Vivid Creatures

Fem teenager's møder hinanden. Sammen oplever de noget, utrolig og uvirkeligt som giver dem nye og spændene muligheder. Mød Zania, Saggo, Nira, Rubie og Zhane. I serien: " Vivid creatures "

6Likes
5Kommentarer
490Visninger

2. Zania

                                                                            -  [Faste rødder]  -

 

Energien flød igennem mine årer, jeg var i konflikt med mit indre. Igen. To halvdele der skændtes om at overtage, to halvdele der var så forskellige. En kraft ikke jeg var i stand til at styre. Jeg havde flygtet fra den så langt tilbage mine minder rakkede. Der kom synligt elektricitet fra de to lamper jeg faktisk havde. Mine krukker med planter faldt ned og rullede om på siden. Det blev mørkt for mine øjne, og jeg faldt om på gulvet.

Jeg vågnede op langsomt, og jeg følte mig træt og drænet for energi. Der var blevet lyst udenfor. Vinduerne var blevet slået op, sikkert af mig da jeg havde mistet kontrollen. Jeg kunne høre fugle synge så smukt, jeg fik rejst mig op og børstet støvet af mig. Jeg følte uden på vanterne jeg havde syet til alle mine trøjers ærmer for at dække mine hænder. Det var sandt, det var der stadig. Jeg bed mig i læben af smerte.

Tankerne kørte endnu engang rundt, jeg måtte gøre hvad jeg skulle gøre for at rense mit sind. Jeg bevægede mig ud af den lille træ dør. Ud af hytten. Jeg var nu omgivet af skoven, jeg kunne føle naturens kræft omfavne mig, heale mig. Jeg begyndte at gå hen mod mit bestemmelsessted. Jeg havde boet på børnehjem hele mit liv, og mine kræfter havde altid været et problem. Jeg kunne ikke forklare dem, eller skjule dem. Jeg blev taget til flere forskellige læger hele mit liv, og psykologer.

 Til sidst følte jeg mig så uønsket, at jeg løb væk og fandt den her hytte, i skovens dyb. Jeg har altid følt mig knyttet til naturen og dets liv. Men en del af mig er vild med teknik. Mærket på min hånd ved jeg ikke hvor kommer fra, jeg ved bare at hvis jeg ser på det ser jeg et liv fuld af foragt fra min tid på børnehjemmet.

Jeg gik ligesom en dreng, bøjet og klumpet af sted.

Jeg hørte en lyd, stoppede op og bevægede mit hurtigt frem og tilbage og til siden. Jeg så fuglene og jeg vidste hvad det betød. ”Nu skal i få!”  Råbte jeg med et stort smil.

Jeg følte dybt inden i mig selv, og forvandling var yndefuld. Fyldte min sjæl med naturens ånd, klovende voksede ud, og så var jeg en pragt eksemplar af en maskulin kronhjort. Det her havde jeg styr på, den her del af min ånds evner havde jeg lært at kende. At styre. Og ja, jeg bliver til en dreng når jeg er i dyreform.

Fuglene kom flyvende, strøg forbi og snittede min pels. Jeg satte farten op nu skulle de få kamp til stregen. Jeg løb til og prøvede at indhente dem, det hele føltes let og naturligt. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og jeg nåede op til dem og strøg forbi. Jeg lo i mit sind. Vi nåede ud til lodsepladsen, og fuglene fløj videre op mod himlen. Jeg kom tilbage, i min menneskelige form.

Jeg gik over mod skrottet, det andre havde smidt ud havde jeg fundet alt mulig nytte af. Jeg følte min sjæl blive hel og være fyldt med naturens liv, og teknikkens spænding. Jeg ledte over det hele, fandt skruer og gamle apparater som sikkert kunne fikses. Jeg var der i timer, gik i mine egne tanker.

Da jeg hørte skrigende. Skrigende fra dyr, lydende skar som knive og rev og flåede i min sjæl. Jeg løb så hurtigt jeg nu kunne. Vidste ikke hvor jeg skulle hen, jeg løb bare.

 

Jeg lugtede blodet før jeg så det, der var meget alt for meget. Jeg så noget, der fik mig til at dø inden i mig. Dyr døde  stakket i bunker, myrdet brutalt. Skudt på stedet, for hvad? Kød? Et trofæ i daglig stuen? Jeg blev så vred, at jeg fik jorden til at skælve under mig. Jeg så jægerne, og de så mig. Jeg kunne ikke kontrollere mig. Min krop var blevet overtaget  af hævn. Rødder skød op fra jorden og fangede dem slog dem mod træer og sten. Jeg kunne ikke holde op, mine følelser styrede det hele.

Jeg havde ikke lagt mærke til søen før, der var helt stille nu. Helt stille. Jeg tog min sweater af og følte vinden mod min hud. Jeg stak mine hænder ned i søen, og prøvede at vaske dem. Men lige da vandet ramte mærket på min hånd, rensede det og slettede det. Jeg følte den største smerte, det var ubeskriveligt. Minder, og løgne kørte forbi i mit sind.

 

Jeg træk vejret hurtigt, og hev efter vejret. Tårende gled ned af min kind, og ramte vandet.

Hvad havde jeg gjort?... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...