede os udgangen og Justin gik lige bag os.

"Jeg ved det, jeg ved det."

Han smilede charmerende til mig, hvilket jeg grinte af og jeg slog ham kort på skulderen som jeg havde gjort ved Scooter. Han var nu også en fin fyr.

Og ligesom Scooter, lod han også som om at det gjorde ondt. Det havde folk det åbenbart med her på stedet. Jeg grinede og gik videre, med hans arm om mig. 

"What up, turtelduer," var der så en høj stemme der sagde og jeg vidste at det var Jonas, efterfulgt af Liam. 

Jeg grinte som svar og sammen gik vi mod udgangen, med armene om hinanden.

De var virkelig jordens bedste venner!
 

                                                                    ___________________________

 

"Baby I would, baby I would."

Justins sang "I would" og jeg rokkede stille med. Vi havde VIP pladser, så vi kunne se ham og hans dancemoves rigtig godt. Han sluttede sangen af.

"Og så.." Han trak vejret. " Vil jeg gerne annoncere noget helt nyt!" Pigerne skreg.

Hvad mente han? Hvad var det han ville annoncere?

"Ser I, til nogle koncerter vil der nu være nogle helt specielle MFH sange. Det er 'Music from heart' sange og det vil der nu være de næste kommende uger. Her er den første!"

Musikken til en helt ny sang spillede og han begyndte at synge en sang, mens alle de mange piger skreg i det overfyldte stadion. Sangen hed "Never say never."

Jeg blev forvirret. Var det noget nyt? Jeg maste mig gennem menneskerne og hen til Scooter. Han måtte vide det - han var Justins manager.

Der var mange på dette stadion og der var en vild larm, så da jeg nåede hen til Scooter råbte jeg ham bogstaveligtalt ind i hovedet.

"Er det noget nyt det der MFH?"

Jeg ventede spændt på svar. Jeg ville vide hvad det var for noget og hvorfor jeg ikke havde hørt om det før nu.

"Ja, det fandt vi ud af i dag. Det var Justins idé. Godt koncept ikke?" Jeg nikkede som svar på hans spørgsmål og gik så over på min plads igen, mellem Cameron og Liam.

Hvorfor var det Justins idé? De havde lige aftalt det i dag og det var i går vi havde snakket sammen da vi lagde os til at sove. Det fik mig til at tænke videre og pludselig kom jeg i tanke om mit svar til ham, da han spurgte om jeg slet ikke havde savnet ham.

Aldrig. Jeg havde svaret aldrig, og nu hed denne sang never say never. Han var kommet på idéen i dag, vi havde kysset i dag og snakket igår.

Åh gud! Sig ikke at disse 'Music from heart' sange handlede om sådan noget! Det gav desværre ret god mening når nu dagene hed som de gjorde.

Men jeg måtte spørge Justin. Ikke nu, for nu var sangen og dermed koncerten slut og vi begyndte at gå ud til bilerne der skulle køre os over til after partyet.

Ikke nu, men på et tidspunkt. Jeg skulle bare lige tage mig sammen til det først. Med alt der var sket i dag, tror jeg lige at jeg skulle sove på det hele.

 

 

___________________________________________________________________

Hey dejlingser!

 

Wuhuuu jeg har glædet mig sådan til udgive dette kapitel og nu er det her!

Del min glæde! :)

 

Men tror I at Bella har ret i sin mistanke til MFH sangene? Og hvorfor var der stadig kemi i mellem dem? Hvordan tror I at de reagerer på det hele? Og Justin!? Er der faktisk noget mellem Cameron og Bella? Gisp!:O

Der sker meget i dette kapitel og derfor blev det langt, men lad mig høre hvad I synes.

 

KNUSER

 

~ Anna M.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...