Who am I?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Who am I? Am I just some random person who walks in the streets? I do not know. If you know, please tell me. I am lost. Lost in confusion. Please safe me. I dare you. I do not know who I am? Who am I? - Dette er en samling af forskellige små digte og tekster, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af. Nyd dem og kom endelig med noget respons.

2Likes
2Kommentarer
193Visninger
AA

5. Katten


 

Det var en varm sommerdag i byens midte. Solen stod højt på himlen og kastede sit skær over dens indre. Gader, små sving og krumninger. Huse, caféer og et romersk osteria. Mennesker i neutrale farver – matte farver. Mennesker i laset tøj. Mennesker i kjoler og hvidt. Fattige og rige. Her blandt alt og alle – zoomet ind på en pige i rødt og pastel – gik pigen med den røde perlehalskæde. Alle kendte hende som Julia den Røde. Hende ingen nogensinde turde stole på. Alt de ikke vidste var, at inde bag alt det hun gemte, befandt sig et menneske. Et menneske med følelser og omsorg for andre. En skæv eksistens blandt disse almene mennesker - unge som gamle.

   Som hun gik gennem mængden af ødelagte klude og velhavende kjoler, var det som alle banede en vej for hende gennem al ondskaben omkring, der dømte hende for, hvor hun kom fra. Hvem hun var født af og opvokset hos. Hendes moder, Claudia, en heks blandt alle, men mor, et alment menneske for Julia. Hun blev henrettet, brændt på bålet, for den ondskab, man mente hun udviklede. Den ondskab man mente åd hende op indefra og ud. Julia vidste bedre. Hun vidste bedre end menneskene omkring hende. Hun vidste bedre end sin bror Dan, som havde viet sit liv til hæren. Bar hver dag stål for at beskytte og tage tusinde liv.
   Han havde opsøgt hende for dage siden og bedt om et møde. Julia vidste, at han også nu troede på alle andre. Troede på det de troede om hende. Men de havde ej beviser. Ej beviser for noget, der ikke passede. Man mente, at hun var fulgt sin moder i fodspor, at hun var den nye heks, den nye ondskab. Julia den Røde skal henrettes for udførsel af ondskabens kunst. Det var, hvad folk gik og talte om, hvad folk gik og troede på.

I det fjerneste hjørne af gaden, bag en gyde af røde mursten og beskidte vinduer, her befandt sig en mægtig mand. En mand med indflydelse på resten af samfundet. En mand med magt og evnen til at tale for sin sag og mod ondskaben. Han havde et møde med to andre magtfulde mænd af samfundet. Kun han vidste tals emnet og grunden til dette spontane møde. Han selv var landets rigeste og magtfulde blandt befolkningen - deres talsmand. Han havde indflydelse på kongen og hans underskrifter, men var styret af kirkens magt over hele landet. Alle var styret af kirken og dens trosretning.
   Dette var, hvad der gjorde Julia den Røde til en heks. Hun havde ej en trosretning. Det eneste hun troede på var sin mor. Dette gjorde hende ikke godt i samfundet. Hendes familie havde for længst glemt hende og lagt hende i en bog med dårlige minder. Selv Dan havde lagt hende bag sig, så derfor undrede det pludselige møde på et romersk osteria Julia. Hun kunne ikke tænke sig, hvad han ønskede af hende. For hvordan kunne det være andet? Han ønskede noget. Kun noget til gavn for Dan.
  Da brevet var fløjet ind gennem hendes vindue dage før, var hun blevet mistroisk. Hun havde først troet, at brevet var sendt fra en bagholdsmand. En i stand til, med magten til at få hende henrettet og på den måde få snydt hende, lokket hende i en fælde. Men med troen på det gode stod Julia alligevel foran mødestedet, med blikket på navnet: The feast of the Cats. Et symbolsk navn i historisk sammenhæng og et berygtet sted i forbindelse med ondskab og magt i lokalsamfundet.
   Julia stod stille foran døren og kiggede blot på skiltet, forestillede sig mødet for sit indre, men ej fandt hun et udfald. Hun faldt ud af sin trance, da en magtfuld herre braste ind i hendes skulder, som hun kort efter tog sig til. Hun var stivnet foran dette sted, foran dette osteria.

Manden, der var brast ind i hende, havde velovervejet gjort dette og derefter gjort sin entre i det romerske osteria med en opsynsvækkende ankomst. Han vidste, hvem pigen var, og hvad hun stod for. Men selv som den anden mest magtfulde person blandt befolkningen og anden bedste talsmand havde han ikke et ord for sagen mod denne pige og hendes synd. Han havde et møde med yderligere to magtfulde mænd, men tals emnet var kun velvidende af den ene og et spørgsmål for de andre.

Julia, tog om sin røde perlehalskæde, perle for perle kørte hun fingeren derover, og lod dem brænde i genskæret fra solen. Hun havde samlet sin balance fra sammenstødet og hevet sine kræfter op fra dybet med hjælp fra den røde perlehalskæde. Hendes mors røde perlehalskæde. Et symbol på synden og alt alle var imod. Dæmonen i hendes indre, der vistes gennem farven, og gemte hendes uskyldighed bag hendes frygt for dette møde med hendes eget blod. Hendes egen bror med de sorte og dystre øjne som Julia længe kun havde drømt om. Haft mareridt om hans pludselige forsvunden og troskab til fjenden. Nu var det kun Julia den Røde, der kunne holde sin mors minde i live, og opretholde hendes tro på det bedre gode og den delte magt over samfundet.
   Med dette trådte hun ind af døren og ind til synet af velhavende mennesker siddende om borde og på stole omkring. Hun følte sig skæv, ikke en del af dette magtfulde spisested, som havde fundet sted i årtier og kørt med hjælp fra donationer af landets rigeste, mænd som kvinder. Mændene som havde mere magt end kvinder og altid det sidste ord i vigtige beslutninger. Men kvinder var ikke helt uden magt og kæmpede stadig for deres opstandelse i samfundet, som det retfærdige og mere dominerende køn.

Julia så sig omkring. Mødte flere ukendte og kendte blikke, som holdt sig til skyggerne af hendes gunst, der blot blev ignoreret af hendes synd mod samfundet.
   Ingen troede på hendes tro og hendes mor, så hun så ingen grund til at tro på dem. Hun havde kun sig selv og mindet af moderen at holde fast ved. Ville mødet med broderen ændre dette? Julia troede ej, som hun gik gennem osteriaet, med mål om at finde sin forræder af en bror. Alt hun opfangede var to mægtige mænd i et hjørne omkring et bord af støvet træ. Hver med et glas af berusende vin foran sig. Den ene kløede sig i skægget og den anden udråbte en skål, hvorefter glassene fyldte klingede mod hinanden og kunne med mere styrke have splintret i deres ru hænder. Hænder dækket af uskyldige menneskers blod.
   Julia vidste, hvem de var. Hun vidste, hvilken rolle de havde for samfundet, og hvad de kunne udrette. De havde indflydelse på alt og magt over alle. Men ikke Julia som ej faldt for deres taleevner og bedrevidenhed overfor alle under dem. Et arrogant og naivt træk mod nationalismen. Julia troede på, at alle var født lige, og at magt var noget man udrettede gennem livet. Der findes mange former for magt, men magt over et individ er den værste. At kunne udnytte deres loyalitet og troskab til sit eget bedste. Dette var, hvad disse herre mestrede.

Hvad Julia ikke vidste var, at de to mænd drøftede hende. De drøftede hendes fremtid og mulighedens beviser for en henrettelses ret. Ham med skægget forslog et tilbud og fremførte sit forslag, som en talsmand af folket og for deres bedste. Sådan vandt de. De fortalte alle, hvordan de kæmpede for retfærdighed og for samfundets bedste, selvom det i sidste ende ej var tilfældet. De kæmpede for deres egen overlevelse og bliven på toppen af magten, mens kampen for folket blot var en facade foran ondskabens hjemstavn.

Julia satte den ene fod foran den anden, og kunne mærke brædderne under hende give efter for den vægt, hun ej vejede. Med ét snublede hun, men det var ej over de slidte brædder heller ej et stoleben. Det var et andet ben. Et magtfuldt menneskeben. Benet var beklædt med et gråt bukseben, som forsvandt mod de to mægtige herrer. Her sluttede sig den sidste, hvor de nu henfaldt til tre magtfulde herrer. Mere magt og påvirkningskraft.

Julia følte ej sin egen tilstedeværelse, men svævede blot et sted mellem himmel og jord, som hun stod midt på gulvet og svajede fra side til side med kjolen i den ene hånd. Som var hun i en hypnose, drejede hun hen af gulvet til den lave, langsomme musik. Lod sig ikke påvirke af alles blikke og glemte hendes ærinde, som tankerne lukkede sig inde. En arm tog sit tag om hendes og trak i hende, så hun faldt ind i medborgeren. Dan. Han trak hende i retning af de tre herrer, og lod hende falde på en bænk ved siden af en yngre pige med et gult sjal om skuldrene. Hun befandt sig ej længere end meter fra dem, og følte alt falde ned over hende igen - som en lavine udløst af hendes egen dumhed og selviskhed.

Julia forlod endnu en af hendes trancer til fordel for den virkelige virkelighed, der virkede barskere og ondere, end alt hun bad for. Men hun kunne ændre den. Det var hun overbevist om. Et enkelt vindpust i den rigtige retning, var alt, der i denne kamp om retfærdighed, var nødvendigt. Ikke kun for samfundets evolution, men også for hendes egen overlevelse. Dette var ikke noget hun værdsatte nok, til at holde det ved. Hun vidste, hvad et offer betød, og at ofre sig for det bedre og for det hun troede på, var en overvejelse hun gjorde sig hver dag af hendes hidtil evige liv.

Dette melankolske øjeblik havde hun ventet på i dage, timer, minutter, sekunder. År siden han forlod hende til fordel for fjenden, og tildelte dem herved sin loyalitet. Hun havde ikke håbet på dette sekund, men blot drømt om engang at blive genforenet. Ej en lykkelig genforening, men en genforening af blod - familie.

Hun kendte ej den vedsiddende yngre pige. Blot hendes gule sjal, der viste en indre mælkebøttemark, fra da alt var bedre. Fra da hun ingen opmærksomhed havde, og ej var en skæv eksistens blandt de almene. En skæv eksistens i riget.

”Julia, ” hviskede Dan over bordet, som lod sit beskidte udseende snyde med et lag af mad fra køkkenets kokke. Hans øjne var kolde og udtryksløse, som jeg blot kiggede i dem med afsky. Jeg svarede ham ej, men fortsatte øjenkontakten som brændte os begge i vores inderste minder. Moder ville skamme sig over vores sammenhold, der ej længere eksisterede. Hun ville ej ønske dette udfald af vores skæbne. Hun ville blot ønske os glæde i vores begges selskab med hinanden. Som søskende.

”Jeg er kommet for at hjælpe dig, ” han snakkede videre, men jeg lod ordene flyde sammen i sig selv og slugte dem med ubehag og en knude af luft gennem halsen, før jeg åndede dem ud igen. De stikkede i halsen som tusinde knive og brodde. De stak i mit inderste indre og smertede fra fingerspidserne og tilbage. Jeg ville så inderligt ignorere ham, men kunne ej. Jeg havde spørgsmål, som kun han havde svar på.

”Hjælpe? Du vil hjælpe. Efter alle disse år og så er det det, du lader dig selv undslippe? ” Jeg bed tænder for at undgå den hævede stemme, som i sidste ende alligevel var uundgåelig. Jeg havde flere spørgsmål, men fortsatte jeg, ville det drage opmærksomhed og beviser for hekseri mod mit eget liv. Jeg kunne ikke slippe det. Ikke endnu. Ikke før retfærdighedens fyldest faldt over landet og lod sig præge på samfundets indvirkning af magten. Ikke før jeg havde indfriet mors tro. Ikke før alle havde en stemme.

Julia kunne ikke se det. Hun kæmpede for noget, der ej ville ske. Ingen ønskede dette samfund. Dem der gjorde, gemte sig i skyggerne bag en mere magtfuld magt, som holdte hånden over dem. Ingen var villig til at give alt for dette samfund, som hun ville vie sit liv til. Et samfund hvor alle havde en stemme at sige. Hvor alle var lige, og man kunne leve i fred. Dem der ønskede dette havde ikke nok magt. Ikke nok magt til at lade det opbygge og forme sig selv. Heller ej magt til at have en indvirkning stor nok til at kunne gøre en forskel. Julia levede blot i sin egen verden, sine egne trancer, som ej stoppede og bare var, hvad hun levede for, levede med. De var hendes liv og ej virkelighed. En evig drøm. En drømmeverden som blot forblev en drømmeverden.

”Kan du ej se det? Kan du ej se, at det du tror på aldrig kommer? At det mor troede på, aldrig udvikler sig til et samfund? ”
   Dan kunne se det. Dan havde indset, hvordan lillesøsteren levede i fortiden. Hvordan hun levede i sin egen verden. I moderens verden. Hun troede det var hendes skæbne, men Dan ville hjælpe hende. Hjælpe hende med at forstå. Hjælpe hende med at glemme fortiden og leve videre i nutiden, før et liv var for sent for den unge pige.

Den yngre pige med gult sjal var blot en vedhænger af Dans tro. Hun var hans ven. Hans støtte. Men Dan havde ej overvejet sine muligheder tilstrækkeligt, før han havde valgt hende som vidne. Et vidne mod sagen mod Julia. Hun var ikke, hvad han havde troet så inderligt. Hun var ikke, hvad han havde forventet, og blev i sidste ende blot en selvisk forhindring på den i forvejen endeløse, bumpede vej.

Julia levede i uvidenhed for alt det, der foregik omkring hende. Hun kunne ej se ud over sin egen næsetip og sin egen tankegang. Hun tænkte større end alt hun var og vidste ikke, at der skulle mere til. Hun levede blot i sin egen verden med større forhåbninger om sin skæbne, end hun i virkeligheden var i stand til at opfylde med fyldest. Hun var og havde altid blot været en lille pige med store drømme og en skæbne ikke i stand til at blive fuldført.

”Du har måske glemt moder, men ej har jeg. Hun er alt jeg tror på. Alt jeg nogensinde vil tro på, ” sagde hun med sagte, men alligevel bestemt toneleje i frygt for at vække opmærksomhed. Ej for omgivelserne eller gæsterne omkring hende, men for de tre magtfulde herrer i gråt ved et bord i baggrunden. Hun kunne mærke deres dystre og ventende blikke i nakken. De gik igennem hendes hvide hovedbeklædning, hendes franske fletning, samt nakke og hals. Her genspejlede de sig i flasken med vin af glas foran hende, og mødte hendes brune, nervøse blik.
   Hendes uskyldige træk var en ny klarhed og styrke, der ej havde samlet sig så ungt før. Så ungt et menneske er svært at forstå, men en ting er sikkert. De vil udvikle sig til nye og dannede voksne mennesker, som er i stand til at træffe deres egne valg og beslutninger for deres egen fremtid, og hvordan de vil leve den. Få er i stand til samtidig at tage sig ansvaret for resten af samfundet. Måske Julia var sådan en person. En stærk personlighed med mod og styrke i blikket og kampgejst. Villig til at kæmpe for sit ord. Dette er et nyt, udviklet og dannet individ.

”Jeg har ej glemt vor moder, men jeg har henkastet mig til en gammel og mere dannet tro. En tro, som du i din tilstand ej vil forstå. Du bliver nødt til at skifte retning i livet. Så længe du forbliver i din åndsforladte tro, vil de højere magter holde øje med dig. Det bliver du nødt til at forstå Julia. Søster. ”
   Han slog blikket bag sig mod udgangen. Ej var der ondskab i sigte. Julia samlede bestikket op og spiste noget af maden foran hende. Hun ignorerede Dan og hans forsøg på at få hende overbevist. Hun anstrengte sig for ikke at snakke højere end stilheden og derved vække den nødvendige opmærksomhed for at danne mistænksomhed. Ikke at den ej allerede var der.
   Pigen med det gule sjal tog sit glas med rødvin i hånden og duftede til det som en dannet og voksen person ville gøre for at bedømme vinen på dens duft og duns. Bedømme den på dens udseende og førstehåndsindtryk. Dette kunne afgøre, hvorvidt man i sin længsel efter det perfekte udtryk faktisk havde tænkt sig at smage på vinen. Ej anderledes er det med mennesker. Alle dømmer på udseendet, men ej i dette tilfælde. I Julias tilfælde betød det ej noget. Det hun troede på var alt, der var problemet. Alt der skabte komplikationer for beslutningstagerne og de magtfulde og mægtige. De højere dannede mænd i toppen af hierarkiet i dette smålandssamfund.
   Kun kongen tilhørte den øverst bestemmende magt, men alligevel blev han påvirket af kirken. Kirken var alt der betød noget. Troede du ikke på kirken, var du ej længere en del af samfundet - ligesom Julia. Ej længere i samfundet og ej længere bundet af dens påkrævede troskab og loyalitet. Dette var problemet. Hun levede ikke efter deres regler og normer. Deres hellige lovgivning. For dette troede hun ikke på. Dette i sig selv var nok til en henrettelses ret i vedligeholdelse af lovgivningen, som styrede dette land med magt. Men de kunne ikke dømme hende, for de havde ej beviser for hendes synd.

”Julia. Du hører ej, hvad jeg siger. Ignorerer mig som en fremmede. Jeg vil blot hjælpe dig, ” Dan sluttede sin sætning, som gav genlyd i mine ører. Han ville blot hjælpe mig. En fremmede som han var. En fremmede som han selv sagde det. En fremmede ville hjælpe mig. Hjælpe mig hvordan? Med at overleve? Eller i min kamp for retfærdighed? Jeg ønskede på det første, men var bekræftet i det sidste. Han var kun kommet langvejsfra for at overtale mig. Overtale mig til at lade det ligge.

”Skammer du dig over mig? ” spurgte jeg ham med et sagte stemmeleje. Han skammede sig. Skammede sig over at være søster og blod af Julia den Røde. Søster af mig. Dette var grunden til hans ankomst. Grunden til dette møde, hvis tilstedetagen havde undret mig siden begyndelsen. Jeg ødelagde han karriere. Hans mulighed for at fortsætte et liv i uvished. At forsætte et liv i nutiden, uden tilbageblik på fortiden. Jeg var det eneste, som forhindrede ham i at få et liv. Blot min tilstedeværelse på denne jord forhindrede ham i at leve og danne sin egen fremtid ved udfyldelse af sin egen skæbne, som ej mindede om min. Dette var jeg overbevist om. Hvilket menneske var jeg dog? Selvisk? Stortænkende? Drømmende?
   Jeg havde en skæbne. Min mors skæbne. Min mors mål og drømme. Det var dem, jeg levede efter. Disse var mit reglement. Mine love og regler. Hvorvidt jeg ville indse det eller ej, var disse gået i døden med min moder. Aldrig ville folk høre på mig. Samfundet ignorerede mig. Ej hjalp det, at jeg var en pige, men heller ej min yngre alder. Hvad havde jeg overhovedet at leve for? Min tro? Min moder? 
   Men jeg kunne ej leve for min moder, når hun ej selv levede. Jeg indså det for mig selv: Jeg kunne ej leve for min moder. Sådan ville jeg ej få hende tilbage. Men jeg kunne dø for min mor og det hun troede på. Det jeg troede på. Det der var min skæbne. Jeg kunne møde hende igen. Møde hende og leve med hende forevigt. Lade samfundet kæmpe deres egen kamp for et bedre liv. Lad dem forblive i deres tro på det bedre gode og magten, som påvirkede deres liv, deres reglement. Jeg kunne blot lade dem til sig selv. Lade dem til deres egne valg og beslutninger.
   Jeg kunne ej længere se, hvad jeg kæmpede for. Hvem jeg kæmpede for. Blot hvem jeg gav glæde og lykke ved at give op. Overlade dem til sig selv og deres egen skæbne. Var dette ikke det rigtige valg at gøre sig?
  Jeg kiggede mod Dan. Mødte hans stadig mørke øjne og nu usikre blik. Jeg gjorde dette for ham. Jeg havde intet andet leve for, at kæmpe for. Ej længere.

Vedsiddende sad en kat. Brunlig pels og hvidt bryst. Gule øjne, der viste dens dæmoniske side, som et symbol på synden. Et symbol på den kvindelige undertrykkelse og deres brave kamp. Netop denne kat var vidne. Vidne til et af samfundets historiske øjeblikke. Den sad der blot. Sad blot der på den falmede bænk af støvet træ, og overværede Julia rejse sig. Rejse sig for mængden og råbe til samfundets yderste individer. Samfundets magtfulde. Samfundets mægtige. Samfundets fattige. Samfundet.

”Jeres tro. Alt det i tror på. Jeg tror ikke på det, ” råbte Julia tydeligt og holdt sig ikke længere tilbage, mens hun holdt sin højre hånd på hjertet. Et hjerteskærende øjeblik for hende. For hendes bror. For de tre magtfulde mænd bag hende, hvis opmærksomhed hun også havde skabt sig. Dan var målløs. Havde ikke ord. Han håbede inderligt, hun ville stoppe sig selv, men dette skete ej og Julia forblev i sin råbende tilstand. Endnu en trance, nu blot ej i kontrol.

”Jeg tror ikke på noget af det. Jeg tror ikke på jeres kirke. Jeres konge. Jeres magtfulde. Jeg tror ikke på nogle af jer. Jeg tror på min mor. Hvad hun troede på. ” Dan gav sig selv skylden for Julias udfald. Han vidste ikke, hvor Julia ville hen. Hun ville længere end dette. Hun ville tirre de højeste, magtfuldeste magter og hun havde en mening med det. Hun havde en hensigt med alle hendes bevægelser, hendes trance. Dette var blot mere grotesk og hendes sidste hensigt som medlem i dette samfund. Ej fik et individ tilladelse til at tale sådan om samfundet. Der var vidner. Vidner for hendes ord. Julia vidste dette. Hun kendte til udfaldet og konsekvenserne ved at tale ned til de højere magter. Hun kendte deres reglement. Deres tro.

I dette øjeblik, som katten sad ved Julias side og betragtede hendes ord flyde, skete det. Der skete det, Julia havde håbet på. Hun havde truffet sit valg. I det sekund hun havde rejst sig fra kattens side, havde der ingen vej været tilbage, som når et mord først er begået eller et forræderi forrådt. Disse hændelser af dæmonisk ondskab henfaldt alle til den samme skæbne. Skæbnen for forrædere af menneskeheden. Forrædere af samfundet, deres tro, deres reglement.
   Julia troede ej på dette reglement, disse love, men accepterede dem nu som et samfund af magt og ondskab. Et samfund af lidelse og en dyster skæbne for dem, som blot ytrede deres egen tro og frihed. Julia var en af disse skæve eksistenser. En af disse individer som ej troede på samfundet. Men hun var ikke stærk nok. Hun var ikke stærk nok til at håndtere sin egen skæbne. Hun kendte den, men kunne ej fuldføre den. Hun gav op. Dette var hun: En opgiver. Ej længere en voksen eller en udviklet og dannet person. Blot et menneske, der ikke havde, hvad der skulle til for at stå op imod noget større og mægtigere.

Hendes bror kunne ej forsvare hende, som mænd trak hende ud fra mødestedet på befaling af de tre mægtige herrer. Han kunne kun fortryde sit valg. Sit valg med søsteren, Julia, sit eget blod. Alt han kunne var at leve med byrden. Byrden, at det hele var hans skyld. Dette havde han indset. Han skulle aldrig have arrangeret mødet. Dette gjorde udfaldet. Udfaldet for det valg hans søster havde taget.

Alt dette skete for næsen af den brunlige kat med det hvide bryst. Den foretrak ej en mine, forholdt sig i ro. Den fortrød ej dens egen tilstedeværelse, Julias skæbne eller broderens valg. Den fortrød ej, hvordan den havde overværet et møde i et romersk osteria.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...