Ude

Dette er en novelle, som vi fik til opgave at skrive i dansk, og jeg tænkte, at jeg ville lade jer læse den også. Den tager udgangspunkt i et digt, der handler om at være ude, og de personer, der er med i digtet, ved ikke hvornår de kommer hjem igen. Jeg har fortolket det på min egen måde, og jeg håber I kan lide det. I må gerne komme med konstruktiv kritik. :)

1Likes
0Kommentarer
183Visninger

1. Ude

Jeg går hånd i hånd med min lillebror, Sofus, hen til døren, der vender ud mod stuen, hvor mor og far skændes uafbrudt. Sofus er kun to år gammel, fire år yngre end jeg selv, og har lige akkurat lært både at gå og tale, så det er forståeligt. Han er mindst lige så nysgerrig som mig selv, og vi lytter intenst til den samtale, de har kørende. Jeg forstår ikke, hvad de snakker om, men de nævner flere gange ”arbejde”, ”rejser” og ”ikke nok tid”. Det lyder, som om det er mere alvorligt end sædvanligvis.

Forsigtigt skubber jeg døren op og stikker hovedet ud. Indimellem stamper den ene i jorden som for at udtrykke sin mening, og deres arme skærer luften over adskillige gange i minuttet. Sofus og jeg følges derud og stiller os op ad væggen bag dem. De lægger ikke mærke til os, før den nuværende samtale er ovre.

”Hvad snakker I om?” spørger jeg mor og far, der kun ænser Sofus’ sutteklud hænge i hans mund. Han gnasker ivrigt på den og ser skiftevis på mor og far uden helt at forstå, hvad der foregår.

”Kan du så se at få den sutteklud ud af munden!” råber mor arrigt ad ham, stadig påvirket af skænderiet før, men tager i stedet sagen i egen hånd og konfiskerer suttekluden. Nu græder han fortvivlet og fatter da slet ikke, hvorfor han ikke må have den ved sin side.

”Det er ikke retfærdigt!” råber jeg og stamper i jorden, som jeg havde set dem gøre for et øjeblik siden. Det lod til at virke. ”Han kan jo ikke undvære sin sutteklud. Hvorfor tage den fra ham?”

”Fordi,” sagde mor og peger anklagende på Sofus med suttekluden i samme hånd, ”han ikke skal spise sin sutteklud. Det er hverken godt eller sundt for nogen. Desuden gider jeg ikke se på det.”

”Så lad ham dog i det mindste have den ved sin side. Kan du ikke se, hvor han græder?”

”Forkælede unger,” mumler mor gennem sammenbidte tænder. ”Så tag den. Og behold den. Men jeg vil ikke se jer herinde længere. Smut ud i haven, til vi kalder jer ind igen!”

I et par timer, indtil mørket falder på, sidder vi begge under kirsebærtræet og følger med i mors og fars skænderi. Fagterne med armene fortsætter, anklagerne gør luften tyk af harme og ubehag og de mange skældsord bliver slynget ud i rummet som piskesmæld. Det har aldrig før været så voldsomt som nu.

Jeg trækker Sofus med op at stå, selvom han kun gør det mod sin vilje. Sammen går vi hen og tager fat i terrassedøren, men den er låst, og mor og far løfter begge en formanende pegefinger - det må vi ikke. Vi skal altså blive ude lidt længere, end vi plejer. Men det gider jeg ikke. Jeg strammer grebet om Sofus’ hånd og tager ham på fersk gerning - suttekluden hænger atter ud af munden på ham. Det må han jo ikke for mor, men jeg ser ikke noget farligt i det. Hvordan kan det skade hans og andres sundhed?

Vi går ud på fortovet og følger det i et stykke tid. Jeg vil så langt væk fra huset som muligt. Mor og far har forpestet det med deres onde ord og deres grimme holdninger, og jeg kan stadig mærke det ulme i den fjerneste krog af mit sind, selvom vi nu nærmer os byen, hvor mor og far indimellem tager os med hen.

Da det er meget mørkt og meget sent, er vi begge ret trætte og sultne, men der er ingen køleskabe og heller ingen senge med mor og far på sengekanten, hvor de kan putte os og synge for os, til vi falder i søvn. Eller læse en godnathistorie højt. Det føles så tomt uden nogen til at tage sig af en.

Vi passerer mange forskellige supermarkeder, forretninger, tøjbutikker, banker, men alt er lukket og slukket, så vi kan ikke sove på de skamler, der normalt står rundt omkring i tøj- og skobutikker. I stedet går vi under en bro, hvor der ligger en mindre gruppe af mennesker - mænd som kvinder. De er alle iført slidt og beskidt tøj, og de lugter. De lugter meget slemt, som om de ikke har været i bad længe, og jeg er sulten, så jeg går hen til dem og spørger efter mad. Alle mennesker har da deres eget køleskab, ikke sandt?

Den eneste mand, der er vågen, sidder med en flaske af klar væske i hånden og mumler lidt for sig selv. Han er iført lange mørke bukser, en langærmet strikbluse og en hue på hovedet, der går helt ned i panden. Hans lange hår og skæg klistrer sig til resten af ansigtet af sved. Alt hans tøj er dækket af jord, sten og jeg ved ikke hvad, men det ser ikke særligt sundt ud. Så må det næsten være sundere at være Sofus og sutte på sin sutteklud.

”Har du noget mad, vi kan få?” spørger jeg manden, der højst sandsynligt er lige så gammel som mor og far, hvis ikke ældre. Han kigger op fra sin flaske og ser på os med omtågede og ufokuserede øjne, svajer lidt fra side til side med kroppen, men kort efter dykker hans hænder ned i en taske, der står på den anden side af ham. Han rækker mig en skive tørt brød, som ikke engang er nok til den ene af os, så jeg er nødt til at give ham den tilbage.

”Det er jo tørt!” udbryder jeg og trækker i Sofus, der hellere end gerne følger med. Han lader ikke til at kunne lide nogle af de mennesker, der ligger i samlet flok og deler seng på den hårde asfalt.

”Forkælede unger,” siger manden og putter brødet tilbage i tasken. Udmattet lægger han sig på den hårde jord, dog med sin jakke under sig, og falder kort efter i søvn. Det kan i hvert fald tydeligt høres på hans åndedræt, der langsomt bliver tungere og tungere, højere og højere.

Jeg ignorerer, hvad han lige sagde, og følger Sofus et sted hen, hvor de ikke kan gøre os noget. Vi sidder tæt ved en større åbning, hvorfra man kan se månen og den klare stjernehimmel. Jeg holder nu fat om begge hans hænder med den ene hånd og breder suttekluden ud over ham som en dyne. Han skal ikke fryse denne nat, og heller ikke den næste, hvis altså ikke mor og far har hentet os inden da.

”Sulten,” siger Sofus og peger på sin mave, der i det samme giver sig til at rumle forfærdeligt højt. Min mave istemmer kort efter, og jeg overvejer at vende tilbage til den lugtende mand med flasken. Han tilbød os jo en skive brød. Er det mon hans sidste skive, som han vil overlade til os? Uden at spise det selv?

Jeg sidder stadig på jorden og betragter Sofus, hvis øjenlåg langsomt falder i og lader sig drage videre til drømmeverdenen. Men han er jo sulten. Det hørte jeg selv for et øjeblik siden.

Uden at vække Sofus lister jeg over til manden med den tørre skive brød. Også han sover, og jeg puffer blidt til ham, idet hans øjenlåg pludselig springer op. Det samme gør han selv. Han sidder nu i oprejst stilling og spørger, hvad jeg vil ham.

”Min bror er meget sulten. Må jeg ikke nok få den skive brød alligevel?” plager jeg ham og folder samtidig hænderne helt op til hagen og gør store øjne, så han rigtig kan se, at jeg mener det. Det er ikke til eget formål, men for min brors. Han skal vokse op og blive en stor og stærk mand - ligesom far.

Manden nærstuderer mig mere, end jeg bryder mig om, men endelig stikker han hånden ned i tasken og trækker noget andet op, end jeg forventer, og mit ansigt lyser op i glæde ved synet af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...