Who am I?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Who am I? Am I just some random person who walks in the streets? I do not know. If you know, please tell me. I am lost. Lost in confusion. Please safe me. I dare you. I do not know who I am? Who am I? - Dette er en samling af forskellige små digte og tekster, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af. Nyd dem og kom endelig med noget respons.

2Likes
2Kommentarer
194Visninger
AA

2. Is it destiny?


 

Følelser der ikke burde være der, forvirrede mit indre, og efterlod mine tanker alene med sig selv. 

Uden nogen form for advarsel, kørte smertende billeder gennem mit hoved, og brød det forsvar, jeg havde brugt en evighed på at bygge op.

Sorgen styrede min krop, og lod mine ben i en nem bevægelse stille sig på kanten af hegnet.

Mit blik faldt på bilerne. De var på størrelse med små mus, og kørte i hurtige bevægelser rundt nedenunder mig. 

Jeg lod mine tanker styre mig. Ingen grund til at stå i mod, når det vi ønskede, var identisk. 

Sorgen og smerten var uudholdelig. Efterladt alene med mig selv og mine egne følelser. 

Ingen prøvede at stoppe mig, ved at tale mig fra det. Ingen prøvede på noget som helst.

Følelsen var rar. Det var rart at vide, at om få minutter, måske kun sekunder, ville al smerten være forsvundet. Jeg ville være fri. Friheden ville overtage min krop, og jeg ville blive genforenet med mine elskede, med min elskede.

Dog ville omstændighederne være anderledes. Ingen ville længere behøve at føle den sorg, der lige nu fyldte mit ydre og indre. Vi ville blive efterladt med vores egne følelser, 
følelser for hinanden.

Tanken om genforeningen fik mig ud af balance, og jeg stod og balancerede på hegnet.

Larmen fra bilerne lød stadig, men dog dæmpet og overdøvet af mine tanker.

Jeg lukkede mine øjne, og lod min hjerne skrue tiden tilbage. Tilbage til tabet, tilbage til kærligheden, der havde blomstret i mit indre, og stadig blomstrede.

Endnu engang faldt jeg ud af balance, og jeg stod i et øjeblik kun på et ben, før jeg fandt fodfæste. Dette skulle ikke være en ulykke, det var meningen det skulle ske. Det var min skæbne. Ligesom det var skæbnen, at jeg skulle genforenes med kærligheden.

Et smil forlod mine læber samtidig med, at mine arme svang ud til siden i en hurtig bevægelse, der endnu engang satte min balance over styr.

"Hvad har du gang i?" stemmen lød bekendt i et overrasket tonefald, men langt fra bekymret. 

Jeg lod mine øjne forblive lukkede, som jeg vendte min krop væk fra larmen, bil larmen, larmen af hverdagen og livet. I stedet mod larmen fra en uhyggelig bekendt stemme.

Jeg vidste hvem det var, men turde ikke åbne mine øjne. Hvad nu hvis jeg tog fejl? 

Sorgen fyldte stadig mit indre, og styrede mine bevægelser, samt mine følelser. 

Dog fik jeg den overvundet, men som jeg åbnede mine øjne, faldt jeg ud af balance. Mine øjne nåede kun lige at opfange det velkendte ansigt, inden jeg i panik havde forladt hegnet, og styrede mod jorden i voldsom fart.

Tiden stod stille. Mit valg var fortrudt. Livet havde været meningsløst, indtil kærligheden dukkede op på vej mod døden. Men der var det for sent.

Det var ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...