Actors Interest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
År er gået siden Bella forlod byen, sønderknust. Det er dog ikke hvad man kan beskrive hende som nu. Bella har nu ikke nogen kontakt med hverken forældre, Selena eller Justin. Hun har derimod prøvet kræfter som skuespiller og det er gået fantastisk. Hendes karriere som verdensberømt skuespiller går kun fremad. Justin er imellemtiden også blevet verdenskendt sanger og det samme med Selena. Bella har lige sagt ja til at spille hovedrollen i en film om utroskab, men da hun finder ud af at den mandlige skuespiller der har den anden hovedrolle er Justin, går hun i panik. Hun hader Justin og Selena som pesten, men da de begynder at skyde filmen i det indre hollywood er det pludselig legende let at spille rollen. Den omhandler nemlig præcis det hun selv var ude for og der bliver ikke brug for nogen teatertricks for at græde, grine eller elske. Hvad sker der når gamle forelskelser hjemsøger, brudte løfter og had gemmer sig bag kamerarene? Kan de overhovedet indspille filmen? Cheeting love 2er

36Likes
40Kommentarer
32463Visninger
AA

18. "Cameron og jeg er altså ikke sammen?"

"Cause' My heart is too drunk to drive,

but i'm on my way to you."

- Lea Michele.

 

Bella's P.O.V.

 

"Jeg tror du har brækket noget i min krop!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg lå på jorden og kiggede op på skikkelsen over mig.

"Hvad!? Hvad er det? Benet? Åh Gud, det er benet er det ikke?" svarede han bekymret og satte sig på hug ved min side. Han rørte forsigtigt ved mit ben med et ængsteligt udtryk plantet i ansigtet.

"Nej," svarede jeg koldt og mødte hans forvirrede blik. "Mit hjerte."

"Jeps, cut! Tak for i dag guys, det gik jo lige efter planen!" råbte Eric og hoppede ned fra stolen mens han som den eneste klappede i hænderne. Selv sukkede jeg, ret uenig i det han sagde. Justin der havde siddet ved siden af mig rejste sig, og det samme bestemte jeg mig for at gøre. Det havde været sådan en mærkelig dag. Justin havde ikke sagt noget som helst til mig. Han havde ikke engang sagt han gerne ville tale om kysset. Nej, han var bare ligeglad. Hvad hans undskyldning og hans kys forleden faktisk havde betydet, havde jeg ikke længere nogen idé om og jeg hungrede efter svar. Men indtil videre havde han nægtet at give mig dem.

Jeg fortsatte ud mod cafeteriet for at skænke mig selv en kop kaffe. Det var for sent til at gå på café alligevel. Da jeg kom ud i køkkenet, forsøgte jeg at tænde kaffemaskinen, men den ville ikke rigtig.

"Come on," sagde jeg til mig selv - og kaffemaskinen - og prøvede igen. Den gjorde ingenting. Irriteret slog jeg til den, som om jeg ville stikke den en flad og ledte derefter videre oppe i et af skabene efter kaffen. Jeg så bøtten, men grundet min højde kunne jeg ikke nå den. Irriteret strakte jeg mig endnu mere og strejfede hylden den stod på - men ikke kaffebøtten. "Forhelvede," vrissede jeg og forbandede min højde langt, langt væk. Jeg samlede mig og strakte mig endnu engang. Stadig uden det forventede resultat.

"Har du brug for hjælp til den der?" stemmen gav mig et chok og af ren forbavselse bankede jeg hovedet op i en af hylderne.

"Av for satan," bandede jeg og placerede en hånd der hvor det gjorde ondt. Jeg trak mig væk fra skabet og vendte mig om, kun for et få et tilsvarende chok. Justin stod kun en meter fra mig. Jeg så febrilsk rundt i det ellers tomme rum. Vi var alene. Bare os to. En klump samlede sig i halsen og jeg skyndte mig at træde et skridt tilbage. Det her var ydmygende! 

"Øhm nej, jeg har ikke brug for hjælp," svarede jeg endelig på hans første og eneste spørgsmål. Forvirret så jeg rundt i rummet, for at undgå hans blik. Hans blik var alt andet end mit - roligt.

"Har du ikke?" spurgte han med et lille grin, som satte de vildeste følelser igang i mig. "Det lignede ellers at du ikke kan nå bøtten med kaffe," fortsatte han roligt og trådte et skridt tættere på mig. Usikkert trådte jeg et skridt tilbage, overvældet af situationen. Hvor ville han hen med det her og hvor var min selvtillid lige når jeg havde brug for den?

Justin gik to skridt hen mod mig, så han nu stod ved skabet. Han kiggede op mod dåsen som jeg kunne se at han snildt kunne nå, og så derefter på mig. "Skal jeg hente den til dig?" spurgte han overraskende venligt. Jeg så forvirret på ham lige indtil mit blik mødte hans. For første gang siden kysset kiggede vi rigtigt på hinanden og jeg havde ingen idé om hvordan det føltes.

Bange for følelserne i min krop, sank jeg usikkert og skimtede lige kaffebøtten. Hvad ville der ske når han skulle give mig den og min hånd ville røre hans? Nej. Nej, nej, nej, det her gik ikke. Jeg måtte væk.

Hurtigt bakkede jeg væk fra skabene, med Justins blik klistret til mit. "Nej, jeg.. jeg tror jeg overlever uden," skyndte jeg mig at svare inden jeg vendte mig om og løb ud af døren.

 

Inde på værelset kunne jeg ikke være, for Justin kunne dukke op hvert sekund. Derefter var det eneste jeg kunne komme i tanke om, sminken. Så der sad jeg nu, alene, og med en irriterende træls følelse i maven, som lige meget hvad jeg sagde til mig selv, nægtede at forsvinde.

"Du kan ikke lide ham!" sagde jeg hårdt ud i rummet, men greb mig selv i mine egne ord. Det var måske for meget sagt.

Pludselig lød tre bank på døren. Min krop stivnede. Var han alligevel fulgt efter mig?

"Justin, jeg gider ikke snakke!" råbte jeg så han kunne høre det gennem døren. Men så gik døren op og Cameron trådte ind med et stort smil. "Jamen det kan jeg virkelig godt forstå. Men vil du ikke tale med mig? Over en kop kaffe? På en café?" jeg smilede skævt. "Jeg troede aldrig du ville spørge."

 

_________________________________________________

 

Justin's P.O.V.

 

Jeg vidste ikke hvad den mest gennemgående følelse var. Forvirring? Sorg? Forelskelse? Hjertesorg? Jeg kunne ikke beslutte mig. Havde jeg først bestemt mig for den ene, præsenterede min krop mig hurtigt for den anden. Det var rent ud sagt uudholdeligt.

Jeg kunne ikke forstå hvorfor Bella hele tiden skulle forsvinde. Hun var aldrig til at finde, og hun blev sjældent i det samme rum to timer af gangen. Hvorfor var det sådan med hende? Jeg forstod det ikke, men jeg forstod hentydninger. Måske var det hendes måde at fortælle mig hvad der foregik? Jeg havde jo regnet den ud for christ sake. De var sammen, de to. Det var jo tydeligt! Det havde det været siden første dag, og jeg var rasende på mig selv for ikke at indse det noget før. Cameron og Bella. Bella og Cameron. Jeg gav mig selv kvalme ved at smage på ordene. De passede ikke sammen. Bella og jeg passede sammen! Jeg forstod bare ikke hvorfor hun ikke kunne se det. Måske havde hun glemt det? Hvordan det føltes. Hvordan det føltes når vi var sammen, når vi snakkede, når vi sov sammen og når vi kyssede. 

Well, jeg havde ikke glemt det. Faktisk så var det et faktum at den selv samme følelse brændte under huden på mig non stop. Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde ikke glemt hende. Jeg havde lyst til at have hende. At hun skulle være min. Men mere end noget andet i denne verden havde jeg lyst til at fortælle hende det.

Jeg udstødte et langt suk, da jeg indså det. Jeg placerede begge mine hænder på køkkenbordet og bøjede træt hovedet. Jeg var en udmattet mand. Kvinden i mit liv var så godt som skredet og jeg havde lige indset det. Jeg kunne ikke have noget med hende. Ikke når hende og Cameron tydeligvis havde det forhold de havde. Jeg var røget ud af spillet.

Jeg fnøs. Måske havde jeg aldrig været med i spillet? I kernen var Bella og jeg havde aldrig formået at få hende, trods at jeg altid havde ønsket det. Hvis det forholdt sig sådan, fortjente jeg måske slet ikke at være med i spillet?

 

__________________________________________________

 

Jeg havde slået et par timer hen ved at sove på sofaen. Det var ikke en fantastisk søvn jeg havde tilladt mig selv at få, men det var bedre end soveværeslet. Der duftede så pokkers meget af hende.

Jeg stod og så på en optagelse sammen med Eric, da jeg hørte døren smække og høje grin. Jeg rettede mig forsigtigt op og glanede en sidste gang efter billedet på kameraet. Det var et virkelig godt billede af Bella. Hun smilede. Jeg kunne ikke huske hvornår hun sidst havde smilet på den måde i nærheden af mig.

"Ej Bella, synes du ikke at du skal aflevere den igen? Det var jo trods alt ikke din?" Camerons stemme gik gennem min øregang og uden overhovedet at kunne stoppe det, kunne jeg mærke hvordan jalousien voksede. Havde han ikke haft masser af tid med hende?

Bellas grin rungede i gangen, mens jeg forsigtigt nærmede mig. Jeg listede stille hen til et andet kamera og glanede en gang i mellem ud mod gangen, hvor jeg kunne se lidt af dem.

"Ej, de kan sgu da godt undvære en kopholder eller to," svarede hun og prøvede at lyde seriøs. "Desuden, stod der jo ikke at jeg skulle lade den blive på bordet vel? Så i bund og grund er det deres egen skyld," tilføjede hun. Cameron brød ud i grin. "Hvad, havde du forventet at de ville sætte små merkater på alt det du ikke måtte tage med hjem? Du ved, for andre mennesker er det lidt en selvfølge," grinede han. Bella fnøs lige idet de begge to trådte helt ind i bygningen. Mit blik gled først hen på Bella som tilsyneladende havde skiftet, og derefter ned på deres hænder. Holdt de i hånd? Well, der var ikke længere den mindste tvivl. De var sammen. Som i sammen sammen.

Bella flyttede grinende blikket fra Cameron og lod de dyrebare øjne glide rundt i rummet. Selv fulgte jeg hende nøje. Lige indtil hendes smilende ansigt landede direkte på mig og hendes smil langsomt falmede.

Ikke nok med at hun var sammen med Cameron. Hun smurte det også i ansigtet på mig, som om hun ville sige at hun nu endelig havde vundet. Og nu, nu stod hun her med dét blik og så på mig som om jeg var en regnsky ved hendes picnic.

 

Bella's P.O.V.

 

Nynnende gik jeg ind på værelset. Jeg skulle ind og lægge noget tøj sammen, og selvom at det ikke just var min yndlings opgave, så var et bredt smil alligevel placeret på mine læber. Sidste halvdel af min dag, skulle helst ikke ende som den første.

Døren smækkede idet jeg tog den første bluse op. Jeg stoppede kort processen og lænede mig op af sengen, så jeg kunne se hvem der kom ind. Da jeg så den første brune hårtot, stillede jeg mig dog hurtigt tilbage. Jeg sukkede lydløst. Hvorfor kunne det ikke bare være Cameron?

Jeg vendte tilbage til blusen og gav den min fulde opmærksomhed. Justin kom ind i rummet og kiggede flygtigt på mig, før han igen flyttede sit blik og gik hen mod badeværelses døren. Lettet pustede jeg ud, da han forsvandt ind af den lukkede dør. Det var simpelthen for mærkeligt med ham. Det ene øjeblik var han helt parat på at hjælpe og skulle virke åh så charmerende. Og så det andet øjeblik, kunne han være sådan her. Kold og umulig at tyde.

Jeg blev færdig med blusen og lagde den på sengen foran mig. Så tog jeg den næste beklædnings del op og begyndte at folde et par bukser sammen. Kort efter, kom Justin igen ud af badeværelset. Nu med hovedet begravet i sin telefon. Han gik hen mod sengen og smed sig i den, så blusen jeg netop havde foldet sammen fløj op og landede på landet igen, denne gang i en krøllet version. Jeg sukkede irriteret og greb fat om blusen, for at folde den sammen. Kunne han ikke lige tage sig at få noget respekt?

Jeg rømmede mig kort, men højt nok til at han kunne høre det. Han vendte ikke hovedet. Jeg kiggede irriteret på ham og hostede falskt, så han omsider vendte sig rundt med et irriteret blik.

"Hvad er dit problem?" spurgte han koldt og lød næsten lige så irriteret som mig. Well, jeg havde da i det mindste en grund. "Du er mit problem," svarede jeg irriteret og gik videre med tøjet. Nu var det Justins tur til at kigge på mig.

"Er jeg dit problem? Wow, det er slet ikke fordi jeg ikke har lagt mærke til det," svarede han sarkastisk, så jeg igen brat stoppede mit arbejde. "Hvad er dit problem?" snerrede jeg, og vendte blikket mod den undertrøje jeg havde i hænderne. "Du er mit problem," svarede han, endnu engang flabet, men denne gang kiggede jeg ikke op.

"Jaså. Jeg kan se at du har nogle problemer med vrede. Måske du skulle finde dig en pyskolog, Justin? De er pokkers gode til at rede tråde ud," vrissede jeg og smed næsten det næste stykke tøj i bunken. Han fulgte det med øjnene og vendte derefter blikket tilbage på hans telefon. "Ikke de her tråde," mumlede han. Jeg var ikke sikker på om det overhovedet var meningen at jeg skulle høre hans bemærkning, men ikke desto mindre kommenterede jeg det alligevel.

"Og hvad er det så for nogle tråde om jeg må spørge?" han svarede ikke de første sekunder. Jeg sukkede irriteret og lagde det næste i kurven sammen.

"Var det en god tur i dag?" den pludselige venlighed i hans stemme, fik mig til at stoppe med tøjet. Jeg sendte ham et forvirret blik, men han kiggede tilsyneladende ikke på mig.

"Ehm.. ja?" spurgte jeg undrende. Hvad var det lige for et emneskift?

"Hvor tog I hen?" spurgte han så. Jeg studerede ham nøje mens jeg overvejede mit svar. Han refererede tydeligvis til Camerons og min tur i dag.

"På café," svarede jeg koldt. "Hvilken café?" spurgte han så, men dér satte jeg grænsen. "Okay, jeg vidste ikke at jeg blev udsat for krydsforhør!?" udbrød jeg og lagde blusen på lagenet. Justin rørte sig ikke. Hvorfor sagde knægten ingenting!? Det var da utroligt!

"Sig nu noget forhelvede," vrissede jeg irriteret og tog en af de sidste stykker tøj op fra bunken. Sjovt, da jeg gik igang havde jeg været i strålende humør. Det var virkelig utroligt så god Justin var og altid havde været til at smadre mit humør. Lige så vel, som han kunne vende det til det gode.

"Hvad fanden vil du have mig til at sige om jeres date?" vrissede han så, hvilket fik mig til at stoppe og se på ham. Undskyld mig, men vores date? Cameron og jeg havde aldrig nogensinde været på en date, og skulle heller aldrig på en.

"Vores date?" spurgte jeg vantro og hev en bh op af kurven. Justin fulgte den kort med øjnene, og droppede det så igen med et suk. "Hold nu forhelvede op med at spille dum, Bella. Jeg ved godt hvad I to render rundt og laver," snerrede han og rejste sig fra sengen. Jeg var på vej hen mod mit klædeskab med bunken af tøj, men stoppede brat. Jeg vendte mig om, fuldstændig forvirret over hvad han lukkede ud. "Undskyld mig?" svarede jeg og lagde vægten på det andet ben. Hvad var det han fablede om?

Justin vendte sig om med et gigantisk irriteret suk. Så rullede han kraftedeme øjne, og så på mig med et koldt blik. Hans øjne borede sig ind i mine, så jeg pludselig fik lyst til at flygte ud af værelset. Hvorfor skulle vores small-talks altid ende i disse skænderier?

"Glem det. Jeg ville bare ønske at du i det mindste ville fortælle mig det ansigt til ansigt, i stedet for at vente på at jeg selv skulle finde ud af det. Jeg havde faktisk troet at du havde en bedre stil end det," jeg spærrede øjnene op ved lyden af hans opgivende ord. What?

"Hvad er det du anklager mig for?" spurgte jeg en anelse hårdere. Nu var det sgu ved at blive for meget med hans anklager her og der.

"Come on Bella," svarede han bare, og vendte sig om. Men nej! Denne gang skulle jeg fandeme have et svar ud af ham! Jeg placerede hele tøjbunken på en hylde og tog to lange skridt hen mod ham. Jeg greb fat i hans trøje og vendte ham om med et ryk, så han kort så forvirret på mig.

"Nu svarer du mig fandeme Justin! Jeg er så pisse træt af at du skal være så forvirrende!" råbte jeg arrigt og slap grebet i hans t-shirt. Han så på mig med et par hårde øjne, så et stød gik igennem mig. Hvorfor skulle det også gøre så ondt, når han så på mig på den måde?

"Er jeg forvirrende? Det er sgu da ikke mig der render rundt og dater Cameron for øjnene af mig!?" råbte han tilbage. Ordene skulle først lige sive ind. Date Cameron? Ellers tak. Ikke fordi at Cameron ikke var sød, det var han skam, men vi var kun venner. Det havde vi sgu begge slået fast med et grin den samme dag.

"Dater?" spurgte jeg vantro. Troede han seriøst at vi datede? Som i, på den måde? Justin sukkede irriteret og kiggede vredt på mig. "Du behøver ikke at pine mig mere med det okay? Kan du ikke bare sige det for fuck sake!? Jeg ved det jo godt, I er sgu da altid sammen" råbte han.

Jeg kiggede overrasket på ham. Han var virkelig vred. Hele hans ansigt var en svag nuance af rød, og hans øjne lynede. Mod mig. Han var vred på mig. Vred fordi han troede at jeg skjulte det for ham og spillede dum. Men der var jo ingenting i første omgang?

"Cameron og jeg er altså ikke sammen?" svarede jeg forvirret. Der gik et øjeblik, så grinte han pludselig hånligt.

"Ja da, bare kør den helt ud! Jeg kan godt se joken, det kan jeg virkelig" svarede han sarkastisk. Jeg rynkede brynene. "Det er altså ikke en joke?"

Han grinte igen og vendte sig om med et blik der tydeligt sagde at han ikke troede på mig det mindste. Jeg satte armene i siden. "Hvordan mener du at du kan tillade dig at sige det der til mig?" spurgte jeg koldt og afventede hans reaktion. Han vendte sig om, næsten med et smil, og grinede sarkastisk. "Hvordan mener du at du kan tillade dig at lyve mig lige op i ansigtet?" fyrede han tilbage, så vreden nu boblede i mig. Han kunne sgu da ikke bare snakke til mig på den måde!?

"Jeg lyver ikke for dig," mumlede jeg arrigt og lagde armene over kors. "Nårh nej," svarede han med et grin, og fik fat i en ny t-shirt der lå på hans natbord. Jeg fulgte trøjen med øjnene, da jeg godt kunne gætte, hvad han skulle med den.

"Hvorfor er det lige at du ikke tror på mig?" spurgte jeg vredt og gik et skridt tættere på ham. Han kiggede ned af mig og endte igen ved mine øjne. "Jeg har mine grunde," svarede han bare og tog fat i hans t-shirt. Jeg fulgte hans bevægelser med øjnene, da han pludselig trak op i t-shirten og trak den af sig. Pludselig stod han foran mig i bar mave, hvilket hurtigt fik mig til at træde et skridt tilbage med et gisp. Han kiggede kort på mig, og tog den nye t-shirt i hånden. "Vend dig til det, du skal se det hele i morgen," sagde han irriteret, men sendte mig alligevel et frækt smil. Jeg gispede kort af hans ord, da det gik op for mig hvad han hentydede til. Det var i morgen vi skulle have sex! Well, i filmen, og bare tanken gav mig kvalme. Hvordan kunne jeg have svedt det ud!? Den frygtede dato var jo imorgen?

Han rystede blidt på hovedet af mit ansigtsudtryk, som helt sikkert sagde én ting; væmmelse. Så tog han den nye t-shirt på, og dækkede derved for synet. For jeg kunne jo ligeså godt indrømme det. I morgen, ville jeg ikke have noget imod at ligge klods op og ned af dén mave. Justin havde altid kunnet tænde mig voldsomt ved de mindste ting.

"Gider du godt holde dig til emnet?" vrissede jeg. Det virkede som en evighed siden han var kommet med kommentaren.

"Næ," svarede han og sendte mig et ligegyldigt blik. Så tog han sin mobil og lagde den i lommen, hvorefter han kantede sig forbi mig og gik hen mod døren. Et øjeblik stod jeg ubeslutsomt og så på ham, men så gik jeg hen mod ham, og tog igen fat i hans t-shirt, så han derved blev i rummet.

"Justin, Cameron og jeg er ikke sammen!" udbrød jeg, hvilket fik ham til at kigge væk i mistillid. Men så brugte jeg et træk, han så mange gange havde brugt på mig. Jeg lagde min hånd mod hans kind og drejede hans hoved så han kiggede på mig. "Vi er ikke sammen okay? Det er noget du har bildt dig ind! Cameron og jeg er bedste venner og kunne aldrig drømme om at være andet. Han er som en bror for mig, og hvor klamt ville det ikke lige være hvis jeg datede min freaking bror!?" udbrød jeg energisk, pludselig i en anelse bedre humør. Jeg anede ikke hvorfor jeg pludselig havde en trang til at overbevise ham om at det han troede var forkert, men det havde jeg.

Justin sagde intet, men kiggede mig bare ind i øjnene. Mit blik gled over på min hånd, som stadig holdt blidt fast i Justins kind. Jeg fjernede den langsomt og så ned i gulvet, pludselig pinligt berørt. Hvad gik der af mig?

Måske havde Justin ret. Jeg var virkelig ikke til at blive klog på.

Justins blik borede jeg ind i mit og uden at jeg egentlig lagde mærke til det, flyttede han langsomt hans hånd ned på min hofte. Han fjernede ikke hans blik, og det gjorde jeg heller ikke. Aldrig havde jeg kigget så meget på en person før. Jeg så mig selv, inde i Justins øjne og det fik mit indre til at gå amok. Jeg havde lyst til at flygte ud af min egen krop og forsvinde, men jeg blev. I Justins jerngreb, som altid havde kunnet holde mig fast.

"Det ville virkelig være klamt," sagde han stille, udtryksløst, men med det blik i øjnene som jeg ikke kunne modstå.

Og pludselig, uden at jeg tænkte over det, greb jeg fat i hans krave, stillede mig på tær og lod mine læber smelte sammen med hans. Det gav et overrasket gib i ham, men han var hurtig til at kysse med.

Nydelsen af de følelser som strømmede frem i min mave, var uendelige. Det kriblede under huden, og verden forsvandt omkring os. Det var os to.

Pludselig kom jeg i tanke om hvad fanden jeg havde gang i, og trak mig væk fra ham. Og i det sekund hans læber forsvandt fra mine, sprang boblen vi befandt os i. Verden blev til igen, og min krop blev kold.

Alt jeg kunne var at kigge forfærdet ind i Justins øjne, før jeg tog mig sammen og løb ud af døren.

 

_____________________________________________________________________

And here we go againnn!

Tusind tak for alle de dejlige visninger! Jeg værdsætter det enormt meget!

Hav en fortsat god weekend alle, og så må vi se hvordan det kommer til at gå i næste kapitel!

Knuser <3

 

~ Anna M.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...